15 april 2016

Om Liigtaler, samt en Anmodning til Herr Pastor Timm.

Blandt de embedsforretninger som loven ikke har gjort til pligt for præsten, er den at holde ligprædiken eller tale ved graven. Kun "dersom de har stunder og -NB - er bedt om det" tillades det dem, dog "skal de holde måde med den dødes berømmelse og vogte sig at de intet siger som kan være imod deres egen samvittighed". Endvidere "de må ikke holde taler over nogen som er blevet rettet for sin misgerning, eller har myrdet sig selv, eller er dømt til mindre mand, før øvrigheden og sagsøgeren er tilfredsstillet", se D. L. 2-10-1, 2, 4

Hvem beundrer ikke den klogskab i disse lovbud. Man ser tydeligt at lovgiveren ikke ynder disse taler i almindelighed. Under påskud af forretninger kan præsten vægre sig ved at tale ved en afdøds grav som han enten slet ikke kendte eller kendte som et dårligt menneske, på det at han "intet skal sige som kan være imod hans egen samvittighed." Men da lovgiveren tillige frygtede for at auri sacra fames - på godt gammelt dansk - "skiden vinding" - skulle forlede en og anden præst til at holde ligtaler som i almindelighed er lovtaler over bekendte slette mennesker eller sådanne som i liv eller død har været deres medkristne til forargelse, så forbød han aldeles at tale over sådanne. Med sin sædvanlige korthed nævner lovgiveren kun fire tilfælde, hvorved den højtidelighed en ligbegængelse får ved præsten tale forbydes. Men den fornuftige præst vil vide at lovgiverens hensigt var at ingen berygtet på denne måde skulle hædres, og den samvittighedsfulde præst ville selv om et sådant lovbud aldrig var til, afsky at tale lasten til ros.

Der gives alle vegne, især i store steder, næringsveje som
retfærdighedens straffende arm sjældent kan nå selvom de betragtes med den yderligste foragt og afsky, på grund af det svælgende dyb der er befæstet mellem den moralske og juridiske vished: Ågerkarlen, falskspilleren, hæleren og flere driver sådanne næringsveje. Men frem for alle rufferen og horeværten som efter L 6-22-1,5 straffes med kagen og enten sættes i spindehuset eller ved bøddelen føres ud af byen. Og hvilket moralsk uhyre er ikke horeværten? Han hvis hus er sædelighedens og uskylds mordergrube! Han som udbreder navnløs elendighed over tilværende og kommende slægter! Oh! I forhold til ham er giftblanderen en ærlig mand. Morderen en helgen og stratenrøveren en engel! Lad ham længe nok ved sin skændige håndtering have samlet sig en formue behæftet med tusinde ulykkelige ofres tårer og forbandelser. Lad han længe nok rejse marmorminder over sig der kun vidner om hans vanære. Men aldrig - aldrig vil den tid komme da religionens lærer, dyds og uskylds talsmand - anmodet eller uanmodet - skal stå frem ved en sådan niddings grav og sige andet end det ritualet påbyder og på alle anvendelige formular om det endog blot var de ord: "Fred være med dig" for krig, evig krig bør der være mellem dyd og last.

Loven forbyder endog præsterne at holde taler ved ligbegængelser når de ikke er "bedt" om det. Man siger at vores fortjente stiftsprovst Clausen hvis høje værd som menneske borger og religionslærer måske først da vil blive fuldt erkendt, når vi sukker ved hans grav, og hvem vores yngre og mange af de ældre præster gjorde vel i tage til mønster, opfylder lovens bud i den grad at han ikke engang taler ved agtede og hædrede medborgeres jordefærd dersom vedkommende ikke udtrykkeligt forlanger det og viser sig også heri som den sande kloge mand.

På det seneste er det i enkelte sogne her i byen blevet en - måske lidt for almindelig - skik at præsterne både anmodet og uanmodet som de hyppige avertissementer beretter for os - holder gravtaler. Man bør ikke tro andet end at enhver afdød som præsterne således hædrer, har fortjent denne hæder. Det er upåtvivleligt at der desuden ved en grav er en skøn lejlighed til at sige meget godt og sandt, og det er unægteligt at det for flere end ligfølget vil være behageligt og opbyggeligt at erfare hvad der således siges. 


Indsenderen har med fornøjelse adskillige gange været hr. pastor Timms tilhører i kirken. Han erkender i ham en ung, talentfuld og meget lovende religionslærer. Men da ligtaler kræver et andet slags veltalenhed og et andet slags pastoralklogskab end almindelige prædikener, så ønsker han også side at kende denne unge præst fra denne side. Og han anmoder derfor hr. pastoren ikke alene i sit, men i et talrigt publikums navn at han vil - i et af vores alvorlige ugeblade eller månedsskrifter - indrykke den tale som han - efter et avertissement i Adresseavisen nr. 181 - har holdt ved forrige dansebodsvært og billardholder Mays grav.

(Politivennen nr. 606. Løverdagen den 11te August 1827, s. 493-498).

Redacteurens Anmærkning

Der henvises til Danske Lov som findes i Retsinformation. Her hedder det i 2. bog, kapitel 10: 

Om præsters Embede med Lig

1. Præsterne skulle kaste Jord paa de Døde, naar de ere hensatte, eller i Jorden nedsatte, og dersom de have Stunder, og ere bedne derom, skulle de (paa Prædikestoelen) holde een Prædiken og Formaning af Guds Ord til Folket, (og hvis dennem derfor godvilligen givis, maa de annamme, enten de ere Kiøbstæd- eller Landsbye-Præster; Men ingenlunde maa de nogen forreskrive, hvad, eller hvormeget, de ville have, under deris Kalds Fortabelse. For Jorden alleene at paakaste maa de intet tage paa Landsbyerne.)  
Den omtalte stiftsprovst Clausen må være H. G. Clausen (1759-1840), som i 1827 var stiftsprovst ved Frue Kirke. Han måtte dog som følge af at denne kirke var ødelagt under Københavns Bombardement 1807 prædike i Trinitatis Kirke indtil 1829. Artiklen i Dansk Biografisk Leksikon om hans person og bl.a. fejden med Grundtvig er spændende læsning.

Timm må være Herman Andreas Timm, kateket ved Trinitatis Kirke 1826-1835, og altså nys tiltrådt embedet. Kateketerne udførte alskens præstearbejde og benyttede mest derse stilling til at avancere til et bedre lønnet embede. (M. Kirsten Sandholt: Præster i Trinitatis gennem 350 år. 2011).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar