Noget om Rundetaarn.

I selskab med en rejsende familie vandrede indsenderen i forrige uge lige op på Rundetårn for efter de fremmedes forlangende at skaffe dem denne mærkværdige for sin bygningsmåde endog i udlandet bekendte bygning at se. Men den dør hvorigennem man før mod en styvers erlæggelse, fik adgang til tårnets øverste del, var og blev uagtet al banken og larmen, lukket. Og vi måtte vende tilbage.

Senere er det sagt indsenderen at adgangen til denne del af tårnet kun er åben når den astronomiske observatør er til stede, hvilket man rimeligvis må undres over. For uden ulempe for nogen som helst nød ikke alene almuen, men endog den dannede mand det ypperlige skue som udsigten havde lejlighed til at betragte og beundre en bygning hvortil ikke findes mage, og hvad der i vores næringsløse tider meget fortjener at komme i betragtning, en lille tarvelig familie havde sin indtjening uden at falde nogen til besvær. Alt dette er nu anderledes: ankommet til den dør som sætter en skranke for den videre opstigen, banker og atter banker man indtil man fortrædelig og ked deraf vender tilbage. Den fremmede smiler over den forlegenhed man befinder sig i, og beklager ikke at have tid til oftere at indfinde sig for at observere når observatøren observerer. Og - en familie mere end nødvendigt lever i trang.

Hvem der nu varetager de ikke uvigtige forretninger der var pålagt den mand som havde styverfortjenesten i tårnet, vides ikke. Men portlukningen og tilsynet med at ikke lazaroner opholder sig i tårnet, især om natten, er sikkert overdraget en mand som det offentlige tør betro en nøgle til denne vigtige bygning. Ligesom det også må antages for ganske afgjort at særdeles vige motiver har forårsaget spærringen. - Men for ikke at lade folk løbe april i utide, vover indsenderen at udbede sig at bibliotekaren ved Universitetsbiblioteket ville foranstalte en bekendtgørelse opslået i tårnet, enten på biblioteksdøren eller et andet bekvemt sted, hvorved publikum søm søgte op i tårnet, blev underrettet om at adgangen ikke var åben. Blev observatøren dr. Ursins bopæl tilføjet, ville det være ønskeligt for sådanne som havde tid og lejlighed til at henvende sig til ham. For at en sådan bekendtgørelse uagtet den mådelige belysning måtte falde nok i øjnene, burde dertil vel bruges brandgult eller højrødt papir.

(Politivennen nr. 560. Løverdagen den 23de September 1826, s. 642-644)