For nogen tid siden overværede jeg en slægtnings begravelse. Det var en gammel pensioneret officer som efter sin kones død levede med sin aldrende datter hvis håndarbejde for en stor del bidrog til familiens underhold.
Jeg fandt den stakkel pige ganske forgrædt og næsten fortvivlet. På mit spørgsmål om årsagen fik jeg tilsvar at hun blev ganske ruineret ved begravelsesomkostningerne, til hvis bestridelse hun var nødt til at sælge sit, surt erhvervede bohave da hendes fars ringe efterladenskaber langt fra ikke slog til.
Jeg havde ondt ved at begribe dette, når man indskrænkede sig til en tarvelig jordefærd. Men en lang liste overbeviste mig om at 200 rigsbankdalervar den mindste sum som behøvedes til en tarvelig begravelse.
Man havde kun forlangt 6 ligbærere, men disse måtte betales højere fordi adskillige venner og bekendte havde indfundet sig for at bringe den afdøde nogle hundrede skridt fra huset til graven.
For jordpåkastelsen kunne man ikke byde mindre end 15 rigsbankdaler, og desuden måtte der lejes en karet til at hente og hjemføre præsten. Salær til klokker, gravere, bedemand etc. udgjorde en lang og dyr fortegnelse.
Jeg stod forstenet ved ikke at øjne andet middel for en honet men fattig mand at slippe ud af livet, uden at ruinere sin familie, end selvmord efter deklaration for notarius publicus at det foretoges ved velberådet hu i god hensigt. Begravelsen ved slaverne tager i det mindste ikke brødet ud af munden på de efterladte
* * *
Ovenstående er tilsendt udgiveren fra landet. Man ser heraf at en ødelæggende og ufornuftig luksus ved begravelser også har indsneget sig der. Her i staden ser man hver dag eksempler på begravelser der måske medtager mange familiers sidste ejendom for som man kalder det, at skaffe den kære afdøde en anstændig begravelse. Regeringen har vel søgt at indskrænke sådan luksus dels ved at forordne at der til ligfølge ikke må indbydes flere end 8 par, dels ved at forbyde de før så brugte og pengespildende traktementer. Men efterabelsessyge og mode sætter sig så ofte imod disse vise lovbud. For vist er det at en såkaldt anstændig begravelse ikke sjældent medtager 3 til 4 hundrede rigsbankdaler, en sum den efterladte familie kunne leve af et helt år. Uagtet man aldeles ikke vil indrømme rigtigheden af slutningen i ovenstående, så kan man dog ikke nægte at udgifterne til kirkebetjentene synes for høje i København hvor desuden en egen skat udskrives til deres løn. Også synes det underligt hvis ligbærernes betaling er forskellig efter ligvognens beskaffenhed da deres arbejde altid er det samme. Om vores bekostelige begravelser kan man sige med digteren E. C. Bruun:
"Ja, tit en salig fik jordefærd,
Så man gik næsten en smule nær."
(Politivennen nr. 533. Løverdagen den 18de Marts 1826, s. 179-182)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar