Den 5 Junii 1795 er og bliver en længe uforglemmelig Dag for Hovedstadens, ja maaskee for Dannemarks Beboere. Denne dag, som forvandlede en Trediedel af een af Europa's anseeligste Stæder til en Steenhob, har havt en vigtigere Indflydelse paa vore Sæder, vor Nationalcaracteer og vor individuelle Stilling, end man ved første Øiekast skulde troe. Det er ikke aldeles ubehageligt, at dvæle ved overstandne Farer, og det er lærerigt for Mennesket at skue tilbage paa overvundne Uheld, og deraf at see at ingen Ulykke er saa stor, som Øieblikkets Forstørrelsesglas viser den, og at vi i vort Bryst bære en Kraft, som kun store Ulykker ere istand til at gjøre os opmærksomme paa. I Ildebrandens Dage lærte tillige de Mægtige og Rige, hvor meget den ene Borger trænger til den andens Bistand, og at udvortes Glands og Rigdomme kun have Værd, saalænge som man ikke hjemsøges af almindelige og fælles Gjenvordigheder. Aldrig har der hersket mere Lighed blandt Hovedstadens forskjellige Stænder end i hine Dage. Superfine Damer kjørte med deres Tjenestepiger paa Vognmandsvogne, og galante Cavalierer associerede sig med Strandcadetter for at befordre Bærebørsdragter. Ilden havde gjort alle lige, og fælles Ulykke hist og her endog de haardeste Hjerter bløde. Mangen dødelig Fiende blev forsonet, mangt et hovmodigt Menneske bøiet. Ilden greb som en rivende Strøm mere og mere om sig, og den Pragtbygning, som et Øieblik før var Yppighedens og Rangstolthedens Bolig, var et Øieblik derefter en rygende Steenhob. Midt i denne almindelige Nød saae man vel de skjønneste Exempler paa Broder- og Næstekjerlighed, men ogsaa de sorteste og skjændigste Prøver paa Følelsesløshed og Egennyttighed. Vognmandskarle f. Ex. lode sig betale 20 til 25 Rdlr. for en Vogn. Endog den Fattige, hvis Bohave blev fortæret af Luen, var saaledes nødsaget til at berige disse Blodigler, nar han vilde frelse noget deraf. Dersom en Digter anførte et saadant Exempel paa Nederrægtighed i et Skuespil eller en Roman, saa vilde man kalde det unaturligt og overdrevent.
Skrækkeligt og rørende var det, at vandre omkring imellem de rygende Steenhobe Dagen efter llden var standset. Hvor man henvendte sit Øie, fandt man Spor af menneskelig Elendighed. Volden, Rosenborg Hauge og Nørrefælled vare opfyldte af huusvilde Familier. Al Handel og al Haandtering var standset; Fremtiden laae indhyklet i mørke Skyer. Mange troede, at det nu var Tid at forlade Hovedstaden, og forlode den virkelige; mange meente, at Byen aldrig igjen vilde blive opbygt og at alle Næringskilder i lang Tid eller for bestandig vilde være stoppede. Kun den Trøst var endnu tilbage, at Rod og Trang vilde vænne Menneskene til Tarvelighed, og lære dem at undvlre de mange tusinder Fornødenheder, som de have skabt sig selv: en Fordeel, som tildels vilde opveie det lidte Tab. - Men hvor meget har man ikke bedraget sig i sin Forventning? - Den strax derpaa følgende Kildetid var det tydeligste Beviis paa det Modsatte. Medens røgen endnu opsteg fra den af Luen fortærede Stad, tullede man skareviis ud til Dyrehaugen.
Det varede ikke længe og Kjøbenhavn reiste sig op af Støvet og prunkede med Bygninger, der vare indrettede til at optage Yppigheden med alle dens Følgesvende. Lave Hytter bleve forvandlede til store Gaarde, og Gaarde til glimrende Palaier. Pengene udbredte sig i alle Statslegemets Aarer, og ligesom ved et Underværk blev enhver Bygningsentrepreneur en Herremand, enhver Professionist en Capitalist, og enhver Haandværkssvend en flankerende Mand. Et reent Tab af omtrent 15 Millioner Rigsdaler havde bragt Rigdomme ind i Landet, og gjort Hovedstadens Indbyggere rige istedet for fattige. Store Politikere have heraf beviist saa klart, som to og to ere fire, at Ildebranden har været endog en stor Lykke for Kjøbenhavn. Tiltagende Pragt og Ødselhed i alle Stænders Levemaade, og den ubetydelige Værdie, man sætte paa Penge, synes at stadfæste, at deres Mening ikke var ganske urigtig. Men, hvorledes? - et positivt - et uopretteligt Tab af 15 Millioner skulde være en Fordeel for et Land? Ordet Tab og Fordeel ere her alt for modsigende Begreber. - Ingen kan negte, at Ildebranden har sat mange Penge i Omløb, og at mangen en blank Daler, som hvilede paa Kistebunden, er derved kommen for Dagen. - Men eet er det, at der kommer mange Penge i Circulation, og et andet, at de ere komne i Circulation,paa den rigtige Maade. At Ildebranden satte mange Mennesker i den sørgelige Nødvendighed at laane Penge endog af Aagerkarle, og at mangen en Mand er bleven ødelagt ved sit Byggerie, det er en alt for bekjendt og af Erfaringen stadfæstet Sandhed. De Penge, som kom i Omløb, vare desuden for størstedelen ikke virkelige; de vare kun imaginaire eller indbildte. Men den Indflydelse, de have havt paa vor Levemaade er desværre alt for virkelig. Endog Folk af simpel Stand ere blevne vante til et Slags Vellevned, som tidlig eller sildig maa briste for dem. Yppigheden i Værelser og Levemaade er bleven saa stor, at mangen en Familie nu betaler ligesaa meget i Huusleie, som den førend Ildebranden ret vel kunde leve af. Vor Cours beviser paa det kraftigste, at det ikke er virkelige Penge, som ere komne til at circulere; de daglig tiltagende overdreven høie Priser paa alle Livets Fornødenheder, den forhen ubekjendte Raffinement i alskens Bedragerier, den store Mængde Fallerede, der ligesom kappes om at tilintetgjøre den offentlige Credit, alt dette lærer os at indsee, at Ildebranden ikke har været nogen sand Fordeel for os og at de tilsyneladende gode Virkninger af en indbildt Pengecirculation dog omsider bliver skadelige.
(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 54, 4. juni 1804, side 848-852)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar