Del II beskæftiger sig med Dampes liv fra han blev født i 1790 i København, hans skoletid, universitetstid, 1812-1816 som lærer i Slagelse, samt tilbagevenden til København. Hovedvægten er på hans temperament og personlighed:
Dr. Dampe.
lI.
Dampe er født i København den 10. januar 1790, og således nu i sit 52. år. Allerede som dreng ytrede der sig hos ham en ganske ualmindelig fatteevne; han havde både let ved at lære og en sjælden lærelyst. Medens poesien tidlig tiltalte hans gemyt og han i enalder af 10 år skrev ret flydende vers, kastede han sig af al magt over de døde sprog og besejrede med et så glimrende held de vanskeligheder, disses grundige studium frembød i en så ung alder, at han heri snart overgik alle sine meddisciple i latinskolen, af hvilke flertallet var ældre end han, og endog opnåede i en alder af 11 år med udmærkelse at erhverve sig det akademiske borgerbrev.
Det er naturligt, at den overvældende ros, som fra alle sider tildeltes ham, måtte bidrage ikke så lidt til at nære forfængeligheden hos det opvakte unge menneske, der nu anså sig i stand til alt, hvad han vilde tage fat på. Han havde i sit 12. år forsøgt sig som dramatisk forfatter og anonymt indsendt et par stykker til teaterdirektionen. Intet af dem blev vel antaget til opførelse; men i anledning af det ene - der, mærkeligt nok, var et forspil til den sædvanlige festforestilling i anledning af kongens fødselsdag - modtog skoledisciplen fra den kongelige direktion en skrivelse, hvori den på en for den unge forfatter helt smigrende måde, gjorde ham en undskyldning for, at den ikke kunde gøre brug af stykket, fordi der allerede var taget bestemmelse om forestillingen til den aften. Også senere skrev han såvel skitser som fragmenter af dramatiske arbejder, af hvilke dog, så vidt mig bekendt, kun nogle scener er blevet trykt af to sørgespil: "Signe" og "Forføreren" (vider "Minerva" 1807 og Thortsens "Ugeblad for Skuespilyndere"). Om hans kærlighed for den sceniske kunst overhovedet vidner den tid og flid, han anvendte paa at studere deklamationen, ligesom jeg også mindes, i foråret 1820, at have set ham deltage i en dramatisk forestilling, som var arrangeret ved nogle medlemmer af læseselskabet "Clio", og navnlig at udføre en Holbergs Henrik med megen vivacitet.
Æstetikken vedblev endnu at være Dampes yndlingsbeskæftigelse i hans første studenterår. Han var 18 år gammel, da han, for en æstetisk afhandling, vandt den akademiske guldmedalje. Men snart søgte hans bevægelige ånd stof i andre retninger. Navnlig bragte manglen på bestemte regler i flere dele af modersmålets ortografi ham til at kaste sig over sproggranskningen, og han optrådte 1811 med sit "Forsøg til en opløsning af Problemerne i den danske Retskrivning", et skrift, der, især ved sin reformatoriske retning, i sin tid gjorde megen opsigt. Samme år blev han ansat som lærer ved den latinske skole i Slagelse. Her benyttede han især sit otium til at lægge sig alvorligt efter filosofien, som han tidligere havde studeret ved siden af de filologiske fag, og i 1812 skrev han sin disputats (Conspectus et æstimotio ethicæ Gorani") og vandt den filosofiske doktorgrad, hvorefter han i samme år blev udnævnt til adjunkt ved Slagelse Skole.
Allerede dengang havde der begyndt at udvikle sig hos Dampe det hang til trættekærhed til et rethaveri i disputer, mundtlige eller offentlige, som ikke forsmåede at tage sin tilflugt til spidsfindigheder, og til satiriseren, som siden voldte ham så mange ubehageligheder.
Hans stemning antog efterhånden et præg af lidenskabelig bitterhed, som hans senere skæbne og de forfølgelser, for hvilke han så sig udsat, drev til en grad af yderlighed, der forøvrigt ikke stod i samklang med hans karakter; - Dampe var som ven ædel, velvillig og hengivende som få. Om det første ophav til den stemning måske kunne søges i hans kun lidet lykkelige ægteslabelige liv - Dampe var nemlig blevet gift forinden sin ansættelse i Slagelse, altså i en temmelig ung alder - eller om det alene udsprang af hans irritable temperament, er vanskeligt at afgøre. Dampe havde giftet sig af tilbøjelighed og elskede sin kone med sin karakters hele lidenskabelighed - der er således ikke megen grund til al antage en sådan påvirkning i de første år af hans siden desværre så ulykkelige ægteskabelige liv.
Dampe var 5 år i Slagelse. I 1815 stiftede han der det ugeblad, som siden, under Bastholms redaktion, blev så bekendt og udbredt, og som endnu udkommer der under navn af den Vestsjællandske Avis. Så længe Dampe var dets ejer og redaktør hed det "Avis for ti Kjøbstæder". Det var ganske naturligt at småkøbstadslivet ikke kunne tiltrække en så begavet ung mand som Dampe synderligt, så lidt som det kunde tilbyde hans heftige, kundskabsrige ånd den næring, hvorefter den fortrinligt søgte. Han gav sin harme derover luft i sit blad ved nogle biltre raillerier over den kvindelige del af byens befolkning, hvilken han, efter navnet på deres yndlingspromenade, sammenstillede med papegøjer. Man kan tænke sig hvilken forbitrelse disse artikler vakte. Hele Slagelse talte ikke om andet. Dampe var straks som formelig ekskluderet fra de få familier til hvilke han før kom. I Slagelse var ikke længer noget blivende sted for ham. Det varede heller ikke længe før han ansøgte om afsked fra sin adjunktpost. Han fik den i 1816 og begav sig nu til København.
Her måtte han lægge en ny leveplan. Pædagogikken havde i flere år udgjort hans hovedbeskæftigelse; han besluttede at oprette et institut, hvor han tillige kunne realisere sine ideer om en forbedret undervisningsmetode. Dampes kundskaber og talent forskaffede ham tillid og således også snart elever. I begyndelsen tog han sig også med iver af sagen, men efterhånden som hans interesse blev draget mod andre genstande og navnlig på en mere offentlig virksomhed, kølnedes denne iver og instituttet tabte med bestyrerens stadige tilsyn, omhu og interesse også efterhånden den vundne frekvens. En tidligere yndlingside var det hans agt i det første år af hans ophold her at realisere, ved i forening med prof. Sander, at åbne et offentligt Deklamations-Institut for begge køn. Indbydelsen dertil kom ud. Sagen blev meget omtalt, men kom ikke i gang - måske især fordi Dampes interesse imidlertid var blevet henvendt paa andre genstande.
Dampes stridbarhed ytrede sig blandt andet også derved, at han mødte ved de fleste offentlige disputatser og opponerede med en heftighed, der ofte kun stod i liden samklang med holdbarheden af hans argumentationer, hvilket derfor også foranledigede den dengang nylig som digter optrådte J. L. Heiberg til, i en vise ved et promotionsgilde, at gøre nar af opponentens navn, ved den bemærkning, at den ny kreerede doktor ikke havde kæmpet "mod blotte dampe" - et drilleri, hvorover Dampe siden - om med held eller ej, mindes jeg nu ikke længer - forsøgte at hævne sig. Dampe var overhovedet i årene 1817 til 19 en ivrig polemiker. Under sit navn udgav han et stridsskrift imod Grundtvig: "Forsvarstale for Philosophien , med tilbagedrivelse af N. F. S. Grundtvigs Angreb paa samme", der var skrevet med stor heftighed og bitterhed, men forblev så godt som usolgt og uænset. Anonymt deltog han især virksomt i den Baggesen- Oehlenschlägerske strid. Dampe var nemlig en ivrig Baggesenianer, og skrev da imod Tylvten, imod Poul Møller, Sibbern m. fl. Som medlem af Selskabet "Clio", hvor der ugentlig holdtes litterære foredrag, indbød han til en disputats i modersmålet over 22 af ham forfattede teser til forsvar for selvmord. Denne disputats fandt virkelig sted. Afdøde sekretær Gudenrath var ordentlig opponent. Jeg erindrer endnu tydelig hvor forvirret og næsten målløs af harme denne værdige gamle juridiske docent blev, da Dampe, på hans lange og sirlige demonstration imod de opstillede tesis, replicerede, at alt hvad den ærede opponent der havde anført, gik i en cirkel. Ex auditorio opponerede imod Dampe afdøde prof. Nyerup, nuværende justitsråd og borgmester Fleischer og pastor (dengang stud. theol.) Stenersen Gad. At Dampe, uagtet denne stadige og ivrige syslen med litterær - polemiske og videnskabelige genstande, ikke var nogen fjende af selskabelig glæde, viste blandt andet hans levende deltagelse i nævnte selskabs årlige festsamlinger, ved hvilke han stedse hørte til de gladeste blandt de glade. Jeg husker også godt, at han var en af forkæmperne for det parti af yngre, der, ved at proponere et bal, til stor forargelse for de ældre og rigoristerne, som fandt dette forslag aldeles i strid imod klubbens natur og væsen som "læseselskab", nær havde foranlediget et formeligt skisma, og hvorledes han udfægtede denne sag under en stormende debat, sekunderet af Baggesen.
Kjøbenhavnsposten, 19. august 1841.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar