Nedenstående er 3. del af materiale om Politivennens sidste redaktør 1845-1846, "Gale"-Nathansen. Det øvrige materiale kan enten findes under tagget Nathanson (redaktør Politivennen), eller ved at kigge i indholdsfortegnelsen nederst på introduktionen.
"Hingstesagen" 1841-1842
Underskrivelsen af reverset betød en foreløbig afslutning på "Hospitalssagen". Nathansen rejste december 1840 til Randers og opkøbte 4 hingste for de penge som kongen havde tildelt ham som erstatning i Hospitalssagen. Dette skulle danne basis for spørgsmålstegn ved hvem der egentlig ejede hingstene: Nathanson eller staten.
Hingstene blev velvilligt modtaget på visse markeder. Men han led et alvorlig tilbageslag da Danmarks førende veterinær, generalkrigskommissær Neergaard påpegede alvorlige fejl ved hans hingste. Formentlig for at slippe for den trættekære Nathansen foreslog Neergaard at Nathanson lod sine hingste underkaste syn fra kvalificerede hestekendere. Det førte til at Nathanson 2. august 1841 præsenterede hingstene på Christiansborg Ridebane. Det endte i optøjer. Et nyt forsøg hvor Neergaard selv dukkede op, førte til at Nathanson flygtede i fuld galop, stærkt forhindret af de berygtede gadedrenge. Og udvirkede et tilhold til at gøre noget lignende igen.
At man tabte tiltro til Nathanson i provinsen, fremgår af et senere referat fra en landbomøde, hvor hans hingste blev fremhævet som et skrækeksempel for hesteavlere. Hele affæren styrkede imidlertid blot Nathanson i hans komplot-teori, og han forlod Danmark 1842, tog først til Kiel efter myndighedernes anvisning, og dernæst til Altona.
Den i Colding-Egnen ved Hr. Nathansens Foranstaltning sammentraadte Forening til Hesteavlens Fremme holdt den 22de April et Møde i Colding, hvorved besluttedes: Subscriptionen staar aaben til 1 Jan. 1842. Ethvert Medlem betaler aarlig 1 Species, hvorfor en Lodseddel til en fri Bedækning kan æskes. Hvis Foreningen bliver fuldtallig (300 medl.) indbetaler Hr. N. næste Aar 100 Sp. til fri Bedækning ved hans paa Wissingsminde opstaldede to Hingster: "Adonis," kastaniebruun, 11 Qv. 2 T. 8 Aar. "Patrioten" blankbruun, 11 Qv. 2 T. 5 Aar gl. Anmeldelser gjøres til dHrr. Speckler, Schultz Lyse,og Nathansen, Th. Hansen og Skougaard i Wonsyld og Jessen i Sønder-Bierth. (Efter Forlydende paatænkes der lignende Foreninger flere andre Steder i Jylland.) Hingstene blev velvilligt modtaget på visse markeder. Men han led et alvorlig tilbageslag da Danmarks førende veterinær, generalkrigskommissær Neergaard påpegede alvorlige fejl ved hans hingste. Formentlig for at slippe for den trættekære Nathansen foreslog Neergaard at Nathanson lod sine hingste underkaste syn fra kvalificerede hestekendere. Det førte til at Nathanson 2. august 1841 præsenterede hingstene på Christiansborg Ridebane. Det endte i optøjer. Et nyt forsøg hvor Neergaard selv dukkede op, førte til at Nathanson flygtede i fuld galop, stærkt forhindret af de berygtede gadedrenge. Og udvirkede et tilhold til at gøre noget lignende igen.
At man tabte tiltro til Nathanson i provinsen, fremgår af et senere referat fra en landbomøde, hvor hans hingste blev fremhævet som et skrækeksempel for hesteavlere. Hele affæren styrkede imidlertid blot Nathanson i hans komplot-teori, og han forlod Danmark 1842, tog først til Kiel efter myndighedernes anvisning, og dernæst til Altona.
(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende. 5. maj 1841)
Kjøbenhavn, den 16de Mai 1841,
I. Nathansen.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende. 18. maj 1841)
Da de i den Berlingske tidende Nr. 113 af Hr. I. Nathansen omtalte 3 Hingste, der efter hans Bekjendtgjørelse nu skulle bedække frit, ere ved ham indkjøbte for Hans Majestæt Kongens Penge, er det en Selvfølge, at han ikke egenraadigen kan handle med dem, og disse Hingste saaledes ei kunne bedække frit, da saadant vilde være aldeles at modarbeide Jyllands bedre private Hingsthold, følgelig ogsaa Hesteavl. Ovennævnte Bekjendtgørelse beroer altsaa paa en misforstaaelse fra Hr. Nathansens Side, hvilket jeg, som efter Hans Majestæts Befaling har sørget for Hingstens contractmæssige Opstaldning, efter allerhøieste Bemyndigelse herved bekjendtgjør. Disse Hingstes Bedækningspenge ville stedse blive satte saa lavt, som de locale Forhold tillade det;nemlig: at private eiere af ligesaa gode Hingste derved ei skades eller foranlediges til at afskaffe disse.
Kjøbenhavn d. 21. Mai 1841. Gustav Michelsen.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende. 22. maj 1841)
Blandede Avertissementer.
Idet det var paa en meget snild Maade af Hr. Kammerraad Michelsen at indberette, at jeg skulde være min Svoger Hr. A Simon i Randers 1600 rbd skyldig, hvilket var den største Usandhed, men derved indsnoede sig i min Hestesag, saa maa jeg nu antage, at det ikke er overeensstemmende med Sandhed, at Hs. M. Kongen skulde have bemyndiget Kammerraaden til at reise til Randers for at modarbeide mine førhen tagne Forholdsregler for at ophjelpe Hesteavlen i Jylland, nemlig ved Oprettelsen af Foreninger for at give Bønderne frie Bedækninger ved mine stærkbenede halvblodshingste, hvilket jeg alleered ehar foranstaltet i flere Amter i Landet, hvilket i de offentlige Blade er omtalt.
Vel har jeg dengang, da man lagde mig allehaande Hindringer i Veien i Randers, for at jeg ei skulde kunne realisere saadant, overdraget Kammerraad Michelsen mine 4 Hingste, for at han skulde stationere dem paa de Steder, jeg opgav, men ingenlunde givet ham Ordre til at opstalde 2de deraf paa Gl. Estrup og Løvenholm for med dem at foretage Pløining, Kjørsler etc. hvorved de tildeels ruineredes, og bedækkede begge ikkun 11 Hopper.
Den 4de Hiingst, som Kammerraad Michelsen opstaldede paa Tousing' har jeg nu borttaget, fordi Hingsten selv beskadigede sine Seener og Knokler ved Hjelp af en Øxe, hvorfor jeg har Hr. Regimentsdyrlæge Lorentzens Attest og flere skriftlige Beviser.
For hvis Penge jeg har indkjøbt mine 6 Hingste, skal jeg paa Tid og Sted behørigen legitimere; thi ingen Anden end jeg er deres retmæssige og lovlige Eier.
Kiøbenhavn, den 22de Mai 1841
I. Nathanson.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende. 24. Maj 1841)
(Indsendt)
Da det nu dog vel ansees for afgjort, at den af Hr. I. Nathansen foreslaaede Forædling af Hesteracen i Danmark, og navnlig i Jylland, er baseret paa en god og sikker Grundvold, og at deraf med Tiden virkelig kan resultere et stort Gode for hele Provindsen, saa var det vistnok at ønske, at denne Mand ikke blev forhindret fra at virke til Opfyldelsen deraf, enten ved Chicaner af dem, der nære Uvilie mod ham, eller ved en lunken Ustadighed i deres Gunst, som nærmest kunde og burde hjelpe ham til Udøvelsen af hans Plan. De Uheld, der siges at være tilstødt de af Hr. Nathansen indførte og opstaldede Hingste i Randers og Hjørring Amter kunne vel være tilfældige, men naar man i Stedet for at lade dem bedække Hopper spænder dem for Plov og Vogn indtil de om føie Tid have slæbt sig magre og kraftesløse, da kan dette ikke siges at være Tilfældighed. - Dersom man havde ladet Hr. N. selv raade for sine 4 Hingste i Randers, hvilket skal være blevet ham umuliggiort, saa vilde der vist være kommet et bedre Resultat ud deraf, hvilket sees af hans Foretagender i Veile og Kolding, saaledes som offentlige Blade have berettet; thi efter en simpel Beregning kunde der ved hine Hingste avles 250 Føl, hvoraf Jyderne engang kunde have havt en betydelig Indtægt. - Hr. N. har bekjendgjort, at en Forsamling til Hesteavlens Forbedring vil blive afholdt den 24de Juni i Colding, hvor han ligesom i Rander og Hiørring Amt har givet Bønderne fri Bedækninger ved Oprettelser af Foreninger til Sagens Fremme, men i de omliggende Amter Ribe, Veile og Haderslev handler han ogsaa paa egen Haand og uden Indskrænkning. Forresten maa det vel undre Publikum at see en saadan Strid som den, der i den "Berl. Tid." føres mellem Hr. Kammerr. Michelsen og Hr. Nathansen om de ved Randers opstaldede Hingster ere kongelig Eiendom eller tilhøre Hr. N. og endskjønt det vel kun er et Formalitets-Spørgsmaal saa var det ønskeligt, at Publikum af en af de tvende Herrer eller af andre Velunderrettede blev oplyst om den rette Sammenhæng. Hvordan det end imidlertid dermed forholder, saa tør man dog vel vente at Sagens Fremgang ikke kommer til at lide derved.
(Kjøbenhavnsposten, 31. maj 1841).
I Anledning af de i Kjøbenhavnsposten Nr. 146 indrykkede Bemærkninger, betræffende min Plan til Hesteavlens Forbedring i Jylland, har jeg for mit Vedkommende blot at svare, at man i den Berl. Tid. Nr. 117 og 118 vil kunne see, at jeg an legitimere min Eiendomsret til Hingtene; det staaer altsaa nu til Kammerraad Michelsen at modbevise det. - Sagens Fremgang skal fra min Side, om endogsaa der lægges mig endnu flere Hindringer iveien, ikke blive standset, og derfor reiser jeg idag til Jylland, og skal i Slutningen af denne Maaned offenlig bekjendtgjøre Resultatet af mit Foretagende.
København d. 3 Juni 1841. I. Nathansen.
(Kjøbenhavnsposten, 5 juni 1841).
(X stillede nogle spørgsmål til Neergaard i Kjøbenhavnsposten, 6. juni 1841)
Liste med Nathansens hingste.(Dannevirke. 30. juni 1841)
Om Studemarkeder. Under 23de Marts dette Aar var gjennem Amtet i Randers til det Kongelige danske Cancelli et Andragende, hvori forhenværende Kjøbmand i Randers Isaac Nathansen anholdt om "Studemarkeders Oprettelse i Randers og flere jydske Kjøbstæder". Efter i denne Anledning og med Hensyn til dem mulige Indflydelse, Oprettelsen af et saadant Marked i Randers kunde have paa Markederne ved Foldingbro, at have indhentet Erklæring fra Stiftamtmanden over Ribe Stift, har det kgl. danske Cancelli under 8de ds. resolveret: at det Ansøgte ikke kan bevilges. "Der er nemlig", hedder det i Cancelliets Skrivelse til Amtet desangaaende, "ingen Grund til at antage, at de holstenske Prangere ved et saadant Markeds Oprettelse i Randers skulde, hvad der dog er nærmest tilsigtet ved Forslaget, lade sig bevæge til at drage saa langt imod Nord for at kjøbe Creaturer, saa meget mindre som disse ville blive dem tilførte paa Steder, der ere Forbrugspladsen nærmere. Men dertil kommer, at det især er i Thyland, Mors og Salling, samt de vestlige Strøg af Jylland, at Creaturerne produceres, og fra hvilke store Drifter kommer til Holstebro Marked, hvor de opkjøbes af jydske Prangere, hvorimod der ikke fra disse Egne vilde bringes Creaturer til Marked i Randers, medens de paa Driftsveien til Hertugdømmerne passere Foldingbro. Ligesom derhos kun meget faa holsteenske Prangere komme til Markederne i Holmebro for at gjøre Indkjøb, saaledes er det ogsaa først i den senere Tid, at de indfinde sig i Foldingbro, der dog ligger omtrent midtveis imellem Randers og Husum.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende. 2. juli 1841)
Haderslev, d. 6. Juli. I Mandags præsenterede Hr. I. Nathansen fra Kjøbenhavn her trende af sine Hingster. En overordentlig Mængde Mennesker fra Byen og Omegnen havde hertil indfundet sig, saa at der i den rummelige og lange Nørregade næppe blev Plads nok tilovers til at Hingsterne kunne traves. Ifølge Kyndiges Dom vare Hingsterne særdeles udmærkede; "Cheer" satte ved sin overordentlige Størrelse, Kraft, Skjønhed og stærke Been Enhver i Forundring. Man seer her levende for sig, hvad Kunstneren ved Malmhesten paa Amalienborg i Kjøbenhavn har ville udtrykke. "Adonis" og "Patrioten" ere ikke saa svære, men dog meget store og stærke Hingster af smuk Form og udmærket engelsk Race. Hovedsagen er nu, om Landmændene i vore Egne, drevne af Lyst til at forbedre vor Hesteavl, ved en almindelig Imødeommen af Hr. Nathansens Bestræbelser ville søge at beholde Hingsterne stationerede som Beskelere her i Amtet, som vi troe er af største Vigtighed. Det hedder, at "Cheer" afgaaer til Hovedstaden, for der at blive forevist for Penge.
(Dannevirke. 7. juli 1841)
I et lille Skrift betitlet "Resultatet af en Reise i Jylland", har Hr. Generalkrigscommissair Dr. J. V. Neergaard, ved Siden af endeel interessante Oplysninger om, hvorvidt Fuldblodshingsterne have gavnet eller skadet Landet, afgivet sin Dom over de "nathansenske halvblodshingster". Da der vistnok ikke er nogen bedre Sagkyndig, der vil underkjende Hr. Neergaards Dom i saa Henseende, og da der i nærværende Blad har været fremsat Ønske om at erfare denne for Danmarks Hesteavl saa utrættelig nidkjære Mands Mening om hine Hingster, saa tillade vi os heraf bemeldte Skrift at uddrage følgende:
"De "nathansenske Halvblodshingster" ere for det meste grove, colossale Trækheste, omtrent 11 Qv. høie, nogle næsten af Karrehesteslags, der paa en forbausende Maade, med Hensyn til Knokkelmasse, Cellulositet og OMfang, uden mindste Præg af ædelt Blod, contrasterre med de spinkle, fiinbenede Fuldblodshngster (f. Ex. Young, Moses, Cassio m. fl.). Man skulde næsten troe, at den menneskelige Kløgt ved den pludselige overgang fra den ene Yderlighed til den anden havde opbudt Alt, for ligesom at trodse Naturen *). 1) Alexander, Skimmel, opstaldet hos Jens Kjeldsen i Tjæreby, 6 Aar gammel, af et grovt Vognslags. Hovedet er uforholdsmæssigt langt med en ualmindelig stærkt fremragende, derhos krum Næse, meget smal Pande, smaa døde Øjne, dybe Øiegruber; - Halsen er i en ikke liden Grad spekkammet; - Forbenene ere med hensyn til hestenes Størrelse og Form svage; - Underarmene, paa hvike næsten alene Pibens forreste Strækkemuskel, der ligger foran paa Armen, falder i Øinene, ere svage, skjevt stillede og ligesom fra Siden af instruerede i et uforholdsmæssigt smalt Bryst; - Skinnebenene ere næsten runde, mangle Sidebrede, en Følge af det svage Muskel- og Seneparti paa Armen; - den er heller ikke fri for at være noget plathovet; - dens Bevægelse er fortil, tildeels en Følge af dens svage, ikke velstillede Arm, noget mejende og vaklende. Efter Slidet af Skæretænderne at dømme, er den Krybbebider, hvilket ogsaa Staldkarlen tilstod for mig, at den "ei er fri for". Forresten har den, som enhver anden Hest, ogsaa gode Partier, f. Ex. eet Par rene Haseled, et ret godt Kryds osv., men som naturligviis ikke kunne komme i Betragtning formedelst dens grove Lyder, især naar den skal anvendes til Hesteavlens Forædling og Forbedrring.
(Herefter følger lignede beskrivelser af Colos, Patriot, Adonis, Cheer ("den eneste af de saakaldte "nathanske Halvblodshingster", hvilke jeg har seet, der efter mit Skjøn kan stifte nogen Nytte i den jydske Hesteavl ... Kun mener jeg, da den med hensyn til Størrelse, Form og Fodskifte ene - ligesom de fire andre - egner sig til Vognslags...), Young. Han konkluderer:
Om det ikke var et stort Misgreb, at anbefale et Menneske, som Nathansen, til et for Staten saa høist vigtigt Hverv og foretrække ham for Landets dueligste Hippologer, der have dannet sig for Fager og aflagt Prøve paa Sagkyndighed? Ikke alene store Summer ere ved denne Leilighed bortkastede aldeles til ingen Nytte, men hvad værre er, Jyllands Hesteavl, een af Statens betydeligste Indtægtskilder, vil ved denne (og lignende) i enhver Henseende feilfulde Expedition i Bund og Grund ruineres, naar man ikke i Tide med Forstandighed og Energi raader Bod derpaa og i Fremtiden overdrager Danmarks Hestevæsen til Sagkyndige, og ikke til - Avanturiers.
*) At den nu saa stærkt i Mode komne Øienslyst, at foretrkke hos Hesten det Qvantitative for det Qvalitativve, ogsaa allerede har havt og fremdeles vil have den skadelige Indflydelse oaa Landets Hesteavl, er jeg ligesaa villig, som pligtig, med Kjendsgjerninger at oplyse og bevise, naar det maatte tillades mig at mønste og critisere Heste, Som synes at være ophøiede over al Critik, baade positiv og negativ. Forf.'s Anm.
(Kjøbenhavnsposten, 18. juli 1841)
I "Fædrelandet" Nr. 583 er Directionen for Stutterivæsenet og Veterinairskolen bleven opfordret at foranstalte, at mine 6 Hingste maatte blive bragt hertil for at underkastede den strengeste Dom.
I Anledning heraf tillader jeg mig at offentliggøre, at alt Een af de saakaldte "Marskheste", som Hr. Dr. Neergaard har beskrevet dem, er her i Hovedstaden, og at de andre 5 bestemt skulle blive bragt herhid, og ønsker jeg kun, at det ærede Publikum, saa talrigt som muligt, vil være tilstede paa det Sted, som nærmere vil blive bestemt, hvor Cheer vil blive foreviist og nøie efterseet af fordomsfrie sagkyndige Mænd.
For Cheer er for nogle Aar forgjæves budt af den hollandske Regering Lous'dr. 2000; ved Cheer seer man levende for sig, "hvad konstneren, ved Malmhesten paa Amalienborg har villet udtrykke".
Billetter til denne Præsentation kan behageligst afhentes i min Bopæl Nabolæs Nr. 13 1ste Sal for 24 sk.
Dagen skal nærmere blive bekjendtgjort.
J. Nathansen.
(Københavnsposten, 25. juli 1841).
Maa trykkes.
C. Reiersen.
Til Publicum.
I Nathansen, fra "Kjøbenhavn", har nylig i Adresseavisen og Roskilde Avertissements-Tidende, ved atter at haranguere om "sine" saakaldte Halvblodshingster, paa en ligesaa dumdristig som forunderlig Maade, uden at føre mindste Beviis, kaldt min "Angivelse" om nævnte Hingster i mit nys udgivne Skrift (Resultatet af en Reise i Jylland etc.) "falsk" m. m., uagtet han selv for ikke længe siden, som Flere have hørt, uden mindste Indsigelse har vedgaaet, at Hingsterne virkeligen ere "beladte med alle de af mig udpegede Lyder" osv., og uagtet jeg dengang tillige erklærede mig villig, i sagkyndige, upartiske Mænds Overværelse yderligere at oplyse og bevise min Mening om disse Hingster ved virkelige ikjendetegn, grundede i de tilstedeværende Hestes virkelige Natur.
For at sættes i Stand til, i Anledning af denne Nathansens Færd, paa en for ham meest lempelig Maade at afvise hans skammelige Beskyldning, samt for at forebygge en for Landets Hesteavl høist skadelig Misbrug med bemeldte Hingster - opfordres I. Nathansen herved til snarest myeligt at besørge alle "sine" af mig bedømte Hingster transporterede til Kiøbenhavn, for at vorde Gienstand for offentlige Discussioner, ved hvilke jeg naturligviis er ligesaa villig som pligtig at give Møde og med Grunde, støttede paa virkelige Kjendsgjerninger, at forsvare min forud udtalte Mening om dem og at overlade til Hingsternes rette Eier eller dennes Fuldmægtig at føre Modbeviser cg giendrive mine Paastande, - samt til upartiske, sagkyndige Mænd (som forud efter giensidig Overeenskomst ere valgte) at veie pro og contra mod hinanden, uddrage Slutninger og fælde en endelig Dom, hvilken naturligviis ogsaa bør motiveres af Grunde. Den 12 Qv. høie Cheer (der i mit Skrift omtales, dog kun betingelsesviis, som den eneste nogenlunde brugbare Landbesteler), som Nathansen fører omkring i Landet, foreviser og omtaler som et prodigium, et Nonplusultra af Fuldkommenhed, og som allerede for flere Dage siden er bragt til Hovedstaden, hvor den snart skal stilles til offentligt Skue for Penge - kunde jo strax blive Gienstand for slige Discussioner.
Under nævnte Vilkaar og paa nævnte Maade er ieg strax villig, om Eftermiddagen, at svare for, hvad jeg har skrevet om de saakaldte "nathansenske Hingster", naar jeg Dagen forud underrettes om, til hvilken Tid min Nærværelse maatte ønskes og det Fornødne med Hensyn til Voldgiftsmænd, Besigtelsessted osv. giensidigen er aftalt og bestemt.
Dette er Alt, hvad jeg i Anledning af den nathansenske Harangue i Adresseavisen og Roeskilde Avertissementstidende for Øieblikket finder mig opfordret at sige, - ikke til Nathansen, hvis Betydning som Hippolog og Stutterikyndig vistnok af Enhver, som kjender ham, anslaaes saare lav, men i Anledning af den nathansenske Snak i nævnte Blade, der mueligen hos lettroende, svage Gemytter kunde finde nogen Indgang.
Frederiksberg By, den 27de Juli 1841. J. B. Neergaard.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. juli 1841).
Imellem den bekjendte Kjøbmand Nathansen fra Randers og den heller ikke ubejendte Generalkrigscommissair Dr. Neergaard er udbrudt en Hestestrid, der er af en saadan Natur, at nødvendigviis den ene af dem maa blive erklæret for gal. Chancerne er unægtelig til Fordeel for Hr. Nathanson; thi paa samme Tid som man vilde erklære ham for gal, vilde man maatte indrømme, at han har været - klogere end en meget høitstaaende Person.
(Corsaren. Nr. 39, 30. juli 1841).
- (Indsendt.) Mandagen den 2den August kl. 5-6 om eftermiddagen, efter forudgaaende Annoncer paa Gadehjørnerne, gav Hr. Nathansen en Forestilling til Hest paa halvblodshingsten Cheer paa Hestgaardens Ridebane. Efter temmelig længe at have ladet vente paa sig lod Hr. N. sig tilsyne, iklædt hvide Beenklæder, sort Frakke og Straaahat; i Cheers Manke var indflettet hvide Silkebaand, om Halsen bar den et hvidt, bredt Silkebaand, i hvis Sammenføining en Medaillon hang, hvilken den engang skal have vundet; to Karle førte den frem i hvide brede Liner. Strax efter sin Ankomst reed Hr. N. først i Trav rundt paa Banen, derpaa i kort Gallop saavel til høire som til venstre Side. Da denne langvarige og noget kjedsommelige Scene, hvorved man tydeligen saae, at Dr. Neergaard fuldeligen har Ret i sin Bedømmelse, var endt, reed han ind paa Banens Midte, som var indhegnet, og steg af, for at alle Tilstedeværende (circa 3 à 400 Tilskuere) kunde beskue Hingsten. Derpaa satte han sig igjen i Saddelen og berettede, at da Dr. Neergaard havde udfordret ham, var han mødt; men det undrede ham, at Dr. Neergaard ikke havde gjort det Samme. For disse og flere taabelige og plumpe Udladelser mod vor første Hippolog, mødte han øieblikelige fra det tilstedeværende Publikums Side en velfortjent alvorlig Tiltale. Lidt ophidset derover reed han igjen et Par Gange rundt paa Banen og gjentog sin taabelige Forkyndelse, om at han var udfordreet ec; men modtog da igjen mange drøie og djærve Indvendinger og tilsidst den velfortjente Latter. Siddende paa Hesten tog han derpaa, formodentlig for at opflamme sine svage Aandskræfter til at imødegaae Opponenternes Argumenter, en dygtig Forfriskning til sig, hvilket dog ikke syntes at hjelpe meget. Omsider blev man kjed af dette Skuespil. Man hørte Stemmer "rid nu hjem", "vi har seet nok paa det Plougbæst", hvorefter Hr. N. i fuld Gallop reed ud af Porten. - Ved slig Fremgangsmaade erindre vi os det velbekjendte: montes parturiunt & mus rediculus prorumpet. - Anmelderen vill haabe, at Hr. Dr. Neergaard, almindeligen anerkjendt som den Mand, der redeligen har talt Hesteavlens Sag, og vil dens sande Fremme, ei vil ændse Hr. N.'s ved denne Leilighed offentligen om ham brugte raa og uædle Udtryk, men oversee dem med taus Ringeagt, som de høiligen fortjene.
(Corsaren. Nr. 39, 30. juli 1841).
- (Indsendt.) Mandagen den 2den August kl. 5-6 om eftermiddagen, efter forudgaaende Annoncer paa Gadehjørnerne, gav Hr. Nathansen en Forestilling til Hest paa halvblodshingsten Cheer paa Hestgaardens Ridebane. Efter temmelig længe at have ladet vente paa sig lod Hr. N. sig tilsyne, iklædt hvide Beenklæder, sort Frakke og Straaahat; i Cheers Manke var indflettet hvide Silkebaand, om Halsen bar den et hvidt, bredt Silkebaand, i hvis Sammenføining en Medaillon hang, hvilken den engang skal have vundet; to Karle førte den frem i hvide brede Liner. Strax efter sin Ankomst reed Hr. N. først i Trav rundt paa Banen, derpaa i kort Gallop saavel til høire som til venstre Side. Da denne langvarige og noget kjedsommelige Scene, hvorved man tydeligen saae, at Dr. Neergaard fuldeligen har Ret i sin Bedømmelse, var endt, reed han ind paa Banens Midte, som var indhegnet, og steg af, for at alle Tilstedeværende (circa 3 à 400 Tilskuere) kunde beskue Hingsten. Derpaa satte han sig igjen i Saddelen og berettede, at da Dr. Neergaard havde udfordret ham, var han mødt; men det undrede ham, at Dr. Neergaard ikke havde gjort det Samme. For disse og flere taabelige og plumpe Udladelser mod vor første Hippolog, mødte han øieblikelige fra det tilstedeværende Publikums Side en velfortjent alvorlig Tiltale. Lidt ophidset derover reed han igjen et Par Gange rundt paa Banen og gjentog sin taabelige Forkyndelse, om at han var udfordreet ec; men modtog da igjen mange drøie og djærve Indvendinger og tilsidst den velfortjente Latter. Siddende paa Hesten tog han derpaa, formodentlig for at opflamme sine svage Aandskræfter til at imødegaae Opponenternes Argumenter, en dygtig Forfriskning til sig, hvilket dog ikke syntes at hjelpe meget. Omsider blev man kjed af dette Skuespil. Man hørte Stemmer "rid nu hjem", "vi har seet nok paa det Plougbæst", hvorefter Hr. N. i fuld Gallop reed ud af Porten. - Ved slig Fremgangsmaade erindre vi os det velbekjendte: montes parturiunt & mus rediculus prorumpet. - Anmelderen vill haabe, at Hr. Dr. Neergaard, almindeligen anerkjendt som den Mand, der redeligen har talt Hesteavlens Sag, og vil dens sande Fremme, ei vil ændse Hr. N.'s ved denne Leilighed offentligen om ham brugte raa og uædle Udtryk, men oversee dem med taus Ringeagt, som de høiligen fortjene.
(Kiøbenhavnsposten. 3. august 1841)
Nogle Bemærkninger til Dr. Neergaards sidste Jyllandsreise.
Som Landmand i Jylland, der i mangfoldige Aar har opdrættet 1 a 2 Føl aarligen og stedse med Interesse har fulgt de høist forskjellige og ofte modstridende Principer, hvorefter der fra Regjeringens Side er bleven virket for eller maaskee snarere imod Hesteavlens sande Forædling og Forbedring i denne Provinds, snart ved kongelige Hingstes opstaldninger, som forendeel vare ufrugtbare, snart ved Indførelsen af Væddekørseler, hvor stærke Pidske fornemmeligen gjorde Udslaget, snart ved Indførelsen af Fuldblodshingste, som efterat være lndkjøbte for 3-4000 Rbd. bleve solgte faa Aar efter for henved 100 Rbd. for deres Feilfuldhed og endeligen ved Anskaffelsen af 6 Halvblodsheste, som man hverken veed, om er privat eller kongelig Eiendom, seer man nu omsider, at vor berømte Veterinair, Generalkrigscommissair Neergaard, efterat have undersøgt de 5 af bemeldte nathansenske Hingste tilligemed de i Jylland opstaldede Fuldblodshingste, lader en Bedømmelse træde for Lyset, som afgiver saadanne lærefulde Vink, at de isandhed ere værd at lægge Mærke til, ihvorvel jeg ved Siden deraf ikke kan afholde mig fra at udhæve de efter min Overbeviisning temmelig partiske Anskuelser, som Generalkrigscommissairen ved sin sidstudkomne Pjece, mere end nogensinde tidligere, har lagt for Dagen og som meget berøvede mig den Tilfredsstillelse, jeg stedse har funder i denne kundskabsrige Mands Aandsfostre. Jeg maa reent ud tilstaae, at jeg med Begjærlighed forskrev Neergaards Pjece, fornemmelig for heri ar finde det, som man i vore Dage saa sjelden finder, men som jeg stedse fandt i denne Mands kjernefulde Maade at udtale sig paa: nogen Sandhed uden kunstig Indklædning af Ordene. Og ihvorvel jeg ogsaa et langt Stykke ind i Bogen ikke fandt min Forventning skuffet, men endog hørte det gamle Sandhedssprog djervt udtralt, idet Neergaard paastaaer, ar hans tidligere for Dagen lagte Grundsætninger som Hippolog nu have viist sig at være uomstødelige og sande, idet han udbryder "Alt det meget, jeg har talt og skrevet om Danmarks Hestevæsen, var min oprigtigste Mening, min fuldeste Overbeviisning, og Tiden har viist, ar jeg havde den fuldkomneste Ret; men min Løn hos dem, der burde have paastjønnet min Færd, har været Krænkelse og hemmelig Forfølgelse", kunde jeg dog ved mange Leiligheder ikke give Neergaards Yttringer Bifald, hvorfor jeg her tillader mig at udtale mig om enkelte af disse. Omendskjøndt jeg ogsaa ganske indrømmer den høist inconseqvente Fremgangsmaade af Stutteridirectionen at anbefale de nathansenske Halvblodsheste paa en Tid, da der for Regjeringens Regning anvendes store Pengesummer paa Fuldblodets Udbredelse ved Væddeløb etc, og i det Hele taget det Utidige i, at lade en privat Mand, som Nathansen, optræde i en saa vigtigt Anliggende, som en Hesteraces Forædling eller Forqvakling er det i en Provinds, hvor denne Sag, rigtigen ledet, kunde gavne Landet Millioner, finder jez det dog ikke vakkert af Neergaard ved denne Leilighed at angribe Nathansen med bittre Personligheder, aldenstund Manden dog ogsaa efter fin fuldeste Overbeviisning har bestræbt sig for, ved sine Halvblodshingste at friste Nytte og i ethvert Fald anretter megen mindre Skade med disses Indførelse, end de maadelige Fuldblodshingste, som, om de end have et noblere Stammeregister, dog synligen have efterladt sig saa mangfoldige Vanskabninger i Jylland, at ingen Hippologs meest beregnede Dialectik skal formaae at giøre disse Kjendsgjerninger til Intet, om det ogsaa er lokkedes Hr. Neergaard, at rose endeel Føl og Plage efter Fuldbloder, der paa hans Reise nødvendig hist og her maatte kunne lade sig udfinde. Paa samme Tid Hr. Neergaard derfor i Kjøbenhavn agter at bevise og dokumentere de fremhævede Feil paa de nathansenske Halvblodshingste, var det at ønske, at der med det samme fremstilledes en halv Snees Fuldblodsføl fra een eller anden jydsk By, da det saa vilde vise sig, at Hr. Neergaard, medens han paa den ubarmhjertigste Maade har nedrevet de nathansenske Hingste, har tillukket Øinene for Fuldblodsafkommets Lyder, hvilket ikke synes at vidne om Sandhedskjærlighed. Og hvad har nu saadan Anførsel som den at betyde, at offentlige Blade om Nathansen have beretter: "At han er en meget forgjældet, ved en forkeert og naragtig Heste commerce ødelagt Person", eller havde det ikke været bedre, om saadanne Bemærkninger havde været udeladte, som dog kun tyde til, at ogsaa denne Mand har sukket under Krænkelser, som mulig ikke altid have varet fortjente. Og hvorfor skal her paa en Maade spottes med den Forfølgelse, der er overgaaet Manden, naar der om ham hedder - "et Menneske, som efter Andres og hans egne Relationer flere Gange i de senere Aar har varer hensat i en aldeles villieløs Tilstand?" og endvidere lade saadanne Paastande træde for Lyset, at Nathansen skulde "forglemme den Discretion og Submission, han skylder høiere Autoriteter og urigtigen gjøre Brug af høie, ja, de høieste Navne;" thi saadanne Sigtelser ere nærgaaende og af den Art, at de kunde ønskes nærmere motiverede.
Hvad jeg heller ikke kan finde i Overeensstemmelse med hvad Neergaard tidligere har yttret, det er den i denne Pjece henkastede Yttring om den forhenværende Stutmester, idet der heri hedder, "Stutteriet stod dengang under en almeenerkiendt sagkyndig erfaren Stutmester (Nielsen), men som desværre var overlastet med saa mange andre heterogene Forretninger udenfor hans egentlige Fag, at han maatte, som Talen lød, stjæle Tid til at tænke paa og virke for Stutteriet." At saadanne Ord skulde udgaae fra en Neergaards Pen havde jeg mindst ventet, eftersom man dog vil vide, ar de neergaardske vistnok beføiede og begrundede Anker ene og alene vare de, som bevirkede denne Stutmesters Afgang, og heller ingen Mening kan jeg finde, de her udtalte Ord, thi Stutmesteren, som boede i Ro og Mag paa Stutteribygningen, bortfjernet fra Hovedstaden, maatte, om han ogsaa havde mange heterogene Forretninger, dog heel vel være levnet Tid, uden at behøve at stjæle denne, til at forestaae den ham anbetroede Post. Bemærkninger derfor af denne Art, helst af en Neergaards Mund, have kun en maadelig Klang, da de staae i aabenbar Strid med tidligere Yttringer. Og nu spørger jeg, hvorfor har Neergaard saa lemfældigen bedømt de i Jylland opstaldede Fuldblodshingste, medens derimod Nathansens Hingste ret for ramme Alvor ere blevne redne til Vands. For den aldeles Upartiske lader det ved denne Leilighed til, at der stikker noget Vist under denne Adfærd, uden at man dog vel her bor tvivle om, at Neergaard har meent med hvad ban har sagt, at han ikke ønsker at paatage sig at ordne og lede de hippologiske Bestemmelser, ihvorvel saadan Erklæring er nedslaaende, hvor Enhver er overtydet om, at netop han er Manden, som var dette store Værk voxen og som ved den ufortjenreste Tilsidesættelse er bleven afskaaren Leilighed til paa denne Maade at gavne sit Færdreland.
Endvidere er det mig uforstaaeligt, hvorfor Neergaard, efterat lægge saa stor Vægt paa Fuldblodshingstenes Herkomst og Stamtavler - hvilket muligen kan være meget rigtigt - aldeles ikke tager mindste Hensyn til hvad der stikker i Nathansens Hingste, her kommer Forædlingen slet ikke i Betragtning, og de værdiges af ham ikke engang at benævnes som Qvart-, Halvblods- eller Treqvartblodshingste, ihvorvel det dog sikkert ikke vil mangle paa Beviser fra Nathansens Side at de nedstamme forendeel endog efter udsøgte Fædre. Men Neergaard gaaer endnu langt videre, han vil endog frakjende dem al Forædling og uden at vide, hvad han selv dømmer om, gjør han dem endog til grove og dorske Marskheste. Saaledes siger han Pag 21, at de jydske Hesteracer blive forqvaklede og ruinerede ved Indblanding af "holsteensk Marskblod", imedens han Pag. 23 dog tvivlsom derom yttrer, at der med Hensyn til Hingstenes "hele Form er megen Grund til at befrygte, at de nedstamme fra Marskhopper" og Pag. 42 siger, "I disse fire Heste, især i de to første, er iøvrigt det ædle Blod saa svagt præget i Legemets Ydre, at man snarere skulde antage dem for complette Marskheste, end for Halvblodsheste." Men hvorledes kan vor udmærkede Hippolog saaledes her skaanselsløs uden mindste Beviis gjøre disse Hingste til Marskhingste, da jeg endog af paalidelige Hænder veed, at de aldeles ikke nedstamme hverken fra Marskhingste eller Marskhopper. Fordi Neergaard, som Veterinair, er alle Andre i dette Fag overlegen og som Følge deraf kan afgive Domme, der maac ansees som competente, hvorfor vil han da her gjøre sig skyldig i aabenbar Uretfærdighed, blot for at skade den Mand, som under den forkerte Tingenes Gang troede at kunne gjøre det bedre og forendeel og saa f. Ex. med Hingsten Cheer maaske endog gavner og har gavnet mere, end alle de andre Fuldblodshingste tilsammen, og det uden at saadanne Anviisninger paa Finantserne paa fire tusinde Rigsbankdaler og Creditiver paa store Summer nogentid have fundet Sted, som Neergaard "efter Rygtet" - NB et skammeligt usandfærdigt - snakker om Pag. 45. Er det, maa jeg nu spørge, overeensstemmende med den ellers sandhedskæmpende Neergaard, blot fordi Nathansen har staaet i Handel med en Hestehandler, som boede i Marsken, nemlig Agent Olde, af hvem han unægtelig har erholdt enkelte af Hingstene, derfor løst hen at give Hingstene Marsk-Oprindelse, som de beviisligen aldeles ikke have. Olde havde, som bekjendt, den meest udbredre Hestehandel, saavel over Tydskland som Frankrig, og havde saaledes aldeles ingen Grund til at lægge Flid paa Marsttillæg, ligesom Opdrættet desuden ganske laae udenfor hans Plan, som de fleste Hestehandleres i Almindelighed.
Sluttelig kan jeg ikke afholde mig fra med et Par Ord at omtale den Opfordring "til den kongelige Direction for Stutterivæsenet og Veterinairskolen", som af en Hesteopdrætter er fremsat i "Fædrelandet", og hvori det Latterlige er fremstiller, at Neergaard tilraader Hingste kastrerede og forviist Amtet (Colos og Patriot), som Stuttericommissionen derimod iaar og ifjor have indbrændt som stutteridygtige. Dette er vistnok Modsigelser, som lede til den frygteligste Forvirring for dem, hvis Velfærd er sat paa Spil ved Hesteopdrætter, hvor den ene Hippolog indbrænder, hvor den anden kastrerer. Dog, mon ikke Neergaard ogsaa her har grebet denne Leilighed for at slaae sig til Ridder paa den Veterinair, som han tidligere røg uklar med? Dette vil jeg lade staae ved sit Værd, men saameget er vist, at det er langt bedre at undgaae saadan Scandal, som deraf vilde opstaae, om Nathansens Halvblodshingste bleve førte til Kjobenhavn - hvorhen Neergaard unægtelig gierne vilde have dem - for her offentligen at blive fremstillet i Sagkyndiges Nærværelse og i Overværelse af Ritmester Christiansen og Kammerraad Michelsen, da disse sidste ved saadan Leilighed kunde være udsatte for ar staae Skoleret, hvor en Mand som Neergaard nu engang tillægges en Stemme som en Høiesteretsdom, hvormed uden videre maa aqvieseeres. Nei, skal saadant Forslag finde Gehør, da maa Tingen gribes an paa en ganske anden Maade. Skulle Nathansens Halvblodshingste til Kjøbenhavn for faaledes at blive examinerede, da lad tillige de jydske Fuldblodshingste gjøre Reisefelskab i Forening med en Snees Stykker af deres Afkom og lad os da erholde nogle Vererinairkyndige fra Udlandet forskrevne, til ved endelig Instants at paadømme disse Stridigheder; "Hestecommercen" vil da først ordentlig gaae for sig, og man vil da derefter komme til Kundskab om, hvilke Hingste der fortjene deres vivat og hvilke deres pereat, hvilke der bør castreres og hvilke brændes, og efterat denne Hestecongres er afholdt, vil der saaledes fra en sikker Grundvold kunne arbeides paa den danske Hesteraces sande Forædling og Forbedring.
En jydsk Landmand.
Nogle Bemærkninger til Dr. Neergaards sidste Jyllandsreise.
Som Landmand i Jylland, der i mangfoldige Aar har opdrættet 1 a 2 Føl aarligen og stedse med Interesse har fulgt de høist forskjellige og ofte modstridende Principer, hvorefter der fra Regjeringens Side er bleven virket for eller maaskee snarere imod Hesteavlens sande Forædling og Forbedring i denne Provinds, snart ved kongelige Hingstes opstaldninger, som forendeel vare ufrugtbare, snart ved Indførelsen af Væddekørseler, hvor stærke Pidske fornemmeligen gjorde Udslaget, snart ved Indførelsen af Fuldblodshingste, som efterat være lndkjøbte for 3-4000 Rbd. bleve solgte faa Aar efter for henved 100 Rbd. for deres Feilfuldhed og endeligen ved Anskaffelsen af 6 Halvblodsheste, som man hverken veed, om er privat eller kongelig Eiendom, seer man nu omsider, at vor berømte Veterinair, Generalkrigscommissair Neergaard, efterat have undersøgt de 5 af bemeldte nathansenske Hingste tilligemed de i Jylland opstaldede Fuldblodshingste, lader en Bedømmelse træde for Lyset, som afgiver saadanne lærefulde Vink, at de isandhed ere værd at lægge Mærke til, ihvorvel jeg ved Siden deraf ikke kan afholde mig fra at udhæve de efter min Overbeviisning temmelig partiske Anskuelser, som Generalkrigscommissairen ved sin sidstudkomne Pjece, mere end nogensinde tidligere, har lagt for Dagen og som meget berøvede mig den Tilfredsstillelse, jeg stedse har funder i denne kundskabsrige Mands Aandsfostre. Jeg maa reent ud tilstaae, at jeg med Begjærlighed forskrev Neergaards Pjece, fornemmelig for heri ar finde det, som man i vore Dage saa sjelden finder, men som jeg stedse fandt i denne Mands kjernefulde Maade at udtale sig paa: nogen Sandhed uden kunstig Indklædning af Ordene. Og ihvorvel jeg ogsaa et langt Stykke ind i Bogen ikke fandt min Forventning skuffet, men endog hørte det gamle Sandhedssprog djervt udtralt, idet Neergaard paastaaer, ar hans tidligere for Dagen lagte Grundsætninger som Hippolog nu have viist sig at være uomstødelige og sande, idet han udbryder "Alt det meget, jeg har talt og skrevet om Danmarks Hestevæsen, var min oprigtigste Mening, min fuldeste Overbeviisning, og Tiden har viist, ar jeg havde den fuldkomneste Ret; men min Løn hos dem, der burde have paastjønnet min Færd, har været Krænkelse og hemmelig Forfølgelse", kunde jeg dog ved mange Leiligheder ikke give Neergaards Yttringer Bifald, hvorfor jeg her tillader mig at udtale mig om enkelte af disse. Omendskjøndt jeg ogsaa ganske indrømmer den høist inconseqvente Fremgangsmaade af Stutteridirectionen at anbefale de nathansenske Halvblodsheste paa en Tid, da der for Regjeringens Regning anvendes store Pengesummer paa Fuldblodets Udbredelse ved Væddeløb etc, og i det Hele taget det Utidige i, at lade en privat Mand, som Nathansen, optræde i en saa vigtigt Anliggende, som en Hesteraces Forædling eller Forqvakling er det i en Provinds, hvor denne Sag, rigtigen ledet, kunde gavne Landet Millioner, finder jez det dog ikke vakkert af Neergaard ved denne Leilighed at angribe Nathansen med bittre Personligheder, aldenstund Manden dog ogsaa efter fin fuldeste Overbeviisning har bestræbt sig for, ved sine Halvblodshingste at friste Nytte og i ethvert Fald anretter megen mindre Skade med disses Indførelse, end de maadelige Fuldblodshingste, som, om de end have et noblere Stammeregister, dog synligen have efterladt sig saa mangfoldige Vanskabninger i Jylland, at ingen Hippologs meest beregnede Dialectik skal formaae at giøre disse Kjendsgjerninger til Intet, om det ogsaa er lokkedes Hr. Neergaard, at rose endeel Føl og Plage efter Fuldbloder, der paa hans Reise nødvendig hist og her maatte kunne lade sig udfinde. Paa samme Tid Hr. Neergaard derfor i Kjøbenhavn agter at bevise og dokumentere de fremhævede Feil paa de nathansenske Halvblodshingste, var det at ønske, at der med det samme fremstilledes en halv Snees Fuldblodsføl fra een eller anden jydsk By, da det saa vilde vise sig, at Hr. Neergaard, medens han paa den ubarmhjertigste Maade har nedrevet de nathansenske Hingste, har tillukket Øinene for Fuldblodsafkommets Lyder, hvilket ikke synes at vidne om Sandhedskjærlighed. Og hvad har nu saadan Anførsel som den at betyde, at offentlige Blade om Nathansen have beretter: "At han er en meget forgjældet, ved en forkeert og naragtig Heste commerce ødelagt Person", eller havde det ikke været bedre, om saadanne Bemærkninger havde været udeladte, som dog kun tyde til, at ogsaa denne Mand har sukket under Krænkelser, som mulig ikke altid have varet fortjente. Og hvorfor skal her paa en Maade spottes med den Forfølgelse, der er overgaaet Manden, naar der om ham hedder - "et Menneske, som efter Andres og hans egne Relationer flere Gange i de senere Aar har varer hensat i en aldeles villieløs Tilstand?" og endvidere lade saadanne Paastande træde for Lyset, at Nathansen skulde "forglemme den Discretion og Submission, han skylder høiere Autoriteter og urigtigen gjøre Brug af høie, ja, de høieste Navne;" thi saadanne Sigtelser ere nærgaaende og af den Art, at de kunde ønskes nærmere motiverede.
Hvad jeg heller ikke kan finde i Overeensstemmelse med hvad Neergaard tidligere har yttret, det er den i denne Pjece henkastede Yttring om den forhenværende Stutmester, idet der heri hedder, "Stutteriet stod dengang under en almeenerkiendt sagkyndig erfaren Stutmester (Nielsen), men som desværre var overlastet med saa mange andre heterogene Forretninger udenfor hans egentlige Fag, at han maatte, som Talen lød, stjæle Tid til at tænke paa og virke for Stutteriet." At saadanne Ord skulde udgaae fra en Neergaards Pen havde jeg mindst ventet, eftersom man dog vil vide, ar de neergaardske vistnok beføiede og begrundede Anker ene og alene vare de, som bevirkede denne Stutmesters Afgang, og heller ingen Mening kan jeg finde, de her udtalte Ord, thi Stutmesteren, som boede i Ro og Mag paa Stutteribygningen, bortfjernet fra Hovedstaden, maatte, om han ogsaa havde mange heterogene Forretninger, dog heel vel være levnet Tid, uden at behøve at stjæle denne, til at forestaae den ham anbetroede Post. Bemærkninger derfor af denne Art, helst af en Neergaards Mund, have kun en maadelig Klang, da de staae i aabenbar Strid med tidligere Yttringer. Og nu spørger jeg, hvorfor har Neergaard saa lemfældigen bedømt de i Jylland opstaldede Fuldblodshingste, medens derimod Nathansens Hingste ret for ramme Alvor ere blevne redne til Vands. For den aldeles Upartiske lader det ved denne Leilighed til, at der stikker noget Vist under denne Adfærd, uden at man dog vel her bor tvivle om, at Neergaard har meent med hvad ban har sagt, at han ikke ønsker at paatage sig at ordne og lede de hippologiske Bestemmelser, ihvorvel saadan Erklæring er nedslaaende, hvor Enhver er overtydet om, at netop han er Manden, som var dette store Værk voxen og som ved den ufortjenreste Tilsidesættelse er bleven afskaaren Leilighed til paa denne Maade at gavne sit Færdreland.
Endvidere er det mig uforstaaeligt, hvorfor Neergaard, efterat lægge saa stor Vægt paa Fuldblodshingstenes Herkomst og Stamtavler - hvilket muligen kan være meget rigtigt - aldeles ikke tager mindste Hensyn til hvad der stikker i Nathansens Hingste, her kommer Forædlingen slet ikke i Betragtning, og de værdiges af ham ikke engang at benævnes som Qvart-, Halvblods- eller Treqvartblodshingste, ihvorvel det dog sikkert ikke vil mangle paa Beviser fra Nathansens Side at de nedstamme forendeel endog efter udsøgte Fædre. Men Neergaard gaaer endnu langt videre, han vil endog frakjende dem al Forædling og uden at vide, hvad han selv dømmer om, gjør han dem endog til grove og dorske Marskheste. Saaledes siger han Pag 21, at de jydske Hesteracer blive forqvaklede og ruinerede ved Indblanding af "holsteensk Marskblod", imedens han Pag. 23 dog tvivlsom derom yttrer, at der med Hensyn til Hingstenes "hele Form er megen Grund til at befrygte, at de nedstamme fra Marskhopper" og Pag. 42 siger, "I disse fire Heste, især i de to første, er iøvrigt det ædle Blod saa svagt præget i Legemets Ydre, at man snarere skulde antage dem for complette Marskheste, end for Halvblodsheste." Men hvorledes kan vor udmærkede Hippolog saaledes her skaanselsløs uden mindste Beviis gjøre disse Hingste til Marskhingste, da jeg endog af paalidelige Hænder veed, at de aldeles ikke nedstamme hverken fra Marskhingste eller Marskhopper. Fordi Neergaard, som Veterinair, er alle Andre i dette Fag overlegen og som Følge deraf kan afgive Domme, der maac ansees som competente, hvorfor vil han da her gjøre sig skyldig i aabenbar Uretfærdighed, blot for at skade den Mand, som under den forkerte Tingenes Gang troede at kunne gjøre det bedre og forendeel og saa f. Ex. med Hingsten Cheer maaske endog gavner og har gavnet mere, end alle de andre Fuldblodshingste tilsammen, og det uden at saadanne Anviisninger paa Finantserne paa fire tusinde Rigsbankdaler og Creditiver paa store Summer nogentid have fundet Sted, som Neergaard "efter Rygtet" - NB et skammeligt usandfærdigt - snakker om Pag. 45. Er det, maa jeg nu spørge, overeensstemmende med den ellers sandhedskæmpende Neergaard, blot fordi Nathansen har staaet i Handel med en Hestehandler, som boede i Marsken, nemlig Agent Olde, af hvem han unægtelig har erholdt enkelte af Hingstene, derfor løst hen at give Hingstene Marsk-Oprindelse, som de beviisligen aldeles ikke have. Olde havde, som bekjendt, den meest udbredre Hestehandel, saavel over Tydskland som Frankrig, og havde saaledes aldeles ingen Grund til at lægge Flid paa Marsttillæg, ligesom Opdrættet desuden ganske laae udenfor hans Plan, som de fleste Hestehandleres i Almindelighed.
Sluttelig kan jeg ikke afholde mig fra med et Par Ord at omtale den Opfordring "til den kongelige Direction for Stutterivæsenet og Veterinairskolen", som af en Hesteopdrætter er fremsat i "Fædrelandet", og hvori det Latterlige er fremstiller, at Neergaard tilraader Hingste kastrerede og forviist Amtet (Colos og Patriot), som Stuttericommissionen derimod iaar og ifjor have indbrændt som stutteridygtige. Dette er vistnok Modsigelser, som lede til den frygteligste Forvirring for dem, hvis Velfærd er sat paa Spil ved Hesteopdrætter, hvor den ene Hippolog indbrænder, hvor den anden kastrerer. Dog, mon ikke Neergaard ogsaa her har grebet denne Leilighed for at slaae sig til Ridder paa den Veterinair, som han tidligere røg uklar med? Dette vil jeg lade staae ved sit Værd, men saameget er vist, at det er langt bedre at undgaae saadan Scandal, som deraf vilde opstaae, om Nathansens Halvblodshingste bleve førte til Kjobenhavn - hvorhen Neergaard unægtelig gierne vilde have dem - for her offentligen at blive fremstillet i Sagkyndiges Nærværelse og i Overværelse af Ritmester Christiansen og Kammerraad Michelsen, da disse sidste ved saadan Leilighed kunde være udsatte for ar staae Skoleret, hvor en Mand som Neergaard nu engang tillægges en Stemme som en Høiesteretsdom, hvormed uden videre maa aqvieseeres. Nei, skal saadant Forslag finde Gehør, da maa Tingen gribes an paa en ganske anden Maade. Skulle Nathansens Halvblodshingste til Kjøbenhavn for faaledes at blive examinerede, da lad tillige de jydske Fuldblodshingste gjøre Reisefelskab i Forening med en Snees Stykker af deres Afkom og lad os da erholde nogle Vererinairkyndige fra Udlandet forskrevne, til ved endelig Instants at paadømme disse Stridigheder; "Hestecommercen" vil da først ordentlig gaae for sig, og man vil da derefter komme til Kundskab om, hvilke Hingste der fortjene deres vivat og hvilke deres pereat, hvilke der bør castreres og hvilke brændes, og efterat denne Hestecongres er afholdt, vil der saaledes fra en sikker Grundvold kunne arbeides paa den danske Hesteraces sande Forædling og Forbedring.
En jydsk Landmand.
Jyllandsposten, 3. august 1841.
Maa trykkes:
C. Reiersen.
Kun under den Forudsætning, at de saakaldte "nathanske Hingster" ifølge Landvæsenskommissair Gustav Michelsens Annonce i den Berlingske Tidende nr. 116 s. A. vare kjøbte for Statens Penge og altsaa vare Statens Eiendom, samt at de, uagtet deres lydefrie Bygning, skulde anvendes til de jydske Hesteracers Forædling og Forbedring, - tillod jeg mig i mit Skrift (Resultatet af en Reise i Jylland o.s.v.) og nylig den Berlingske Tidende og Adreseavisen at yttre den Formening, at nævnte Hingster burde være Gjenstand for offentlige Discussioner, for at Vedkommende herved end nøiere kunde komme til Kundskab om deres sande Beskaffenehed og ikke med dem udsætte Landets Hesteavl for en ny Fordærvelse.
(Herefter beskrivelse af sagsforløb)
Skjønt Hingsten Cheer er den eneste af de saakaldte "nathanske Hingster", som jeg i nævnte Skrift - dog kun betingelsesviis - har omtalt som en nogenlunde brugbar Landbeskeler, saa anser jeg mig dog nu paa Grund af det forefaldne pligtig, her at udtale mig yderligere om denne Hingst, og at overlade det til upartiske Sagkyndige, som have seet og nøje undersøgt den, at prøve min Mening og møde den mod Rodgrunde og Modbeviser.
(Herefter redegøres for grundlaget for bedømmelsen: Cheer er bestemt til Stutteribrug. Øjne, manke, bov, forknæ, forskinneben, mv)
Resultatet af Foranførte er altsaa: At Cheer især formedelst dens svage Forbeen, ikke livlige Humeur, tunge, klodsede Bevægelser bør regnes til de aldeles middelmaadige Landbeskelere og kun som sådan bør taales formedelst dens colossale Størrelse, saalænge den for Landets Hesteavl ulykkelige Anglomanie finder sted, at der i et Nu skal opdrættes 12 qv. høie Heste, sande Konstproducter, der skyde sig i høiden paa Kraftens Bekostning, og som snart vil have til Følge, dersom den bliver almindelig udbredt over hele Landet, at man kommer til at ride paa Kjøreheste og kjøre med Rideheste og omsider til at savne Heste til de fleste Bruug, in specie til Cavalleritjeneste.
Frederiksberg By, den 3die August 1841
J. B. Neergaard.
Indsendt Ønske
Dersom det, for at fremvirke en begrundet Dom over Hingsten Cheer og dennes øvrige Fæller (ifald de nogensinde ankomme hertil), skulde komme til en ordentlig, videnskabelig og offentlig Discussion mellem Hr. Dr. Neergaard og Hr. Nathanson, og som en Følge heraf sagkyndige Voldgiftsmænd bør udvælges, tillader Undertegnede at henlede DHrr.'s Opmærksomhed paa Hr. Kuhn, kgl. Smedemester og Veterinair. Han er efter Indsenderens Formening, der ofte har havt Leilighed til at iagttage ham, en særdeles sagkyndig, retskaffen og upartisk Mand, og agtet af alle saavel Høie som lave, der give sig af med Heste, som en Mand, der forener Sindighed og Rolighed med den sjeldne Dyd, ei at lade sig henrive af det Lucrative, hvortil der saa ofte frembydes Leilighed i dette Fag.
En Heste-Elsker
Kjøbenhavnsposten, 4. august 1841.- Da Hr. Nathansen i Mandags fremviste sin Hest Cheer, havde denne et bredt hvidt Baand om Halsen, og i dette Baand hang en Art Orden. Da saae Folk grant, at Hesten maatte være af ædelt Blod; thi hvorledes skulde den ellers have faaet det hvide Baand?
(Corsaren. Nr. 40, 6. august 1841.)
Det Inserat i "Kjøbenhavnsposten" Nr. 210 om min Cheers Præsentation er fortalt med saamange løierlige Usandheder, at hverken det ærede Publikum, ei heller Hr. Generalkrigscommissair Dr. Neergaard, ja ikke engang jeg selv finder Anledning at tage Notits deraf; men Indsenderens Hensigt dermed var vel ogsaa at faae denne retfærdige Sag undertrykt, for at den ikke skulde blive tilbørligen oplyst. Foreløbigen har jeg blot taget de Forholdsregler, at indstævne Generalkrigscommiss. Dr. Neergaard at erstatte mig (ifald han kan) alt det Tab og Skade, hans ubeføiede Reise til Jylland og hans udgivne Bog har bevirket, dernæst skal jeg nok tage saadanne Ressures, at retfærdiggjøre mig for enhver Retsindet.
Det jeg erklærede paa Ridebanen for de Tilstedeværende, gjentager jeg, at alt hvad Gen.-Krigscommiss. Dr. Neergaard har skrevet i sin Bog om mine 6 Hingste, er en Usandhed; endvidere erklærer jeg, at det om den 2aarige Hingst, som Gen.-Krigscommiss. ligeledes omtaler i Bogen, og om den snilde Bonde, Jens Kjeldsen i Tjerbye, indbildte ham at være falden efter Fuldblodshingsten Brother to Margrave i Randers, er ogsaa en Usandhed, thi den er efter afdøde Agent Oldes engelske Halvblodshingst Mustapha, som var beladt med skadelig Spat paa det høire Bagbeen, hvilket benævnte 2aard Hingst ogsaa har. Da jeg kjender flere Afkom efter denne Hingst bedre end Gen.-Krigscommissairen, desaarsag kjøbte jeg ikke Mustapha; men derimod ere de Føl, som jeg i Sommer saae ved Randers efter min der i Egnen opstaldede Hingst Coloss stærkbenede og ikke glasøiede som Gen.-Krigscommiss. bemærker.
Den Tid vil snart komme, hvor jeg tilstrækkelig skal bevise, at jeg ogsaa i denne Sag har den største Ret, og at Gen.-Krigscommiss.'s Reise var mere for at skade mig end at fremme Hesteavlen i Jylland.
Vil derfor Hr. Gen.-Krigscommiss. Dr. Neergaard nogenlunde redde sin Ære, da møde han og ei skjule sig i Huse, naar jeg præsenterer Cheer for Publikum, hvilket han sidst gjorde.
Jeg har i Dag i l Venskabelighed sagt ham, at han kan proponere mig paa hvad Maade (hvilket jeg ogsaa sagde begge hans 2de Commis paa Banen, nemlig Hr. Graveur Conradsen og Hr. Boghandler Milo), jeg skal præsentere Cheer, og at jeg tillige skal foranstalte det saaledes, at et mindre talrigt Publikum, skal være tilstede, og saasnart vor Strid er realisret med Cher, skal jeg hidbringe mine andre 5 Hingste, for ligeledes at fremstille dem for fordomsfrie Sagkyndige.
Kjøbenhavn den 4de August 1841
J. Nathansen.
Kjøbenhavnsposten, 6. august 1841.
(Forlangt indrykket).
Til Publikum.
Alt det, som var tilladt Hr. Grosserer Nathanson at maatte lade trykke for Hr. Generalkrigscommissair Dr. Neergaard angaaende min Halvblodshingst Cheer, erklærer jeg herved for aldeles urigtigt og for et Hjernespind af Hr. Doktoren, thi enhver fordomsfri Sagkyndig vil vist overbevise sig om, at Hr. Generalkrigscommissairen atter har feilet, og ingen fornuftig Mand indvælter sig paa en ham aldeles uvedkommende Sag.
At see en Hingst i en mørk Stald, overfladisk (thi det skete uden Hr. Lorentzens Tilladelse) og ene derefter skrive et saadant Phantasibillede, det er i Sandhed et Mesterstykke af Hr. Doctoren. Men jeg vil derfor paa en meget simpel Maade overbevise Hr. Generalkrigscommissairen, at hans theoretiske Veterinairvidenskaber i det mindste i den Cheerske Sag ikke have været stort bevendte, og at han Detaillering i den Berl. Tid. Nr. 179 aldeles har forfeilet Maalet, fordi den Sagkyndige, ei lader sig bedaare af Generalrkigscommissairens smukke Skrivemaade, og det er dog egentlig for saadanne, han bør bruge Pennen.
Generalkrigscommissairren kan bestemme mig hvad Tid han vil indfinde sig hos mig med nogle af sine Venner, saa skal jeg præsentere Hingsten for ham, og han vil da selv overbevise sig om at have feilet; at feile er jo menneskeligt.
Det nytter ei heller Hr. Gen.-Krigscommiss. at henvende sig til Directionen for Stutterivæsenet og Veterinairskolen, thi min Privatsag vedkommer aldeles ikke Directionen, og Ingen har at blande sig i mine Affairer, thi jeg er hingstens lovlige og retmæssige Eier, skjøndt Doktoren var af en modsat Mening paa Wissingsminde, men derfor skal han ogsaa staae mig til Ansvar næste Løverdag Formiddag Kl. 9 hos Justitsraad Friedrichsen paa Vesterbro Nr. 15.
Sluttelig bemærkes, om det ikke er en Pligt, Hr. Gen.-Krigscommiss. skylder Publikum, at "bevise og oplyse" ved Hingsten Cheer alle de Feil, han har paadænget dette Dyr, med sin Artikel den Berl. Tid.
J. Nathansen.
Kjøbenhavnsposten, 10. august 1841.- I Mandags foreviste I. Nathansen sin bekjendte Halvblodshingst Cheer paa Ridebanen for 24 Sk. à Person. Nathansen, som nu i sine Bestræbelser har faaet en mægtig Modstander i Hr. Generalkrigsckommissær Neergaard, hvem han i den imellem begge udbrudte Pennefeide næppe synes at kunne holde Stangen, benyttede Leiligheden ved denne Foreviisning, hvortil en stor Deel Mennesker havde indfundet sig, til at svække sin Modstanders Paastande saa meget som muligt. "Dyret er nu her" - sagde Nathansen - "men Recensenten mangler". Thi Generalkrigskommissæren havde forud opfordret ham til, offentlig at forevise Cheer og sine øvrige Hingster, for at de kunne vorde bedømte af Sagkyndige, og nu indfandt han sig alligevel ikke.
Kjøbenhavn, d. 4. Aug. "Berl. Tid." for idag indeholder fra Generalkrigskommissær Neergaard en ufordeelagtig Bedømmelse af Nathansens Halvblodshingst "Cheer". Det første - siger Neergaard - jeg har at udsætte paa Cheer som almindelig Landbeskeler, ere dens kolossale Størrelse (efter Nath. 12 Qv, høi), formedelst hvilken den aldeles ikke passer til de jydske 10 Qv., 1-2 Tom, yderst sjelden 10 Qv. 4 Tom., høie Hopper, thi alle praktiske Stutterimænd ere deri enige, at Afkommet af Forældre af paafaldende ulige Størrelse vorder i Almindelighed vanskabt, svagt og lydefuldt, høibenet, mangler fornøden Brystvidde og Krydsvidde, har som oftest svage Lunger og maadelige Fordøielsesredskaber osv. Cheers Øie er lidet, med hensyn til racen dødt og bebuder ingen livlig, fyrig og kraftig Natur. Thi det er ikke blot Musklernes Styrke og Udholdende, men især dens Livskraft, der errkjendes af Øiet og dettes Blik. Jeg holder mig overbeviist om - siger Neergaard -, at den saakaldte "stærkbenede Cheer", ved blot at løbe det korte Veistykke fra Kiøbenhavn til Vibyhuus og tilbage igjen i et fortsat Trav, vil tabe sin ikke synderlige Munterhed og mulig befindes i en paafaldende flav Tilstand.
(Dannevirke. 11. august 1841)
Hr. Nathansen bekjendtgjør nu i "Kbhpst.", at han foreløbigen har taget Forholdsregler til at indstævne Generalkrigscommissair Neergaard til at erstatte ham alt det Tab og Skade, dennes ubeføiede Reise til Jylland og hans udgivne Bog har bevirket. - Den Tid - siger Nathansen - vil snart komme, hvor jeg tilstrækkelig skal bevise, at jeg også denne Sag har den største Ret, og at Generalkrigscommisairens Reise var mere for at skade mig end at fremme Hesteavlen i Jylland.
(Dannevirke. 14. august 1841)
Idet jeg herved aflægger den jydske Landmand min oprigtigste og varmeste taksigelse, fordi han med saa megen Djærvhed og Sandhed forsvarer mig og mine Hingste i Jyllandsposten Nr. 58, imod Hr. Generalkrigscommissair Dr. Neergaards ubeføiede Angreb, undlder jeg ikke tillige at offentliggjøre Resultatet af Dags Retssag imellem Doctoren og mig, og den var, at han istedetfor at møde for at "fordunkle og modbevise" (ifald han kan) dt, jeg agtede at fremkomme med, gjorde han atter en Sviptour omkring i Jylland, for ved Hjemkomsten muligen at udgive 2den Deel af Resultatet af en Jyllandsreise! for blot at tjene Penge.
For ham mødte en af vore dygtigste Procuratorer, en Mand som Generalkrigscommissairen vel veed har Theori og Praxis; thi han er nu kommen til den Overbeviisning, at med Theori alene bliver man som oftest slaaet af Marken. Sagen blev udsat til den 28de August.
Kiøbenhavn den 14. August 1841,
J. Nathansen.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende. 16. august 1841.
(Indsendt). Det synes at en eiendommelig Skjæbne stedse lægger nye Hindringer i Veien for den oplysende Afgjørelse af hvorledes det egentlig forholder sig med den mysterieuse Eiendomsret til de meget omtalte Halvblodshingste i Jylland, hvormed Hr. Nathansen vilde forbedre den jydske hesteavl. Thi ligesom en reise til Halvøen har forhindret Hr. General-Krigscommiss. Neergaard fra at svare Hr. N. i saa Henseende (see Berl. Tid. Nr. 189), saaledes har nu også Hr. Kammerr. Michelsen, i Stedet for at møde i Retten med Hr. N., seet sig nødsaget til at foretage en Reise til Stralsund og videre ind i Tydskland. Klagen mod Kammerr. Michelsen skal imidlertid være forsynet med de uomstødeligste Beviser, ja endog ved Kammerraadens egenhændige Vidnesbyrd for at Hingstene ere Hr. Nathansens lovlige og Retmæssige Eiendom. Det turde ikke være uinteressant, at denne ligesaa forviklede som frappante Sag blev draget rigtig frem for Lyset.
Kjøbenhavnsposten, 24. august 1841.
(Indsendt)
I "Fædrelandet" Nr. 618 have nogle Hesteopdrættere i Randers Egnen motiveret, at da ved Indbrænding af den saakaldte Nathansenske Halvblodshingst Alexander Hr. Kammerr. Michelsen udtraadte af Stuttericommissionen, bestod denne efter hans Udtrædelse ikkun af Usagkyndige. - Indsenderen tillade sig at spørge hine Hesteopdrættere, om de ikke kjende noget til den dristige Sognefoged Jens Kjeldsen i Tierbye (see Neergaards Bog Pag. 27). Denne var jo Medlem af Commissionen og burde ligeledes have udtraadt den Gang Fuldblodshingsten Brother to Margrave præsenteredes, fordi han er Actiehaver i Hingsten. At Kammerr. Michelsen traadte ud af Commissionen da Alexander-Skimmelen indbrændtes, finde vi ganske i sin Orde, thi den skal jo være hans Eiendom, følgelig kunde han ike afgive Stemme, men derimod var det utilgiveligt af Fuldblodshingstens Bestyrere, Hr. Oberstlieut. Ridder v. Astrup m. fl., at de ikke underrettede Commissionen om, at Jens Kieldsen var en af Actiehaverne. (See "Aarhuus Avis" Nr. 122). Imidlertid siger Rygtet os, at Hr. Nathansen er reist til Jylland, for at transportere Hingstene over Kjøbenhavn til Holsten saa at Randers Amt ikke længer vil komme til at høste Frugterne af disse; skulde det virkelig forholde sig saaledes, da ville med os mange af Jyllands Hesteopdrættere beklage Anledningen hertil; og man vil da vel med Rette turde haabe, at de, der have medvirket dertil, baade ved at reise herover til den Hensigt og paa anden Maade, ville sørge for at forskaffe os 4 ligesaa gode Hingste som disse; thi Randers Amt vil vist komme til at savne dem. Dersom Hr. Gen.-Krigscommiss. Neergaard, som jo skal være en meget kyndig Mand, eller nogen Anden vil virke for Hesteavlen i vort Amt, saaledes som Hr. Nathansen i de senere Aar har gjort, ved Oprettelsen af Hestemarkeder, ved at drage mange formuende Hestehandlere fra Frankrige og andre Lande her ind i Landet, og ved at anskaffe gode stærkbenede Halvblodshingste og endelige ved at oprette Foreninger til Hesteavlens Fremme, hvorved tillige frie Bedækninger til uformuende Bønder gives, som de offentlige Balde i sin Tid have omtalt, af hvilke Foranstaltninger Hesteopdrætterne nyde mere Fordeel end ved Veddeløbene, som nu snart afholdes ved Randers, - da vilde saadanne Mænd derved sikkert erhverve sig deres Medborgeres Tak i en langt høiere Grad, end ved at disrecommandere det, som hidtil er foretaget i samme Retning og till samme Hensigt.
En Deel Hesteopdrættere og Hingsteholdere sønden for Randers.
Kiøbenhavnsposten, 2. september 1841.
Striden mellem Generalkrigskçommissair Neergaard og Nathansen betræffende dennes Hingste, maa, efter hvad der idag er passeret, antages endt. Hr. Nathansen havde i Adresseavisen for idag indbudt Generalkrigsc. Neergaard til at uddebattere og Publikum til at overvære Striden om Hingsternes Godhed paa Kongens Ridebane, hvor han ogsaa indfandt sig med sine 3 Hingster. Hr. Neergaard mødte efter Opfordring og fortalte Tilhørerne, at han havde begyndt Striden, fordi han havde en kgl. Embedsmands høitidelige Erklæring for sig, at de tilhørte Staten, men at han iøvrigt er ligesaa villig til at vedgaae og forsvare sine Anskuelser, fordi det var befundet, at de vare en privat mḾands Eiendom. Han udviklede dernæst enkelte af de meest synlige Feil, og man opfordrede Hr. Nathansen til at komme nærmere, for at Hensigten med hans Indbydelse kunde blive opnaaet. Denne var imidlertid ikke villig dertil, og da man begav sig hen til ham, fandt han det passende at absentere sig i al mulig Hast fra den af ham selv valgte Kampplads. At Publikum fandt denne hans Flugt noget "ubetimelig", er ikke at undre sig over, og endnu mindre paafaldende er det, at man yttrede sig over den paa en temmelig misbilligende Maade, som bragte Hr. Nathansen med Collegaer til at fremskynde den allerede stærke Fart, hvilket i det mindste godtgjorde Hestenes Hurtighed.
Kiøbenhavnsposten, 8. september 1841.
Efter Forlydende agter Hr. Nathansen at forlade Kbhavn. med Cheer, og gribe de virksomste Forholdsregler, for at sætte sin Plan til den danske Hesteavls Forbedring iværk.
(Dannevirke. 8. september 1841)
Nathansens hingste-historie blev også nævnt i "Det danske landbrugs historie":
De Nathansenske Hingste.
Ophavet til den sidste Akt i den tragikomiske Forestilling, hvormed Stutteridirektionen sluttede sin Virksomhed som ledende af Danmarks Hesteavl, var, saa utroligt det lyder, den fra Væddeløbene som Hesteejer og Rytter kendte og foran nævnte Isaac Nathansen fra Randers, en paagaaende, forstyrret Projektmager og Geschäftsmand. Hvorvel Motiverne er ubekendte, saa staar de uden Tvivl i Forbindelse med de hidtil mislykkede Forsøg paa at forædle og forbedre Hesteavlen, Ledelsens Opgiven Ævret samt mulig Oides Plan om at realisere sit Landstutteri, hvilket fandt Sted et Aars Tid senere, efter hans Død. I "Altonaer Mercur" omtales "den af Hr. Nathansen udkastede Plan til Hesteavlens Forbedring i Jylland", der gik ud paa Opkøb af (Oldes) Hingste i Holsten og Bortlodning af dem.
Med imponerende Dristighed søgte Nathansen, der havde ruineret sig paa sin Deltagelse i Væddeløbene og derfra antagelig var kendt af Kong Christian d. 8de, Audiens den 9. April 1839 og forelagde ham sin Plan. I Stedet for at afvise Manden, henviste Kongen ham til Stutterikommissionen, der anbefalede Projektet, saa Nathansen fik 5000 Rigsdaler til Hingstekøb og Løfte om mere. Herfor købte han saa af Olde 4 Hingste, nemlig den i Randers opstaldede Coloss og en anden brun Hingst, Patriot, født 1837, efter Fuldblodshingsten Blythe og en Palæmon-Hoppe, altsaa 3/4 Blods, samt to Skimler, Alexander, 11 Kv. 1 Tm., født 1831, præmieret i Itzehoe, og Young Wellesley, 10 Kv. 3 Tm., født 1833 efter Fuldblods-Skimlen Wellesley. Hingstene præsenteredes i Randers den 19. December 1840 til Bortlodning for 4000 Rdlr. I Bekendtgørelsen anføres Kammerrraad Gustav Michelsen, den foran nævnte Hestemand, som Medejer. Statsmagten maatte jo have nogen Kontrol med Nathansen for sine Penge og skammede sig vel ved at have Maskepi med ham, hvorfor Gustav Michelsen, der var Tjenestemand, maatte agere Ejer. Lotteriet anbefaledes af 4 Bønder, nemlig Jens Kjeldsen og Niels Møller, Tjæreby, Niels Møller, Albæk, og Niels Lang, Østrup; men Forsøget mislykkedes alligevel, saa Hingstene paa "kongelig Befaling" bleve udstationerede.
Ved Oldes Dødsbo-Auktion i Januar 1841 købte Nathansen endvidere Hingsten Adonis, brun, født 1833, ved den engelske Hunter-Hingst Young Ture, og for 200 Specier Cheer, blankbrun, 11 Kv. 1 Tm., født 1836, (Fader: Cheer, præmieret i Howden i England); den blev erklæret stutteridygtig ved Stutteribesigtigelsen i Vejle 1841 og findes beskrevet i Stutteriprotokollen. Hingstene blev udstationerede henholdsvis paa Wissingsminde ved Kolding og Petersholm ved Vejle i 1841 samt i 1842 og 1843 ved Haderslev. De 4 førstnævnte blev ogsaa erklærede stutteridygtige i Randers og udstationerede saaledes: Alexander og Patriot ved Randers og Coloss og Young Wellesley hos Regimentskvartermester Branth, Aalborg.
Ved dette nye Udslag af Stutteridirektionens Virketrang vaagnede den gamle Dr. Neergaard, der havde ligget i hippologisk Dvale i nogle Aar, op, og foretog i 1841 og 1842 to Rejser i Jylland for ved Selvsyn at bedømme "vore Stutteriherrers sælsomme Kommers", hvoraf Resultatet blev et Par Rejseberetninger og en Pjece, betitlet "Danmarks forkvaklede Hestevæsen", der baade havde Næb og Klør.
Uagtet Neergaard var under Censur, ser man deraf, at der ikke blev lagt snærende Baand paa Ytringsfriheden, idet han endog angriber Kongen, men særlig gik det ud over Nathansen og omtalte Kammerraad Gustav Michelsen, der var Ophavsmanden til største Delen af de daarlige hippologiske Løjer i det sidste Tiaar. Foruden detailleret Beskrivelse, der utvivlsomt var stærkt overdreven, siger Neergaard om Hingstene, at de dannede en afslikkende Modsætning til de fine Fuldblodshingste, Young Moses og Cassio, som de skulde afløse, idet de var grove, meget store Marskheste, næsten alle af Karrehesteslaget med Fejl som Spækhals, Platfod og Spat. Men Neergaard var Fejl- og Spatkigger og ubetinget Hader af store, svære og ikke tørbenede Heste, som han heller næppe kunde vurdere. I "Gestütbuch der holsteinischen Elbmarschen II" omtales Hingstenes Præmiering og Afstamning, saa de næppe har været rene Karikaturer.
Ved en skrap Forfølgelse i Pressen tvang Neergaard den sølle Nathansen til i København at fremstille "til offentlig Bedømmelse" 3 af Hingstene, der i 1842 var paa Vej til Kiel for at sælges dér eller tilbageleveres til Oldes Svigersøn og Arving, Jægermester Voelchers til "Lehmkulen" ved Plöen. Præsentationen, der skulde foregaa paa Christiansborg Ridebane med Neergaard som offentlig Anklager og Kritikus, blev en latterlig Forestilling, der endte med Nathansens Flugt med Hingstene. Og dermed var hans Saga som offentlig Person i Hestesagen ude.
Kammerraad Gustav Michelsen, der var bleven Docent ved Veterinærskolen, hvor han nok gjorde god Fyldest til sin Død i 1844, havde ogsaa som Hippolog udspillet sin Rolle, der sluttede med Fiasko.
Om Hingstenes Gerninger forlyder der ikke andet, end at Nathansen senere udtalte, at de ikke havde virket tilfredsstillende.
(Det danske Landbrugs Historie 3. bind 1924-1936. Side 75-77)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar