Motto: (Jeg ville hellere bo hos løver og drager end være i hus med en ond kvinde. Jesu Sir. B. B. 25, 17.)
Søndag den 3. i denne måned gik undertegnede i selskab med en skipper her i staden, ned i kælderen under huset nr. 75 bag Børsen for hos den derboende værtshusholder E. Rasmussen at tage en morgendram da vi begge endnu intet havde nydt. Da vi kom ind, skænkede manden os de forlangte 2 snapse og da vi havde drukket dem, forlod han stuen. Kort derefter kom en sømand som også havde været med mig i forretninger på et pakhus. Og da også han skulle have en dram, forlangte jeg denne 2 gange af konen som var i stuen. Men da jeg intet svar fik, tog jeg selv flasken for at skænke i det jeg sagde: "Med forlov! er det ikke denne flaske De skænker af?". Dog næppe havde jeg berørt flasken før kællingen sprang op og med det udråb: "I bornholmske røvere! hvor tør I tage min flaske," gav mig en dygtig øredask hvorefter hun skænkede den forlangte snaps. Da manden atter kom ind i stuen, bad jeg ham styre sin kvinde såsom jeg ikke gad lægge hånd på hende. Men straks greb furien mig bagfra i nakkehåret, og da den med mig følgende skipper nu også opfordrede manden til at råde bod på hendes raseri, fik han en lige så god kindhest som den jeg havde fået, hvorefter hun igen vendte sig til mig med de ord: "betal nu I røvere, hvad I har fået," og slog mig atter i ansigtet så at blodet styrtede ud af næse og mund.
Da betalingen nu var lagt, greb hun en flaske og ville slå mig i hovedet med den, hvorfor jeg hvor ugerne jeg end gjorde det, så mig nødsaget til at gribe hende om armen og idet jeg drejede djævelinden om, blev det mig muligt at slippe ud ad døren. Men hun forfulgte os, greb en spand der stod i forstuen, og overslog mig som allerede var ude på gaden, med dette så jeg blev dyndvåd. Skipperen som fulgte efter mig, behagede det derpå denne djævelindes værdige mage ligeledes at overøse en spand vand mens hun atter sprang ned og hentede en porcelænstallerken som hun kastede efter os, så at den blev slået i tusinde stykker mod stenbroen.
Jeg tror det at være min pligt at bekendtgøre det her fortalte for at det må tjene til advarsel for fredelige folk som muligvis kunne falde på at søge nogen forfriskning på dette sted. I hjertet ynker jeg den stakkels mand der må trækkes med en sådan havgasse. Men han fortjener vel ikke stort bedre, for da jeg opbragt over kvindens skammelige opførsel henvendte mig til ham med de ord: "hvad er De for en mand, at De ikke holde styr på Deres egen kvinde," gav han til svar: "jeg er den mand som du aldrig bliver," og herfra vil jeg bede Gud bevare mig. For af alt regimente er vel tøffelregimente det værste.
P. R. Heiner
Skipper.
(Politivennen nr. 858, Løverdagen den 9de Juni 1832, s. 390-392.)
Træsnit fra o. 1840 som formentlig udtrykker samtidens holdning til kvinden: Hvordan man får gamle kvinder gjort unge og smukke. Måske den form for humor som også ligger bag skipperens optræden?
Søndag den 3. i denne måned gik undertegnede i selskab med en skipper her i staden, ned i kælderen under huset nr. 75 bag Børsen for hos den derboende værtshusholder E. Rasmussen at tage en morgendram da vi begge endnu intet havde nydt. Da vi kom ind, skænkede manden os de forlangte 2 snapse og da vi havde drukket dem, forlod han stuen. Kort derefter kom en sømand som også havde været med mig i forretninger på et pakhus. Og da også han skulle have en dram, forlangte jeg denne 2 gange af konen som var i stuen. Men da jeg intet svar fik, tog jeg selv flasken for at skænke i det jeg sagde: "Med forlov! er det ikke denne flaske De skænker af?". Dog næppe havde jeg berørt flasken før kællingen sprang op og med det udråb: "I bornholmske røvere! hvor tør I tage min flaske," gav mig en dygtig øredask hvorefter hun skænkede den forlangte snaps. Da manden atter kom ind i stuen, bad jeg ham styre sin kvinde såsom jeg ikke gad lægge hånd på hende. Men straks greb furien mig bagfra i nakkehåret, og da den med mig følgende skipper nu også opfordrede manden til at råde bod på hendes raseri, fik han en lige så god kindhest som den jeg havde fået, hvorefter hun igen vendte sig til mig med de ord: "betal nu I røvere, hvad I har fået," og slog mig atter i ansigtet så at blodet styrtede ud af næse og mund.
Da betalingen nu var lagt, greb hun en flaske og ville slå mig i hovedet med den, hvorfor jeg hvor ugerne jeg end gjorde det, så mig nødsaget til at gribe hende om armen og idet jeg drejede djævelinden om, blev det mig muligt at slippe ud ad døren. Men hun forfulgte os, greb en spand der stod i forstuen, og overslog mig som allerede var ude på gaden, med dette så jeg blev dyndvåd. Skipperen som fulgte efter mig, behagede det derpå denne djævelindes værdige mage ligeledes at overøse en spand vand mens hun atter sprang ned og hentede en porcelænstallerken som hun kastede efter os, så at den blev slået i tusinde stykker mod stenbroen.
Jeg tror det at være min pligt at bekendtgøre det her fortalte for at det må tjene til advarsel for fredelige folk som muligvis kunne falde på at søge nogen forfriskning på dette sted. I hjertet ynker jeg den stakkels mand der må trækkes med en sådan havgasse. Men han fortjener vel ikke stort bedre, for da jeg opbragt over kvindens skammelige opførsel henvendte mig til ham med de ord: "hvad er De for en mand, at De ikke holde styr på Deres egen kvinde," gav han til svar: "jeg er den mand som du aldrig bliver," og herfra vil jeg bede Gud bevare mig. For af alt regimente er vel tøffelregimente det værste.
P. R. Heiner
Skipper.
(Politivennen nr. 858, Løverdagen den 9de Juni 1832, s. 390-392.)
Træsnit fra o. 1840 som formentlig udtrykker samtidens holdning til kvinden: Hvordan man får gamle kvinder gjort unge og smukke. Måske den form for humor som også ligger bag skipperens optræden?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar