06 november 2016

Scene ved en mosaisk Liigfærd.

Det er intet glædeligt tegn på vor tids moral at selvmord, bedragerier og sønderrivelse af naturens bånd udgør en ikke ringe del af dens nyhedsstof. Hvad sønderrivelse af naturens bånd angår, da tror jeg at kunne regne en handling der fandt sted på mosaisternes kirkegård sidste 29. maj ved afdøde hofguldtrækker Lorias begravelse, som beslægtet dermed.

Kommissionær S. A. Eibeschutz som er en af de få lykkelige som blev til en hovedrig mand ved under pengevæsnets omvæltning at opkøbe obligationer for hvad han havde erhvervet sig ved sin første kones medgift, tog nemlig som fungerende synagogeforstander ikke i betragtning at beordre sine to kødelige brødre smidt ud af kirkegården i overværelse af et stort antal af deres trosbrødre, fordi disse skal have afsunget en ligsalme med højere røst end den nye agendes ærbarhed muligvis tillader, og de såkaldte oplyste mosaisters undseelse for de ældre jødiske ceremonier tåler. Mildest talt tror jeg at kunne betegne denne S. A. Eibeschütz' adfærd for meget ubroderlig og upassende. For selv om disse ved afsyngelsen af nævnte ligsalme havde handlet i strid med doktor Wolffs forskrifter ved ligfærd, synes dog såvel blodets røst som stedets hellighed at kræve forseelsen påtalt andet sted og efter mere humane grundsætninger.

Mosaisternes præst er jo ingen guddom og hans agende ikke kongelig konfirmeret. Dens udgivelse i trykken har det kongelige kancelli ikke modsat sig. Men har heller ikke gjort den til nogen lov for mosaisterne. Dette kollegiums liberalitet og skarpsindighed fremlyser øjensynligt heraf. Ved at fremme oplysningen blandt jøderne, ville det dog ikke have undertrykt dem hvis tidligt indsugede religiøse grundsætninger ikke villigt drejede sig efter reformen. Ovennævnte begivenhed på kirkegården og mange andre viser formentlig at oplysningen blandt mosaisterne ikke er omsvævet af den mest humane ånd, mod hvilket onde jeg især anbefaler hr. doktor Wolff som har tændt sit nye lys for den herværende jødiske menighed at arbejde med forøget anstrengelse.

Det er mærkelig at skønt mange andre istemte nævnte ligsalme, ramte de uheldige følger af S. A. Eibeschütz' embedsiver kun hans kødelige brødre. Den ene af disse, hr. grosserer J. A. Eibeschütz er mig bekendt som en højst virksom og redelig handelsmand. Og det ville være gavnlig for landet om handelsklassen havde mange medlemmer i sin midte der ligesom han, vedligeholdt en usvækket kredit og indbringer kongens toldkasse betydeligt. I 30 år har han på sådan måde virket som grosserer. Han har skænket 200 rigsbankdaler til den nye synagoges opførelse og i al sin tid ydet betydeligt til den mosaiske menigheds kasse. Om nu denne mands religiøse grundsætninger ikke harmonerer med pluraliteten af hans trosbrødre, bør dog af denne grund ikke udvises en så krænkende adfærd som den oven anførte mod ham eller nogen, endsige påføres ham af hans egen bror der formentlig står langt tilbage for ham hvad angår en gavnlig virksomhed for landet. Og da sådan fremfærd af bror imod brødre så højlig strider mod moral og følelse, kan jeg ikke andet end i denne anledning at tilkende hr kommissionær S. A. Eibeschütz min alvorlige dadel og hr. dr. Wolff som under optrinnet var nærværende på kirkegården, min misbilligelse fordi han ikke forebyggede det ved sin indflydelse.

Til slut vil jeg gøre hr. kommissionær Eibeschütz opmærksom på at det synes i strid mod beskedenhed og brug at han i levende live søger at indhøste ros for sin velgørenhed: at have stiftet en fribolig af egne midler for fattige mosaiske trosbekendere ved at bekendtgøre samme på selve bygningen til skue for enhver forbigående.

E. Agersøe
Kommissionær.

(Politivennen nr. 1118, Løverdagen, den 3die Juni 1837. Side 342-345)


Redacteurens Anmærkning

Simon Aron Eibeschütz (1786-1856) var som artiklen nævner dansk handelsmand og legatstifter. Den 28. januar (Kongens fødselsdag) 1834 havde han oprettet den nævnte fribolig i København for 13-14 fattige familier og enker inden for Mosaisk Trossamfund. Han kritiseres i en kommende artikel fra januar 1841 igen for dette. Selv om skribenten nævner hans brødre, blev disse dog langt fra så kendt i eftertiden.

Krak 1837 nævner juveler enke H. Eibeschütz, kompagnistræde 66: grosserer J. A. Eibeschütz, Knabrostræde 109; købmand og klasselotterikollektor L. A. Eibeschütz, Rosengården 129: kommissionær S. A. Eibeschütz, Gammeltorv 4 og examin. juris og assistent ved konsumptionsvæsnet R. J. Eibeschütz, Klædeboderne 3.

Ligeledes nævner Krak 1837 Isak Jos. Loria, hofguldtrækker, Gothersgade 333. En guldtrækker beskæftigede sig med at fremstille guldtråde

Lignende episoder berettedes i Kjøbenhavnsposten, 4. januar 1836:
Stræng mosaisk Kirketugt"Mod Tryk er Tryk det bedste Middel!" Algreen-Ussing.Det mosaiske Troessamfunds nybyggede Synagoge har, i det sildigere Tid, været et Slags Tumleplads for adskillinge Uordener, der udentvivl ville anledige Øvrigheden til, at have et vaagent Øie med bemældte Troessamfund, for at forebygge videre Uordener.Som bekjendt, bestaaer dette Samfund af tvende Afdelinger: den nye og den gamle (orthodoxe). Hvad den første, paa Grund af Tid og Tidsaand, antager for rigtigt, billiger den sidste aldeles ikke, saavidt Kirkeskikkene angaaer. Med Hensyn til Bønnernes Afholdelse, f. Ex., ere Meningerne høist forskjællige. De Ældre ere næmlig vante til, at fremsige disse lydeligt; hvorimod de Yngre have bestemt, at Bønnen skal fremsiges sagte, for at intet uindviet Øre skal mistyde samme.Dette er Grunden til, at en Kamp af ikke liden Betydenhed har fundet Sted i Synagogen, for nogle Dage siden, da en Mængde yngre Mosaitter vilde kaste en gammel, lydt bedende, Troesbroder ud af Synagogen, og det efter Forstanderskabets Tilskyndelse. I Tummelen, som derved opstod, fik adskillige Ondt, og Trudsler ere udstødte, hvorved Folks Ære og Helbred ere udsatte for Fare idet Forstanderskabet har erklæret, at Enhver, derei fremsiger Bønnen sagte, uden Videre skal vises, eller kastes ud. Ogsaa har man siden posteret Politi ved Synagogen, hvortil dog næppe en lydelig Bøn kan give Grund, eller Ret, ei at tale om Bekostningen, som dog vel ikke kan paalægges Menigheden?Ovenmældte beviislige Kjendsgjerning giver Anledning til følgende Bemærkninger? Ved Indsamlingen af Bidragene til den nye Synagoges Opbyggelse, erklæredes det for Bidragerne, at Gudstjenesten skulde vedblive paa den hidtil antagne Maade. Dette bevægede Flerheden af de ældre Medlemmer til, at yde Bidrag, hvilket de vistnok ellers havde negtet. Det synes derfor ogsaa, ei blot billigt, men retfærdigt, at man, i det Mindste, behandler dem og deres, fra Fædrene igjennem Aartusinder nedarvede, Troesmeninger og Kirkeskikke med skaansom Humanitæt,efter at man, uden deres Samtykke, har indført en ny Kirke-Agende.Forstanderne, som ingenlunde ere den forsamlede Menigheds Formyndere, enten i aandelig eller verdslig Henseende, bør sikkert vogte sig for, at forøge den Splid, der allerede, til almindelig Forargelse, er indtraadt i Menigheden. Selv i mindre Samfund bør man ikke glemme Historienss Lærdomme, som vise os Utaalsomhedens farlige Følger, hvoriblandt her, under tiltagende Strid, let kunde indtræffe en vidtløftig og bekostelig Retssag, med Hensyn til de under ovenmældte vidnefaste erklæring indbetalte Bidrage Tilbagebetaling. L. D. Baruch.
Endnu en artikel fra Kjøbenhavnsposten, 14. januar 1836 kom ind på modsætningerne:
Om de i nogen Tid i Synagogen forefaldne Uroligheder.Siden den nye Synagoges Opbyggelse have hyppige Angreb været stilede i offentlige Blade, snart mod Menighedens Præst og snart mod Bestyrerne af Israelitternes Anliggender i verdslig og kirkelig Henseende. De Angrebne tauge, og de af Samfundets Medlemmer, der følte det Lave i slige Angreb, tauge ligeledes, vel vidende, at hines Taushed var grundet i Bevidstheden om trolig opfyldt Pligt, og at en for Regjeringens og Medlemmernes Øine ført aaben Færd ikke trængte til Forsvar imod Opspind af Ondskab og Dumhed. Erfaringen lærte ogsaa det Unødvendige af et saadant Forsvar; thi det er vel endnu i Manges Minde, hvorlunde en af hine Helte, troende sig sikker under Anonymitetens Skjul, blev fangen i sin egen Snare, og i hvilken Knibe Personen var stedet, da det af ham for uigjennemtrængeligt anseete Slør næppe forslog til at dække de lange Øren. Saalænge Pøbelraabet kun gjaldt enkelte Personer kunde man altsaa tie; de Retskafnes Mening om dem var deres bedste Forsvar. Men man er i den sidste Tid gaaet videre. Trosset har prøvet paa at forstyrre den Ro, der fandt Sted i Gudshuset, og de derved opstaaede Uordener have givet Anledning til Meninger iblandt Medborgere, der ikke kjende Ophavsmændene og Aarsagen til disse Forstyrrelser, som i høi Grad maae krænke den større og bedre Deel af Samfundet. Hele Menigheden er det nu, der angribes af disse raae Mennesker, og det paa et Sted, der skal være Fredens og Enighedens Bo; det er den hellige Kirkefred, der trues af disse Vandaler og med den vore Medborgeres Agtelse, den, mod Aarhundreders igroede Fordom Skridt for Skridt tilkæmpede Agtelse. Vi leve, takket være Oplysningens Magt! i Fred og Ro med vore Medmennesker, uden Hensyn til Troesforskjellighed; vor borgerlige Vandet, der ligger aaben for Alles Øine, vor Gudstjeneste, tilgængelig for enhver, blive paaskjønnede og ikke mere anseete som farlige for den Stat, der kalder os Borgere; og denne faste Stand i det borgerlige Samfunds gode Omdømme skulde nu svækkes ved raae og uvidende Mennesker, der bære Gud paa Tungen, men Had og Misundelse i Hjertet? Nu, da de udvortes Fjender ere besejrede, skal Fjenden optræde i vor egen Midte? Og hvilken Fjende! Var det Forskjel i Religionsmeninger, hvad disse Rolighedsforstyrrere dog gjerne ville have os til at troe, der bragte ham i Harnisk, da vilde de dog kunne undskyldes i Noget, skjøndt Voldsomhed og Trods vistnok ikke er den Vei, der fører til at oplyse og jevne slig Meningsforskjel. Men disse Mennesker have hverken Religion eller Mening. Hvad de kalde Religion, er blot en Overholden af Ceremonier, der, ihvor betydende de i og for sig selv kunne være, af dem tankeløse og i en tilvant Slendrian bringes i Udøvelse, og deres Anskuelser i Religionssager, der tydeligt nok udtale sig i deres hele Fremgangsmaade, er et Virvar af Modsigelser, som intet fornuftigt Menneske vil kunne finde Mening i, end sige ved Grunde skulde være istand til at berigtige, om det og lod sig tænke, at de Halsstarrige vilde lade sig oplyse om deres Vildfarelser. Nei, isandhed! de ere det ikke værd, at man indlader sig med dem i fornuftige Undersøgelser; men blottes bør de, de maae fremstilles i deres sande Skikkelse, for at man kan faae Forvisning om, at det er disse Zeloters, og ene og alene disses Skyld, naar Gudstjenesten i nogen Tid har været forstyrret ved Scener, der intetsteds mindre end i Kirken burde forefalde. Vi ville da undersøge under hvad Paaskud de Herrer egentlig troe sig berettigede til ved deres Fremfærd at trodse det hele Samfund; men for at kunne dette, er det nødvendigt først med faa Træk at give en lille Skildring af, hvorledes det saae ud i de, efter den store Synagoges Brank 1794, paa flere Steder oprettede Forsamlingssteder til den mosaiske Gudsdyrkelses Udøvelse. De forstandige Israeliter saae naturligvis ogsaa her, i det snevre Rum, den Almægtiges Allestedsnærværelse, og den, ved Indtrædelsen i Gudshuus af Israeliten brugte Bøn: "Hvor skjønne ere dine Telte Jacob osv." toges ikke af dem i egentlig Forstand, men de følte: med Gud i Hjertet og for hans Aasyn ere Hytte og Tempel lige. Men ikke saa de tankeløse Kirkebesøgende. De saae i det Sted, hvor Gud skulde tilbedes, ikke andet end det simple Værelse, som det 2 Gange daglige Besøg alt havde gjort dem saa fortroligt med som med deres eget Hjem, og deres hele Opførsel viste, at de i denne Henseende kun gjorde liden Forskjel. Deres Bønner bleve opramsede uden eftertanke, nu og da afbrudte ved vexelsidige Meddelelser med Naboen om verdslige Anliggender. De vare vel heler ikke bange for, naar Forsangeren ikke med en dem beleilig Hurtighed udførte sit Embede, høit og lydeligt at ytre deres Mishag, ligesom de ei heller geneerte dem før paa en forstyrrende Maade at accompagnere dennes Sang, saa det nu kom an paa det bedste Bryst, om Forsangeren eller den selvgjorte Accompagnisst vilde vorde hørt. I de Bønner, hvor Israeliten, naar den eviges Navn nævnes, istemmer sit: "Lovet være han og lovet hans Navn!" eller naar Menigheden ved Bønnens Slutning beder Amen! da kunde man være temmelig vis paa, at de Ivrige altid kom iforveien med deres Udraab, og alt hos dem røbede, at de ikke tænkte paa hvor og for hvem de stode. Endvidere kunde Enhver, der blot havde en taalelig Stemme og til Nødkunne læse de hebraiske Bønner, fremtræde som Forsanger, og det var ikke sjeldent, at man da kom til at høre de samme Toner i Kirken, som man Aftenen iforveien havde hørt paa Theatret; this, med Undtagelse af nogle til alle tider bestaaende Melodier vare de saakaldte Lovsangere aldeles ikke indskrænkede i deres Valg, og de meest opløftende Bønner bleve da, som Følge heraf, ofte underlagt Melodien til en eller anden høist profan Text; og dette fandt de samme Mennesker,som nu ivre inod Indførelsen af en eller anden passende Kirkesang, slet ikke anstødeligt! Vanen helligede i disse Menneskers Øine slige og lignende Uskikke; og idet den sande Gudsfrygtige trak paa Skulderen og i stille Andagt udøste sit Hjerte for Alfaderen, troede hine kun, ved at overdøve hverandre, at finde Bønhørelse for hans Throne.Saa besynderligt det synes, saa er det dog bogstaveligt sandt, at kun savnet af disse, al sand Andagt dræbende Unoder, ere de vigtigste Aarsager til den Misfornøielse og de pøbelagtige Ytringer heraf, der har viist sig hos Bærmen af Samfundet. Vante til en regelløs Gudsdyrkelse, foragte de den Orden, som de Fornuftige i Menigheden altid havde savnet og som disse ansaae som aldeles nødvendig, naar det nye opbyggede Gudshuus skulde afgive et Beviis paa det Trin af Aandscultur, Mosaisten i Tidens Løb har naaet; thi hvor aabenbarer sig mere et Samfunds aandelige Udvikling end i en fornuftig og værdig Tilbedelse af det høieste Væsen. Men denne Orden er det netop, der volder dem saa megen Hjertesorg. Man høre! Bønnerne afsynges nu paa en passende Maade af Forsangeren; men, af de musikalske Genier, der, som alt er viist førdum ikke behøvede at tilbageholde deres Accompagnement, forlanger man nu, at de skulle gjøre deres Talent gjeldende paa mere passende Sted og Tid! Menigheden istemmer nu det før omtalte: "Lovet være han, etc" i Forening med det dertil indførte Chor; men, naar de "Megettroende" hverken tør falde ind før eller efter de Andre, hvorledes skal man da faae Leilighed til at beundre deres sonore Stemmer? Før var Enhver af dem, i Følelsen af sin egen Vigtighed, den Stemmegivende i de smaae Bedehuse; nu maae de kjønt tie stille, og være tilfredse med hvad Kirkens Overhoveder i kirkelige Anliggender finde rigtigt at anordne.See, deraf de evindelige Klager over "nymodens Forandringer", skjøndt ingen Forandring, men kun god Orden, er vorden indført; derfor de bestandige udfald imod den værdige Præst og imod Kirkeforstanderne, skjøndt dise Mænd, valgte af selve Menigheden, med beundringsværdig Taalmodighed og med Opofrelse af Tid og Møie udføre det dem overdragne Hverv, uden Spoer af den Arrogance, rolighedens og Ordenens Fjender ville tillægge dem. Halsstarrig Vedhængen ved gammel Uskik, Foragt for al til Oplysningens Fremme indført Orden, hadefuld Misundelse imod de Mænd, der søge at haandshæve den, disse ere Motiverne til de raae Menenskers fredsforstyrrende Optøier, idet de ville have Folk til at troe, at Alt skeer, fordi man vil forbyde dem at holde deres Bøn høi og lydeligt, og idet de paastaae, at religionen byder at afholde Bønnen, saaledes som de ville det, med Skrig og Gestikulationer. Vide I Daarer! hvad Religionen foreskriver i saa Henseende? Seer Eder om i Herrens Huus, og I ville finde de meest gudshengivne og i Religionens Forskrivter vel bevandrede Mænd, endog blandt de, der ikke have holdt Skridt med den fremskridende Oplysning, at bede sagte og med rolig Andagt. For at opstille et Exempel: betragter den Mand for hvem I dog, med al eders Raahed, altid have baaret Agtelse, om I forresten kunne agte Noget i Eders fanatiske Indbildskhed, betrager ham, den ærværdige Søn af Eders afdøde Rabbiner, hensjunken i stille Bøn til Gud; om ham ville I dog vel ikke sige at han ikke kjender de mosaiske og talmudiske Love? dog til hvad Nytte siges Eder dette; kan slig Mand, som den nævnte, ikke virke paa eder, ved sit fromme fredelige Levnet og sine Lærdomme, kan en Dr. Wolffs aandfulde Taler og hæderlige Virken for alt Godt og Ædeltikke finde Veien tli Eders Hjerter, hvad ville da disse faa Linier kunne udrette? Nei for Eders Blindhed nytter hverken Exempel eller lære; den verdslige Magt, Politiet, vil, naar I i Eders Forstiokkelse fremture med at forstyrre Kirkens Fred, bedst vise Eder, hvad man i Kirken skylder Gud og Mennesker.Nedskriveren af disse Linier er Mosaist, og skjøndt han selv ikke strængt overholder den mosaiske Troes Ceremonier, føler han dog det Skjønne og Betydningsfulde i mange deraf, og agter Enhver, der med sande religiøse Følelser udøver dem. Men gjør Nogen, blot formedelst en mechanisk Udøvelse af disse Skikke, Fordring paa at kaldes en religieus Mand, viser hans Tro sig ikke hans Handlinger, i hans borgerlige Vandel som i hans Familieliv troer han ved tankesløs Opramsen og bedøvende Fremskrigen af Bønner at opfylde Religionens Bud, træder han for Guds Aasyn med Bøn paa Læben, men med andre Lidenskaber i Hjertet mod sine Medmennesker, da fortjener han alle gode og forstandige Menneskers dybeste Foragtog Indesenderen anseer det for en fortjenstlig Gjerning at drage Hyleren frem for Menneskehedens Domstol. Den Alvidendes Dom venter ham hisset.