Jens Pedersen Gedeløche (1669?-1729). Nedenstående er tilrettet nutidig retskrivning, men ellers et uændret uddrag af Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse VI. Kjøbenhavn under Kong Frederik den Fjerde (1699-1730). bog I, kap. III. side 120-127. Kbh., G. E. C. Gad, 1892. Oluf Nielsen (1838-1896)
Jens Pedersen Gedeløche var omtrent tres år, da han døde 1729. Hans far havde været brygger i Helsingør, og han selv var i årene omkring 1702 fuldmægtig hos amtsforvalter Rhode. Den 12. december 1712 tog han borgerskab som kommissionær og blev siden af magistraten beskikket til kurator i dødsboer, hvilket var en betroet stilling. Han ansås for at være velhavende, især da han levede meget sparsommeligt, men ved sin død befandtes han at have flere mangler i sine regnskaber, så han er vel som så mange blevet forarmet ved ildebranden 1728, da hans gård i Springgade brændte. I 1720 var han af tamperretten blevet tvunget til at ægte sin husholderske Mette Nielsdatter, med hvem han havde en datter. Straks efter hans død kom et rygte ud i byen, at Gedeløche havde bekendt sig til den jødiske tro, og at han i al hemmelighed var blevet begravet af jøderne, hvorfor politimesteren den 22. april sendte tre betjente til nr. 8 ved Holmens Kirke, hvor han boede til leje, og efter et kort forhør arresteredes hans enkes bror studiosus Kristen Blichfeldt, ligesom enken og tjenestepigen nogle dage efter stævnedes for politiretten. Af enkens udsagn fremgik følgende:
I de fire og et halvt år, da konen havde tjent hos ham før deres giftermål, havde han ikke været til alters, men da de var blevet gift, fandt hendes bror, at dette ikke burde tåles, hvorfor han angav dette for sognepræsten, hvilket havde til følge, at Gedeløche siden en gang om året nød sakramentet, men han var så vred derover, at Msr. Blichfeldt ikke måtte betræde hans hus. Enken oplyste, at adskillige jøder søgte til ham. Nogle lånte penge af ham, andre tog Bibelen og disputerede med ham, men så blev hun vist ud, og når hun kom ind, lagde de Bibelen fra sig. Når der blev holdt husandagt, bad han altid i stilhed "med adskillige gebærder og nikkelser med hovedet og stod altid oprejst med ansigtet mod vinduet, vendt fra de andre folk i huset, så havde han også en strimmel hvidt klæde, som gik ham over skuldrene under armene". Kød blev altid hentet hos de jødiske slagtere, først hos Salomon Abraham og siden hos Elias Gabriel, og han ville have det tilberedt på en særegen måde, hvilket hun dog ikke efterkom, men lod ham blive i den tro, at det var tillavet, som han ønskede det, da han ellers ikke ville spise. Han spiste aldrig flæsk, ej heller fisk uden skæl, høns skulle slagtes på en anden måde end ellers og med en kniv, som han havde fået af jøderne. Om lørdagen holdt han sig altid stille uden forretninger, når disse ikke var særlig påtrængende, men om søndagen arbejdede han; når han gik ud på denne dag, sagde han, at han ville i Slotskirken, men hun vidste ikke, hvor han gik hen. I begyndelsen ville han også afholde hende fra kirkegang. Datteren gik først i dansk skole, men i den sidste tid hos den tyske skolemester Meyer i Dybensgade, men han kunne ikke fordrage, at hun sang passionssalmer eller andre, hvori Jesu navn forekom, derimod gav han hende Davids salmer at læse i; han havde også overgivet sin skriverkarl Anders Bay et manuskript, som denne skulle give hende efter hans død. På sit dødsleje ville han ikke have nogen præst til sig; til en gammel ven ytrede han sin tvivl om kristendommens sandhed, men var i øvrigt opfyldt af bekymring for sine efterlevende, thi han ville låne 40 rdlr. af vennen til sin begravelse og bad ham om at formå Magistraten til at skaffe hans enke plads i Abel Kathrines boder. Et par timer før hans død bad datteren ham på sine knæ om at lade præsten komme til sig og tænke på den korsfæstede. Under hans sygdom havde professor Anchersen, sognepræst ved Trinitatis Kirke, og den yngste kapellan ved Holmens Kirke besøgt ham, men alt var forgæves; han nægtede altid at bruge sakramentet, uagtet både konen og datteren under mange tårer bønfaldt ham derom, og Anchersen overgav ham til Djævelen, således fortæller i det mindste Pontoppidan. Anchersen, der med rette skrev, at "det mindste, der kan tales om denne bedrøvelige passage i kristendommen, er det bedste", aftalte da med Blichfeldt, at denne skulle få liget begravet i stilhed, hvorfor han bestilte en vogn hos en vognmand under foregivende, at en katolik skulle begraves udenfor byen, og fik hos en gravers kone en falsk begravelsesseddel på underofficer Jens Pedersen fra Norge; Liget blev derpaa ført ud på Garnisons Kirkegård kl. fire om morgenen og begravet uden ceremonier i en simpel kiste i de klæder, hvori han døde.
De jøder, med hvem Gedeløche havde haft mest forbindelse, blev nu stævnede for politiretten, men de erklærede alle, at de kun havde haft med ham at gøre i forretninger; kun den gamle Henrik Israel, der i 31 år havde været i København og betjent synagogen som forsanger, sagde, at han i en 4-5 år havde besøgt Gedeløche i anledning af pengeforretninger, men at de undertiden havde diskuteret om andre ting, og at Gedeløche mulig havde været en 2-4 gange i synagogen. Trods al benægten var man dog tilbøjelig til at lægge skylden over på jøderne, skønt disse på det mest bestemte fralagde sig religiøst samkvem med Gedeløche, der aldrig var gået over til deres tro. Mejr Goldschmidt kaldte ham "mameluk", Henrik Israel benævnte ham "epikuræer", men ingen vilde godkende ham som jøde.
Kongen udstedte derfor 23. maj det reskript til politimesteren, at han skulle kalde for sig jødernes ældste og så mange andre jøder, som var nødvendige, og pålægge dem i hans nærværelse at opgrave Gedeløches lig og igen begrave det på deres egen kirkegård, men hvis de ikke ville selv, måtte ingen anden gøre det end natmanden og hans folk; Kristen Blichfeldt skulle følge med for at påvise graven. Desuden skulle politimesteren på det skarpeste forhøre Henrik Israel og anvende sin flid på at opdage, hvem der havde forledt Gedeløche til de jødiske vildfarelser.
Dette var i og for sig hårdt nok for jøderne, som ifølge deres opfattelse blev urene ved at opgrave et forrådnet lig, men på den anden side hellere måtte gøre dette end vanhellige deres begravelsesplads ved at lade denne komme i berøring med natmanden. Politimester Hans Himmerich opfattede imidlertid reskriptet på sin måde; han skaffede københavnerne en forlystelse, hvis mage de sjælden havde haft, og indgød de stakkels jøder en skræk, som de længe skulle mindes. Sent om aftenen den 25. maj bleve de ældste tilsagt til næste morgen, nogle kl. seks, andre kl. syv, at indfinde sig i politimesterens gård på Østergade, hvor de, efterhånden som de kom, indespærredes i baggården. Samtidig sendtes politibetjentene rundt omkring i byen, og hvor de på gaderne traf nogen jøde, tog de ham med magt og spærrede ham inde med de andre. Dette kunne ikke andet end vække opsigt, der endnu mere forøgedes ved, at de 67 vægtere med deres officerer foran i parade opmarcherede foran gården. Østergade, Amagertorv, ja næsten hele Kongens Nytorv fyldtes med mennesker. Først kl. 9 blev jøderne indladt for politimesteren, der lod dem vide, at de skulle bringes udenfor Østerport, hvor de skulle blive bekendt med en hemmelig kongelig ordre, som indeholdt, hvad der yderligere skulle vederfares dem.
De seksten af jøderne sattes ind i otte karosser og kørtes udenfor Østerport, medens fire unge jøder, ledsagede af en underofficer og seks menige med bajonetter på geværerne, måtte gå, fulgte af vægterkompagniet og tusinder af mennesker under spot og forhånelse. De kørende måtte udenfor Østerport i deres dødsangst blive siddende, til de andre kom til stedet, og der samledes også omkring dem en stor skare, som gjorde dem opmærksomme på natmanden, der holdt der med sin vogn; det skulle have udseende af, at der skulle foregå en storartet eksekution. For at gøre dette endnu mere indlysende havde politimesteren fået kommandanten til at lade et kompagni af Prins Kristians Regiment under løjtnant Ørtz komme til stede. Da nu det gående optog var kommet til stedet, befalede politimesteren jøderne at stå ud af karosserne, hvorpå de alle i optog gik ind på Garnisons Kirkegård. Han lod derpå de militære og vægterne slutte en dobbelt kreds om jøderne. Derefter gik politimesteren ind i kredsen og oplæste det kgl. reskript, som dog viste de modfaldne jøder, at deres sager kunne have stået værre. De fleste blev alligevel en stund stående rådvilde, indtil en af de ældste, Isaak Lazarus, gjorde begyndelsen og opfordrede de andre til at vise sig lydige imod den kgl. allernådigste befaling. Nogle søgte at undslippe, idet folk havde trængt sig ind imellem vægterne og soldaterne, men blev indhentede af politibetjentene. Da de ikke alle kunne komme til at grave, var det især de ældste, politimesteren pålagde dette arbejde, navnlig den gamle rabbi, der var over 70 år, Josef Filip Unna, Nathan Goldschmidt og Henrik Fürst, der omtrent var af samme alder; de blev slåede med stokke og geværer, og den indtrængende pøbel stødte dem oven på hinanden ned i graven. Det gik således langsomt, og politimesteren råbte, at hvis de ikke arbejdede rask, skulle de have natmanden til hjælp. Løjtnant Ørtz, der skulle være til stede for at værge jøderne for overlast, anfaldt dem med egenhændige prygl og de skammeligste skældsord og var selv med til at støde dem i graven; Politimesteren lo deraf, og da de besværede sig derover, sagde han, at hr. officeren havde også kommandoen ved denne procession; hvad han gjorde, var vel gjort.
"Efter meget arbejde og møje, skælden og skammelige ord under ledsagelse af mange prygl og ribbenstød" blev endelig kisten med den begravne "mameluk" taget op af graven, hvorpå politimesteren befalede rabbien selv at åbne kisten for at se, om det var den rette mameluk, skønt han havde ligget seks uger i graven og rabbien efter sit udsagn næsten slet ikke havde kendt ham. Graven blev nu kastet til, og jøderne måtte bære kisten et stykke, indtil deres ligvogn kom, hvilken de parvis måtte følge til deres begravelsesplads på Nørrebro (i Møllegade), efterfulgte af politi, vægtere og militære. Her havde allerede nogle jøder gravet en grav inden for plankeværket, men da politimesteren fandt, at dette sted ikke var "honorabelt for mamelukken", befalede han at grave en anden grav imellem de jødiske lig. Jøderne forestillede ham vel, at det ikke var brugeligt hos dem at lægge en grav oven på en anden, og at de "allerede var fatigerede til døde af skræk, angst, skam, slag og arbejde", men ingen bønner hjalp. De gravede da to alen ned i jorden, men kunne ikke komme længer, da dér lå en stor sten neden under, som de ikke mægtede at løfte, "om vi så arbejdede tre dage og satte livet til derved", men det var først, da en af tilskuerne fattede medynk med dem, viste politimesteren, at dette var umuligt, og sagde, at det var synd at strabasere menneskene til døde, at han nøjedes hermed, og efter at liget var nedsat, lod dem gå med undtagelse af Henrik Israel, der blev ført til arresthuset.
Jøderne fandt sig dog ikke rolig i denne behandling. Henrik Fürst, Salomon Mejr Levin, Salomon Unna, Isaak Magnus Gabriel og Josef Filip Unna indgav 31. maj en klage til kongen med fremstilling af politimesterens umenneskelige behandling. Hans Himmerich ville rigtignok siden antyde det mærkelige i, at de kort efter havde ladet sig forlyde med, at det kun ville vare få dage, inden liget ville blive ført bort fra deres begravelsesplads og det ved kristne folk, hvem de gerne ville give 20-30 rdl. hver, og han påstod, at derover "fornemmes sær murren og diskurs i staden blandt almuen". Det er også sandsynligt nok, at det er ved "diskretion" til oversekretær Møinichen, at jøderne have fremkaldt et nyt kgl. reskript af 27. juni, som følge af en forestilling fra de tre ældste, Mejr Goldschmidt, Jakob Cantor og Mejr Levi Jakob, og fra forsangeren Henrik Israel. Politimesteren fik rigtignok forsikring om, at kongen var overbevist om, at han udøvede sit embede, som han agtede at forsvare det, men såfremt der intet fremkom mod Henrik Israel, som kunne lovlig overtyde ham om at have forført Gedeløche, skulle han ophæve forhøret og give ham den kaution tilbage, som han havde måttet give for at komme ud af arresten, imod en bøde på 100 species dukater til fattigvæsenet og omkostningerne ved begravelsen med hyrevogne og deslige. Jøderne måtte lade Gedeløche optage påny og nedsætte liget udenfor deres kirkegård i al stilhed, dog ikke i kristen jord. - Således blev Gedeløche begravet tredje gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar