Bøger og Læseverden.

(Billeder, af Wilhelm Hauff)

(Under ovenstaaende Titel har den geniale Forfatter af "Memoiren des Satan", "Dr Mann im Monde, v. H. Clausen", "Die Lichtensteiner" o. fl., i Morgenbl. f. gebild. St. April 1827, leveret en Række af humoristiske og satiriske Meddeleler, hvilke, skjøndt nærmest beregnede paa at træffe den tydske Bog- og Læseverden, ogsaa for en saa stor Deel ramme den danske, at Udg. ikke har kunnet nægte sig en Fornøielse her at forplante dem paa dansk Grund, i det han med Føie tør haabe, at sikkert Fleertallet af dette Blads Læsere vil dele den Nydelse, som Bkjendtskabet med den af ægte Humor besiælede Billedrække har forskaffet ham selv.)

1.

Leiebibliotheket.

Da jeg endnu levede i -n-, hørte det til mine Formiddagsglæder, at gaae hen paa et Leiebibliothek; ikke for at udvælge Bøger, thi Samlingen bestod af 4 til 5000 Bind, som jeg for to Aar siden for størstedelen havde giennembladet under en land Sygdom; men for at see hvorledes Andre udvælge Bøger. Jeg gik dengang med den besynderlige Idee at ville skrive en Bog; jeg havde endnu ikke nogen bestemt Gjenstand eller Tendents, og var endnu meget i Beraad om, efter hvilken stor Mester jeg skulde forfærdige mit Svendestykke: paa den vordende Bogs indvortes Værd tænkte jeg rigtignok med en ubehagelig Følelse, thi blandt mine Tanker var jeg endnu ikke stødt paa nogen, der vilde have taget sig smukt ud paa Prent, om jeg endog havde ladet den trykke med Schwabacker, dog forekom det mig at være det Største og Nødvendigste for En, der vil gjøre en Bog, at han studerer Menneskene - ikke for at samle Menneskekundskab, thi den lærer man nu i Bøger, men for at mærke Folk af, hvad der torde finde meest Bifald og blive læst tidt og med Fornøielse. Vox populi, vox Dei, tænkte jeg, gjelder ogsaa her. Saaledes sad jeg da mangen Formiddag i Bibliotheket, for at studere Læserne og deres Tilbøieligheder.

Bibliothekaren var en lille, gammel Mand, der i de Aar, jeg havde kjendt ham, bestandig havde baaret en æblegrøn Frakke, guul Vest, og blaae Benklæder. Jeg søgte engang at bevise ham, at han ikke havde kunnet vælge sin Paaklædning mere afstikkende og smagløs; men efterat jeg havde foredraget ham noget heelt træffende af Farvelæren, brast han i Graad, og forsikrede mig, at han nu engang klædte sig saaledes, og agtede at klæde sig saa indtil sin Hedengang: thi de samme Farver havde hans Bryllupsklædning baaret, som hanm havde ladet sye sex Uger før Brylluppet, og desværre altfor tidligt; eftersom  Bruden en stakket Stund efter var død af Nervefeber. - Bibliothekaren havde en mangeaarig Erfaring i sit Fag, og det var interessant at høre, hvad han undertiden yttrede derom. "Om morgenen", sagde han f. Ex. til mig, "om Morgenen byttes de fleste Bøger; det er den Tid, da der hentes 2den og 3die Dele. Det forekommer ikke, som jeg i Begyndelsen troede, deraf, at Tjenere og Piger paa denne Tid gaae deres Byærinder, thi saa maatte dette Forhold ogsaa udstrække sig til de første Dele, nei, det kommer af Nattelæsningen."

"Af Nattelæsningen?" spurgte jeg forundret.

"Javist, jeg mener: deraf at Folk læser interessante Bøger om Natten. En stor Deel af Menneskene, med Undtagelse af de unge og fuldkommen karske, kunne ikke falde i Søvn i samme Øieblik de lægge sig. Man vil ikke gribe til Opium, fordi man maa blive ved dermed, naar man engang har begyndt; og saa er der nu intet bedre Middel, end at læse."

"Godt, jeg forstaaer Dem," svarede jeg; "men De nævnte jo selv interessante Bøger; ere de da indrettede til at falde i Søvn over?"

"Ikke alle, og ikke heller for Alle; naturligviis maa man gjøre Forskjel paa, for hvem denne eller hiin Bog kan være interessant. De kjender jo Grevinde Winklitz, nu, hun har længe ikke kunnet falde i Søvn; det gjør mig kun ondt for den stakkels Kammerpige, der maa læse for hende hver Nat, ofte til Klokken 1. Nu giver jeg engang Pigen af en Feiltagelse Görres' Deutschland und die Revolution - De veed, der gives ikke noget Interessantere for en Kjender - otte Nætter har hun læst paa den, og dog er Bogen kun paa 190 Sider, og hver Gang er Grevinden faldet i Søvn Klokken 11. Pigen vidste ikke hvormeget hun skulde takke mig for den "søvnige Bog." Forleden for at give Dem et Exempel endnu, forleden kommer til min store Forbauselse, den gamle Professor Wanzer, der læser over Mathematik, ind i mit Bibliothek. Han havde i 20 Aar ikke læst andet Belletristisk end undertiden et Dødsfalds-Avertissment og et Vers i Adresseavisen, og nu ønskede han dog igjen at faae en udsigt over det Gode, der er bleven skreven imidlertid. Jeg spurgte ham, om han havde læst noget af Walter Scott? Han erindrede sig at have hørt om den berømte Mand, og tager Ivanhoe med sig, Ivanhoe, denne herlige Historie! Næste Dag kommer han ganske fortrædelig, kaster min 12 sk. og Water Scott paa Disken, og siger, at de Ridderhistorier, han har læst i sine unge Dage, havde været langt smukkere; han  var allerede faldet i Søvn midt i første Deel; nu beder jeg Dem, for Himlens Skyld, - falde i Søvn over Ivanhoe!"

"Men hvorledes hænger dette sammen med Deres Iagttagelser om de 2den og 3die Dele, De talde om?" afbrød jeg ham.

"Nu, vi kalde netop om interessante Bøger," vedblev han, "og saa faldt Grevinden og Professoren mig i Tankerne. Men falder en interessant Bog i de rette Hænder, saa gaaer det som naar en Hest løber i Gallop. Om Aftenen har man været paa Comoedie eller i Theeselskab; man har siden taget en god portion Mad til sig, og laver sig nu til at gaae til Køis. Lampen paa det lille Bord ved Sengen er tændt. Pigen eller Tjeneren  har lagt en første Deel tilrette; Alting er i Orden, kun Søvnen vil ikke endnu til at indfinde sig. Man rykker Lampen nærmere, man tager Bogen i den høire Haand, støtter den venstre Albue paa Hovedpuden og slaaer Titelbladet op. Synes nu Læseren om Titelen, har han arbeidet sig igjennem det første, eller, som jeg kalder det, Fødselssmerternes Kapitel, saa gaaer det rask fremad, Øinene fare hen over Linierne, Bladene flyve om, og saadan en rigtig Nattelæser galopperer i to Timer magelig en Deel igjennem. Sædvanlig er Slutningen af første Deel indrettet ligesom Slutningsscenen af de første Acter i et Drama. Tilskueren maa i piinlig Spænding lure paa den næste Akt. Utilfreds over, at man ikke ogsaa strax har anden Deel ved Haanden, og desuagtet behageligt underholdet, sover man ind; men den næste Morgen faldet det første Blik paa den læste Bog, man er begjærlig efter at vide, hvorledes det videre vil gaae med Helten, der ved Slutningen af første Deel enten netop er druknet, eller har hørt en besynderlig Banken paa Døren, og raaber: "Kom ind!", og naar jeg nu Klokken otte aabner min Dør, staae Hanser og Henrikker, Thriner og Malener alt Skareviis uden for Døren, fordi den naadige Frøken, inden hun har sin engelske Time, Hr. Ritmesteren, inden Eskvadronen skal ud at røre sig, Fru Geheimeraadinden, inden hun gjør sit Toilet, endnu saa gjerne vilde læse nogle Kapitler i næste Deel af den høist interessante Bog."

(Kiøbenhavnsposten, nr. 38. 12.maj 1827 og nr. 46, 9. juni 1827)