19 november 2017

Bornholmernes Opstand mod de Svenske i Aaret 1658. (Efterskrift til Politivennen)

Juni 1645 landede en svensk flåde i Neksø. I stedet for at forsvare sig, tilbød bornholmerne at betale 10.000 rigsdaler mod at svenskerne forlod Neksø. Det gjorde de, men sejlede i stedet til Hammershus som de indtog og plyndrede. Herefter var øen dansk indtil februar 1658.

I 1654 blev øen ramt af pest der bredte sig fra Nexø. Omkring 4.900 mennesker eller mellem halvdelen og 2/5 af hele befolkningen døde. 1650-1658 havde 463 ud af ca. 800 bøndergårde skiftede ejer væsentligst som følge af dette. Dette var øen stadig mærket af da den ved Roskildefreden 26. februar 1658 blev afstået til Sverige. Men det vidste øboerne som følge af isvinteren ikke noget om før den 16. april 1658. 

Den 29. april 1658 ankom den svenske Johan Printz Printzenskiöld (1615-1658) med 116 mand og 4 lette kanoner. De tog ophold på Hammershus. Hvad de nedenstående artikler ikke nævner, er at Hammershus var i en ynkelig tilstand og uegnet til menneskebolig. Det meste af taget var blæst af, slotsbygningens teglstensmure var blæst ned og kun to værelser var brugbare. Tyfus bredte sig blandt svenskerne. Printzenskölds tropper var desuden hovedsagelig unge, uerfarne tropper. Ved vinterens komme var der måske kun omkring 60 i våbenfør stand. Slottet havde kun en svensk artilleristløjtnant - de otte menige artillerister var tidligere danske soldater. Dette fik en betydning for deres overgivelse senere på året. 

11.-17. maj 1658 var der et møde i det daværende rådhus i Storegade i Rønne mellem Printzensköld og bornholmske embedsmænd og stænderrepræsentanter. Her søgte nogle at fremme særinteresser. Den 25. maj 1658 aflagde en delegation på 64 mænd en hyldingsed til Karl X Gustav på rådhuset i Malmø. I de første måneder bestyredes øen ikke meget anderledes end under den danske. Men så kom en udskrivning af 350 bønderkarle som fodfolk til den svenske hær samt andre tiltag. Den 8. november 1658 opfordrede Frederik III bornholmerne til oprør mod svenskerne og sikre sig Hammershus mod løfte om privilegier.

Bornholmernes Opstand mod de Svenske i Aaret 1658. 

I. 

Blandt de danske Provindser indtager Bornholm en eiendommelig plads. Ligesom den ligger afsondret fra det øvrige Rige Fjærnt ude i den vilde Søe, er dens naturlige Beskaffenhed en ganske anden end de øvrige Øers; i Folkets Charakteer ere flere særegne Træk, og mange Forhold og Indretninger ere der anderledes end i det øvrige Danmark. Men ogsaa dens Historie har flere eiendommelige Tildrageljer at opvise; navnlig er der foregaaet een Begivenhed, hvortil vort Fædreland ikke har noget Sidestykke, og som vi her skulle skildre *).

Af de mange og alvorlige Kampe, hvori de Danske og Svenske, der nu hilse hverandre som Brødre, i de forgangne Sider have prøvet Kræfter sammen, har ingen været uheldigere for Danmark end den, som begyndte i Aaret 1657, og hvori Kong Karl Gustav, understøttet af den Haarde Vinter, oversvømmede næsten hele Riget. Ved Freden til Roeskilde, der i Februar 1658 endte det første afsnit af denne kamp, mistede som bekjendt Danmark alle de Provindser, det eiede paa hiin Side Sundet; og ved denne leilighed maatte det ogsaa afstaae til Sverrig den Øe, vi her have for Øie.

Bornholmerne havde stedse været Danmark hengivne, og de Berøringer, hvori de vare komne med andre Nationer, havde været af saadan Beskaffenhed, at Baandet, som knyttede dem til Danmark, derved maatte styrkes. Derfor maatte de føle sig smertelig berørte, da de ved Seiladsens Aabning i April Maaned fik den Efterretning, at de vare skilte fra Riget, og strax efter hørte, at der fra Prædikeftolene blev bedet for Karl Gustav istedenfor Kong Frederik. I Slutningen af Maaneden kom den nye svenske landshøvding, Oberst Johan Prindsenskjold, til landet med 130 Mand, som han lagde ind i Hammershuus, et befæstet Slot paa den nordlige Kant af Øen. Prindsenskjold var en Kriger, der havde tumlet sig omkring med Karl Gustav i dennes mange kampe og ved sit kjække Mod svunget op til den Plads, han beklædte. Han beskrives som en stor, kjæmpestærk Mand, barsk af Aasyn og Tale og frygtløs for Farer, hvoraf det Ord kom, at han var beskyttet ved Trolddom, saa han ikke kunde saares af Staal eller Blye. Dertil var han haard og skaanselløs og ubevægelig i at udføre sine strenge Beslutninger. En saadan Mand var ikke skikket til at omgaaes et stridbart Folk, der altid var tilbøjeligt til at byde Braaden. Til Aakirkeby, hvor Landsthinget holdtes, lod Prindsenskjold faa Dage efter sin Ankomst i landet Indvaanere sammenkalde og her gjorde han dem bekjendt med sin Fuldmagt, og hvad han ellers fandt fornødent at meddele dem. Hans Ord ved denne Leilighed løde ikke ilde, og han gav venlige Løfter; men Bornholmerne ahnede desuagtet intet Godt, og paa flere Steder af landet vilde man have seet Varsler og Jertegn, der tydede paa sørgelige Tildragelser. Det varede heller ikke længe, før de fik Prøver paa Prindsenskjölds Venlighed. Allerede den 12te Mai udgik der Befaling til, at de skulde opgive en Fortegnelse over deres Indkomster og Midler for derefter at sættes i Skat. Strax derpaa gav Landshøvdingen Ordre til, at Bønderne skulde udlevere Gryn, Kjød og andre levnedsmidler, samt Sengeklæder, Skoe, Gryder og Kjedler, Spader og Hakker, hvilket Alt maatte bringes op til Hammershuus. En anden Udskrivning paalagde Bønderne at levere Hamp til Lunter, samt Salpeter. Den 27de samme Maaned paabødes en ny Skat, som skulde erlægges inden 3die Juni. En vigtig Erhvervskilde for Bornholmerne var Fiskerie og Handel med forbiseilende Skibe; men deri bleve de nu forhindrede, da det blev dem forbudt at seile fra landet. Bønderne bleve plagede med Kjørsel og Transporter, og de svenske Herrers Klapjagter spildte dem deres Tid og ødelagde deres Sæd, der desuden dette Aar stod slet. "Saa kom her til landet," siger en samtidig Bornholmer, "saa mange svenske Toldere, fast saa mange som Dage i et Aar, der vidste ikke andet, end at landet var saa overflødigt paa Alting, at ikke een eller to Personer det kunde i den Bestilling betjene. Denne deres flittige Udsugelse at efterkomme, nødte de landsens Indvaanere til at kaste en dyb Grav rundt om de fire Kjøbstæder; men den femte Kjøbstad, Aakirkeby, kunde de ikke omkringgrøfte for dens Vidtløftigheds Skyld, saa og fordi den ligger paa en Klippe. Af de andre fire Kjøbstæder bekom de daglig Told og Accise, hvilket fordum var ganske uhørt, saa der ikke var nogen Plage til, som jo blev optænkt.” I November blev atter en Skat paabudt, der var endnu tungere end de foregaaende: hver Bonde og hver Gaardeier i Kjøbstæderne maatte erlægge 18 Slettedalere. De Sidste, forsaavidt de vare Handlende eller Haandværkere, maatte ogsaa fyldestgjøre Requisitioner paa Kjøbmandsvarer og Haandværksfrembringelser. Heller ikke Embedsmændene bleve skaanede, navnlig de geistlige. Præsterne mistede al deres Tiende og maatte betate 8 Rd. i Kopskat. Men hvad der bragte Folket til fortvivlelse var de udskrivninger af Mandskab, Prindsenskiold paabød.  Af Kjøbstæderne og Fiskeleierne udskreves 50 Søefolk, og en Deel af landets Rytterie blev oversendt til Riga; men endnu større var den Transport, som afgik til Stettin; den bestod af 500 Mand, der udvalgtes blandt landets Ungdom. Bornholm var dengang i det Hele langt svagere befolket end nu; i dette Aarhundrede havde flere Pestsmitter hærget landet; alene den, som indtraf 4 Aar før disse Begivenheder (1654), havde bortrykket henved 5000 Mennesker; man kan derfor med Grund sige, at det mandskab, Prindsenskjold bortførte, udgjorde Kjærnen af landets Befolkning. Og "Gud veed," siger den foranførte Bornholmer (Degnen R. P. Raufn), "hvad Sorg og Jammer og Klagemaal der hørtes ved Stranden, da saa mange gode Venner skiltes og ikke tilsammenkom alle igjen uden i Guds Rige - Forældrene mistede deres Børn, Kvinderne deres Mænd, Brødre deres Sødskende, Slægt og venner." Og for at Ingen skulde trøste sig med, at udskrivningen hermed hørte op, lod landsherren (saaledes kaldte Bornholmerne Prindsenskjold) i hvert Sogn alle Drenge paa 12 Aar og derover optegne, for at de kunde være i Beredskab, naar de opfordredes.

Dette kunde naturligviis ikke andet end fremkalde en forbittret Stemning blandt Øens Indvaanere og gjøre dem det nye Regimente utaaleligt. Men Sindene ophidsedes ogsaa ved andre omstændigheder. Kong Karl brød den Fred, han havde sluttet med Frederik den 3die, gik atter i land paa Sjælland og angreb Kjøbenhavn i den Hensigt at berøve Riget dets uafhængighed og lægge det under sit Scepter. Derom havde Bornholmerne faaet Underretning fra den beleirede Kongestad med et Brev fra Kancelliesekretæren, Hans Oldeland, hvori denne gav dem Haab om Bistand til at blive forløste fra det fremmede Aag og opfordrede dem til "desimidlertid med hverandre at blive sendrægtige og for deres naadige Herre og Konning i Danmark som troe Mænd og tilfommende Undersaatter sig bevise." Men længere ud paa Efteraaret erholdt de et Brev fra Kong Frederik selv. Kongen klagede heri over Karl Gustavs Brud paa Traktater og Forpligtelser og underrettede Bornholmerne om, at han nu havde faaet Bistand af Hollænderne, saa at de ikke behøvede at frygte den svenske Flaade. Og efterdi," tilføier han, "vi ikke tvivle paa Eders gode Affektion mod os og Eders Fædreneland, ville vi Eder samtlig have formanet og paamindet, at I ingenlunde lade forbigaae at være betænkte paa de Midler og Veie, hvorved I kan eragte Eder ved Guds naadige Bistand fra det svenske Aag at befrie og til den Ende i Særdeleshed at lade angelegen være, hvorledes Garnisonen paa Slottet Hammerhuus kunde, om muligt, med alle ruineres og landet igjen i Eders Defension stilles.".

I November udgik Prindsenskjolds Befaling til at udrede den føromtalte store Skat, der for hver Gaardeier beløb sig til 18 Slettedalere. Denne Sum fandt Bønderne det umuligt at bringe tilveie; saavel de forrige trykkende Afgifter og Reqvisitioner som Misvæxten, Qvægsygen og Handelens Standsning havde aldeles lammet deres Kræfter. Men Prindenskjold lod sig ikke bevæge herved og drev strængt paa Skattens Erlæggelse. Til Ruthsker Sogn kom en Skare Soldater i denne Anledning, "der gjorde Bønderne nogen Molest." Da dette blev bekjendt i Vesterherred (Omegnen af Rønne), samlede Bønderne sig, og der "skete et Opløb.” Dette bragte imidlertid ingenlunde Prindsenskjold til Eftergivenhed; men han lod saavel sine egne som Ridefogdens Sedler udgaae strængelig om den paabudne Skat; derimod skrev han til Sverrig om at faae Forstærkning af mandskab for at sætte sine Fordringer igjennem med Magt. Bornholmerne lod han vide, "at han selv vilde forsvare Slottet" og lod derefter sine Soldater søge til hvert Sogn. Om dette har været flere Hobe, som droge fra Sogn til Sogn, eller hvert Sogn har havt sin stadige Indqvartering, sees ikke af Beretningerne, sandsynligviis har dog det Første været Tilfældet. At nu disse Soldater ikke fore frem med læmpe, fremlyser af flere Omstændigheder. Prindsenskjold, siger Hjøring i Kjøbenhavns leierfrands, "lod Soldaterne for meget raade og straffede dem intet, naar de gjorde ilde, og, naar fattige Folk klagede sig for ham, fik snarere de Utak end Soldaten, som havde gjort Uret." Alt dette vakte naturligviis hos Indvaanerne en høist forbittret Stemning, og Vesterherred var næppe det eneste Sted, hvor man begyndte at sætte sig til Modværge. Men idet saaledes Alting var modnet til en Opstand, og denne stod paa Nippet til uvilkaarlig at bryde ud, havde adskillige Mænd fra Hasle bestemt sig til at stille sig i spidsen derfor. Blandt disse vare Povel Ancher, Sognepræst til Hasle og Ruthsker Sogn, Niels Gummeløs, og Jens Pedersen Kofod de vigtigste.  Sagnet beretter, at denne Sidste havde begaaet et Drab, og Forfatteren af den her meddeelte Skildring af denne Begivenhed har fundet Data, som give dette Sagn en næsten afgjort Vished **). Muligviis har denne omstændighed ikke været uden Indflydelse paa hans Foretagende. Hvad der maatte drive disse Mænd til at handle snart var desuden, at Prindsenskjold ventede Forstærkning fra Sverrig, og at, naar denne var ankommen, Trykket vilde blive haardere, og udførelsen af deres Forehavende maaskee være umulig.

*) Skjøndt denne Begivenhed ikke er saa fjærn fra vore Tider, hersker der dog en Deel Uvished med Hensyn til flere af dens Enkeltheder. De vigtigste Kilder til Kundskab derom ere en Beretning af Jens Kofod og den saakaldte Prindsenskiolds Vise, der endnu synges paa Øen; oplysende Meddelelser desangaaende finder man desuden hos flere af vore Forfattere fra hiin Tid saavelsom i de Optegnelser, tvende samtidige Bornholmere, Rasmus Raufn, Degn i Aakirkeby og en Anonym, have leveret. Kofods Beretning, hvoraf eenslydende Afskrifter, fra forskjellige sider, ere i vor Besiddelse, bærer efter vort Skjøn alle Mærker paa Ægthed og Troværdighed, men handler nærmest ikkun om, hvad Kofod personlig udførte. Visen er et udtryk af Sagnet; den er maaskee ikke forfattet længe efter Begivenheden, men har ved at gaae fra Mund til Mund faaet mange Tilsætninger og Variationer. Den sidste Forfatter, som har skrevet om denne Begivenhed, er afdøde Vicekonsul Skovgaard, hvis Bornholms Saga udkom i Aalborg 1834. Denne Mand har maaskee i Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede havt Leilighed til at see Dokumenter, som nu ikke mere ere til; men det er at beklage, at man ikke kan skjænke hans Meddelelser fuld Tillid. Han er af Riegels Aand og synes at have indrømmet sin Lune en utilbørlig Indflydelse. I den "Beskrivelse over Bornholm,” han udgav 1804, og hvortil han havde samlet alt det Materiale, han siden har benyttet, nævner han Kofod som en "Stortaler, der lod sig udbasune som Formand for Sammenrottelsen mod Svensken;" i Bornholms Saga derimod omtaler han ham som en Mand, der "stedse skal lovprises som et heroisk Mønster paa mandelig Patriotisme, og hvis høist berømmelige patriotiske Storværk" gav hans Familieskjold, "en nu hidtil ukjendt Straaleglands." I det første Skrift indrømmer han Ægtheden af den Kofodske Beretning; i det sidste siger han, at han allerede 1804, da han skrev, og tidligere, havde paalidelig Vished om, at hiin Beretning var et forfalsket Dokument, ja at han endog vidste, hvem Personen var, der havde begaaet Bedrageriet. Skovgaard vil her, at Visen ene skal have Gyldighed, og han følger den ogsaa saaledes, at hans Beretning kan betragtes som en vidtløftigere Omskrivning af Visen, skiøndt denne indeholder beviislige urigtigheder.

**) I et Register i Geheimearchivet have vi fundet, at paa samme Tid, de bornholmske Deputerede i Kjøbenhavn overgave Øen til Frederik den 3die, udstædte denne et Beskjærmelsesbrev for Jens Pedersen Kofod af Hasle, hvori han fritoges for Tiltale i Anledning af et Drab, han tidligere havde begaaet paa en af sine Landsmænd, og hvorfor han havde fyldestgjort Familien.

(Dansk Folkeblad. Fredag den 26. november 1841).


Bornholmernes Opstand mod de Svenske i Aaret 1658

II.

Onsdagen den 8de December 1658 ved Middagstid red Prindsenskjold fra Hammershuus, ledsaget af sin Sekretær og nogle Tjenere. Han vilde til Rønne, hvor han havde i Sinde at udtage et Skib og Skibsfolk til Afbenyttelse ved Transporten af den Forstærkning, han havde forlangt fra Sverrig. Veien førte igjennem Hasle. Her steg han imidlertid ikke af Hesten; men holdt udenfor Borgemester Peder Olsens Huus og lod denne kalde ud til sig paa Gaden. Landsherren var vred og truede under haarde Ord Borgemesteren med, at, dersom Borgerne ikke snart erlagde den befalede Skat, vilde han lade foretage Exekution. Derpaa gav han Hesten Sporerne og red videre ad Veien til Rønne. Klokken 4 om Eftermiddagen ankom Prindsenskjold her og steg af hos Borgemester Peder Lauridsen, der boede paa Storegade.

Paa samme Tid Landsherren var i Hasle, havde Kofod og hans Venner været samlede der eller i Omegnen, og det er meget sandsynligt, at de og Hasle Borgere vilde have angrebet ham der, hvis han havde opholdt sig længere. Strax efterat han havde forladt Hasle, satte Kofod og Povel Ancher sig i en Slæde og kjørte til Nyker til Præsten Hr. Jakob. Denne havde lovet Kofod, naarsomhelst det forlangtes, at have 20 Mand i Beredskab. Imidlertid kunde han dog ikke opfylde dette løfte nu, og Kofod erholdt ikke andet end en Bøsse, en Sabel og en Hest. Derpaa begav denne sig ene paa Veien til Blykobbegaard, hvor han skulde oppebie sine Kammerater fra Hasle, nemlig Niels Gummeløs, Aage Fendrik og Claus Nielsen. Disse traf han i Skulleskov, som ligger ved bemeldte Gaard, og mødte strax derpaa Jens Larsen Risom, der kom reisende fra Rønne. Risom var ubevæbnet; men Kofod gav ham sin Bøsse og laante en til sig selv paa Blykobbegaard, og saaledes begavede sig 5 Mand stærke til Rønne. De ankom til Byen i Mørkningen og toge ind hos Kofods Broder Mads. Her kom en af Byens Borgere til dem og sagde, at, dersom de havde Noget i Sinde med landsherren, skulde de gjøre det snart; thi den svenske Ridefoged havde seet dem bevæbnede ride ind i Byen og var alt ilet ned til Prindsenskjold for at give ham Efterretning derom. Øieblikkelig begave derfor de Fem sig afsted. Da de kom til Borgermesterens Gaard, hvor Prindsenskjold befandt sig, sattes Aage Fendrik og Klaus Nielsen til Vagt udenfor Døren, og, medens Rønnes Borgere begyndte at samle sig paa Gaden udenfor, begav først Kofod, derpaa Gummeløs og Jens Larsen Risom sig ind i Stuen. Her fandt de landsherren siddende over Maaltidet ved et af de store Steenborde, der da saavelsom siden vare almindelige paa Bornholm og endnu sees hos gammeldags Familier. Paa Bordet laae en stor Pakke forseglede Breve. Kofod spurgte ham strax, om han vilde have Qvarteer, da han var Svensk, men de vare Danske. Ved disse ord, som formodentlig ledsagedes af truende Bevægelser, udstødte Prindsenskjold et Skrig og skjød sig ned under Bordet, hvorpaa de Andre grebe og overvældede ham og satte ham igjen ved Bordet. Kofod tilspurgte ham, hvorfra Papirerne vare komne, og, da Prindsenskjold sagde, at de vare fra hans Herre og Konge og skulde til Pommern, greb Kofod dem, idet han yttrede, at de skulde til hans Herre og Konge i Danmark. I det samme trængte en Deel Borgere ind i Stuen, og Prindsenskjold blev derpaa bragt ud paa Gaden. Nu vilde man føre ham i Arrest; men han sprang fra dem og søgte at undløbe. Kofod raabte til ham, at han skulde staae; men han vedblev at løbe, hvorpaa der blev skudt efter ham, og han faldt. Idet Skuddet gik af, gjorde han netop en Bøining med Hovedet for at see sig tilbage og blev derfor truffen i Tindingen. Disse Optrin, som, paa den sidste Omstændighed nær, her ere skildrede ganske efter Kofods egen Beretning, fortælles ogsaa paa andre Maader og med adskillige Tillæg. Visen beretter, skjøndt urigtigt, at Kofod og hans Stalbrødre, før de traadte ind i Borgemesterens Stue, dræbte den svenske Sekretær Cantsler, der befandt sig i Gaarden. Den fortæller ogsaa, at Prindsenskjold, da de vare fomne ind til ham, greb et Par Pistoler af sit Belte og lagde dem truende paa Bordet, men at Kofod slog til dem, saa de "fløi i Vraae." Efter et andet Sagn skal en Pige som i det Samme gik igjennem Stuen, have strøget dem i sit Forklæde. Prindsenskjold, hedder det videre i Visen, bøiede sig med ryggen ind under Bordet og væltede det for at knuse sine Modstandere, hvorved han fandt leilighed til at flygte ud paa Gaden. Hans Hest, som var i Stalden og stod under Indflydelse af samme Trolddom som dens Herre, mærkede, hvad Nød denne var stædt i og viste sig meget ustyrlig. Prindsenskjold raabte paa, den, og, havde han naaet den, vilde han have været i Sikkerhed, og hans Fjender forlorne. Da Prindsenskjold søgte at undløbe paa Gaden *), skjød man forgjæves flere Geværer af paa ham ; da erindrede man sig, at han ikke kunde saares med Blye; en Borger Willum Hansen, som stod i Gavllugen af det Huus, han eiede ligeoverfor Borgemesterens, rev derfor i Hast Sølvknapperne af sin Kjole; med en saadan Sølvknap ladede derpaa hans Stifsøn, lange Claus Høg, sin Riffel, og nu gav denne Prindsenskjold Banesaar **). Landsherren faldt, siger den unavngivne Optegner, "udenfor Jens Sørensens Gaard", uden Tvivl paa samme Sted i Storegade, hvor i Steenbroen de slore Granitblokke ligge, der endnu benævnes efter ham, og hvorunder et Sagn fortæller, at hans Hest Skjold” og hans Hund Snap" skulle ligge begravne. Ved Prindsenskjolds Liig lod Kofod sætte Vagt for at beskytte det mod Mishandling og Plyndring, og derpaa blev det henbaaret paa Raadhuset, Nu gav man sig til at lede efter Prindsenskjolds Tjenere og de andre svenske, som befandt sig i Byen, og de bleve alle fundne paa Sekretæren og den saakaldte "Heide-Rider" ***) nær, som havde forstukket sig og først næste Dag kom til Syne. Skovgaard paastaaer med Bestemthed uden at angive Hjemmel, at alle disse bleve myrdede; men alle paalidelige Efterretninger ere enige om, at de bleve skaanede og satte i Arrest. Da dette var fuldbragt, ilede Aage Fendrik og Klaus Nielsen tilbage til Hasle for at paagribe en Mand der i Byen ved Navn Arist Roug, der gik de Svenske tilhaande, og derved at forebygge, at der ikke kom Efterretning om det Skete til Hammershuus. Kofod selv og Gummeløs bestege Prindsenskjolds Heste, da deres egne vare trætte, og rede til Nyker Præstegaard, medens der afgik Bud til to længere op i landet liggende Sogne, Klemensker og Vester-Marie, med Opfordring til at lade Klokkerne røre, for at Folket kunde samles og føres op til St. Ruths Kirke, en opfordring, som derfra skulde forplantes videre til de andre endnu mere fjærnt liggende Sogne.

Idet nu Rygtet, om hvad der var skeet i Rønne bares fra Sogn til Sogn, reiste den forbittrede Almue sig allevegne. Den oftere omtalte Vise fortæller, at henimod 1000 Svenske, der laae indquarterede i Sognene, denne Hævnens Nat faldt som offere for Bornholmernes Forbittrelse. I denne Vise hedder det:

De Bønder paa Landet fik Ordre saa brat, 
at hver skulde slagte sine Sviin i Nat. 

Og hvilken Bonde som først blev klar,
Skulde hjælpe sin Nabo fra Gaard til Gaard.

De Bønder den Ordre saa vel forstod
Vi gjør ingen Pølse af dette Blod.

Dog skal vi gjøre det Bedste vi kan; 
I hilse Jens Kofod den fromme Mand. 

I hilse Captain Jens Kofod saa blid:. 
Naar Klokkerne ringe, da gjør vi vor Flid, 

Nu flyttes Scenen til Rønne. "Borgerne staae og lytte efter, at Klokkerne skulle ringe, i spændt Forventning og med ivrige Ønsker om, at Bøndernes Anslag, maatte lykkes, "thi vinde de ikke Landet i Nat, da er vort liv forloret plat.” Klokken 12 høre de omsider, det ringer, og spørge hverandre ængsteligt: "hvi, monne de Klokker saa sørgeligt gaae ?” Da svarer Jens Kofod: "det betyder, de Svenske er lagt udi Liig." Nu hedder det igjen om Bønderne:

Da Klokkerne ringed', da stode de klare ; 
De dræbte for Fode, slet Ingen de spar'de ; 

De strede den Nat baad Mand og Qvinde,
Sønner og Døttre og Huusgesinde.

De vare Alle i Huen saa vrede, 
De spar'de Ingen i deres Qvartere. 

Og hvilken Bonde som først blev klar, 
han hjalp sin Nabo Gaard for Gaard. 

De sloge de Svenske i Sengen, som de laae, 
Stokøxer, Jernstænger der dandsede da. 

Nu have vi slaget de Svenske ihjel, 
Og nu raade vi for Landet selv. 

Paa Landet ligge slagne svenske Mænd,
Ni hundrede tredsindstyve og fem.

Tolv svenske Mænd der findes i Live,
Som vi behaged' Qvarteer at give. 

Dette kan imidlertid, saaledes som det her er fortalt, ikke skjænkes Tiltro. At en Deel Svenske denne Nat blev myrdet, er afgjort. Hjøring siger, at "Borger og Bonde reiste sig og paa een Tid ihjelslog alle Svenske, som vare paa landet, og den poetiske Vitus Bering kalder Bornholm "et nyt Sicilien i Østersøen,” skjøndt ingen af disse Forfattere omtaler, hvorledes det i denne Henseende er gaaet til. Ogsaa samtidige Bornholmeres Vidnesbyrd sætte, som vi strax skulde høre, Sagen udenfor al Tvivl, ligesom Sagnet endnu paaviser, hvor Svenske ere blevne myrdede og begravede. Men Visens Beretning om Tallet paa de dræbte Svenske er yderlig overdreven. Havde en i vor nyere Historie daa uhørt Begivenhed som den, at næsten 1000 Mennesker paa en saadan Maade vare blevne myrdede, virkelig fundet Sted, vilde samtidige Skribenter sikkert have omtalt den anderledes og ikke, som nu er tilfældet, enten blot berørt den med faa Ord eller aldeles gaaet den forbi. Den Beretning, som først gav Kjøbenhavnerne Underretning om Opstanden, og som udkom her i Byen 14 Dage efter, at den var skeet, nævner ikke et Ord om, at de Svenske vare blevne dræbte. Bornholms Folkemængde var for ringe, til at de Svenske her skulde have en Garnison paa 1600 Mand (foruden de 1000 mand, der laae omkring i Sognene, siger Visen, at der var 600 paa Hammerhuus), medens de ikke havde mere end 6 – 8000 Mand at føre mod Danmarks Hovedstad. Prindsenskjold havde, da han kom til Øen, ikkun 130 Mand, og der berettes ikke det Mindste om, at han nogensinde før Opstandene Udbrud havde faaet Forstærkning, medens det derimod udtrykkelig fremhæves, at han havde forlangt en saadan, og at den ankom, efterat Bornholmerne havde bemægtiget sig Slottet. Havde han allerede havt 1600 Mand, vilde han næppe have behøvet at forlange Flere. Visen indeholder desuden flere Urimeligheder, og at der paa Hammerhuus laae 600 Mand, er beviislig urigtigt. Men det bedste Beviis mod Visen finde vi i samtidige Bornholmeres Vidnesbyrd. I Kofods Beretning, der nærmest omhandler, hvad han personlig udførte, omtales de Svenskes Drab slet ikke, men derimod af den unavngivne optegner og af Raufn. Den Første siger, efter at have omtalt Prindsenskjolds Fald: "og samme Aften bleve hans Secretarius, Inspectøren, Styklieutenanten med flere i Fængsel indsatte, samt Fændrikken og nogle Soldater paa Landet ihjelslagne.” Ganske overensstemmende hermed og endnu mere bestemt yttrer Haufn, at der blandt Prindsenskjolds Soldater, "som han lod søge til hvert Sogn," var en Fourier, hvilken blev af Bønderne dræbt med 6 Soldater, 3 bleve fangne og 2 undkom. Dette skete imellem den 8de og 9de Dcbr. om Natten." Altsaa til Drabet af et ringe Antal svenske Soldater indskrænker det Hele sig; dette høre vi af Mænd, der selv paa samme tid levede paa Oen, og om hvis Sandfærdighed der ikke kan reise sig nogen Tvivl; dette "ringe" Antal har Rygtet udenfor Bornholm gjort til "alle de Svenske, som vare paa landet,” og disses antal har senere Sagnet blandt Øeboerne, der vare  Fornøiede over deres Fædres Bedrift, i saa høi en Grad mangfoldiggjört og overdrevet.

Vi vende os nu igjen til Kofod og hans ledsager Gummeløs, som vi forlode paa Veien fra Rønne til Nyker. De begave sig ene fra Byen, for ei ved et talrigt Følge at vække Opsigt og gjøre Sagen for tidlig bekjendt; tjenstfærdige Aander kunde da let have bragt Efterretning til Hammershuus, som det gjaldt om at overrumple. Hvad der Bevægede dem til at ride til Nyker, som ligger en halv Miilsvei østlig for landeveien mellem Rønne og Hasle, veed man ikke med Sikkerhed; maaskee vilde de personligen og i Stilhed at gjøre Aftale med Provsten Hr. Jakob om Samlingen af Sognemændene, eller maaskee, som Visen yttrer, ved alvorlige Forestillinger sikkre sig hans Redelighed, til hvilken de nærede Mistanke. Fra Nyker rede de til Hasle, hvor de forstærkede sig til et Antal af 16 Mand tilhest. Derpaa gik Veien til St. Ruths Kirke, som ligger en halv Miil nordøstlig for Hasle, hvis Annex den er, paa et af de høieste Punkter af Øens Urbjerg. Her skulde landfolket om Natten forsamles, og her boede Provsten Poul Ancher, der maaskee var den egentlige leder af Opstanden.

Hr. Povel turde ikke lade ringe med Kirkens Klokker fordi den laae Slottet for nær; derimod sendte han Bud omkring til Sognets Bønder og opfordrede dem til bevæbnede at møde ved Kirken. Nu vilde Kofod med sit Følge begive sig til de smaae Byer Sandvig og Allinge, der ligge i Nærheden af Slottet; men først gjorde de dog en lille Omvei ned til Sandemanden Mads Høg, hvor de havde hørt, der befandt sig en svensk Styklieutenant, som Dagen tilforn var kommen fra Nønne og vilde til Slottet. Denne, hvis Navn var Niels Rud, blev ogsaa greben og af Gummeløs med to andre ført tilbage til Hr. Povels Præstegaard, hvor han sattes i Arrest. Kofod med de Tilbageblevnte fortsatte imidlertid Veien til Sandvig. Her traf han anstalter til, at Byens Mandsskab kunde komme i Vaaben og være beredt, og red saa videre til den strax derved liggende Bye Allinge. Hos Byefogden Willum Hartvigs traf han her en svensk Qvartermester, der var kommen over til Øen for at gjøre aftale med Prindrenskjold angaaende det forlangte Forstærkningsmandskab, og nu stod færdig til samme Morgen i Selskab med Prindsenskjolds Frue at sætte over til Skaane. Denne Officeer vilde ikke modtage Qvarteer og blir derfor strax nedlagt. En svensk Qvinde samt tre Karle og en Dreng, som havde gaaet omkring paa Landet for at falbyde Jernvarer bleve satte i Forvaring. Nu tog Kofod det unge Mandskab fra Allinge og Sandvig med sig og red op ved Slottet. Endnu var det Nat, og Mørket skjulte dem. Paa Slotsmøllen fandt de en svensk Soldat; som blev nedlagt, da han ikke vilde modtage Ovarteer; Mølleren, som var dansk, men gik de Svenske tilhaande, blev skaanet paa Begjæring. Slottet laae paa en høj Klippe, omgivet af Fjeldkløfter, og kun paa faa Steder vare der Tilgange til Klippen. Disse lod Kofod besætte, og selv lagde han sig med Hovedkorpset bag Klipperne østen for Veirmøllen. Paa Slottet havde man imidlertid begynde at mærke Uraad, og en Tambour med 4 Soldater blev udsendte for at skaffe Underretning; disse faldt i de bornholmske Posters Hænders, og vendte ikke tilbage. Da det omsider var bleven Dag, kom Gummeløs, Povel Ancher og Borgemester Peder Olsen anrykkende med det Mandskab, der om Natten havde samlet sig ved Ruthskirke, i Forening med Hasle Borgerskab. Ved Synet af denne fremrykkende Masse blev man paa Slottet end mere forundret, hvorfor Oberstlieutenanten lod en af Prindsenskjolds Tjenere ride ud for dog at erfare, hvad alt dette skulde betyde. Men, da denne saae de bevæbnede Forposter, vendte han om og undgik lykkelig de Skud, Bornholmerne sendte efter ham. Disses anførere holdt nu Raad, om hvad de skulde foretage, og Følgen heraf var, at Povel Ancher og Peder Olsen begave sig ned til Sandvig, hvor de skreve et Brev til Oberstlieutenanten og Prindsenskjolds Frue, meldte dem det Skete og opfordrede den til Overgivelse. Dette Brev, som blev oversendt med en Tambour, fremkaldte stor Bestyrtede saavel hos Prindsenskjolds Familie som hos Garnisonen, der strax forlangte Overgivelse. Hertil maatte Oberstlieutenanten nu bequemme sig og lod svare, at Bornholmerne skulde sende 4 Underhandlere til et lille Huus udenfor Slottet; der vilde ogsaa han selv fjerde indfinde sig. Imidlertid kom Rønnes Borgerskab anmarscherende med Vesterherreds Bønder, der forenede sig med den øvrige Skare og satte sig i en truende Stilling. Nu begav Oberstlieutenanten med Følge sig ud af Slottet til det aftalte Møde, hvor paa Bornholmernes Side Kofod indfandt sig med 3 Indvaanere af Rønne, nemlig Borgemester og Stadskapitain Claus Rom, Hermann Clausen og Skipper Hans Thommesen. Udfaldet af Underhandlingerne blev, at de Svenske skulde overgive Slottet. Paa Slottet befandt sig da, siger Raufn, foruden Prindsenskjolds Frue og 3 Børn, et Antal af 120 Personer, Qvinder og Mænd, blandt hvilke var en svensk Sekretær Karl Berg, en tydsk Skolemester, en Oberstlieutenant med Kone og nogle Høvdingstjenere. Henimod Aften rykkede den svenske Garnison ud, nedlagde sine Vaaben og overleverede Nøglerne, men blev af de indrykkende Bornholmere igjen ført tilbage og under stærk Vagt sat i Forvaring.

Saaledes var altsaa de Svenskes Magt brudt, og Øens frihed for det Første sikkret; men Sverrigs Kyster vare nær; snart kunde de Tropper ventes, Prindsenskjord havde forlangt, og landet havde ingen Befalingsmand. Det blev derfor af de anseeteste Mænd, som var der tilstæde, bestemt, at Kofod indtil videre skulde være Befalingsmand og Slottets Kommandant; tillige blev der sendt en Deputation til Kjøbenhavn for at overgive Frederik den 3die Øen og af ham forlange Beskyttelse og Hjælp. I Spidsen for denne var Kofods Broder, Mads Kofod, Borgemester Peder Olsen fra Hasle og den senere Ridefoged Peder Jensen. For saa længe som muligt at lade det skete blive ubefjendt i Sverrig, og derved forebygge Fare, skal Kofod have vedblevet at lade det svenske Flag vaie fra Fæstningen, en Forholdsregel, som ogsaa i anden Henseende blev til Fordeel. – Den 3die Juledag kom nemlig en svensk Galeot styrende til landet. Den hilsede Fæstningen med to Skud, som derfra bleve besvarede, og i fuld Tillid til, at den endnu var i de Svenskes Magt, løb den ind i Bugten ved Sandvig og lagde til for anker. Strax opstod nu hos Kofod den Tanke ved list at bemægtige sig dette skib. Han red ned til Sandvig og lod Klaus Hansen Færgemand gaae ombord med den Ordre fra Prindsenskjold, at, dersom der vare svenske Officerer eller Breve med, skulde disse strax i land. Breve vare der ingen af; derimod var der en Kapitain, som tilforn havde overbragt de bornholmske Baadsfolk til Sverrig, samt en Ritmester ved Navn, Gustaw Kart (eller Kort), og med dem fulgte 80 Heste, og 100 Mand, som netop udgjorde en Del af den tidl. omtalte Forstærkning, "onde, arrige og fortrædelige Skalke", siger Raufn, "der skulde have hjulpet Høfdingen at ødelægge landet.” Den Aftenen kom begge Officererne i land, hvor de strax erklæredes for Krigsfangne. Kofod tog dem med sig, idet han red op til Ruthskirke, for at raadføre sig med Povel Ancher, og herfra bleve de, af Gummeløs og Risom, som netop befandt sig der, transporterede til Hasle. Da Kofoed havde holdt Raad med Hr. Povel, red han igjen om Natten ned til Sandvig og tog sine Forholdsregler. Saasnart det gryede ad Dag gik Klaus Færgemand ud til Skibet med den Ordre, at Skipperen og Styrmanden strax skulde følge med i land for at see paa hvad Sted og Maade, Galeoten uskadt, Rytterne og Hestene bedste kunde bringes i land. Derpaa roede 4 Baade, som laae færdige, ud til den tilbageblevne Lieutnant, med den Befaling, at ogsaa Rytterne skulde bringes i Land, for ei at være i Veien for Mandskabet, der skulde arbeide med Skibet for at bringe det nærmere til Kysten. Denne Befaling blev adlydt som de øvrige, men, da omtrent 30 Mand, hvoriblandt Fanesmeden, vare komne fra Skibet, begyndte Lieutenanten at blive noget mistænksom og nægtede at sende Flere, før han fik nærmere Ordre fra sin Ritmester. Nu erholdt han det Bud, at Folkene ogsaa gjærne kunde blive, derimod skulde han selv komme i land og være ritmesterens Gjæst ved en god Frokost; Dette blev strax efterkommet; dog sagde Lieutenanten, før han gik fra Borde til Korporalerne, at Ingen maatte forlade Skibet, før de fra ham erholdt et vist Tegn, hvoraf fulgte, at Bornholmernes Bestræbelser for at faae flere Folk i Land siden bleve frugtesløse; Nu maatte Kofod bruge Alvor med Lieutenanten, hvem han truede med, øieblikkelig at nedskyde, hvis han ikke, aabenbarte hvorledes, Mandskabet kunde bringes til at forlade Skibet. Lieutenanten leverede ham derpaa en Kniv, ved hvis Forevisning paa Galeoten Alle vare følgagtige og lode sig bringe i Land. Foruden Skibsmandskabet vare der nu kun 4 Svenske ombord, der bleve tilbage for at passe Hestene; men disse kunde man ikke haabe at fange med de hidtil brugte Snarer. De 4 Baade gik derfor ud for at hente Hestene; i hver Baad vare 3 Mand, der havde deres Vaaben skjulte; i den forreste blev den svenske Styrmand sat, for saa meget bedre at forebygge Mistanke. De kom ogsaa uden Modstand ombord og bemægtigede sig nu Galeoten. Den følgende Dag (29de Decbr.) bragte Borgemester Klaus Rom med en Eskorte Fangerne bagbundne til Rønne, hvor de bleve bevarede, indtil siden den hollandske Flaade tog dem ombord og bragte dem til Kjøbenhavn. Galeoten førte Klaus Færgemand til Rønne Rhed, hvor Hestene og Kanonerne bleve udskibede. Det varede endnu længe, inden man i Sverrig fik Noget at vide om Opstanden. "De Svenske," siger Kaufn, "have siden fra Skaane ofte hidsendt Baade med Folk og Breve til Høfdingen, saasom den 9de, og 21de Januar, af hvilke nogle Personer ere levende optagne, nogle døde."

Den 21de Decbr. ankom de bornholmske Deputerede til Kjøbenhavn, hvor de vare saa meget mere Kjærkomne, som de tillige bragte en Deel levnetsmidler til den udhungrede Stad. Den 29de Decbr. overgave de ved deres saakaldte Gavebrev Øen til Kongen, ved hvilken Leilighed denne forærede dem 3 Sølvpokaler, som endnu gjemmes paa Øen. Samme Dag udstædte Kongen et Taksigelsesbrev, hvori han tilsagde Bornholm adskillige Privilegier, og hvortil han senere føiede det løfte, at Øen ikke mere skulde blive Sverrig overgivet, et Løfte, som han ogsaa indfriede, idet han ved Freden gav den svenske Krone en Deel adeligt Gods i Skaane til Erstatning. De Diputerede kom den 9de Januar 1659 tilbage til Øen med de bedste Tidender; snart efter ankom en dansk Besætning og med den Oberstlieutenant Michel Eckstein, der b. 18de Januar afløste Kofod fra kommandoen paa Landet og i Slottet. Kofod blev siden udnævnt til Kapitain ved Militsen og erholdt Store Maglegaard ****) i Østermarie Sogn til Foræring. Endelig blev der den 28de Januar holdt en almindelig Takkefest i Kirkerne paa Bornholm; Te deum blev afsjunget og der prædikedes over Ps. 103 B. 1-4: "Min Sjæl! lov Herren og glem ikke hans Velgjerninger, ham, som gjenløser dit liv fra Fordærvelse, som kroner dig med Miskundhed og Barmhjærtighed,” "Guds hellige Navn være evindelig æret og priser," siger Raufn idet han fortæller dette, "som det arme og betrængte Folk fra deres Fjenders Vold og Uret naadeligen befriede og hjalp dennem under deres rette Arve-Herre og Konning igjen at komme, hvilken kom som en Fader alle sine Undersaatter vel under og dennem til Liv og Sjæl alt Godt troligen ønsker."

J. Marckmann.

*) Visen siger Prindsenskjold var saa rask paa Fod, han sprang fra dem alt som en Hjort;" Vitus Bering derimod i sin obsidio Hafniensis bemærker, at han formedelst Fedme ikke kunde komme ret fort.

**) At denne Willum Clausen, som ellers ikke nævnes i de øvrige Beretninger, virkelig har havt nogen Deel i denne Begivenhed, er meget sandsynligt, da der findes et kongeligt Brev i Geheimearchivet, som tilstaaer ham for gjort Tjeneste" Rahbekkegaarden fri for Landgilde hans Livstid.

***) udentvivl er denne Person den samme, som ellers kaldes Ridefogden eller "Inspektøren.” Den 18 Aug.," siger Raufn, "lod han (Landsherren) her om Landet fremsende en Heyde-Rider, hver Mand fortrædelig, ofverdaadig og molesteerlig, der Bønderne mod deres Villie Gods og allehaande Godt afstaffede, foregivende allehaande Urimeligt om deres Skove og Eiendomme.”

****) Her døde han d. 4 Juli 1691 i sit 63 Aar efterat have faaet 24 Børn.


(Dansk Folkeblad. Bind 7-9, 3. december 1841).


Bornholmernes brev fra 29. december 1658 til kong Frederik 3 (uddrag). Kilden er pædagogisk bearbejdet.

”Stormægtigste, højbårne fyrste, allernådigste herre og konge!

….

Da [den svenske officer Printzenskiöld] har behandlet os alt for dårligt, og har pålagt os ulidelige plager og byrder, som vi ikke længere har kunnet udstå uden den største ruin og ødelæggelse … derfor har vi med Guds hjælp selv grebet vores våben i Herrens navn, og slået den svenske magt ned, og taget dem til fange, og har erobret slot og landet….

….

Derfor er vi kommet til København for at spørge vores gode herre og konge, kong Frederik 3., i det ydmyge håb, at hans gode majestæt vil tage vores land og undersåtter under hans kongelige beskyttelse og forsvar, så vi ikke længere skal leve under [svenskernes] åg og plager. Vi der har skrevet under, som nu er til stede her, som har vundet samme land og taget det fra svenskens strenge åg og byrde, på vores egne og på hele Bornholms lands og indbyggeres vegne, overdrager og giver [Bornholm] til hans kongelige majestæts og hans arvinger, fødte og ufødte, til evig arv og ejendom at have. ”


Brevet formulerede i øvrigt at det bornholmske borgerskab og gejstlighed ønskede lensvæsnet afskaffet og adelen sat på porten. De foretrak kongedømmet - med visse privilegier. Altså en slags "republik" med kongeligt overhoved. I øvrigt i lighed med det københavnske borgerskab. Dette lovede Frederik III. Men som enevældskonge følte han sig ikke forpligtet af sit løfte. Først med Christian 7. i 1770 ændrede det sig.

De svenske fanger som ikke kom med hollænderne til København, blev fordelt blandt bønderne hvor de arbejdede for føden. Det lykkedes nogle at flygte til Ystad. Så om noget hårdt fangenskab har der nok ikke været tale. 

Frederik III indsatte efter krigen en stor militær besætning af ryttere og fodfolk som optrådte overmodigt og udæskende mod befolkningen. Disciplinen blev opretholdt med  stokkeprygl og pistolskud af øens første danske guvernør, generalmajor Adolf Fuchs. Indtil oktober 1661 måtte befolkningen betale 84.460 rigsdaler til disse tropper.

Adolf Fuchs blev beskrevet i en længere artikel af amtsbogholder C. J. Hagemann i Bornholms Tidende 22. marts 1922: Fuchs blev indsat som øens første amtmand 21. juli 1659, guvernør på Bornholm, lensmand på Hammershus og kommandant. Han var berygtet for sin rå og brutale behandling af Corfitz Ulfeldt, og beboerne klagede i sommeren 1661 til kongen. I klagen hed det at Fuchs og hans ryttere var værre end svenskerne. Det førte til at kongen sendte sin førsteminister Christian Rantzau til øen for at undersøge forholdene. Han blev hurtigt klar over at klagen var berettiget, og 17. februar 1662 måtte Fuchs med samt rytteri forlade Bornholm. Fuchs blev herefter amtmand over Nyborg, og  samme år myrdet i Brügge af Corfitz Ulfeldts ældste søn. 


Erindringskultur

På Politivennen Live Blogging er et indslag hvor stemningen i 1840 vendte sig imod enevælden, og dermed også synet på Corfitz Ulfeldt der af enevælden var udråbt til at være forræder. Skamstøttens fjernelse året efter på Gråbrødretorv (Ulfelds Plads) kan ses som et udtryk for enevældens svigtende magtbase. På Bornholm er jeg ikke bekendt med lignende begivenheder, men det kan meget vel tænkes at man her har haft det på lignende vis.

Ved århundredskiftet 1900 var der to forskellige historiesyn: Et konservativt nationalistisk som indlæste nationalistiske strømninger i fortidens begivenheder - og her passede "dansk mod svensk" godt ind. Det var udtryk for denne som betød at der i 1908-1912 blev rejst et mindesmærke ved Hammershus i anledning af 250 året for begivenheden. I 1912 blev der opført et mindesmærke foran Hammershus.

På en mindesten i Sandvig rejst 1928 mindes Jens Kofoed som Bornholms befrier. Derudover var han årsag til den sidste heksejagt på Bornholm, idet han mistænkte at nogen havde forgjort ham. Jens Kofoed (1628-1691) var født i Rønne. Han stod til søs i 1641 og tjente på forskellige adelsgodser i Spanien. Ved hans hjemkomst til Bornholm, var hans far blevet landsforvist som medskyldig i Bornholms overgivelse 1645 til den svenske admiral C. G. Wrangel. Så Jens måtte indtage hans plads i hjemmet. I 1655 stak han en mand ihjel ved et gadeklammeri. Straffen undgik han ved at stille sig som frimand med 2 udrustede heste under svenskekrigene. I 1660 blev han landskaptajn og fik i 1687 af Christian V Maglegård i Øster Marie.
 
I Storegade i Rønne i T-krydset findes tre sten som angiveligt er placeret der hvor den svenske kommandant Johan Printzensköld blev skudt og dræbt. En for Printzensköld, en for hans hund og en hvor årstallet for hvornår Bornholm blev dansk igen. I 1800-tallet var indskriften på Printzensköld og hundens mindesten næsten slidt væk. Man ved derfor ikke hvad der stod på stenen, eller hvor gammel den er. Nye sten ligger dog i gadens belægning - som 2023 dog også ser ud til at være slidt helt ned. Faktisk lykkedes det mig kun at dechifrere "1658" på den mindste sten. 


Det var også dette historiesyn som lå bag (overklasse)kvindernes indsamling til kanoner i starten af 1900-tallet. Et andet historiesyn som betonede klasserne (socialistisk) kom bl.a. til udtryk i nedenstående artikel. Avisen nævner det skulle være Eline Hansen (1859-1919), men i mødeindkaldelsen står at det var den knap så kendte kommunelærerinde Marie Hansen, København som holdt talen for Dansk Kvindesamfunds Bornholmskreds. I den i øvrigt meget lange tale i Bornholms Tidende 29. og 30. juni 1908, sagde hun til afslutning:

Til Foraaret skal der vælges ny Mænd ind i den danske Rigsdag. Det gjælder denne Gang maaske Danmarks Skjæbne, Det gjælder Danmarks Forsvar. Paa Møderne i Sommer vil denne Fædrelandets v igtigste Sag blive drøftet. Bornholmerne gav i 1658, da de nedskød Printzenskiöld, deres Mening om Forsvaret til Kjende, og vi haabe, at de staa ved det endnu. Gud give, vi maatte beholde vort Fædreland ubeskaaret, saa langt den danske Tunge og det danske Sind rækker. De danske Sønderjyder lære Kvinderne at kæmpe for en retfærdig Sag og at vise, at vi som Sønderjyderne ere en spillevende Slægt. 

Denne sentens affødte nedenstående artikel i Social-Demokraten:

Kvindesag og Forsvarsrummel.

Af "Bornh. Avis" ses det, at Frk. Eline Hansen fra København, som i Søndags holdt Foredrag ved Kvindemødet i Ekkodalen, har benyttet Lejligheden der til at slaa et lille Slag for "Forsvarssagen". "De danske Kvinder elsker deres Fædreland og Ønsker at værge det", sagde Frøkenen.

Det vides dog ikke, at "de danske Kvinder" har givet Frk. Hansen noget Mandat til at tale paa deres Vegne. De, der var samlede om hendes Talerstol, var i hvert Fald ikke mange. Avisen siger, at der var ca. 50 (Mænd og Kvinder) til at begynde med, "men under Foredraget fordobledes dog vistnok Antallet".

Den for sin Nøjagtighed bekendte "Bornh. Tidende" sætter derimod med en rund Armbevægelse Tallet til 150-200.

Lad os antage, at der har været 100 Kvinder, og at de alle vilde "værge" Fædrelandet. Det forslaaer alligevel ikke meget. Selv om det kun gjaldt Bornholm, vilde det sikkert blive en Fiasco.

Men det er alligevel dejligt at høre, at Frk. Hansen "elsker Fædrelandet". Ikke med en stille og ydmyg Kærlighed, som blufærdigt skjuler sig for Mængdens Blikke, men med en krigerisk og
blodtørstig Kærlighed. som maa raabes ud for alle Vinde.

At Frøkenens Fædrelandskærlighed er blodtørstig, beviser en anden af hendes Udtalelser (vi citerer stadig "Bornh. Avis"): Vi glæder os "og Børnene i Skolen glæder sig, naar de hører, hvorledes Bornholmerne rejste sig og skød Voldsmanden (Printzenskiold) paa aaben Gade".

Vi Nutidens Bornholmere er ellers ikke saa farlig stolte af den Bedrift. Al Ting tyder paa, at Printzensköld slet ikke var nogen "Voldsmand", men en retsindig og (efter Tidens Forhold)
human Mand, som hos den svenske Konge gik i Forbøn for Bornholmerne og kun ugerne gennemførte Kongens haarde Befalinger med Hensyn til Udskrivning af Skatter og Mandskab paa Bornholm. Til Tak for sit gode Sind blev han i Rønne overfaldet paa Stimandsvis og myrdet.

Slig Bedrift er slet ikke noget, som egner sig til at glæde Børnene i Skolen med, og det er mærkeligt, at en københavnsk Lærerinde i vore Tider fortæller Børnene saadanne Mordhistorier for at glæde dem.

Det er ogsaa en stor Fejltagelse, hvis man troer, at Bornholmerne i 1658 vilde til Danmark af "nationale" Grunde. Det nationale var saa at sige slet ikke opfundet endnu den Gang. Nej, men Sagen var, at Svenskerne behandlede Bornholm Haardere, end Denmark havde gjort; udskrev større Skatter og flere Soldater. Havde Sverig haft den Forstand at behandle Bornholmerne mildt, var disse næppe kommet paa den Tanke, at de hellere vilde være Danske.

Vore varmeste Stammefrænder, Skaaningerne, stod Danmark lige saa nær som vi. Men nu i Aar har Skaaningerne festet, fordi de i 1658 blev skilt fra Danmark og forenet med Sverig.

Var Bornholm den Gang blevet hængende ved Skaane, havde sikkert nok vore hjemlige Patrioter ogsaa festet i Aar - for Foreningen med Sverig.

Saaledes opløser altid den brovtende Storpatriotisme sig i det rene Humbug, naar man ser den nærmere efter i Sømmene.

En anden Side ved Frk. Hansens Foredrag er, at dette Foredrag blev holdt ved et "upolitisk" Møde. Kvindeforeningerne søger at samle Medlemmer fra alle politiske Partier. Men den
saakaldte "Forsvarssag" er i højeste Grad en politisk Sag. Næppe nogen anden Sag deler dette Lands Borgere politisk saa stærkt og afgjort som denne Sag - undtagen maaske Socialismen.
Vi paa vor Side er nemlig saa inderligt overbeviste om, at jo mere Militærvæsen vi skaffer os, des større er Faren for, at vi [xxx]op i en Krig en Gang; og at om [xxxx] indebærer den allerstørste Fare for vor Selvstændighed som Stat (ikke som nation), det er vi ikke mindre overbeviste om. Og derfor - da vi gerne vil, at Danmarks statslige Selvstændighed skal bevares, modsætter vi os af al
vor Evne Krigsrustningerne.

Af denne Hovedgrund - og desuden af en hel Del andre Grunde, som hver for sig vejer godt til - vil der til enhver Tid være et uoverstigeligt Svælg mellem os og Militaristerne, enten disse bærer Buxer eller Skørt.

Sammenlignet med denne politiske Storsag er den saakaldte Kvindesag kun at regne for en lille vippende Fjer paa Tidens Bølger. Hvad den betyder, saaledes som den hidtil er baaret frem, faar ogsaa sin, maaske ufrivillige, Illustration i "Bornh. Avis". Bladet skriver, at Grunden til det ringe
Besøg ved Kvindemødet skyldtes de andre Møder, som samtidig holdtes i Almindingen!

Javist. De sociale Spørgsmaal samler Folk til store Møder; de brænder i Sindene; de samler Tusinder, naar Kvindesagen samler Hundreder. Hvorfor? Fordi de store Skarer af Kvinder føler - om de end ikke fuldt forstaar det - at kun i den sociale Sag rummes i Virkeligheden Kvindernes Sag. Vindes den sociale Frihed og Lighed for Kvinde og Mand, følger Kvindernes politiske Lighed af sig selv. Men vindes den social Lighed ikke, er den politiske saare lidet værd - undtagen maaske for de faa, for hvem "Kvindesagen" er en Sport og et Tidsfordriv.

K.

(Bornholms Social-Demokrat 2. juli 1908).


At det ikke kun var socialdemokraterne som havde denne holdning, fremgår af en notits om opførelse af mindesmærker i øvrigt af K. A. Petersen på forsiden af Bornholms Tidende 13. september 1922:

Vel havde Danmark i de Tider megen Ufred med Sverige (tildels ved den danske Konges Skyld), hvilket især Neksø fik at føle i 1645, men da Printzensköld blev  dræbt, var der ikke Krig mellem Sverige og Danmark. Der var i Februar 1658 sluttet Fred, og ved denne var Bornholm blevet afst. til Sverige. Printzensköld dræbtes altsaa ikke under Krigsforhold, men ved et Overfald, han ikke havde forudset. Det kan derfor ikke siges, at der af dette Drab staar en saadan Glans, at der egentlig er noget for Bornholmerne at prale af. Hvad Svenskerne maa føle ved at se denne "Daad" forherliget ved en lang Række Monumenter, kan ikke vides, men som noget Venskabsbevis fra vor Side kan Mindesmærkerne dog næppe opfattes.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar