Nedenstående er et uddrag af en længere artikel af pastor dr. teol Michael Neiiendam. Kilden der angives til at være fundet i et privatarkiv, er en ung månedsløjtnant som var stationeret ved Lønstrup for at tilse bjergningen af den engelske fregat The Crescent som var strandet den 5.-6. december 1908. Stedet var Maarup Kirke hvor provst Claus Mønnich, 73 år gammel i 1809 holdt en prædiken som løjtnanten nedskrev. Den første halvdel dog kun som referat af provsten fordi han ikke selv overhørte den. Prædikenen blev fundet omkring 1920, og gengivet bl.a. i Vendsyssel Årbog 1928.
Prædikenen gik over brylluppet i Kana, Jesu mor stod for Anretningen, Jesus og disciple var indbudt, Jesus til at at føre Brudgommen. Prædikenen blev afholdt i "præketone" ifølge manuskriptet, retskrivningen er moderniseret.
Provsten førte nu Gæsterne frem til Præsentation: Saa kom Petrus. Han havde om Natten været paa Havet for at fange Fisk til Gæstebudet; han havde Havstøvler paa - ligesom I, naar I kommer fra Havet - (her anskueliggøres den sugende Lyd fra de vaade Støvlers Trin) - truf, truf, truf. Saa kom Brudgommen; han havde nye Støvler paa - knirk, knirk, knirk. Saa kom Bruden; hun havde højhælede Sko paa - trip, trip, trip. Saa kom Jesu Moder, som havde Tøfler paa - slug, slug, slug. Tilsidst kom Frelseren Jesus, som havde bare Fødder - slank, slank, slank! Da de nu var kommet til Bords, læste Jesus Bordbønnen. Her føjede Provsten meget hurtigt til: Det er en stor Fejl af Evangelisten Johannes, at han ikke har opskrevet den, for det har sikkert været en god jen. - Efter denne lille Parentes tog Provsten "Præketonen" op igen. Og han fortsatte: Saa kom Grøden ind. Om det var Risengrød eller en Byggrynsgrød - derom taler den hellige Skrift intet, men at det var en god Grød med tykt Sukker og Kanel paa og en stor Smørklat udi Midten, derom er der intet Spørgsmaal. Der blev nu spist og drukket dygtigt, men da der var kommet tretten flere Gæster, end der var gjort Regning paa, begyndte det at knibe for Vin, hvorfor Jesu Moder, som stod for Bryllupet, listede sig hen til ham og sagde: "De unge Brudefolk, de mangler Vin." Men hvad svarede han? "Det kommer int jer ved, a ska nok pass min Ting." - Nu stod der seks store Vandkar af Sten, af samme Slags som blev bjerget af Saltmanden Portugiseren; de kunde tage en 3 Fjerdinger Smør saa vel enhver. Da sagde Jesus til Tjeneren: Fylder dem fulde med Vand. Da dette var sket, sagde han: Smag paa 'et, ja, ja, smag kun paa 'et. Men hvor forbavset blev Køgemesteren, da Vandet var blevet til den dejligste Vin, hvorfor han sagde: Enhver giver først den bedste Vin og siden den ringere, men du har beholdt den bedste tilsidst! Ja, mine andægtige Medkristne, det var et stort Mirakel, Frelseren gjorde; han gjorde Vand til Vin, og int som Vin handlerne nu gøre, for de gøre Vin til Vand. Og hvad var det for en, Vin, han gjorde? Den Gang jeg var Præst paa Hirtsholmen, strandede der en Spanioler; der var Vin om j Bord i smaa, rundo Flasker, der var omvundne med Sivfjer (?) - som den Vin var det, Frelseren gjorde, saadan Vin er en sand Madvin. - I sagte Tone tilføjede nu Provsten det fromme Ønske: "Gid jeg havde nogle Flasker deraf endnu." - Nu blev Gæsterne ogsaa glade og muntre og drak af denne dejlige Vin - og hvorfor skulde de ikke drikke? Naar Vor Herre vil velsigne vor Strand med en god Vinmand, ved hvilken Lejlighed vi alle af Hjertet vil bede, at det maa ske ret snart.
Haandskriftet fortæller, at Provsten ved disse Ord foldede sine Hænder, løftede Hænder og Øjne i Vejret, Menigheden fulgte Eksemplet og gjorde det samme, og efter et halvt Minuts Stilhed fortsattes Prædikenen: Jeg siger, naar Vor Herre af en besynderlig Naade vilde velsigne vor Strand med en god Vinmand, vilde vi ikke ogsaa drikke? Jo, vi vilde ikke alene drikke, men ogsaa takke og lovprise ham for de Gudsgaver, han havde velsignet os med.
Da nu Gæsterne havde nydt tilstrækkeligt, hævede Frelseren Gildet ved at læse fra Bordet - denne Bøn har Johannes heller ikke optegnet - , og da han havde ført Brudgommen, skulde han jo danse ham Bruden til. Men hvad dansede han? Menuet. - Her tog Provsten i sin Kjole, bredte den ud til Siden, gjorde et pas til højre, et til venstre og et bagud. Samtidig angav han ogsaa Takt og Tone med Ordene; Tinterlintint - Tinterlintint - Tinterlintant! Men hvorledes danse I? Firtur, Kasrans - her gør han "nogle Hop og Tramp" for at illustrere Bondedansen, hvis Rytme han angiver saaledes: Hoppetosog - Hoppetosog - Hoppetosog! Derfor, mine andægtige Medkristne, naar I komme til Gæstebud og skal danse og vil danse, saa dans Menutet og ikke Firtur og Kasrans, for ellers danser Fanden Kasrans med jer allesammen lige ind i Helvede, Amen!
(Nationaltidende, 26. april 1926, 2. udgave. Stærkt forkortet).
Michael Neiiendam, 1895-1962, dansk præst og kirkehistoriker med dansk oplysningstid som speciale; søn af Nicolai Neiiendam. Han blev i 1934 Holmens provst og kgl. konfessionarius og var tillige en anerkendt universitetslærer, religionspædagog og pastoralteolog. Det alsidige forfatterskab er præget af hans liberalteologiske udgangspunkt og rummer bl.a. Frikirker og Sekter (1927), flere gange genudgivet og stadig et vigtigt værk.
Forliset var omtalt i Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 29., december 1808.
"The Crescent"s Stranding ved Lønstrup.
- - -
Da jeg i 1891 som Stedets Sognepræst færdedes i de mange smaa Fiskerhjem i Lønstrup, stødte jeg næsten overalt paa Minder fra hin Vinternat 1808, her en Kokarde, hist noget Lædertøj osv., men man var ikke meget ivrig i at fortælle, hvad man mindedes at have hørt fra Bedste eller Oldeforældres Dage. Dog lykkedes det mig gennem vedholdende Forsken og Undersøgelser i Orlogsværfts- og Marineministerarkiv at faa hele Begivenheden med "the Crescent"s Stranding klarlagt. Jeg skal forsøge at skildre den i ganske faa Træk og dog tilstrækkeligt, til at de kan danne et Supplement til Dr. Neiiendams Kulturbillede.
Natten til 5. Decbr. 1808 kunde Fiskerne gennem den forrygende Nordøstenstorm, og naar Snebygerne en Tid lettede, se stærke Blus uden for Kysten paa det oprørte Hav, og i Blussenes Lysskær skimtede man Omridsene af en stor engelsk, "man of war", der huggede sit svære Skrog fastere og fastere i Revlen.
I Dagningen havde Søen faaet Magt til at sætte det længere mod Land, og nu var alle Forsøg paa at faa Skibet af Grunden forgæves. Man havde endog affyret Salver med alle Skibets Kanoner i Haab om at løsne det af Grunden - men intet nyttede. Søen brød med Voldsomhed over Skibet. Saa fattede man den fortvivlede Beslutning at tømre nogle svære Flaader sammen af Planker, paa disse skulde nu Besætningen bjærge sig i Haab om at drive til Sos og for eller senere træffe Landsmænd. I de Dage krydsede talrige Engelskmænd ud for Vestkysten. Skibets Pengekasse lønnes for Dukaterne, som fordeltes mellem Besætningen, og enhver tog iøvrig paa sig, hvad de foruden Guldet kunde overkomme.
Men Forsøget førte dem i Døden. Flaaderne splintrede som Glas, efterhaanden som de drev ind paa Stranden, og mellem Vragstumperne skyllede de Døde, lemlæstede af de drivende Tømmerstokke, ind paa Stranden. Der laa Officerer i Uniformer, endnu holdende ved Sablerne (det fortaltes af nogle af de reddede Englændere, at man frygtede for at blive slaaet ihjel), Menige, Matroser og flere Kvindelig. Og i den følgende Tid blev det ved. Mange var blevet ude paa Vraget, indtil de efterhaanden skyllede over Bord. Andre sad fastklemte mellem Skibets løbende Gods og slap først løse, naar Havet havde slidt dem i Stykker. Aa - vi her paa Kysten - kendte disse opslidte Strandvaskere! - Men der var ogsaa andet at finde nede paa Stranden, thi det var Lig, som var værd at undersøge nøjere. Guldpenge, Ure, de var lette at samle til sig, men Halskæder, Armbaand og Ringe var ikke lette at berøve Ejermandens opsvulmede Lemmer - naa, saa maatte Finger eller Arm gaa i Løbet, alle disse Ting, der for den fattige Kystbo var Kostbarheder, var nu unyttige for Ejeren, og det kom altsammen godt tilpas midt i Vinterens Nød.
Kun den Krambodskarl oppe fra Købmandsgaarden kom ikke saa let fra det. Han havde "fundet" Skibschefens Guldur, som han nu gik og pralede med. Og det var selv en overbærende Øvrighed for meget. Da det trak op til Fængsling, stak han af - man saa ham ikke mere. For alt det andet lukkede Øvrigheden Øjnene, og Provst Mønnich kunde uden Skrupler prædike videre for sin Menighed.
Ligene blev baaret op i Byen. Loer og Lader i Lønstrup fyldtes paany, efterhaanden som de tømtes for de Døde, der med Dages Mellem rum blev transporteret op til Kirkegaarden og lagt ned i det store - för tillfället - gravede Hul i det nordvestre Hjørne. Og det var brydsomme Dage for gamle Provsten, saadan midtvinters at skulle befare den tunge Klitvej fra Rubjerg til den Fjerdingvej bortliggende Maarup Kirkegaard. Det var sandelig ingen Spøg for en gammel Mand. Saa fik han Nabopræsten til Hjælp, og i Vinterens Løb var Begravelserne forrettet. Længe forinden var den lille Skare Engelskmænd, som var kommet levende i Land, og - som det synes - godt behandlede, internerede, som de var i Sognefogdens Gaard - videresendte til København til Udveksling.
- - -
Frantz Sanne.
(Nationaltidende, 8. maj 1926, 2. udgave, stærkt forkortet, udvalgte citater i uddrag).
Forfatteren er formentlig Frantz Agathon Rømer Sanne (1866-1954). Han var 1897-1936 pastor i Tornby, Vendsyssel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar