27 april 2018

Englandskrigene, November 1807. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Torsdag bliver Kronprindsens Livkorps H. K. H. Kronprindsen forestillet paa Exerceerpladsen i Rosenborg Hauge. 

(Nyeste Skilderie af København, nr. 9, 10 November, 1807)


I Gaar Middags blev fra Batteriet Tre Kroner skudt adskillige Skud efter en Engelsk Cutter, som løb temmelig langt ind mod Land. Et af Skuddene syntes at træffe den, hvorfor den strax vendte og svarede med et Par Skud. Man kunde tælle 11 Engelske Krigsskibe, hvoraf et Par vare under Seil.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 9, 10 November, 1807)


Ved Castrup ligge to fiendtlige Brigger, paa 20 Canoner hver, som bloquere og forbyde Skibe fra Østersøen at løbe herind. Den 10de kom et Americansk Skib, som vilde herind, men den fiendtlige Brig skød paa det og satte efter det. Da Briggen nærmede sig Prøvestenens Batterie, fyredes fra samme paa den. Briggen trak sig nu tilbage, og det Americanske Skib reddede sig ind under Batteriets Canoner. Samme Dag kom to andre fiendtlige Krigsskibe, for at afløse de førstnævnte. Det ene af disse Skibe ligger nu og lurer paa Americaneren. To Rostokker ligge imellem dem. Den ene fører en Ladning Kornvarer og den anden skulde herind, for at hente Stykgods; men det er dem begge formeent at løbe herind. De have af Capit. Fraser faaet Pas til at vende tilbage. Ti Preussiske og Russiske Coffardieskibe, som kom fra Østersøen, blev det forbudet at løbe herind og de seilede derfor til Nordsøen. 

(Nyeste Skilderie af København, nr. 10, 14 November, 1807)


Stubbekjøbing, d. 1ste Novbr. Vi have, især i den Tid, da al Communication med Sjælland under Livsstraf var forbudet, liidt stor Mangel paa Salt, Viin og Brændeviin. For en Skjeppe Salt med nyt Maal er her givet en Tønde Hvede. Brændeviin tog Soldaterne ligesom det løb ud af Piberne hos Brændeviisbrænderne, og blandede det med Vand. Derimod ere Kornvarerne i ingen Priis, da Kjøbmændene endog ere bange for at kjøbe dem. Her har været en saa stor Overflødighed paa Haugefrugter, at de ældste Mennesker neppe kunne erindre en saadan Velsignelse. Uagtet den stærke Indqvartering, og uagtet den Mængde Frugt, som er stødt til Most, der har maattet tjene isteden for Viin og Brændeviin, ere dog mangfoldige Tønder Æbler og Pærer raadnede paa Jorden, fordi det var gjort umueligt at udføre noget til Hovedstaden. Landeværnet er nu fuldkommen organiseret og exerceret, ligesaa godt som de regulaire Tropper. Officierer af Armeen ere sendte herover fra Holsteen, for at gjøre Tjeneste ved Landeværnet. Iblandt disse Officierer ere ogsaa adskillige af den Norske Armee, som vare oversendte for at lære den nye Exercice. Saavidt vides, er her paa Øerne endnu ikke ansat flere af de forrige Landeværnsofficierer, end Capitain C. A. v. Bjering. De af Landeværnet, som, medens de stode ved Armeen, vare Cavallerister, ere nu blevne landeværns-Cavallerister; de som vare Artillerister, ere igjen blevne Artillerister etc.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 8, 7 November, 1807)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar