06 november 2016

Scene ved en mosaisk Liigfærd.

Det er intet glædeligt tegn på vor tids moral at selvmord, bedragerier og sønderrivelse af naturens bånd udgør en ikke ringe del af dens nyhedsstof. Hvad sønderrivelse af naturens bånd angår, da tror jeg at kunne regne en handling der fandt sted på mosaisternes kirkegård sidste 29. maj ved afdøde hofguldtrækker Lorias begravelse, som beslægtet dermed.

Kommissionær S. A. Eibeschutz som er en af de få lykkelige som blev til en hovedrig mand ved under pengevæsnets omvæltning at opkøbe obligationer for hvad han havde erhvervet sig ved sin første kones medgift, tog nemlig som fungerende synagogeforstander ikke i betragtning at beordre sine to kødelige brødre smidt ud af kirkegården i overværelse af et stort antal af deres trosbrødre, fordi disse skal have afsunget en ligsalme med højere røst end den nye agendes ærbarhed muligvis tillader, og de såkaldte oplyste mosaisters undseelse for de ældre jødiske ceremonier tåler. Mildest talt tror jeg at kunne betegne denne S. A. Eibeschütz' adfærd for meget ubroderlig og upassende. For selv om disse ved afsyngelsen af nævnte ligsalme havde handlet i strid med doktor Wolffs forskrifter ved ligfærd, synes dog såvel blodets røst som stedets hellighed at kræve forseelsen påtalt andet sted og efter mere humane grundsætninger.

Mosaisternes præst er jo ingen guddom og hans agende ikke kongelig konfirmeret. Dens udgivelse i trykken har det kongelige kancelli ikke modsat sig. Men har heller ikke gjort den til nogen lov for mosaisterne. Dette kollegiums liberalitet og skarpsindighed fremlyser øjensynligt heraf. Ved at fremme oplysningen blandt jøderne, ville det dog ikke have undertrykt dem hvis tidligt indsugede religiøse grundsætninger ikke villigt drejede sig efter reformen. Ovennævnte begivenhed på kirkegården og mange andre viser formentlig at oplysningen blandt mosaisterne ikke er omsvævet af den mest humane ånd, mod hvilket onde jeg især anbefaler hr. doktor Wolff som har tændt sit nye lys for den herværende jødiske menighed at arbejde med forøget anstrengelse.

Det er mærkelig at skønt mange andre istemte nævnte ligsalme, ramte de uheldige følger af S. A. Eibeschütz' embedsiver kun hans kødelige brødre. Den ene af disse, hr. grosserer J. A. Eibeschütz er mig bekendt som en højst virksom og redelig handelsmand. Og det ville være gavnlig for landet om handelsklassen havde mange medlemmer i sin midte der ligesom han, vedligeholdt en usvækket kredit og indbringer kongens toldkasse betydeligt. I 30 år har han på sådan måde virket som grosserer. Han har skænket 200 rigsbankdaler til den nye synagoges opførelse og i al sin tid ydet betydeligt til den mosaiske menigheds kasse. Om nu denne mands religiøse grundsætninger ikke harmonerer med pluraliteten af hans trosbrødre, bør dog af denne grund ikke udvises en så krænkende adfærd som den oven anførte mod ham eller nogen, endsige påføres ham af hans egen bror der formentlig står langt tilbage for ham hvad angår en gavnlig virksomhed for landet. Og da sådan fremfærd af bror imod brødre så højlig strider mod moral og følelse, kan jeg ikke andet end i denne anledning at tilkende hr kommissionær S. A. Eibeschütz min alvorlige dadel og hr. dr. Wolff som under optrinnet var nærværende på kirkegården, min misbilligelse fordi han ikke forebyggede det ved sin indflydelse.

Til slut vil jeg gøre hr. kommissionær Eibeschütz opmærksom på at det synes i strid mod beskedenhed og brug at han i levende live søger at indhøste ros for sin velgørenhed: at have stiftet en fribolig af egne midler for fattige mosaiske trosbekendere ved at bekendtgøre samme på selve bygningen til skue for enhver forbigående.

E. Agersøe
Kommissionær.

(Politivennen nr. 1118, Løverdagen, den 3die Juni 1837. Side 342-345)


Redacteurens Anmærkning

Simon Aron Eibeschütz (1786-1856) var som artiklen nævner dansk handelsmand og legatstifter. Den 28. januar (Kongens fødselsdag) 1834 havde han oprettet den nævnte fribolig i København for 13-14 fattige familier og enker inden for Mosaisk Trossamfund. Han kritiseres i en kommende artikel fra januar 1841 igen for dette. Selv om skribenten nævner hans brødre, blev disse dog langt fra så kendt i eftertiden.

Krak 1837 nævner juveler enke H. Eibeschütz, kompagnistræde 66: grosserer J. A. Eibeschütz, Knabrostræde 109; købmand og klasselotterikollektor L. A. Eibeschütz, Rosengården 129: kommissionær S. A. Eibeschütz, Gammeltorv 4 og examin. juris og assistent ved konsumptionsvæsnet R. J. Eibeschütz, Klædeboderne 3.

Ligeledes nævner Krak 1837 Isak Jos. Loria, hofguldtrækker, Gothersgade 333. En guldtrækker beskæftigede sig med at fremstille guldtråde

En skribent som underskrev sig Baruch, skabte en længere debat i Kjøbenhavnsposten, Artiklen blev bragt i nummeret fra 4. januar 1836:
Stræng mosaisk Kirketugt "Mod Tryk er Tryk det bedste Middel!" Algreen-Ussing.Det mosaiske Troessamfunds nybyggede Synagoge har, i det sildigere Tid, været et Slags Tumleplads for adskillinge Uordener, der udentvivl ville anledige Øvrigheden til, at have et vaagent Øie med bemældte Troessamfund, for at forebygge videre Uordener.Som bekjendt, bestaaer dette Samfund af tvende Afdelinger: den nye og den gamle (orthodoxe). Hvad den første, paa Grund af Tid og Tidsaand, antager for rigtigt, billiger den sidste aldeles ikke, saavidt Kirkeskikkene angaaer. Med Hensyn til Bønnernes Afholdelse, f. Ex., ere Meningerne høist forskjællige. De Ældre ere næmlig vante til, at fremsige disse lydeligt; hvorimod de Yngre have bestemt, at Bønnen skal fremsiges sagte, for at intet uindviet Øre skal mistyde samme.Dette er Grunden til, at en Kamp af ikke liden Betydenhed har fundet Sted i Synagogen, for nogle Dage siden, da en Mængde yngre Mosaitter vilde kaste en gammel, lydt bedende, Troesbroder ud af Synagogen, og det efter Forstanderskabets Tilskyndelse. I Tummelen, som derved opstod, fik adskillige Ondt, og Trudsler ere udstødte, hvorved Folks Ære og Helbred ere udsatte for Fare idet Forstanderskabet har erklæret, at Enhver, derei fremsiger Bønnen sagte, uden Videre skal vises, eller kastes ud. Ogsaa har man siden posteret Politi ved Synagogen, hvortil dog næppe en lydelig Bøn kan give Grund, eller Ret, ei at tale om Bekostningen, som dog vel ikke kan paalægges Menigheden?Ovenmældte beviislige Kjendsgjerning giver Anledning til følgende Bemærkninger? Ved Indsamlingen af Bidragene til den nye Synagoges Opbyggelse, erklæredes det for Bidragerne, at Gudstjenesten skulde vedblive paa den hidtil antagne Maade. Dette bevægede Flerheden af de ældre Medlemmer til, at yde Bidrag, hvilket de vistnok ellers havde negtet. Det synes derfor ogsaa, ei blot billigt, men retfærdigt, at man, i det Mindste, behandler dem og deres, fra Fædrene igjennem Aartusinder nedarvede, Troesmeninger og Kirkeskikke med skaansom Humanitæt,efter at man, uden deres Samtykke, har indført en ny Kirke-Agende.Forstanderne, som ingenlunde ere den forsamlede Menigheds Formyndere, enten i aandelig eller verdslig Henseende, bør sikkert vogte sig for, at forøge den Splid, der allerede, til almindelig Forargelse, er indtraadt i Menigheden. Selv i mindre Samfund bør man ikke glemme Historienss Lærdomme, som vise os Utaalsomhedens farlige Følger, hvoriblandt her, under tiltagende Strid, let kunde indtræffe en vidtløftig og bekostelig Retssag, med Hensyn til de under ovenmældte vidnefaste erklæring indbetalte Bidrage Tilbagebetaling. L. D. Baruch.
Baruchs artikel blev imødegået af en artikel fra Kjøbenhavnsposten, 14. januar 1836:
Om de i nogen Tid i Synagogen forefaldne Uroligheder.Siden den nye Synagoges Opbyggelse have hyppige Angreb været stilede i offentlige Blade, snart mod Menighedens Præst og snart mod Bestyrerne af Israelitternes Anliggender i verdslig og kirkelig Henseende. De Angrebne tauge, og de af Samfundets Medlemmer, der følte det Lave i slige Angreb, tauge ligeledes, vel vidende, at hines Taushed var grundet i Bevidstheden om trolig opfyldt Pligt, og at en for Regjeringens og Medlemmernes Øine ført aaben Færd ikke trængte til Forsvar imod Opspind af Ondskab og Dumhed. Erfaringen lærte ogsaa det Unødvendige af et saadant Forsvar; thi det er vel endnu i Manges Minde, hvorlunde en af hine Helte, troende sig sikker under Anonymitetens Skjul, blev fangen i sin egen Snare, og i hvilken Knibe Personen var stedet, da det af ham for uigjennemtrængeligt anseete Slør næppe forslog til at dække de lange Øren. Saalænge Pøbelraabet kun gjaldt enkelte Personer kunde man altsaa tie; de Retskafnes Mening om dem var deres bedste Forsvar. Men man er i den sidste Tid gaaet videre. Trosset har prøvet paa at forstyrre den Ro, der fandt Sted i Gudshuset, og de derved opstaaede Uordener have givet Anledning til Meninger iblandt Medborgere, der ikke kjende Ophavsmændene og Aarsagen til disse Forstyrrelser, som i høi Grad maae krænke den større og bedre Deel af Samfundet. Hele Menigheden er det nu, der angribes af disse raae Mennesker, og det paa et Sted, der skal være Fredens og Enighedens Bo; det er den hellige Kirkefred, der trues af disse Vandaler og med den vore Medborgeres Agtelse, den, mod Aarhundreders igroede Fordom Skridt for Skridt tilkæmpede Agtelse. Vi leve, takket være Oplysningens Magt! i Fred og Ro med vore Medmennesker, uden Hensyn til Troesforskjellighed; vor borgerlige Vandet, der ligger aaben for Alles Øine, vor Gudstjeneste, tilgængelig for enhver, blive paaskjønnede og ikke mere anseete som farlige for den Stat, der kalder os Borgere; og denne faste Stand i det borgerlige Samfunds gode Omdømme skulde nu svækkes ved raae og uvidende Mennesker, der bære Gud paa Tungen, men Had og Misundelse i Hjertet? Nu, da de udvortes Fjender ere besejrede, skal Fjenden optræde i vor egen Midte? Og hvilken Fjende! Var det Forskjel i Religionsmeninger, hvad disse Rolighedsforstyrrere dog gjerne ville have os til at troe, der bragte ham i Harnisk, da vilde de dog kunne undskyldes i Noget, skjøndt Voldsomhed og Trods vistnok ikke er den Vei, der fører til at oplyse og jevne slig Meningsforskjel. Men disse Mennesker have hverken Religion eller Mening. Hvad de kalde Religion, er blot en Overholden af Ceremonier, der, ihvor betydende de i og for sig selv kunne være, af dem tankeløse og i en tilvant Slendrian bringes i Udøvelse, og deres Anskuelser i Religionssager, der tydeligt nok udtale sig i deres hele Fremgangsmaade, er et Virvar af Modsigelser, som intet fornuftigt Menneske vil kunne finde Mening i, end sige ved Grunde skulde være istand til at berigtige, om det og lod sig tænke, at de Halsstarrige vilde lade sig oplyse om deres Vildfarelser. Nei, isandhed! de ere det ikke værd, at man indlader sig med dem i fornuftige Undersøgelser; men blottes bør de, de maae fremstilles i deres sande Skikkelse, for at man kan faae Forvisning om, at det er disse Zeloters, og ene og alene disses Skyld, naar Gudstjenesten i nogen Tid har været forstyrret ved Scener, der intetsteds mindre end i Kirken burde forefalde. Vi ville da undersøge under hvad Paaskud de Herrer egentlig troe sig berettigede til ved deres Fremfærd at trodse det hele Samfund; men for at kunne dette, er det nødvendigt først med faa Træk at give en lille Skildring af, hvorledes det saae ud i de, efter den store Synagoges Brank 1794, paa flere Steder oprettede Forsamlingssteder til den mosaiske Gudsdyrkelses Udøvelse. De forstandige Israeliter saae naturligvis ogsaa her, i det snevre Rum, den Almægtiges Allestedsnærværelse, og den, ved Indtrædelsen i Gudshuus af Israeliten brugte Bøn: "Hvor skjønne ere dine Telte Jacob osv." toges ikke af dem i egentlig Forstand, men de følte: med Gud i Hjertet og for hans Aasyn ere Hytte og Tempel lige. Men ikke saa de tankeløse Kirkebesøgende. De saae i det Sted, hvor Gud skulde tilbedes, ikke andet end det simple Værelse, som det 2 Gange daglige Besøg alt havde gjort dem saa fortroligt med som med deres eget Hjem, og deres hele Opførsel viste, at de i denne Henseende kun gjorde liden Forskjel. Deres Bønner bleve opramsede uden eftertanke, nu og da afbrudte ved vexelsidige Meddelelser med Naboen om verdslige Anliggender. De vare vel heler ikke bange for, naar Forsangeren ikke med en dem beleilig Hurtighed udførte sit Embede, høit og lydeligt at ytre deres Mishag, ligesom de ei heller geneerte dem før paa en forstyrrende Maade at accompagnere dennes Sang, saa det nu kom an paa det bedste Bryst, om Forsangeren eller den selvgjorte Accompagnisst vilde vorde hørt. I de Bønner, hvor Israeliten, naar den eviges Navn nævnes, istemmer sit: "Lovet være han og lovet hans Navn!" eller naar Menigheden ved Bønnens Slutning beder Amen! da kunde man være temmelig vis paa, at de Ivrige altid kom iforveien med deres Udraab, og alt hos dem røbede, at de ikke tænkte paa hvor og for hvem de stode. Endvidere kunde Enhver, der blot havde en taalelig Stemme og til Nødkunne læse de hebraiske Bønner, fremtræde som Forsanger, og det var ikke sjeldent, at man da kom til at høre de samme Toner i Kirken, som man Aftenen iforveien havde hørt paa Theatret; this, med Undtagelse af nogle til alle tider bestaaende Melodier vare de saakaldte Lovsangere aldeles ikke indskrænkede i deres Valg, og de meest opløftende Bønner bleve da, som Følge heraf, ofte underlagt Melodien til en eller anden høist profan Text; og dette fandt de samme Mennesker,som nu ivre inod Indførelsen af en eller anden passende Kirkesang, slet ikke anstødeligt! Vanen helligede i disse Menneskers Øine slige og lignende Uskikke; og idet den sande Gudsfrygtige trak paa Skulderen og i stille Andagt udøste sit Hjerte for Alfaderen, troede hine kun, ved at overdøve hverandre, at finde Bønhørelse for hans Throne.Saa besynderligt det synes, saa er det dog bogstaveligt sandt, at kun savnet af disse, al sand Andagt dræbende Unoder, ere de vigtigste Aarsager til den Misfornøielse og de pøbelagtige Ytringer heraf, der har viist sig hos Bærmen af Samfundet. Vante til en regelløs Gudsdyrkelse, foragte de den Orden, som de Fornuftige i Menigheden altid havde savnet og som disse ansaae som aldeles nødvendig, naar det nye opbyggede Gudshuus skulde afgive et Beviis paa det Trin af Aandscultur, Mosaisten i Tidens Løb har naaet; thi hvor aabenbarer sig mere et Samfunds aandelige Udvikling end i en fornuftig og værdig Tilbedelse af det høieste Væsen. Men denne Orden er det netop, der volder dem saa megen Hjertesorg. Man høre! Bønnerne afsynges nu paa en passende Maade af Forsangeren; men, af de musikalske Genier, der, som alt er viist førdum ikke behøvede at tilbageholde deres Accompagnement, forlanger man nu, at de skulle gjøre deres Talent gjeldende paa mere passende Sted og Tid! Menigheden istemmer nu det før omtalte: "Lovet være han, etc" i Forening med det dertil indførte Chor; men, naar de "Megettroende" hverken tør falde ind før eller efter de Andre, hvorledes skal man da faae Leilighed til at beundre deres sonore Stemmer? Før var Enhver af dem, i Følelsen af sin egen Vigtighed, den Stemmegivende i de smaae Bedehuse; nu maae de kjønt tie stille, og være tilfredse med hvad Kirkens Overhoveder i kirkelige Anliggender finde rigtigt at anordne.See, deraf de evindelige Klager over "nymodens Forandringer", skjøndt ingen Forandring, men kun god Orden, er vorden indført; derfor de bestandige udfald imod den værdige Præst og imod Kirkeforstanderne, skjøndt dise Mænd, valgte af selve Menigheden, med beundringsværdig Taalmodighed og med Opofrelse af Tid og Møie udføre det dem overdragne Hverv, uden Spoer af den Arrogance, rolighedens og Ordenens Fjender ville tillægge dem. Halsstarrig Vedhængen ved gammel Uskik, Foragt for al til Oplysningens Fremme indført Orden, hadefuld Misundelse imod de Mænd, der søge at haandshæve den, disse ere Motiverne til de raae Menenskers fredsforstyrrende Optøier, idet de ville have Folk til at troe, at Alt skeer, fordi man vil forbyde dem at holde deres Bøn høi og lydeligt, og idet de paastaae, at religionen byder at afholde Bønnen, saaledes som de ville det, med Skrig og Gestikulationer. Vide I Daarer! hvad Religionen foreskriver i saa Henseende? Seer Eder om i Herrens Huus, og I ville finde de meest gudshengivne og i Religionens Forskrivter vel bevandrede Mænd, endog blandt de, der ikke have holdt Skridt med den fremskridende Oplysning, at bede sagte og med rolig Andagt. For at opstille et Exempel: betragter den Mand for hvem I dog, med al eders Raahed, altid have baaret Agtelse, om I forresten kunne agte Noget i Eders fanatiske Indbildskhed, betrager ham, den ærværdige Søn af Eders afdøde Rabbiner, hensjunken i stille Bøn til Gud; om ham ville I dog vel ikke sige at han ikke kjender de mosaiske og talmudiske Love? dog til hvad Nytte siges Eder dette; kan slig Mand, som den nævnte, ikke virke paa eder, ved sit fromme fredelige Levnet og sine Lærdomme, kan en Dr. Wolffs aandfulde Taler og hæderlige Virken for alt Godt og Ædeltikke finde Veien tli Eders Hjerter, hvad ville da disse faa Linier kunne udrette? Nei for Eders Blindhed nytter hverken Exempel eller lære; den verdslige Magt, Politiet, vil, naar I i Eders Forstiokkelse fremture med at forstyrre Kirkens Fred, bedst vise Eder, hvad man i Kirken skylder Gud og Mennesker.Nedskriveren af disse Linier er Mosaist, og skjøndt han selv ikke strængt overholder den mosaiske Troes Ceremonier, føler han dog det Skjønne og Betydningsfulde i mange deraf, og agter Enhver, der med sande religiøse Følelser udøver dem. Men gjør Nogen, blot formedelst en mechanisk Udøvelse af disse Skikke, Fordring paa at kaldes en religieus Mand, viser hans Tro sig ikke hans Handlinger, i hans borgerlige Vandel som i hans Familieliv troer han ved tankesløs Opramsen og bedøvende Fremskrigen af Bønner at opfylde Religionens Bud, træder han for Guds Aasyn med Bøn paa Læben, men med andre Lidenskaber i Hjertet mod sine Medmennesker, da fortjener han alle gode og forstandige Menneskers dybeste Foragtog Indesenderen anseer det for en fortjenstlig Gjerning at drage Hyleren frem for Menneskehedens Domstol. Den Alvidendes Dom venter ham hisset.
Og endnu en i Kjøbenhavnsposten 8. februar 1836:
Hörer Skrigen og Larmen til den jödiske Orthodoxi?Natnah alai b'kolah al kën snëtihaJeremias 12, 8. cfr. TalmudFørst sent erholdt jeg Dit Brev, som Du tilsendte mig ved Leilighed. Jo mere jeg glædede mig ved Brevet selv, destomere harmedes jeg ved Gjennemlæsningen af den vedlagte Kbhavnspost Nr. 4. Da jeg sandsynligvis bliver der i nogle Uger, iler jeg med at svare Dig netop angaaende denne Gjenstand. Jeg kan nemlig paa ingen Maade faae i mit Hoved, hvorfor Ingen vil fremkomme med en passende Gjendrivelse deraf. Tro ikke, at jeg ei skulde være istand til at prøve Andres Meninger. See, jeg har overveiet Alt, hvad du bemærker derom, og mit Resultat er som altid: Man maa ret anskueligt forelægge Publikum den Skamløshed, som dette Inserat lægger for Dagen. Du skriver: "hvi skulde man spilde et Ord derepaa? Æthiops non albescit! Paa saadanne Mennesker frugter jo Intet; den, der er fræk nok til at skrive saaledes og tilsidesætte at bedre Følelse, den han allerede maatte have som Medlem af Menigheden, ham er det ganske unyttigt at vise i hans store Uværdighed. Vel har den fine Herre betjent sig af et falsk Navn. *) Men dette skete ingenunde af en mulig Rest af Agtelse for sig selv, men for under en skjult Maske maaske lettere at skaffe ssin ubeføiede Klage Indpas. Dette er nu saa almeen erkjendt, at neppe noget Barn i Menigheden længere er ubekjendt med Sagens sande Sammenhæng. Hvortil behøves altsaa en Gjendrivelse? Den onde Hensigt bringes ei til Erkjendelse, fordi han ei vil erkjende; thi Nattens Fugle elske jo Mørket og flye Lyset: de ere sig endog deres Uret bevidst og stræbe kun efter at gjøre den gjældende som Ret. Israeliterne kjende jo Rolighedsforstyrrerne og deres Forfægtere; de Christne - idet mindste de, som bryde sig om at kjende Sagen rigtigt - ere næsten uden Undtagelse saa dannede, at de let indsee, at kun Ondskab parret med Uvidenhed her driver sit Spil. Derfor er det vist raadeligt at tie ganske stille hertil." Saavidt underretter Du mig om din egen Anskuelse og tilføier, at Du end mere er bleven bestyrket deri ved at tale med Andre, navnlig med ----, som paa Dit Spørgsmaal desangaaende, havde i sin sædvanlige blive Maade at udtrykke sig paa, svaret Dig omtrent saaledes:"Efter min Mening skal man lade det gaae ganske uændset hen: De veed jo, at hvad vore gamle Lærere sagde: ogsaa Galhan ere Herren en behagelig duftende Røgelse, og naar det behager hans Viisdom og Retfæridghed, saa vil han selv komme og oprykke Tornene af Viinbjerget **). At det ikke er sand Fromhed der besjeler hiine Mennesker, viser jo allerede den Leilighed, de søge til at lægge der for Dagen; hvorfor nu begynde en Pennefeide og give en Sag Betydning, so for enhver Tænkende af sig selv synker hen i sit Intet? Nei! "tie i Gud og haab paa ham"! Tro De mig" Kjærlighed vinder dog tilsidst Seier over Ondskab og man giver denne kun nyt Raaderum, naar man holder den værdig til at indlade sig med den! Prøv Dem selv, min Ven!" - begyndte han i høitidelig Tone - "er det Religionen, for hvilken De her træder i Kamp, eller er det Modstandernes Ondskab, der kalder Dem dertil, eller maaskee Bekymring for, i hvilket Lys den israelitiske Menighed vil komme til at staae for dens christelige Medborgere? Er det første Tilfældet, da behøves der sandeligen ingen videre Forfægtning; thi hvad Religionen lærer, er altfor overbevisende til at Angreb paa dens samtlige Bekjendere, især naar de fremføres paa en saadan Maade, kunde skade den. Er det een af de sidste Bevæggrunde, saa var jo en saadan Bevæggrund just ikke saa ædel, at man blindthen skulde følge den. Og desuden, hvor let staaer man ikke Fare for, naar Lidenskabeligheden vækkes, at synke ned til Modstandernes Standpunkt! Vilde De vel bruge pøbelagtige Udladelser? Vilde De gjengjælde Uqvemsord med Uqvemsord?? Ja "- føiede han smilende til - "betænk De dog, at enhver Indsigtsfuld tillige erkjender det Onde og hos den simple Hob hjælper det jo kun at kunne skrige høiest; men kommer det først an paa at skraale, saa vil De vist komme til kort med Skraalerne."Hvor sandt nu dette i sig selv kan være, og med al den Agtelse, jeg baade har for Dommen og for Mandens Sagtmodighed og Mildhed, saa synes det mig dog her ikke at være paa rette Sted. Den, der nemlig, som jeg, kommer meget ud mellem Publicum, erfarer snart de forskjellige og tildeels forkærte Anskuelser, der ere i Omløb om denne Sag. Allerede den Omstændighed, at et som liberalt bekjendt Blad har optaget denne Opsats, vildleder Mange; dernæst veed Du jo, at vi Jøder ikke savne Miskjendere, der glæde sig over, at den Mening kunde blive gjeldende, at der var indvortes tvedragt, Uenighed og Tvist i vor Menighed. De spørge da ikke, om det maaske er en Enkelt, der i lav Hensigt udspreder falske Rygter; men de tilskrive det strax et Parti. Endelig gives der ogsaa rettænkende Christne, som hode for, at det err en Strid, som den vi nyelig saa i den christne Kirke om visse religiøse Forskrivter, hvor enhver af de stridende Parter anførte for sin Mening Citater af den hellige Skrivt, af Concordieformularerne eller den augsburgske Confession (f. Ex. om exorcismus skal udelades ved Barnedaab eller ikke). Og om end næsten Alle indsee, at , selv fra denne Side betragtet, kan Retten dog ikke blive paa deres Side, der sætter Gudsdyrkelsens Væsen i en andagtsløs Larmen, saa mene de dog, at man burde vise Skaansel som mod Vildfarelsen og Føielighed mod den dummeste Fordom. De tænke ved sig selv: "De Folk tror nu engang at det hører med til den israelitiske Gudstjeneste og Fromhed at gebærde sig saaledes under Bønnen, og at den, som hører til de gammeldags Jøder, ikke tør afvige herfra; man bør altsaa skaane en saadan Indbildning." Disse ansee det altsaa som et Misgreb, naar man gaaer frem med Haardhed imod dem(Slutn. følger)
*) Der existerer nemlig i hele Menigheden Ingen, som hedder L. D. Baruch.**) Talmud: Keritah og Baba Meziah.

Artiklen fortsatte i Kjøbenhavnsposten den 9. februar 1836:
Det skal undre mig, om Du ikke har hørt disse og lignende Domme. Kan man altsaa et Øieblik tvivle paa, at en klar Fremstilling af Sagen er nødvendig: Siig ikke: hvor var det muligt? Hvorledes skal man gjøre en Ikke-Israelit begribeligt, at ikke engang en religiøs Fordom finder Sted hos hine Religionsforstyrrere? See, strax efter at jeg  havde modtaget Dit Brev, var jeg hos A. H.-s Familie, som i forrige Aar ved dens Ophold i Hovedstaden fandt saa megen Behag i Synagogen. Deres første Spørgsmaal var, hvad jeg sagde om denne Opsats i Kjøebnhavnsposten, hvorover de ikke noksom kunde forbauses. Jeg gik strax ind i ovennævnte Anskuelser: derfor begyndte jeg med at sige, at alle, selv de meest orthodoxe Jøder vide, at vor Religion forder den dybeste Andagt og Rolighed under Bønnen; derfor prædikede ogsaa alle ældre Rabbinere mod mange Israeliters Andagsløshed; ja selv Talmud foreskriver endog - idet den henviser til Hannas Bøn (1 Sam. 1, 13) - den stille Bøn, og kalder de Høitskrigende ikke blot Lidettroende, men sammenligner dem ligefrem med Baals Tjenere (1 Kong. Bog 18, 27, der meente ved Larm og Støien at maatte vække deres Gud, som den Mand bemærkede for hvem Herren ikke aabenbarede sig i Storm og brusende Vejr, men i en stille, sagte Lyd (1 Kong. 19, 11 og 12). Jeg tilføiede: Saaledes seer De altsaa, at ikke engang en overtroisk Vildfarelse, har forledet hiin Inds. til ogsaa kun et Øieblik at troe, at et rolighedsforstyrrende Forhold kunde være Gud velbehageligt. Men hvad skal man nu gjøre, naar der i en Kirke befinder sig en Beruset eller en Gal, som hvert Øieblik afbryder Forsangeren og Menigheden ved sin Støi og forstyrrer dem i deres Andagt? Gives der noget andet Middel end at kaste ham ud, og naar han sætter sig til Modværge, da at bruge Politiets Hjelp? Og er der i dette Tilfælde maaske nogen Forskjel paa, om En virkelig er beruset og gal eller teer sig som en Saadan? - Nu fortalte jeg hele Begivenheden: hvorledes een af disse Skrigere - disse Mennesker, der ere altfor udannede, altfor uvidende til selv at kunne gjøre sig Rede for Hensigten med deres Færd - havde under Gudstjenesten en Løverdag vakt almindelig Forargelse ved lydeligen at opramse en Bøn, som ovenikøbet slet ikke maatte fremføres paa den Dag; at man, da sligt oftere var skeet, og da man vidste, at fornuftige Forstilllinger ikke kunde finde Indgang i en saadan Hjerne, havde henvendt sig til Politiet og derved bevirket, at han fik en skarp Irettesættelse af vor veltænkende Politidirecteur; at imidlertid en af Personens Consorter havde den næste Løverdag indfundet sig i Kirken - hvor han ellers vistnok maa holde sig for god at komme, da han skal have Synagoge hjemme, - og viist et aldeles lignende, ligesaa upassende og uanstændigt, som lovstridende Forhold. Da nu Alle forargedes over denne Raahed, og man ingen anden Udvei vidste til at skaffe Fred i Herrens Huus, maatte man i nogen Tid efter benytte Politiets hjælp imod dem. Jeg gjorde Familien, som viste en saa varm Interesse for Sagen, opmærksom paa, at Forstanderskabet, valgt og det gjentagne Gange valgt af Menigheden, har viist sig dennes Tillid fuldkommen værdigt og ved enhver Leilighed erhvervet dens Tak og Agtelse, og at det Eneste, man mueligen kan dadle dem for, er den altfor lange Skaansel, de have udviist mod hiine Mennesker, der dog Guudskelov kun bestaae af nogle Enkelte. Det lykkedes mig saaledes at overbevise dem, jeg forklarede Sagen for, og inderlig kjært vilde det være mig at kunne overbevise hele Publikum om, at disse 2 eller 3 Skraalere, langtfra at danne et undertyrkt Parti, kun have Krav paa hele den dannede Menigheds Foragt, ligesom de have dens udeelte Uvillie for deres Færd, og at den mod dem vist Behandling kun kan dadles, fordi den er for Skaansom."
Ovenstående Brev - hvoraf naturligviis alt Sagen uvedkommende er udeladt - har Indsenderen for nogle Dage siden modtaget fra en Ven paa Landet. Da han imidlertid havde læst det i Kjøbenhavnsposten Nr. 14 indrykkede særdeles velskrevne Stykke om denne Sag, ansaa han det først overflødigt at offentliggjøre Brevets Indhold. Men opfordret af Adskillige, hvem han havde viist det til at lade det trykke, hvortil han ogsaa havde Forfatterens Tilladelse, drager han nu saameget mindre i Betænkning at forelægge Publikum det, som det forekommer ham, at den ærede Forfatter i Nr. 14 har ladet det være sig mere magtpaaliggende at tale til hine forstokkede Skrigeres Følelse, hvem det ikke er værd at spilde et Ord paa, end at overbevise et dannet og agtet Publikum, hvis Dom i saa mange Henseender er vigtig, om at denne ubehagelige Sag, der desværre har faaet en altfor stor Celebritet, ingenlunde kan eller bør nedsætte vor lille, fredelige Menighed i dets Øine eller forringe den høiere Grad af Agtelse, som vi stræbe efter at komme i Besiddelse af nu, fremfor tilforn.
Også andre steder gik bølgerne åbenbart højt, ifølge Kjøbenhavnsposten den 11. januar 1837:
I Synagogen i Altoona har i Slutningen af F. M. det ubehagelige Optrin fundet Sted, at den derværende Skolesyndicus, hvem man havde meldt, at nogle Mosaister ikke havde skjænket Prædikenen tilbørlig Opmærksomhed, i et Anfald af Embedsiver gav sig til at støie og skrige. "Kast dem ud!" hvilket gav en Deel Forargelse, der imidlertid ophørte, da den tilstedeværende Menighedsforstander, under en Mulkt af 10 Rbd, befalede ham at være rolig. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar