At raneriet på Assistenskirkegården udenfor Nørreport har nået en høj grad af uforskammethed, det kan kun være en mening. Og lige så ønskeligt var det om der kunne findes midler til at standse det som det er rosværdigt af de her ansatte gravere strengt at iagttage deres pligt, og på stedet uden persons anseelse at behandle den skyldige som gerningen fortjener det.
Dog alt for stor iver medfører undertiden den ulempe at den uskyldige kan blive anset og tiltalt på en ikke alt for høflig måde. Hvilket vel just ingen egentlig fornærmelse kan være for den som har ren fod at stå på, og hvis navn er stemplet med retsind. Men sådant har dog altid sit ubehageligt, især når de ansvarlige ingen tid har at overbevise sig om det ubegrundede i deres beskyldninger.
For nu om muligt at ophæve denne ubehagelighed var det ønskeligt om en nøje bestemmelse for gravstedsejernes rettigheder med hensyn til beplantningen, blev bekendtgjort offentligt. Vel vides at der er et kongeligt reglement af 15. februar 1805. Men dets indhold er ikke kendt for hvermand, ej heller vides om det indeholder bestemmelser for beplantningen.
At det skulle være en gravstedsejer forment at plukke en blomst på sit eget gravsted og dermed om han ønsker det, smykke en vens grav - eller fra 2 forskelige, selvejende, selvplejede gravsteder at flytte blomster fra det ene til det andet - eller at hjemtage syge eller afblomstrende planter, det kan man ikke antage som muligt at være en lovhjemlet bestemmelse i vores Danmark hvor alt ånder rimelighed.
Da Politivennen jo allerede har stiftet så megen gavn, afhjulpet så mange anker, så håber man at også disse linjer ydes opmærksomhed af de ansvarlige som med sædvanlig velvilje ville vide at fremme også denne for almenheden vist ikke ligegyldige sag.
Også en tidligere indladelse på kirkegården end den lovbestemte tid kl. 8 om morgenen, kunne vel være en stor behagelighed for mange som finder glæde i selv at sysle om deres kære døde, og som dertil helst benytter de tidlige morgentimer fra 6 til 8. Dog i disse timer at komme ind er for nærværende næsten umuligt, og anmodningen derom kan endog medføre uartigheder. Skulle det ikke være gørligt at der for gravstedsejere og for disse, som ansvarlige, der ønsker det imod en vis bestemt betaling til den ved forreste kirkegård boende graver, udstededes billetter som for sommermånederne tillod adgang i de nævnte timer. Da hr. Striboldt er en meget artig mand, s ville ved billetternes forvisning adgangen ske uden videre ubehageligheder. Hvilke altid er dobbelt mærkbare på et sted hvor allerede gemyttet lider. At derfor også dette rimelige ønske måtte tages i betragtning af de høje ansvarlige, tør man vel gøre sig håb om.
(Politivennen nr. 863, Løverdagen den 14de Julii 1832, s. 463-466) .
Dog alt for stor iver medfører undertiden den ulempe at den uskyldige kan blive anset og tiltalt på en ikke alt for høflig måde. Hvilket vel just ingen egentlig fornærmelse kan være for den som har ren fod at stå på, og hvis navn er stemplet med retsind. Men sådant har dog altid sit ubehageligt, især når de ansvarlige ingen tid har at overbevise sig om det ubegrundede i deres beskyldninger.
For nu om muligt at ophæve denne ubehagelighed var det ønskeligt om en nøje bestemmelse for gravstedsejernes rettigheder med hensyn til beplantningen, blev bekendtgjort offentligt. Vel vides at der er et kongeligt reglement af 15. februar 1805. Men dets indhold er ikke kendt for hvermand, ej heller vides om det indeholder bestemmelser for beplantningen.
At det skulle være en gravstedsejer forment at plukke en blomst på sit eget gravsted og dermed om han ønsker det, smykke en vens grav - eller fra 2 forskelige, selvejende, selvplejede gravsteder at flytte blomster fra det ene til det andet - eller at hjemtage syge eller afblomstrende planter, det kan man ikke antage som muligt at være en lovhjemlet bestemmelse i vores Danmark hvor alt ånder rimelighed.
Da Politivennen jo allerede har stiftet så megen gavn, afhjulpet så mange anker, så håber man at også disse linjer ydes opmærksomhed af de ansvarlige som med sædvanlig velvilje ville vide at fremme også denne for almenheden vist ikke ligegyldige sag.
Også en tidligere indladelse på kirkegården end den lovbestemte tid kl. 8 om morgenen, kunne vel være en stor behagelighed for mange som finder glæde i selv at sysle om deres kære døde, og som dertil helst benytter de tidlige morgentimer fra 6 til 8. Dog i disse timer at komme ind er for nærværende næsten umuligt, og anmodningen derom kan endog medføre uartigheder. Skulle det ikke være gørligt at der for gravstedsejere og for disse, som ansvarlige, der ønsker det imod en vis bestemt betaling til den ved forreste kirkegård boende graver, udstededes billetter som for sommermånederne tillod adgang i de nævnte timer. Da hr. Striboldt er en meget artig mand, s ville ved billetternes forvisning adgangen ske uden videre ubehageligheder. Hvilke altid er dobbelt mærkbare på et sted hvor allerede gemyttet lider. At derfor også dette rimelige ønske måtte tages i betragtning af de høje ansvarlige, tør man vel gøre sig håb om.
(Politivennen nr. 863, Løverdagen den 14de Julii 1832, s. 463-466) .
Ingen kommentarer:
Send en kommentar