08 juni 2016

Om Bifalds- og Mishagsytringer i Skuespilhuset.

Alt det meget både rigtige og urigtige der er skrevet om dette emne, uagtet tror indsenderen dog at følgende to bemærkninger for nærværende tid ikke er af vejen:

1. Viseligt er vist nok det lovbud som byder at piben først må lyde efter stykkets opførelse, og som indskrænker dens tid til  minutter. Men viseligst ville det måske være (når den gamle hr. slendrian vil tillade det) at lade alle bifaldsytringer blive henlagt til mellemakterne. For den æstetiske nydelse forstyrres nu ved klappen og bravoråb (i forrige tider tillige ved hyssen, gaben, nysen og piben) lige så meget som tilhørernes opbyggelse af en god prædiken forstyrres ved klingende tavlers ombæring.


2. Det er almindelig bekendt at ofte umodne, eller partiske dommere enten den mest uvidende pøbel, lejesvende, slagtere, drenge som ikke endnu har afrystet skolestøvet, eller ondskabsfulde gabalmagere fører tonen i Skuespilhuset. Et eksempel herpå har vi nylig oplevet efter den første opførelse af "Greven af Essex". For mens hele huset genlød af klap,  bravoråb og "leve forfatteren" og selv dannede damer lydeligt tilkendegav deres bifald, var det kun 4 til 5 pibere der lod sig høre som partihadets eller kådhedens eller måske begges partiske repræsentanter. Disse helte var formodentlig de samme der allerede adskillige uger før opførelsen uden at have læst det utrykte stykke truede med dets udpibning. Indsenderen er også overbevist om at den alment agtede forfatter betragter sådant med samme ligegyldighed som al overdreven og ubetinget ros. De gode herrer pibere har formodentlig ikke læst følgende ytringer af tænkeren Tode: "Med alt det smertelig, udpibningen har for en forfatter af følelse, er den dog ikke den rette sønderknuselsesmåde. Når det første indtryk er forbi, kan han le af det, være sit vanheld bekendt og et  offer for uædelt privathad. Derfor lod  Fielding sætte på titelbladet af sin Eurydike: Udpeben på skuepladsen i Drurylane *). Den mest passende og mest forrhånende straf for en forfatter er foragt, og dennes viseste tegn er et tomt hus. Derfor siger også Horatius:
"Quen tulit ad Scenam ventoso gloria cursu,
Examinat lentus Spectator"

Det værste ved denne sidste straf er at det er en stille og evig død. Det tomme hus er forfatterens helvede hvorfra ingen frelse gives. Mine herrer pibere, læg disse ord på hjertet. Betænk at De aldrig kan straffe en forfatter som ikke har fundet nåde for Deres øjne, bedre end ved både selv at blive borte ved hans stykke opførelse og ved i øvrigt at skaffe ham tomt hus ved Deres ivrige anstrengelser".


Ved denne lejlighed tror indsenderen det passende, ligesom forfatteren af et i sidste Politivennen om denne sag indrykket stykke at gøre opmærksom på det usømmelige og uværdige i at ytre sit mishag ved at støde i en pibe når man besinder sig i selskab med anstændige og dannede mennesker, ikke blandt en rå folkehob eller drengevrimmel. Hr. etatsråd Rahbek som for et par år siden i månedsskriftet Hertha på en så ædel og værdig måde ytrede sig om denne sag og så eftertrykkeligt erklærede sig mod pibning, opfordres herved til på sin post som teaterdirektør at bidrage til dette uvæsens afskaffelse uden at gøre brud på anstændig meningsytring. Hvilken enhver upartisk må ønske at se vedligeholdt i den mest uindskrænkede grad. Det vil kun koste ham og de andre herrer direktører en allerunderdanigst forestilling til hans majestæt derom. Denne adfærd er lige så vanærende for nationen og den studerende stand som litterære fejder er det for litteraturen når de udarter til lave personligheder og kåde drillerier.

*) Dette kunne Baggesen med ædel selvfølelse have sat på titelbladet af sin "Trylleharpe" og ville andre med en modsat følelse på dets skuespil.
Indsenderen anmærkning.


(Politivennen nr. 697, Løverdagen den 9de Maj 1829, s. 292-296)


Det Kongelige Teater. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er en opfølgning på en artikel i nr. 696, 2. maj 1829.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar