Det er almindelig bekendt hvilken betydelig forvirring der allerede i mange tider har hersket i Sønderjyllands kirke- og skolevæsen. Ifølge en af de nyeste rejsebeskrivelser fra disse egne *) prædiker man tysk og synger tysk om formiddagen i Apenrades eneste kirke, følgelig kan omegnens befolkning der ikke forstår tysk, ikke nyde godt deraf. Om eftermiddagen prædikes dansk, men - skulle man tro det muligt, og dog er et vist - der synges på tysk formodentlig af mangel på danske salmebøger. Heraf følger at de mange mennesker af almue- og tyendeklassen som er født på landet i byens omegn, og altså ikke forstår andet end dansk, aldrig kan deltage i kirkesangen. Ligeledes er bønderne ikke i stand til at læse, hvad der på amtstuerne indskrives i deres skattebøger, fordi disse føres på tysk. Og dog er det jo efter dem de har at betale de påbudte skatter og afgifter, ja bønderne er endog nødt til at anmode forvaltere og andre som forstår begge sprog, at forklare øvrighedens bekendtgørelser for dem, og at oversætte dokumenter mv. Hvilke misligheder herved kan opstå, er let at indse da ofte et enkelt ords rette forståelse kan være af vigtighed og en families velfærd let kan bero derpå. Man tænker sig at danske bønder har en tysk født øvrighed (eller holstensk født hvilket er det samme med hensyn til sproget), som ringeagter de mennesker sprog af hvilke de modtager deres betydelige embedsindkomster! Næppe finder sådant sted i noget andet kultiveret land under solen.
Allerede for nogle og tyve år siden blev det ved en kongelig forordning pålagt dem at sørge for landssprogets (det danske sprogs) genindsættelse i sine rettigheder, og årligt at indsende beretning om hvorvidt det var lykkedes dem. Men det synes at vedkommende ganske ignorerer denne forordnings tilværelse, da de i en række af omtrent 24 år har undladt at efterleve den. Deres ringeagt for Sønderjyllands sprog er så stor at de ved en højtidelighed i anledning af prins Frederik Carl Christians formæling, udbragte skålerne på latin fordi de ikke kunne eller ikke ville tale dansk, og fandt det alt for galt ved sådan lejlighed at bruge det tyske sprog. **) Men i retsforhandlinger, protokoller, resolutioner og beskeder undser de sig ikke ved at bruge tysk sprog til danske folk. Anderledes går det til i Ribe som tillige med dets omegn taler sønderjysk (der just ikke er smukt, men dog ikke styggere end nørrejysk). Dog her er embedsmændene danskfødte, derfor har et dannet tungemål, et behageligt dansk omgangssprog, altid været i brug i denne byb og egn, ligesom i Nørrejyllands stæder. Men ved Faldingbro, 3 mile nord for Ribe er sindelaget hos de højere allerede så tysk at man i anledning af nys nævnte fyrstelige bryllupshøjtid havde på en æresport sat en tysk indskrift!!
I Haderslev eller Harsløv (som vedkommende har omdøbt til Hadersleben, d.e. et liv fuldt af had og kiv!) spores samme stræben som i Apenrade, på Als og flere steder at fortrænge eller om muligt udjage dannersproget. Ungdommen i denne by taler dansk, men undervises kun i tysk, konfirmeres på tysk, lærer altså ikke at læse og skrive sit modersmål i de offentlige skoler, og det så nær ved Nørrejyllands grænse. Også her sker alle udfærdigelser på tysk til danske bønder og danske købstadsmænd. Embedsbreve om danske indbyggeres anliggender skrives og besvares på tysk, danske retssager forhandles ved domstolene på tysk, ligeledes tillysning af auktioner, lysninger efter bortrømte forbrydere, proklamationer, indskrifter på de offentlige vejvisningssten, endog tæt udenfor Kolding, vægterråb, gadenavne, offentlige og private skilte (jordmødrenes undtaget), skattebøger, brevskaber, udskrifter af domme osv. Sønderjylland eller det såkaldte slesvigske er således en dansktalende provins under en dansk fyrste, men bestyres af tysksindede og tyskskrivende øvrigheder. Når en enkelt danskfødt embedsmand i disse enge skriver et embedsbrev til sine foresatte på dansk, besvarer disse det på tysk!! - På Als står Nordborg (eller Nørborg som almuen siger) tillige med den større del af øen i kirkelig hensyn under samme danske biskop som Ærø. Men Sønderborg (som man har forkvaklet til Sonderburg) samt landtungen Kekenis (det vil sige Kiknæs) står under generalsuperintendenten i Slesvig. En sådan forvirring, sådant blandet jurisdiktion, forekommer hyppigt i Sønderjylland. Nogle egne står i kirkelig henseende under det danske kancelli eller andre danske autoriteter, i verdslig under det holstenske kancelli eller honstenskfødte øvrighed, hvilket giver anledning til stor ulempe. På Als hersker tyskheden kun i Sønderborg. På den øvrige del af øen sker det danske sprog og alt hvad dansk er sin ret.
Nu da den sjældne casus er indtruffet at den højeste kirkelige øvrighed i begge hoveddele af dannerstaten, nemlig Sjællands biskop og hertugdømmernes generalsuperintendent næsten på en tid forlod verden, ville det sikkert være tiden at regulere en stor del af disse uregelmæssigheder, at sørge for en mere naturlig og gavnlig inddeling, nemlig forening af de provinser som står hverandre nærmest i sprog, sæder, beliggenhed mv. under en fælles kirkelig og verdslig forvaltning, hvorimod en forbindelse måtte iværksættes af de tysktalende statsdele (nemlig fra omegnen mellem Flensborg og Slesvig af) med Holsten og Lauenburg. Gid dette som utallige har ønsket i en lang række af år, nu må gå i opfyldelse!
*) Titlen på samme er "Frimodig skildring af sex jydske og slesvigske (sønderjydske) stæder med deres omegne, i statlig og sproglig hensyn, af J. C. Lange, København 1834. Heri findes beretning om de mange og store misbrug i kirke- og skolevæsen, skatte- og toldvæsen, postindretninger, møntvæsen og modersmålets mishandling i Sønderjylland.
**) Se nys anført skrift pag. 11.
(Politivennen nr. 981, Løverdagen den 18de October 1834, s. 715-721)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar