Mens det stolt marmor besjælet af mejselen knejser til trods over rigmandens grav hvis hele fortjeneste i livet blot bestod deri at kunne lægge gulddynge til gulddynge, og som måske hele sin levetid ikke har udøvet en ædel og menneskekærlig handling, mens dette byder mængden at standse for at se hvor herligt det er at være rig, så kan den ensomme vandrer der ikke søger efter begravet rigdom, men jordet fortjeneste, ikke uden vemod nærme sig digterens den ædle Ribers minde, som i flere år har stået uden indskrift, hvilken ondskabsfuld kådhed har berøvet den. Skulle salig Riber endnu ikke have så mange levende venner som ville skillinge sammen for til nytår at få en indskrift som kunne fortælle at under denne sten ligger den ædle digter Riber. Salig Todens går det da ikke bedre, ubemærket og smudsig står den forsømt og uændret til mere skam end ære for vedkommende.
(Politivennen nr. 568. Løverdagen den 18de November 1826, s. 762-763)
Redacteurens Anmærkning.
Der er formentlig tale om Hans Vilhelm Riber (1760-1796). Som digter blev han medlem af den kommission, som udarbejdede den evangelisk-kristelige salmebog. Ellers virkede han mest som pædagog.
I Politivennen nr. 599, 23. juni 1827, s. 392 bekendtgjordes at Ribers gravsted nu var genrejst. Mens Todes var uændret. Samtidig bemærkedes at biskop Balles bispestav var blevet brækket.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar