22 august 2016

Anmodning til Herr' Major og Fattigdirecteur Mangor.

Man har for nyligt læst i et offentligt blad adskillige ytringer om Frelserens Arbejdshus, nemlig at det er befolket med husvilde "som til dels består af straffede forbrydere, løsgængere og andre der har fundet husly under vores broer og den frie himmel; at man ikke kan indestå for at den fattige her ikke bliver befængt med utøj eller udslæt og at vist mange foretrækker natteleje selv i råt efterårsvejr i grøfterne og under broerne frem for det opholdssted som Frelserens Arbejdshus lover dem." 

At den stiftelse som bærer frelserens navn, yder den fattige og ulykkelige så lidt frelse, er højst beklageligt. Men af Deres bekendte iver og menneskekærlighed tør man sikkert vente at De vil søge at afhjælpe en så sørgelig tilstand og ved forflyttelse af en del af personalet til bedre, mere luftige og renlige værelser, samt bedre pleje af de derværende børn og voksne, bidrager til at formilde disse lidendes ulykkelige tilstand som nu giver anledning til så hyppige publikums medynk vækkende klager.

(Politivennen nr. 846, Løverdagen den 17de Marts 1832, s. 169-170)


Redacteurens Anmærkning

Mellem 1787 og 1800 var der blevet oprettet arbejdshuse for almissemodtagere der var i stand til at arbejde. Vor Frelsers arbejdshus i 1791, Prinsessegade 7/Dronningensgade 24-30. Det husede typisk mellem 60 og 100 lemmer. Her skulle de spinde uld og blev opdraget til gode samfundsborgere.

Udover Frelserens Sogns Arbejdshus var der Frue Sogns Arbejdshus, Nørrevold 30 (1786) med plads til op mod 200 kvinder, Nicolai Sogns Arbejdshuse, Vingårdsstræde, nu Nikolaj Plads 25 (1789) med plads til 100 kvinder, Trinitatis Sogns Arbejdshus, Aabenraa 15 (1794) for et halvt hundrede kvinder og Holmens Sogns Arbejdshus, Bredgade 55 (1792), til lidt over hundrede mænd.

Hertil kom Almindeligt Hospital, Amaliegade 26 med sygehospital og lemmehospital. Det første et hospital for fattige. Det sidste var en forsørgelsesanstalt for gamle, affældige og krøblinge. 

Holdningen til arbejdshusene blev udtrykt i artiklen "Om den tiltagende Lediggang, Dovenskab og Immoralitet blandt Landalmuen og den derved tiltagende Fattigdom" af en skribent i Kjøbenhavnsposten, 24. og 25.  juni 1835 (i uddrag):
For at standse dette Onde har man tænkt paa Oprettelse af Arbeidshuse; men uden Hensyn til, at disse ville blive for kostbare for de fleste Communer, opnaaede man neppe Hensigten, da de, som ville arbeide, ogsaa næsten altid kunne faae Arbeide paa Landet. Skulde altsaa det tilsigtede Formaal opnaaes, mener man, at et Tvangs-Arbeidshuus idetmindste maatte oprettes i hvert Amt. At der ved slig Indretning, forenet med et mulig anderledes indrettet Landpoliti, kunde virkes meget godt, ligesom ved Foreninger til Moralskfordærvedes Forbedring, er vel unægteligt; imidlertid ere alle saadanne Indretninger dog kun Palliativer; det Onde oprykkes derved ikke fra Roden. Ligesom en Læge ikke kan fuldkommen helbrede en Sygdom, uden at kjende dens Aarsag, saaledes bør man ogsaa her see til at finde Grunden til den tiltagende Lediggang og moralske Fordærvelse blandt Landalmuen, og den synes nærmeste at kunne udledes af følgende tre Aarsager.
Artiklen nævner her at den tvungne skolegang gør at ingen bønder vil tage børn i tjeneste fordi de gik i skole 2-3 dage om ugen, at den indbyrdes undervisning betød at eleverne spildte deres tid med ikke at lære noget, og endelig at biskop Balles lærebog opdrog bønderbørn til at opremse hele stykker af lærebogen uden at tænke og var desuden indholdsmæssig ikke egnet for bønderbørn.