Simpel Begravelse.

I en landsby på vestkysten af Sjælland døde for kort tid siden en aldrende jomfru, datter af en for længst afdød provst og sognepræst her på stedet. Da ingen af den afdødes arvinger var til stede, påtog en agtværdig bonde sig efter præstens anmodning at melde dødsfaldet for skifteretten, og besørge liget anstændigt begravet. Han begav sig derfor først til skifteforvalteren, den pågældende herredsfoged. Men da han fandt kontoret lukket, og nogen tid forgæves havde ventet, tog han til den nærliggende købstad og bestilte der en for den afdødes stand passende ligkiste til 12 rigsbankdaler. På hjemvejen fik han lejlighed til at tale med amtsprovsten der tilkendegav ham sit bifald med hvad han havde gjort. Dagen efter tog bonden atter tl skifteforvalteren, meldte ham dødsfaldet og tillige at han efter provstens anmodning havde påtaget sig at besørge liget begravet og til den ende havde bestilt en kiste til 12 rigsbankdaler. Men straks ytrede skifteforvalteren sin misfornøjelse med den bestilte ligkiste. Han sagde at den afdøde skulle begraves som fattig, og han han derfor selv ville bestille en anden til langt ringere pris. Da nu såvel stedets præst som bonden fandt det upassende at lade en person af anset familie der altid havde været elsket og agtet af alle i menigheden, på så simpel en måde begrave, blev de enige om at bruge den først bestilte kiste, så meget mere som snedkeren alligevel påstod sig betalt for hvad han af den havde færdig. Skifteforvalteren som formodentlig havde fået underretning herom, gav ufortøvet sognefogden ordre til at påse "at den afdøde virkelig blev begravet i den af herredsfogden bestilte kiste." Ordren blev punktligt efterfulgt, og en højst agtværdig datter af stedets forhenværende provst blev nu i sin families begravelse af menigheden jordet som fattig. Bonden var altså nødsagt til at modtage og betale den af ham til 12 rigsbankdaler bestilte kiste, der siden den tid har været hensat på kirkens loft hvor indsenderen selv har set den.

den afdødes efterladenskaber blev kort derpå mod kontant betaling bortsolgt ved auktion, og indbragte til mere end 150 rigsbankdaler for ikke at tale om hvad hun for det løbende år til dødsdagen af postkassen og sin livrente havde til gode.

Både i og udenfor menigheden misbilligede mange denne skifteforvalterens fremfærd. Af en duelig lovkyndig ønskede derfor indsenderen besvaret om skifteforvalteren kan finde hjemmel i loven og anordningerne eller ikke? Og hvis dette sidste måtte befindes, hvorvidt da en skifteforvalters sic volo sic jubeo i et tilfælde som det givne kan gælde for lov.

(Politivennen nr. 490. Løverdagen den 21de Mai 1825, s. 9693-9796)