Forfatteren har ret i at forfængelighed er en af de vigtigste årsager til tjenestefolks ukyskhed. Og hans forslag fortjener at iværksættes. At skødetilbøjelighed hos kvinden imidlertid ikke er den eneste grund til tjenestepigernes synder mod det sjette bud, beviser selve det eksempel forfatteren anfører. Sædvanligvis virker nok både sanselig kærlighed (elskov) og forfængelighed samtidigt (især når forføreren er en ung og smuk) i det mindste ved det første skridt på lastens bane. Den kommission som forfatteren foreslår, burde vel mest rigtigt føre navn af Tarvelighedskommission. Den skinhellige hykleriske kan påtage sig enhver, altså også tarvelighedens maske.
Herpå kender anmelderen to mærkelige eksempler. Det første var en pige som i året 1814 kom i tjeneste hos en meget agtværdig familie her i byen. Hun begyndte i denne sin første tjeneste straks at stadse sig. Da hun havde et smukt ydre, havde hun snart fået sig 3 sjaler, fire nye kjoler, lige så mange hatte, halskæde af guld osv. Alt sammen meget kostbart. Men da husmoderen ikke kunne lide denne stadsen, og nok kunne vide at hun ikke var kommet til den på ærlig måde, gik hun hende på klingen, og skønt det holdt hårdt, fik hun hende dog til at bekende at en vis herre som hun besøgte når hun gik i byen, havde foræret hende at dette, men at hans stand forbød ham at gifte sig med hende. Husmoderen fratog hende nu en del af tøjet, holdt en alvorlig moralsk præken for hende og pålagde hende hvis hun ville blive i hendes tjeneste (hvilket hun for hendes dueligheds skyld ønskede) at klæde sig tarveligt og føre et kysk levned. Fra dette øjeblik af gik hun også meget tarveligt klædt, men bedrev hemmeligt utugt med nævnte herre og andre af samme kaliber og var så heldig hverken at blive frugtsommelig eller venerisk. Hun lod sig nu ikke betale med stads, men med kontanter, og da hun i 1822 forlod sin tjeneste for efter foregivende på grund af svagelighed at tage på landet til sine forældre, fæstede hun sig en sal hvor hun nu offentligt drev hvad hun før havde drevet i smug.
"Fra
dette øjeblik af gik hun også meget tarveligt klædt, men bedrev
hemmeligt utugt med nævnte herre og andre af samme kaliber og var så
heldig hverken at blive frugtsommelig eller venerisk." (Andreas Flinch: To tjenestepiger i samtale, 1843. Statens Museum for Kunst.)
Det andet eksempel var en pige som tjente fra 1815-23 hos en velhavende familie her i byen der om sommeren hver søndag eftermiddag tog i skoven og om vinteren samme dag enten var i eller selv havde selskab. Hendes herskab som betalte hende en temmelig stor løn, mærkede snart at hendes stadselige påklædning oversteg den, foreholdt hende med alvor at hun måtte vogte sig for kavalerer der ville tilfredsstille hendes forfængelighed med foræringer af pynt og stads og derfor købe sig til hendes gunstbevisninger og forføre hende til utugt. Hun tilstod nu at en rig og fornem herre havde foræret hende adskillige pyntesager.
At det var gået temmelig vidt med hans foræringer, viste snart pigens trivelighed. Hun kom på hospitalet, aborterede, kom igen i sin tjeneste, solgte nu efter hvad hun foregav al sin stads og gik meget tarveligt klædt når hun gik ud om søndagen. Hun plejede altid at spadsere på Frederiksberg når herskabet var i skoven, og når hun med deres tilladelse tog et par gange om sommeren i skoven, var hun altid meget tarveligt påklædt. Men en søndag var vejret meget ustadigt. Familien tog derfor ud på Frederiksberg, og i nogen afstand så sønnen en meget stadselig dame spadsere i haven med en kavaler. Højden, figuren, svajet med kroppen osv. gjorde ham mistænksom, og han ilede forud for at se om hans formodning var grundet, hvorom han snart overbeviste sig. Da hun kom hjem, gik hun efter adskillige omsvøb omsider tilbekendelse at hun havde vedblevet at føre sit forrige ukyske levned, at hun havde sammenkomster med flere herrer et vist sted i byen, og at hendes stads lå et andet sted hos en god veninde. Denne tarvelige pige fik nu sin afsked og blev - salsjomfru.
Anmelderen kunne anføre flere eksempler af denne art. Men han har med forsæt indskrænket sig til disse to. Anmelderen troede og tror endnu at kyskhed og tarvelighed ifald det er muligt at forvisse sig om at de ikke er maske, lige så vel fortjener at opmuntres ved belønninger som lang tjenestetid og troskab. Også dette kan være maske og anmelderen har især i forrige tider hørt og kendt flere eksempler på piger som man troede var ærligheden selv, og som i deres lange tjenestetid hos gamle enker og enkemænd havde lagt sig meget til bedste både per fas et nefas.
Om det kvindelige samfunds samvittighedsfuldhed i denne henseende nærer han imidlertid aldeles ingen tvivl. Det er hans uforgribelige mening at den foreslåede Tarvelighedskommission indrettet på en fornuftig måde i forening med de af anmelderen foreslåede belønninger kan virke til opnåelse af øjemedet. Der kan ikke være tvivl om at kvinden der af forfængelighed eller sanselighed bliver skøge, bør straffes eksemplarisk. Men når hun er afstraffet, bør hun ikke betragtes som et udskud af det menneskelige selskab, men ved milde tvangsmidler tilbagegives samfundet. Og forføreren der benyttede sig af den svage kvindes skrøbelighed, og ved at pirre hendes forfængelighed gjorde hende til en skøge og forførerske og dræbte den kvindelige værdighed hos hende, bør i det mindste straffes lige så hårdt som, om ikke hårdere end hun.
Der er gjort meget for de forførte og faldne pigers tilbagevendelse til dyden i andre lande. Men i vores fædreland er der uagtet det meget der er skrevet om dette emne, aldeles intet. I stedet for at udbrede sig over denne indholdsrige materie, vil anmelderen henvise enhver som dette menneskehedens vigtige anliggende interesserer, til Steen Steensen Blichers fortræffelige afhandling derom i "Dansk Minerva" (december 1815) og i "Nordlyset" (december 1827). Anmelderen tror i øvrigt at det må være meget indskrænkede mennesker der kan ærgre sig over "de udmajede tøjters parure", da denne som oftest er erhvervet med skændsel og en ond samvittighed, hvilket jo bekendt næsten aldrig er tilfældet med embedsmandens kone eller datter når man undtager det yderst sjældne tilfælde at en sådan "udmajet" dame ved sin "parure" har bidraget en lille skærv til en alt for godmodig mands eller faders kassemangel osv.
Til slut må anmelderen tilføje to bemærkninger: 1) at historien om den atten år gamle tjenestepige kun kan blive sandsynlig når man antager at hendes husbond og madmoder har været lettroende heldøre, og 2) at den så meget overhåndtagende forfængelighed og stadselyst hos tjenestepiger lige er meget naturlige. De ringere efteraber altid de højere, og her gælder som i så mange livets tilfælde de to sandsagn: "Velsignelsen (også forbandelse) kommer ovenfra," og: "Som herren er, følger ham tjeneren." Var vores husmødre og deres døtre i almindelighed tarvelige, ville denne dyd snart blive almindelig hos tjenestepigerne, og som følge deraf ville ukyskheden aftage.
(Politivennen nr. 759, Løverdagen den 17de Julii 1830, s. 452-459)
Politivennens læsere kendte muligvis til en "lærebog" for tjenestepiger, Pigernes Speil i Kiøbenhavn, (1775) som indskærpede tyendets dyder, opførsel, påklædning mm.
Herpå kender anmelderen to mærkelige eksempler. Det første var en pige som i året 1814 kom i tjeneste hos en meget agtværdig familie her i byen. Hun begyndte i denne sin første tjeneste straks at stadse sig. Da hun havde et smukt ydre, havde hun snart fået sig 3 sjaler, fire nye kjoler, lige så mange hatte, halskæde af guld osv. Alt sammen meget kostbart. Men da husmoderen ikke kunne lide denne stadsen, og nok kunne vide at hun ikke var kommet til den på ærlig måde, gik hun hende på klingen, og skønt det holdt hårdt, fik hun hende dog til at bekende at en vis herre som hun besøgte når hun gik i byen, havde foræret hende at dette, men at hans stand forbød ham at gifte sig med hende. Husmoderen fratog hende nu en del af tøjet, holdt en alvorlig moralsk præken for hende og pålagde hende hvis hun ville blive i hendes tjeneste (hvilket hun for hendes dueligheds skyld ønskede) at klæde sig tarveligt og føre et kysk levned. Fra dette øjeblik af gik hun også meget tarveligt klædt, men bedrev hemmeligt utugt med nævnte herre og andre af samme kaliber og var så heldig hverken at blive frugtsommelig eller venerisk. Hun lod sig nu ikke betale med stads, men med kontanter, og da hun i 1822 forlod sin tjeneste for efter foregivende på grund af svagelighed at tage på landet til sine forældre, fæstede hun sig en sal hvor hun nu offentligt drev hvad hun før havde drevet i smug.
Det andet eksempel var en pige som tjente fra 1815-23 hos en velhavende familie her i byen der om sommeren hver søndag eftermiddag tog i skoven og om vinteren samme dag enten var i eller selv havde selskab. Hendes herskab som betalte hende en temmelig stor løn, mærkede snart at hendes stadselige påklædning oversteg den, foreholdt hende med alvor at hun måtte vogte sig for kavalerer der ville tilfredsstille hendes forfængelighed med foræringer af pynt og stads og derfor købe sig til hendes gunstbevisninger og forføre hende til utugt. Hun tilstod nu at en rig og fornem herre havde foræret hende adskillige pyntesager.
At det var gået temmelig vidt med hans foræringer, viste snart pigens trivelighed. Hun kom på hospitalet, aborterede, kom igen i sin tjeneste, solgte nu efter hvad hun foregav al sin stads og gik meget tarveligt klædt når hun gik ud om søndagen. Hun plejede altid at spadsere på Frederiksberg når herskabet var i skoven, og når hun med deres tilladelse tog et par gange om sommeren i skoven, var hun altid meget tarveligt påklædt. Men en søndag var vejret meget ustadigt. Familien tog derfor ud på Frederiksberg, og i nogen afstand så sønnen en meget stadselig dame spadsere i haven med en kavaler. Højden, figuren, svajet med kroppen osv. gjorde ham mistænksom, og han ilede forud for at se om hans formodning var grundet, hvorom han snart overbeviste sig. Da hun kom hjem, gik hun efter adskillige omsvøb omsider tilbekendelse at hun havde vedblevet at føre sit forrige ukyske levned, at hun havde sammenkomster med flere herrer et vist sted i byen, og at hendes stads lå et andet sted hos en god veninde. Denne tarvelige pige fik nu sin afsked og blev - salsjomfru.
Anmelderen kunne anføre flere eksempler af denne art. Men han har med forsæt indskrænket sig til disse to. Anmelderen troede og tror endnu at kyskhed og tarvelighed ifald det er muligt at forvisse sig om at de ikke er maske, lige så vel fortjener at opmuntres ved belønninger som lang tjenestetid og troskab. Også dette kan være maske og anmelderen har især i forrige tider hørt og kendt flere eksempler på piger som man troede var ærligheden selv, og som i deres lange tjenestetid hos gamle enker og enkemænd havde lagt sig meget til bedste både per fas et nefas.
Om det kvindelige samfunds samvittighedsfuldhed i denne henseende nærer han imidlertid aldeles ingen tvivl. Det er hans uforgribelige mening at den foreslåede Tarvelighedskommission indrettet på en fornuftig måde i forening med de af anmelderen foreslåede belønninger kan virke til opnåelse af øjemedet. Der kan ikke være tvivl om at kvinden der af forfængelighed eller sanselighed bliver skøge, bør straffes eksemplarisk. Men når hun er afstraffet, bør hun ikke betragtes som et udskud af det menneskelige selskab, men ved milde tvangsmidler tilbagegives samfundet. Og forføreren der benyttede sig af den svage kvindes skrøbelighed, og ved at pirre hendes forfængelighed gjorde hende til en skøge og forførerske og dræbte den kvindelige værdighed hos hende, bør i det mindste straffes lige så hårdt som, om ikke hårdere end hun.
Der er gjort meget for de forførte og faldne pigers tilbagevendelse til dyden i andre lande. Men i vores fædreland er der uagtet det meget der er skrevet om dette emne, aldeles intet. I stedet for at udbrede sig over denne indholdsrige materie, vil anmelderen henvise enhver som dette menneskehedens vigtige anliggende interesserer, til Steen Steensen Blichers fortræffelige afhandling derom i "Dansk Minerva" (december 1815) og i "Nordlyset" (december 1827). Anmelderen tror i øvrigt at det må være meget indskrænkede mennesker der kan ærgre sig over "de udmajede tøjters parure", da denne som oftest er erhvervet med skændsel og en ond samvittighed, hvilket jo bekendt næsten aldrig er tilfældet med embedsmandens kone eller datter når man undtager det yderst sjældne tilfælde at en sådan "udmajet" dame ved sin "parure" har bidraget en lille skærv til en alt for godmodig mands eller faders kassemangel osv.
Til slut må anmelderen tilføje to bemærkninger: 1) at historien om den atten år gamle tjenestepige kun kan blive sandsynlig når man antager at hendes husbond og madmoder har været lettroende heldøre, og 2) at den så meget overhåndtagende forfængelighed og stadselyst hos tjenestepiger lige er meget naturlige. De ringere efteraber altid de højere, og her gælder som i så mange livets tilfælde de to sandsagn: "Velsignelsen (også forbandelse) kommer ovenfra," og: "Som herren er, følger ham tjeneren." Var vores husmødre og deres døtre i almindelighed tarvelige, ville denne dyd snart blive almindelig hos tjenestepigerne, og som følge deraf ville ukyskheden aftage.
(Politivennen nr. 759, Løverdagen den 17de Julii 1830, s. 452-459)
Redacteurens Anmærkning
Der er formentlig tale om Steen Steensen Blichers artikel "Redningshuse for faldne Piger" (1815). 1826-29 udgav Blicher tidsskriftet Nordlyset. I 1827 var Blicher (formentlig uden grund) overbevist om, at hans hustru var ham utro.Politivennens læsere kendte muligvis til en "lærebog" for tjenestepiger, Pigernes Speil i Kiøbenhavn, (1775) som indskærpede tyendets dyder, opførsel, påklædning mm.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar