Tillæg til Stykket i Politievennen Nr. 544 og 545 om: "Aarsagerne til Tjenestefolkenes Usædelighed, ulykkelige Ægteskabers Stiftelse, Drikfældighedens Tilvæxt og Armodens Fremtrængen".

Hvad der er skrevet i oven nævnte stykke om gilderne, er vist nok i overensstemmelse med sandheden skønt det ikke er ens alle vegne. Dette har sine grader rettet efter gamle eller nye vedtægter, men hvor det er så slemt som forfatteren beskriver det, må gilderne være højst skadelige.

Hvor disse gilder ikke er så ødelæggende, der er ofte en anden lyst som måske er mere skadelig end denne. Den er:

Lyst til krogang.

Kroernes nødvendighed for rejsendes bekvemmelighed er erkendt. Men kroernes beliggenhed og kroværternes forhold har største indflydelse på moralen og på de i dette stykkes overskrift benævnte fordærvelser. Ligger en kro i en bondeby, da er der eksempler på at der hver søndag er selskab af tjenestekarle og drenge, husmænd og inderster, ja en gang imellem af gårdmænd. De drikker og dobler indtil de bliver berusede, derpå slås de, hvorved en og anden kommer til skade, så han i længere eller kortere tid ikke kan arbejde, ja en gang imellem endog mister sin hilsen og førlighed for bestandigt.

Når de først er berusede, så går de sjældent hjem så længe de har penge eller kunne blive betroet. Når manden ikke er hos sine folk i marken, så sender de bud ti kroen - hvis den er nær ved - og drikker sig en rus ved arbejdet. De bestiller altså lidt eller intet, selv i den bedste høst. Om vinteraftner er disse mennesker oftere i kroen.

Hvad er nu følgerne af det? Tjenestefolkene fordærves fra små af. De sætter deres løn til før den er tjent. De bliver aldrig ejere af så meget at de kan købe sig et hus. De forsømmer deres husbonds arbejde og han bliver af den grund ked af dem. De bliver kede af at tjene, gifter sig næsten som drenge, avler børn, fæster sig et hul at sidde i, og nu søger de ligefuldt kroen som mænd. Deres stakkel kone og børn må nu hytte sig selv. For om sådan en husmand eller indsidder nu fortjener lidt ved dagarbejde, så øder han det om søndagen. Den næste uge har han intet, må selv sulte osv. Bliver han nu soldat så må hans kone og børn hjælpes af fattigvæsnet og tillige tigge. Er han fri derfor, så må hun og børnene alligevel tigge eller trygle fordi fattigkassen ikke hjælper så unge mennesker.

Dette er et tro skildring af kroerne i byerne hvor kroværterne er samvittighedsløse nok til at tillade noget sådant og øvrigheden enten ikke kan råde bod på det eller ikke kender det. Mange lider under denne misbrug. Men ingen vil være angiver. Øvrigheden bliver altså uvidende om hvilke laster der går i svang.

Det var ønskeligt om disse linjer kunne virke nogen forbedring ved at gøre højere foresatte opmærksomme på det.

(Politivennen nr. 556. Løverdagen den 26de August 1826, s. 559-562)