Der er skrevet en del bøger og artikler om dr. Dampe. De følgende artikler fra Kjøbenhavnsposten 1841 synes jeg afdækker et holdningsskifte (man kan nærmest kalde det et paradigmeskift) fra stiltiende accept af enevældens hårde styre i 1820 og udviklingen af en politistat, til en spirende kritik i starten af 1840'erne. Et nyt syn på hvem der var helte og skurke i danmarkshistorien. Et andet eksempel er Corfitz Ulfeldt og fjernelsen af skamstøtten som er belyst i en baggrundsartikel her på bloggen. Det interessante er at forfatteren (eller forfatterne) udtrykker (nok ubevidst) i en og samme sætning en opbakning til enevælden, samtidig med en fundamental kritik.
Artiklerne blev til i en proces hvor synet på Dampe gik fra i 1820 at han havde gjort sig skyldig i majestætsfornærmelse og højforræderi - og derfor fortjent at blive dømt til døden - til i 1848 at ende som folkehelt og endda komme på finansloven resten af sit liv. Men ind imellem var der gået to årtier (1830'erne og 1840'erne) med en langsomt fremadskridende proces. Og det er dem Kjøbenhavnspostens artikler illustrerer.
Dr. Dampes liv og skæbne fortæller også indirekte hvorfor guldalderens kunstnere og videnskabsmænd hyldede enevælden: Oehlenschläger, Kierkegaard, H. C. Andersen, Grundtvig .... De blev alle til noget og optræder i historiebøgerne pga det. Dampe som ikke gjorde det, blev aldrig til det som han måske kunne have blevet til. Han blev som P. A. Heiberg i 1799 "sendt udenlands, men modsat denne (som blev til noget i udlandet), gemt væk i fængsler - Kastellet og Christiansø. Om han kunne være blevet digter, filosof, teolog eller videnskabsmand på linje med andre af guldalderens kendte personer, er et teoretisk spørgsmål. Hvad han end måtte have have haft af talenter, ødelagde Frederik 6. og Christian 8. dem helt og aldeles. Guds repræsentanter på Jorden.
Når Dampe snakkede om folket, mente han ikke almindelige mennesker, således som vi i dag opfatter det. Dampe delte datidens borgerskabs opfattelse af folket som de 5 % af priviligerede som de opfattede som de der kunne regere landet. Hvis ikke almindelige mennesker opførte sig som borgerskabet ønskede, omtaltes de som regel som pøbel. Så når Dampe måske opfattede sig selv som populær blandt folket, tænkte han på tilstrømningen til hans foredrag og prædikener. Men der var 120.000 indbyggere i København, så 1.200 skulle møde op, for bare at være 1 %. Borgerskabet mente at pøbel skulle bekæmpes med stokkeprygl, og protesterede voldsomt når politiet slog på dem selv. Og de som stod bag jødefejderne. Dybest set var almindelige mennesker formentlig trætte af at blive gennembanket, og foretrak værtshusene.
Serien starter med at forklare at den er blevet til, inspireret af en korrespondent fra Aachen som havde mødt en person som kendte dr. Dampe personligt. Der blev altså spillet på regimets renomme i udlandet. Men man aner også en forsigtig tilgang da retssagen blev holdt bag lukkede døre da sagen involverede adskillige personer fra det nyetablerede hemmelige politi - politispioner og betalte støtter som stadig levede og nogle endda besad høje stillinger og havde fået ordner. Retsakterne var endnu ikke offentlige. Og det hemmelige politis rolle slet ikke afdækket.
Forud for artiklen var der skrevet følgende artikel i Kjøbenhavnsposten søndag den 6. juni 1841 om kronprinsen (den kommende Frederik 7.):
Efter tyve års fængsel er endelig dr. Dampe bleven genstand for en kgl. nådesakt. kronprinsen har på sin rejse til Warnemunde haft det hverv med sig at forkynde den vistnok hårdt straffede mand hans løsladelse af statsfængslet på Christiansø, hvorved hans og hans families ofte gentagne anråbelser til den kongelige nåde endelig i det mindste for en del er blevet bønhørte. Saafremt det nemlig forholder sig således som det synes at fremlyse af de privilegerede blades beretning, at det kun er tilladt dr. Dampe fremtidig at opholde sig i Rønne på Bornholm, så er hans løsladelse af fængslet rigtignok kun forvandlet til en slags deportation, og da bliver det vistnok at beklage, at man endnu ikke har ment, at dr. Dampe, der har familie her i staden, tilstrækkeligt har udsonet, hvad han i hin fjerne tid blev dømt for, og hvilket aldrig er kommet til offentlig kundskab.Desuden var han i en artikel i Kjøbenhavnsposten 7. juni 1841 blev han fremstillet som et symbol for at amnesti nu var nødvendig over for oppositionelle:
Det er i alle dynastiske lande, hvor et indre politisk liv har begyndt at røre sig og hvor, som en naturlig følge deraf, konflikter er opstået mellem det bestående og de fremadhigende, blevet til en art af kotyme, at en eller anden forsonende og tilgivende nådeshandling imod dem, som i deres bestræbelser for at realisere en efter deres mening fuldkomnere tingenes orden i staten, har forset sig imod lovenes bydende, udøves af statens overhoved, når han eller andre af dynastiets fornemmere medlemmer fejrer en eller anden glædes- og højtidsfest.
...Dampes statsfængsel d. 28 maj er blevet formildet til ophold på Bornholm under politiøvrighedens specielle tilsyn: "Under 22 maj er der igennem kancelliet udfærdiget følgende allerhøjeste reskript til kommandanten på Christiansø : ""Vor Bevågenhed! Vi give Dig hermed tilkende, at Vi allern. har fundet os bevægede til end yderligere at formilde den straf som Dr. Philos. Jacob Jacobsen Dampe i medfør af Frdn. 27 Scpt. 1799 § 1 ved kommissionsdom af 14 Februar 1821 blev tilfunden og ved allerh. resolution af 7. marts næstefter blev forandret til fængsel for livstid på fæstningen Christiansø under streng bevogtning, derhen, at han løslades af bemeldte fæstning, dog under vilkår, at han tager ophold på vort land Bornholm;Artiklerne er nænsomt omskrevet til nutidig glossarium, tegnsætning og retskrivning. En kort kronologisk gennemgang af forløbet findes bagest i artiklen. Da Dampe er udførligt beskrevet i litteraturen, har jeg nøjedes med at lave en kronologisk oversigt og liste over vigtig personer allernederst i artiklen.
Del I var en introduktion og indeholdt den dom som han fik i 1821:
Dr. Dampe.
I
Hr. redaktør!
Tidligere end jeg havde tænkt, føler jeg mig tilskyndet at opfylde det løfte, jeg i mit sidste brev gav Dem. Der har nemlig i et af de heri landet mest læste hamborgske politiske blade c: "Börsenhalle" stået en artikel om dr. Dampe, der kendeligt hidrører fra en med forholdene vel underrettet person og som ikke har kunnet undlade her at vække opmærksomhed. Jeg tror det således mest rigtigt, mens denne endnu er ret levende, til den meddelelse at knytte de oplysninger, jeg måtte se mig i stand til at levere.
Artiklen er dateret fra Aachen i juli d. å. Det er ikke tydeligt at se, om den er skreven til "Börsenhalle" fra en korrespondent i Aachen, eller deri optaget fra "Aachener Zeitung". Så meget er imidlertid klart, at den er fremkommen i anledning af et i sidstnævnte blad indført spørgsmål om hvad dr. Dampe vel havde forbrudt, som kunne pådrage ham over 20 års streng fængselsstraf? og dette spørgsmåls besvarelse efter "Collegialtidenden", at han nemlig havde "fremstillet oprørske ideer og derhos forfattet skrifter, som han ville lade udbrede ved at danne et selskab". Da det ikke kan antages, at flertallet af Deres blads læsere enten have beholdt denne sags officielle fremstilling i erindringen, eller have "Collegialtidenden" for 1821, hvori den findes, ved hånden, vil jeg her aftrykke beretningen, der (på et par ord nær, i nogle biografiske notitser i et ugeblad) indeholder Alt hvad der dengang om sagen på prent kom til publikums kundskab.
"Collegialtidenden" for 1821, nr. 16, af 17de Marts 1821).
"Under den imod dr. philosophiæ Jacob Jacobsen Dampe og smedemester Hans Christian Jørgensen anlagte sag blev det med egen tilståelse, corpus delicti og sagens øvrige omstændigheder tilstrækkelig oplyst, at hr. Dampe i slutningen af f. å. havde gjort sig skyld i at fremstille oprørske ideer, og i dette øjemed at have forfattet nogle utrykte skrifter, som sigtede til en forandring i regeringsformen som han vel ikke søgte at holde hemmelige, men hvis nærmere udbredelse og prøvelse han ville bevirke ved at danne et selskab for hvilket han havde besørget værelser lejede, og hvori han havde anmodet adskillige personer at indtræde. Det blev ligeledes godtgjort at smedemester Hans Christiansen Jørgensen her fra staden som Dampe havde delagtiggjort i sine ideer, på en virksom måde havde søgt at fremme disse. - Ved det første møde som var berammet at holdes den 16. november d. å. blev det imidlertid fra politiets side, der herom var underrettet, foranstaltet at Dampe med flere blev anholdt i det øjeblik de ville indtræde i selskabets lokale, hvorved de papirer som Dampe havde på sig, blev frataget ham og forseglede, og han straks ligesom senere under undersøgelsen Jørgensen, arresteret. - Efter at den præliminære undersøgelse om det var tilendebragt, blev sagen overdraget en allernådigst nedsat kommission, bestående af 3 assessorer i den kongelige Lands-, Over- samt Hof- og Stadsret *), til nærmere behandling og påkendelse, og ved den derpå af kommissionen under 14. februar sidstleden aflagte dom blev såvel Dampe som Jørgensen fundet at have forbrudt deres liv. - Vel henhørte begge de tiltaltes misgerning åbenbar under lovbestemmelser i lovens 6-4-1 og 2, hvorefter de skulle være dømte til kvalificeret livsstraf, samt til at have ære og gods forbrudt. Men da de intet videre havde foretaget til at iværksætte deres oprørske hensigter, end at de havde søgt at formå andre til at tiltræde samme, og deres foretagender der i øvrigt var planløse og meget lidt farlige, således ingen videre resultat havde haft, fandt kommissionen at tilfældet måtte henregnes til de hvor disse lovsteder er formildede ved forordning om trykkefrihedens grænser af 27. september 1799, hvorimod de tiltalte måtte anses skyldige i den i nævnte forordnings § 1 omhandlede forbrydelse og dømmes til livsstraf, hvori den omstændighed at de ovennævnte skrifter ikke var trykt, så meget mindre kunne gøre forandring, som forordningens § 25 viser, at den som uddeler håndskrifter hvis indhold strider imod anordningen, skal straffes som om han havde kundgjort dem ved trykken. - De domfældte ønskede ikke denne dom indstævnet til Højesteret **), hvorimod de henflyede til hans majestæts nåde. - Kancelliet forelagde derfor hans majestæt sagen til afgørelse, og det behagede derpå allerhøjstsamme ved resolution af 7. d. m. allernådigst at både dr. Dampe og smedemester Jørgensen i stedet for at lide efter dommen, skulle sættes i fængsel på livstid på fæstningen Christiansø under streng bevogtning. I øvrigt har undersøgelsen vist at ingen har været delagtig med Dampe og Jørgensen i deres strafværdige fortsætter."
Korrepondenten fra Aachen mener, at da dr. Dampes skæbne synes at tildrage sig interesse, turde det ikke være uvelkomment, når han, "efter en meget nærstående persons mundtlige beretning, som dengang var i København og personlig kendte dr. Dampe", meddeler noget nærmere om ham. I sin artikel betegner han Dampe som en "lærd, højst videnskabelig dannet, i flere sprog bevandret teolog og digter", og hans karakter som "højst ædel og fintfølende", og skildrer hans ydre personlighed, idet han beskriver ham som "en lille, uanselig mand, skødesløs klædt, yderst bleg, med indfaldne kinder og dybt liggende øjne". Hans sind var allerede tidligere "stemt til melankoli" og et højst ulykkelig husligt forhold "fyldte det med gift og galde". Han optrådte nu i København som gejstlig taler. "Når dr. Dampe prædikerede i hovedstadens største kirker, var alle rum propfuldt besatte og mange bestræbte sig forgæves for at komme ind i kirken. Ja tilløbet var så overordentlig stort, at der måtte opstilles politi udenfor kirken for at forebygge uordener. Men enhver der havde den lykke at høre ham, blev uimodståelig henrevet af hans veltalenheds mægtige strøm. Ligeså udmærkede skulle også hans digte i det danske og tyske sprog have været. Men jo mere poetisk og ophøjet hans tænkemåde og hans følelse var, desto mere, desto heftigere greb og oprørte han enhver uretfærdighed ethvert tyranni. Og han fandt disse i Danmark som andetsteds, måske der endnu mere vilkårlighed end i mange andre stater. Hvad under da, at hans huslige smerter, dybt kogende i hans indre, bruste op til en "Weltschmertz". Og ligeså begribeligt er det, at en så overordenlig irritabel og derhos højsindet Mand ikke flyede nogen fare, nogen anstrengelse, noget offer, for at afhjæpe det formentlige eller sande onde, til sit fædrelands lykke. Ligeså forklarligt er det også, at han i sin frihedsfanatisme, i sin irritabilitet tragtede efter at erstatte den mangel på en direkte politisk indflydelse, som han følte i sin stilling, ved indirekte, ja ved voldsomme midler. Men sådanne fanatiske, overdrevent pirrelige folk er, som de berusede, sædvanligvis hverken kloge eller forsigtige nok. Og således skete det, at han skænkede en officer ***), der listigt søgte at trænge sig ind hos ham, al sin tillid, selvom denne almindelig var anset for en Mouchard, og uagtet Dampe af flere intime venner og min referentinde selv, flere gange var blevet advaret for dette foragtelige individ. Da denne person, under skin af ivrig deltagelse, havde udforsket alt, lod han Dampe en dag fængsle ved politi, der var holdt i beredskab, netop da de med hinanden var i begreb med at gå hen i de sammensvornes (?) forsamling og han vidste, al Dampe havde mange oprørske skrifter i lommerne. Så at sige grebet på fersk gerning, kunde Dampe ikke undgå at blive dømt fra livet som majestætsforbryder. En trofast ven, der ærede hans hjerte og talent, havde han beholdt, skønt denne ikke hørte blandt dem, der var gjort delagtige i hans planer. Agtet og indflydelsesrig, gik denne mand i forbøn for Dampe og kongen formildede dommen til statsfængsel for livstid. Da den ulykkelige nu er kølnet ved alderen og lange lidelser, måske også ved gentagen strafformildelse forsonet med virkeligheden, og sikkert ikke længere ville være farlig, ville det være at ønske, at kongens nåde vilde gå videre og ved hans fuldkomne frigivelse gengive verden en rig skat af kundskaber og talenter".
Så vidt den Aachenske referent, hvis beretning i størsteparten af alt væsentligt indeholder sandhed. Da enkelte overdrivelser og urigtigheder, som have indsneget sig deri, ville bedst kunne berigtiges under den biografiske efterretninger og oplysninger om dr. Dampe
og hans skæbne, som jeg nu vil gå over til at meddele Dem.
*) Kommissionen bestod af de tre daværende hof- og stadsretsassessorer: M. Lange, H. G. Bentzen (begge nu kancellideputerede) og C. L. Schiønning.
**) For det tilfælde at sagen var gået til Højesteret skulle etatsråd Wiver som generalfiskal have været aktor, etatsråd Treschow have været defensor for Dampe og etatsråd Sporon for Jørgensen.
***) Denne er i artiklen nøiere betegnet; her vil det være unødvendigt , da rygtet har gjort denne Person tilstrækkelig bekendt; han blev fængslet med Dampe, men naturligvis snart frigivet, benådedes siden med et indbringende embede, og er død for flere år siden.
Kjøbenhavnsposten, 16. august 1841.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar