Hen kørte ikke, men red i stort optog ad sneglegangen. Hans mærkelig gemalinde derimod kørte.
Peter den Stores efterfølgere findes ikke mere i Rusland, men nu får han sig en efterfølger i København, en mand, der også vil forcere sneglegangen Inde i Rundetårn, naturligvis så moderne som muligt: i en Fordvogn.
Folk husker i reglen dårligt, men i ekstra tilfælde i deres hukommelse fænomenal, og fra slægt til slægt har københavnerne, hver gang de som konfirmander eller oldinge besøgte Rundetårn og er gået op ad Fjerde Christians mærkelige murstens-vindel, hørt frasagnet: Det var her, at Peter den Store kørte op.
Og det er rigtigt, blot med den modifikation, at han red derop. Ellers hændte det ganske rigtigt i det Herrens år 1716. Skal vi kortelig give et lille datidsbillede deraf.
Tvillingrigernes zirat, arvemonarken Frederik IV agtede at slå et afgørende slag mod arvefjenden Karl XII, som allerede hans gæve nyadlede admiral Tordenskjold var begyndt at hamre løs på. Den 8. juli stod affæren i Dynekilen og den 17. arriverede hans moskovitiske majestæt ude på Københavns Red som forbundsfælle til landgang i Skåne.
København var bristefærdig af sensation. Man havde allerede fra Nykøbing på Falster hørt om det forunderlige, genial-forrykte menneske og hans soldater og matroser der vist nok ikke var rigtigt kristenfolk. Undervejs til slottet derned havde han egenhændigt pryglet et par nysgerrige borgerfolk og inden fære skød han og hans suite til måls efter malerier og kastede tallerkner i hovedet på hinanden.
Kong Frederik var heller ikke just uden betænkeligheder. Alliancen var en politisk nødvendighed, men dette møde, dette samvær - det var om om Ludvig XIV skulle caressere morerkongen af Timbuktu.
Zaren forlangt først at bo på "Blågården", prins Carls ejendom ude på Nørrebro, men den ellers så føjelige prins sagde rent ud nej til sin bror, også for Charlottenborgs vedkommende, og enden blev at kongen befalede den rige købmand Wilhelm Edinger at evakuere sin prægtige gård, den der senere opbyggedes til "Prinsens Palæ", og her indlogeredes senere zaren. Alene i stueetagen var der 15 store værelser, og bagefter forlangte signor Edinger 3.556 rigsdaler i leje og erstatning. Himlen må vide hvordan også huset da så ud! Men kongen gav ham kun 1.005.
Nå, monarken sejlede ud og saluterede vældigt ud for "Prøvestenen", omfavnede sin højtelskede "mon frére und cousin", og Peter roede ham egenhændig i en chalup ind til landgangsstedet ved Motzfeldts Plads, nu Christiansholm.
Nu blev der et leben for de vel 50.000 københavnere, mellem hvem russerne færdedes som zoologisk mærkværdigheder, og da der til sidst lå en hel moskovitisk hær på 30.000 mand ude på Nørrefælled, var byen fyldt med rygter om overrumpling, aa det var helt ubehageligt til sidst. Men de første uger var idel maskerade.
Først og fremmest imponerede zaren. sådan en herre af Guds nåde havde man ikke drømt om. Alle vegne travede og red han om, også Tøjhuset og flåden, kunstkammeret og Nyboder og voldene, Rosenborg og kirkerne - tænk, han deltog i en præsteordination i Frue og lagde bagefter velsignende sin hellige hånd på den forbavsede, nybagte præsts isse.
Mærkeligst var dog den dag, han stilede til Rundetårn sammen med sin gemalinde Katharina, soldatertøsen Cathinka fra Marienburg. I spidsen opad den snævre Købmagergade red Peter på en Kosakhest, som en Frede Skaarup ville have slikket sine fingre efter, han havde en gammel, fedteplettet rød kjole på af gement klæde, gjort som skipperkjole.
Om halsen en smal hørlærreds klud, snoet ind i trøjen: den prydedes af en sølvknap mod en kulørt glassten, men han havde ingen manchetter, så man kunne se den grove skjorte langt inde på de solbrændte arme, ikke just den festdragt, hvori han afbildes på medfølgende portræt. Bag efter kom hans gemalinde i en karriol og vakte endnu større opsigt. Skøn var hun ikke, nærmest en robust, svær opvartningspige at skue, men hendes tunge silkedragt struttede og knitrede ved hver bevægelse, og både for og bag var hun så overhængt med ordener, helgenmedaljoner og løse relikvier, at "det raslede på en besynderlig måde, når hun gik".
Endelig kom den sirlige, højt perruquerede kong Frederik, der yderst galant må være sprunget af hesten foran indgangen til det mærkelige tårn der skulle beses. Her fandt han så zaren på den narrestreg som den danske konge sikkert er blevet indvendig chokeret over at han ikke steg af hesten, men travede op i tårnet på klepperten. Bag ham skrumlede zarinaen, rasende og angst og udstødende kraftige hvin ved hvert stød mod gulvets brolægning.
Ingen etikette ville have bevæget hans svagelige dronning Louise, selvom helbredet tillod det, at tage del i det halløj.
Dumdristigheden gik godt. Mens Katharina oppe på observatoriet antagelig har rekreeret sig med nogle potter krydret vin, morede Peter sig med udsigten og underholdt sig, videlysten som han var, med at studere de tyge braheske instrumenter der forevistes ham sammen med moderne kikkerter af den lærde astronomiske professor Peder Horrebow.
Og så gik det hjem igen under uhyggelig trængsel og alarm. Det var en enestående dag, vel værd at mindes til sene tider. Men som særligt krydderi på begivenheden vidste man snart at fortælle en gruselig tildragelse oppe fra tårnet.
På platformen befalede zaren sin livkosak at springe ud, og kosakken sprang. Zaren vendte sig mo kongen og sagde stolt: "Har Deres majestæt sådanne undersåtter?" "Nej" svarede Frederik IV lavmælt, "Gudskelov ikke".
Det er en gammel vandreanekdote fra korsfarernes tid.
Først i slutningen af september slap byen af med den nu meget besværlige "forbundsfælle", og landgangen i Skåne blev der intet som helst af.
"Men denne visit", siger en datidig skribent, "Kostede kongelig majestæt mange tææønder guld og København alene til husleje for zaren og hans skibe 5.699 rigsdaler og 14½ skilling."
Regnskab var der da holdt og det på halvskilling.
Carl Arctander.
(Nationaltidende, 25. juni 1931)
Carl Arctander (1871-1939), forfatter og journalist. Uddannet cand. phil 1891.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar