Rutschebanen i Carstensens Tivoli kan vel skaffe en hårdfør rutscher, men næppe en forkælet dansker fornøjelse. Ser man hvorledes de personer der sidder i vognen, i ordets sande betydning styrter ned, ofte mister hatten på halvvejen ved den voldsomme faren ned og op, ser man hvorledes frygt og gysen afmaler sig på deres ansigter på den 7 sekunder lange rutschetur, så begriber man ikke hvorledes noget menneske kan få den ide at gøre denne som det synes halsbrækkende tur.
Vil man indvende at der ingen fare er at frygte, så kan der dog i denne henseende gøres nogle spørgsmål. Er det fx sandt at i det øjeblik den ene vogn begynder at fare ned fra oven, er man ofte endnu i færd med at hejse den kort i forvejen nedrutschende vogn i vejret, hvorved de nedfarende rutsche-pasagerer sættes i en dødsskræk, da de venter i næste sekund at knuse hovedet mod den endnu i luften svævende vogn? Er det sandt at en af de kroge der fastgøres i rutschevognen, er gået itu og at vognen lykkeligvis blot skrabede næsen på en løjtnant i stedet for at slå hans hoved itu? Bør der ved en sådan farlig tur for menneskelemmer bero på de ansatte folks forsigtighed at der ikke sker en ulykke? Bør den nedfarende vogn ikke straks når den har nået sit standsningspunkt, forsvinde fx igennem en lem således at den efterfølgende rutschevogn ikke kan støde på den første? Ligeledes tillader vi os at stille spørgsmålet: hvorfor har man i stedet for at bygge en rutschebane som andre steder i Tyskland i en jævntløbende, rund kreds valgt en op- og nedgående bane der absolut må forårsage de nedrutschende højst ubehagelige følelser og skub, ja som vi har hørt endog opkastninger?
(Politivennen nr. 1443. Fredagen, den 25 August 1843. Side 543-544).
"I det øjeblik den ene vogn begynder at fare ned fra
oven, er man ofte endnu i færd med at hejse den kort i forvejen
nedrutschende vogn i vejret, hvorved de nedfarende rutsche-passagerer
sættes i en dødsskræk, da de venter i næste sekund at knuse hovedet mod
den endnu i luften svævende vogn" (Forside på Lumbyes Rutschebanegalop. Tivoliana)
Vil man indvende at der ingen fare er at frygte, så kan der dog i denne henseende gøres nogle spørgsmål. Er det fx sandt at i det øjeblik den ene vogn begynder at fare ned fra oven, er man ofte endnu i færd med at hejse den kort i forvejen nedrutschende vogn i vejret, hvorved de nedfarende rutsche-pasagerer sættes i en dødsskræk, da de venter i næste sekund at knuse hovedet mod den endnu i luften svævende vogn? Er det sandt at en af de kroge der fastgøres i rutschevognen, er gået itu og at vognen lykkeligvis blot skrabede næsen på en løjtnant i stedet for at slå hans hoved itu? Bør der ved en sådan farlig tur for menneskelemmer bero på de ansatte folks forsigtighed at der ikke sker en ulykke? Bør den nedfarende vogn ikke straks når den har nået sit standsningspunkt, forsvinde fx igennem en lem således at den efterfølgende rutschevogn ikke kan støde på den første? Ligeledes tillader vi os at stille spørgsmålet: hvorfor har man i stedet for at bygge en rutschebane som andre steder i Tyskland i en jævntløbende, rund kreds valgt en op- og nedgående bane der absolut må forårsage de nedrutschende højst ubehagelige følelser og skub, ja som vi har hørt endog opkastninger?
(Politivennen nr. 1443. Fredagen, den 25 August 1843. Side 543-544).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar