Uskik i Holbek.

Som bekendt er det ikke så mange år siden at det var meget gængs skik at lade hvidklædte unge piger slutte sig til ligskarer. Denne for helbredet så farlige skik blev påtalt og så vidt vides forbudt overalt. Påfaldende, ja næsten harmeligt, er det derfor at se at den ikke er ophørt i Holbæk. I februar måned og på et tidspunkt hvor netop megen sygelighed grasserer, har man der ikke taget i betænkning at lade 12 unge piger møde på kirkegården for at omslynge afdøde købmand Borchs kiste med borgerkransen (se Berlingske tidende af 20. februar). Enten er disse piger fulgt med ligskaren, eller de har måttet vente på den på kirkegården. I begge tilfælde har deres helbred i høj grad været udsat, og at man i vore tider ikke kan indse det urimelige i på denne måde at hædre en afdød at man således vil overse hvad sund fornuft og lov forbyder, fortjener vist nok at blive alvorligt påanket.

(Politivennen nr. 1104, Løverdagen, den 25de Februar 1837. Side 122-123) 

Borchs Haandgjerningsskole i Klosterstræde, Holbæk. Renterne af 10.000 rigsbankdaler gik "til fattige Skolebørns Undervisning, Linned- og Uldspinding samt Tvinding, Linnedsyning og Tilskjæring af Skiorter, Særker og Lagner m. v., dog bør de og lære at kunde skiære og sy et Skiørt og en Trøie, saa de fra Skolen kunde udtræde som duelige Tienestepiger." Håndgerningsskolen blev 1907 overtaget af kommunen. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Redacteurens Anmærkning

Den omtalte artikel i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende fra 20. februar 1837:

Indenlandske Efterretninger. 

Af en Skrivelse fra Holbek d. 13de Febr. - Vor Byes Senior, forhenv. Kjøbmand Anders Borch, ombyttede et for Mange højst velgjørende Liv med Evigheden den 3die d. M.. i den høje Alder af over 83 Aar. I Hverdagslivets Betydning vilde der om dette Dødsfald vel næppe vare Noget at sige; men det nærværende Tilfælde gjør en hæderlig Undtagelse og fortjener Opmærksomhed idetmindste af Menneskevennen, der ikke troer, at Alt er afhængigt af et Slumpetræf, eller den blinde Lykke, men aner Forsynet skjulte veje der, hvor Hoben i Almindelighed ikke gjør sig nogen Tanke derom.
Den Afdøde etablerede sig heri Byen som Kjøbmand i Aaret 1777, og hørte vel til en Slægt, der var istand til at give ham hvad vi i vore Dage kalde Drivtscapital; dog var det ikke denne alene, der begrundede hans store Formue: Danmarks saakaldte gode, gamle Tider; ufortrøden virksomhed; streng Orden og Redelighed, i Forbindelse med et bramfrit Liv, vare de væsentlige Aarsager, der fornemmeligen bidroge til at anvise ham den Plads, han indtog blandt Rigmand.
I 60 Aar levede han herpaa Stedet, hvoraf de 42 i virksomhed; da drog den alderstegne Mand sig tilbage, for at henleve Resten af sin Alderdoms Dage i Ro.
Omtrent 7 Aar derefter berøvede Døden ham en ligesaa virksom som retskaffen Ægtefælle, Inger Eleonora, fød Kornerup, hvis hele Liv var betegnet med Godgjørenhed, og hvis Minde blev velsignet af de Mange, for hvilke hun var en ligesaa skjult, som ædel og moderlig velgjørerinde.
I 11 Aar savnede Oldingen sit Livs trofaste Ledsagerinde; men endskjøndt intet Afkom skulde forsøde hans Livs Aften, savnede han dog ingenlunde den omhyggelige Pleje og kjærlige Omhu, som hans Alder krævede, og sjælden Troskab vistes ham, indtil en stille og fuldkommen smertefri Død lukkede Hans Øie.
I sit Testamente har han rigt begavet denne By. Over en halv Tønde Guld (52,000 Rbd.) vil tilfalde Kirke, Skole og Fattigvæsen; flere Stiftelser skulle oprettes under en fortvarende Administration, og flere trængende Familier, fornemmeligen af Handelsstanden, nyde aarlig Understøttelse, ligesom ogsaa de mange Grundejere herpaa Stedet, i Hvis Ejendomme den Afdøde havde Prioritetsret, ere eftergivne eet Aars Renter fra hans Dødsdag af, med Haab om. at de saaledes indestaaende Capitaler, efter Omstændighederne, ville forblive uopsagte.
Den Afdøde har saaledes ej alene i sin lange Levetid nyttet og gavnet med sin Formue, men udstrakt sin Godgjørenhed til fjerne Slægter.
Dog kunne vi ikke Andet end sande hvad Stedets Sognepræst, Højærværdige Hr. Dr. Theol. og Prof. Larsen udtalte ved den Afdødes Baare: at Byen vil komme til at savne ham, som den Mand, paa hvem man, naar Trang er forhaanden, rettede sit Øje, ventede og fandt Hjælp.
Men et uforgjængeligt Minde har han stiftet sig, fastknyttet til sit Navn, der vil nævnes med Taknemmelighed, længst efterat Hans Støv er hensmuldret.
Hans jordiske Levninger bleve den 3de d. M. højtideligen stedede til Hvile paa Holbeks Kirkegaard, fulgt af skjønsomme og taknemmelige Medborgere, der kappedes om at hædre Hans Minde, ved at bære Liget til Graven, hvor det nedsænktes ved Siden af hans forudgangne, uforglemmelige Hustru, efterat 12 unge Piger havde omslynget Kisten med den velfortjente Borgerkrands.
Vi slutte denne korte biographiske Notice med følgende Stropher, der bleve lagte paa den Afdødes Kiste og fulgte ham i Graven:
Udover Graven Mindet rækker,
Naar Hjertet tro bevarer det:
Oh da til gavnlig Daad det vækker -
Til Følelsen af Pligt og Ret!
Henfarne Olding! selv Du satte
Et ærværdigt Minde Diq;
Din Daad vil sene Slægter skatte,
Dit Navn til Mindet knytte sig.
Drag nu i Fred til Lysets Bolig,
Din Vej dertil er jo saa skjøn!
I Dødens Blund Du hviler rolig,
Og vaagner fro til Himlens Løn!