Onsdag den 9. i denne måned om aftenen mellem kl. 8 og 9 var indsenderen af dette øjenvidne til en meget oprørende scene på Kongens Nytorv.
En gammelagtig sælgerkone blev nemlig under hurraråb og piben i fingrene ledsaget af en stor flok drenge. Under deres larmende skrig lød ofte det udråb: "Det er Fem Fingre i Suppen!". Denne kone blev uophørligt forfulgt af disse drenge der udøvede deres kådhed mod hende. For mens nogle stødte hende i ryggen så at hun hvert øjeblik var udsat for at styrte med ansigtet ned på brostenene, passede andre lejligheden til at nappe hende i klæderne så at disse omsider hang i laser og sank ned omkring fødderne på hende. Herved blev det hende endnu mere umuligt at komme væk, og da genlød netop drengenes hurraskrig og piben forenet med gentagne uartigheder mod den stakkels gamle kone.
"Indsenderen var øjenvidne til en meget oprørende scene på Kongens Nytorv." (Kongens Nytorv med Hovedvagten. Christoffer Wilhelm Eckersberg, 1807. Statens Museum for Kunst).
Der var ingen af de tilstedeværende der hjalp hende, og indsenderen bemærkede også omsider at dette havde været til ingen nytte. For da nemlig en aldrende mand forsøgte at forsvare konen, og at formå hende til at skynde sig hjem, begyndte drengene at knurre ad ham, og sagde: "Se til politibetjenten der går", og nu genlød atter hurraråb ledsaget af en frygtelig piben i fingrene så at manden for at være i fred for de slemme københavnske drenge, måtte bortfjerne sig og overlade konen til sin egen skæbne.
Da indsenderen også forføjede sig bort fra dette stygge skuespil, ved han ikke hvorledes det videre gik med konen. Kun nærede han ved sin bortgang det ønske at der på stedet havde indfundet sig et par politibetjente for at adsprede pøbelen der var nær ved at gøre konen rent forrykt i hovedet. *)
*) Uagtet vist ingen kan billige den brugte ovennævnte fremgangsmåde af en hob kåde drenge, så kan man dog ikke lade ubemærket at omtalte kælling næppe så ganske ufortjent måtte udstå en medfart som den omhandlede. For det er vist nok alle og enhver bekendt at nævnte kvinde er en af stadens mest mundstærke skændegæster. Og da hun endog jævnligt øver sin kunst på vægtere og politibetjente der hverken med det gode eller onde formår at bringe hende til tavshed, så kan man derfra slutte sig til den adfærd hun kan tillade sig mod enhver anden. Forøvrigt tør man med vished antage at anmelderens frygt for at drengene skulle gøre omtale kælling forrykt i hovedet er aldeles utidig.
Redactionens Anm.
(Politivennen nr. 555. Løverdagen den 19de August 1826, s. 529-531)
En gammelagtig sælgerkone blev nemlig under hurraråb og piben i fingrene ledsaget af en stor flok drenge. Under deres larmende skrig lød ofte det udråb: "Det er Fem Fingre i Suppen!". Denne kone blev uophørligt forfulgt af disse drenge der udøvede deres kådhed mod hende. For mens nogle stødte hende i ryggen så at hun hvert øjeblik var udsat for at styrte med ansigtet ned på brostenene, passede andre lejligheden til at nappe hende i klæderne så at disse omsider hang i laser og sank ned omkring fødderne på hende. Herved blev det hende endnu mere umuligt at komme væk, og da genlød netop drengenes hurraskrig og piben forenet med gentagne uartigheder mod den stakkels gamle kone.
Der var ingen af de tilstedeværende der hjalp hende, og indsenderen bemærkede også omsider at dette havde været til ingen nytte. For da nemlig en aldrende mand forsøgte at forsvare konen, og at formå hende til at skynde sig hjem, begyndte drengene at knurre ad ham, og sagde: "Se til politibetjenten der går", og nu genlød atter hurraråb ledsaget af en frygtelig piben i fingrene så at manden for at være i fred for de slemme københavnske drenge, måtte bortfjerne sig og overlade konen til sin egen skæbne.
Da indsenderen også forføjede sig bort fra dette stygge skuespil, ved han ikke hvorledes det videre gik med konen. Kun nærede han ved sin bortgang det ønske at der på stedet havde indfundet sig et par politibetjente for at adsprede pøbelen der var nær ved at gøre konen rent forrykt i hovedet. *)
*) Uagtet vist ingen kan billige den brugte ovennævnte fremgangsmåde af en hob kåde drenge, så kan man dog ikke lade ubemærket at omtalte kælling næppe så ganske ufortjent måtte udstå en medfart som den omhandlede. For det er vist nok alle og enhver bekendt at nævnte kvinde er en af stadens mest mundstærke skændegæster. Og da hun endog jævnligt øver sin kunst på vægtere og politibetjente der hverken med det gode eller onde formår at bringe hende til tavshed, så kan man derfra slutte sig til den adfærd hun kan tillade sig mod enhver anden. Forøvrigt tør man med vished antage at anmelderens frygt for at drengene skulle gøre omtale kælling forrykt i hovedet er aldeles utidig.
Redactionens Anm.
(Politivennen nr. 555. Løverdagen den 19de August 1826, s. 529-531)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar