06 oktober 2016

Om Kunstneren Carl Rappo, og de om ham udspredte Rygter.

Når en mand begynder et foretagende som lykkes, mødes han ikke sjældent af misundelse eller brødnid der søger at nedsætte hans værd og på flere måder lægge hans bestræbelser hindringer i vejen. Således er det også gået den udmærket duelige kunstner Carl Rappo. Det almindelige bifald hans kunstpræstationer har vundet det bestandigt forøgede tal af tilskuere der indfandt sig til hans forestillinger, vækkede ildesindede og lavttænkende personers misundelse. Og i den hensigt at skade ham, udspredtes ufordelagtige rygter om ham som fx at den vægt han angiver på de kugler og lodder som han bruger ved sine forestillinger, var overdrevne. At han snød tilskuerne ved med behændighed at ombytte jernkuglerne med lignende af træ, osv. Ja, ved forestillingens onsdag den 29. april efter at første afdeling var til ende, lod en stemme sig høre ved udgangen af parterret som råbte: "Det er ingen sag, det er trækugler, de er ikke så tunge mm." Personen der således ytrede sig, forsvandt straks blandt flere andre som gik ud for at søge forfriskninger. 

Men da det passerede formodentlig fortaltes til hr. Rappo, kom han frem og erklærede at de rygter som var udspredt af ildesindede mennesker, var aldeles falske. At hans kugler var af støbt jern, købt her i København for flere år siden, og havde den tyngde han angav i dansk vægt, samt at det stod frit for enhver tilskuer at overbevise sig om at han ikke ved behændighed narrede tilskuerne, men at det var virkelige kraftprøver han fremviste. Derpå lod han de forskellige kugler falde på gulvet så at de rullede ned blandt tilskuerne hvor en af hans tjenere optog dem og efter at have fremvist dem for flere, bragte dem til hr. Rappo der spillede med dem som med en bold, kastede dem mod loftet, opfangede dem på nakken og gik således selv ned blandt tilskuerne for at vise dem at det var de samme kugler som før var vist dem. Således gendrev han sin nidske misunders beskyldning, hvorfor også enhver af hans ypperlige præstationer lønnedes med de overraskede og tilfredsstillede tilskueres bravoråb. 


Rappo som Herkules. Artistoptræden på det gamle Pantomimeteater. Illustration fra Axel Guthmann: Tivoli.

Anmelderen af dette har aldrig før ved omhandlede forestilling set hr. Rappo eller kender det mindste til ham, men har dog som dansk mand troet det rigtigt at tage en fremmed kunstner som besøger os, i forsvar mod falske beskyldninger der måtte krænke ham og forbitre ham hans ophold her. Og skønt anmelderen ikke er kaldet til at være hans lovtaler, tør han dog ligesom udgiveren af et andet meget læst blad, erklære hans præstationer for interessante og behagelige og at han langt overgår enhver der nogensinde hertil lands har vist sig i den genre, ja han tør endog mene at hvis en vis dansker der engang skal have udladt sig med at han kun kendte tre store mænd i verden, nemlig 1) Vestris, 2) Napoleon og 3) sig selv, får hr. Rappos kunstfærdighed at se, vil han vist erkende ham for den fjerde. 

(Politivennen nr. 1010, Løverdagen den 9de Mai 1835, s. 297-300)


Redacteurens Anmærkning

Kjøbenhavnsposten havde allerede den 8. juni 1833 omtalt Rappo:
"Europas første Athlet og Herkules", Carl rappo har nylig paa Königstädter-Theatret forbauset Berlinerne ved sine Herkuleskunster. Man kaldte ham allerede den Uovertræffelige, og besang ham i Oder og Sonnetter, da den, fra sine Forestillinger paa Nørrebroes Cirkus, for os bekjendte Kunstberider Bach kom til Berlin, og "Jupiters Søn", i det de Bachske Selskab, fandt en Rival, der udfører paa den gallopperende Hest, hvad Athleten Rappo producerer paa Jorden. Enhver Kjøbenhaver gjættr let, at denne Rival er Kunstberideren og Jongleuren Motti, der allerede i Frankfurt a. d. O. havde Udfordret Rappo til en Tvekamp, men forgjæves ventet paa hans Møde.Motti har desuden i Berlin offentlig ladet Enhver, der kan kaste ham til Jorden, tilbyde en Sum af 500 preussiske Daler.
Også i Kjøbenhavnsposten forholdt man sig i 1835 afvisende overfor disse rygter om at Rappo svindlede. Se fx 8. maj 1835, s. 440. Rappo var en verdenssensation. Ifølge flere hjemmesider, bl.a. denne var Karl Rappo (1800-1854) den første stærk-mand jonglør i moderne tid. Han trænede allerede fra sin ungdom, og 19 år gammel oplevede han en gruppe indiske artister i Innsbruck som han rejste sammen med. Sammen med sin kone og 2 lærlinge dannede de Rappo Theatre som spillede over hele Europa som fx zar Nikolaj i Rusland. Han optrådte i indisk kostume med bl.a. balancekunster.

Rappo kom til København i marts 1835 og gav her forestillinger på Vesterbro Morskabsteater, som berettet i Kjøbenhavnsposten, 31. marts 1835:
Rappos første Forestilling i Søndags var ikke saa talrigt besøgt, som den uden Tvivl vilde være bleven, hvis den iforvejen havde været bekjendtgjort paa sædvanlig Maade. Denne Kunstner, der, siden sin sidste Nærværelse her, har udviklet sin overordentlige Styrke og Behændighed i en forbausende Grad og derhos erhvervet sig den Gratie og Aplomb, der først giver enhver Art af Kunstproduktion sin fuldendelse, fyldestgjorde, ved hvert af de interessante Kunststykker, han gav til Bedste, baade som Jongleur og Athlet, de høitspændte Forventinger, og erhvervede sig et almindeligt og stormende Bifald.
En anden notits stod i Kjøbenhavnsposten den 7. april 1835:
I Søndags gav Hr. C. Rappo ude paa Moerskabstheatret atter Prøver paa sin athletiske Kunstfærdighed. Han er virkelig en Mand af Kræfter, og, hvad der er det Fornemste, han kjender sin Kraft, og veed at bruge den til rette Tid, uden at glemme Holdning, ja endog en vis Gratie: det fortjener ogsaa Paaskjønnelse, at han ved en egen Elegants i Dragt og Apparater veed at give sine Forestillinger noget Pynteligt, som viser, at han respecterer det Selskab, han har indbudet. Man kunde kalde Hr. Rappo et Kraft-Geni, en ægte Descendent i tusind'de Led af hiin første Aleide, hvis Kølle han endu fører i sit Skjold. Hr. R. annoncerede ved sidste Forestilling, at han næste Gang vilde bære en levende Hest: man venter, at han, efterat have forsøgt sig paa Heste, Oxer, Smaaskibe og andet Løsøre, godhedsfuld vil tilbyde sig at transportere Huse og Gaarde - salva forma - fra og til Hovedstaden, hvorved han med Hensyn til den tilstundende Sommer-Flyttetid udentvivl vilde forbinde sig mange Familier, ligesom en saadan Forholdsregel ogsaa meget vilde befordre den for Handel og Vandet saa vigtige Omsætning af faste Eiendomme.
Et andet eksempel på hans kunne stod i Kjøbenhavnsposten 11. maj 1835:
Hr Rappo aflagde forleden Dag paa offentlig Gade her i Kjøbenhavn en Prøve paa sin overordentlige Kraft og Behændighed. Han havde nemlig det Uheld at vælte med sin Glasvogn, i det at det ene Baghjul gled ned i Rendestenen. Men "Herkules" mistede ikke sin Fatning. Hurtigt Sprang han til og standsede Hestene, der allerede vare paa Veie til at blive løbske, løftede selv, ved at sætte den ene Skulder til, Vognen igjen op, kastede sig paa Sædet og kjørte bort, (rigtignok uden en eneste heel Rude) i fuld Fart, uden at Folk fik Tid til ret at besinde sig om hvad der egentlig var passeret. 
Kjøbenhavnsposten meddelte den 12. juni 1835 at Rappos sidste forestilling skulle være den 14. juni 1835. Efter det stormende bifald han fik ved den lejlighed, meddelte han at han også ville optræde i Dyrehaven (Kjøbenhavnsposten 18.juni 1835). Rappo forblev dog i Danmark, for den 5. august 1835 kunne Kjøbenhavnsposten berette at Rappo nu igen optrådte på Vesterbro Morskabsteater, denne gang i selskab med mad. Petoletti og hr. Riemeczek.