Del III omfatter tiden 1818-1819 hvor han var blevet en meget populær prædikant og taler, også i tiden under jødefejden. Og hvor han fik frataget retten til først at prædike, siden til at foredrage. Også hans forhold til familien berøres kort.
Dr. Dampe.
III.
I det foregående afsnit har jeg nævnt, at Dampe i årene 1817 til 19 i flere retninger fulgte sit hang til at gøre sine åndsgaver gældende ved offentlig virksomhed. Mest opmærksomhed tildrog han sig ved sine prædikener. Jeg har i min beretning glemt at anføre, at Dampe havde taget teologisk eksamen). Han havde således lejlighed til, i dobbelt egenskab at optræde som offentlig taler, dels på prædikestolen, dels, som doktor i filosofien, på katedret. Det var fra det førstnævnte sted han først offentlig udviklede sit ualmindelige oratoriske talent. Som prædikant erhvervede han sig nemlig i årene 1818 og 19 stor popularitet, især ved den skånselsløse djærvhed, hvormed han angreb tidens sløvhed og sædernes fordærvelse. Hans taler fra prædikestolen kunne imidlertid, strengt taget, næppe kaldes prædikener - det var snarere moralske eksorcismer, hvormed han i et kraftigt, oftest eksalteret sprog søgte at besværge hvad han anså for tidens dæmoner. En af disse hans taler var stilet imod kvindekønnets fordærvelse og dennes indvirkning på den levende og den kommende slægt. Næppe er der nogensinde fra en dansk prædikestol tordnet således imod forfængelighed, letsindighed og usædelighed, næppe disses sørgelige følger skildrede med grellere farver, end i denne prædiken. Dens øjeblikkelige indtryk var ikke mindre overordentlig; Gråd og skrig genlød i den propfulde kirke, og flere fruentimmer blev afmægtige båret ud af den. 
Det var i denne periode (i året 1819), at den ulykkelige begivenhed indtraf i Dampes huslige liv, som man, sikkert ikke uden grund, har tillagt en væsentlig indvirkning på hans efterfølgende stemning og færd. Dampe så sig nødsaget til at skilles fra sin kone; de 3 børn, de havde sammen, blev anbragte hos familien, og Dampe tog sin ulykkelige moder til sig, en aldrende kone, der, som følge af sygdom og kummer, led af sindssvækkelse **). Den heftighed og bitterhed, Dampe allerede tidligere havde lagt for dagen, udartede nu mere og mere og begyndte at forene sig med en ensidig afsondringslyst og anstød af hypokondri. Sit institut forsømte han så godt som ganske, og han syntes kun at finde liv og næring i disputer eller litterær polemik.
I september 1819 begyndte den bekendte jødefejde. Dampe var en opmærksom tilskuer ved den eksaltation og de pøbel-excesser, som under samme ytrede sig. Det var imidlertid imod Dampes karakter og anskuelser i nogen måde at billige disse, så lidt som han nærede den dengang almindelige antipati mod de forfulgte. At han ikke direkte optrådte til disses forsvar, og at han overhovedet forholdt sig passiv ved denne lejlighed, havde uden tvivl en dybere grund. Dampe følte sig på den tid grebet af en ide, for hvilken den smålige og ensidige forfølgelsesånd måtte synes en langt underordnet genstand. Det var betragtningen af tidens store politiske bevægelser, folkenes frihedskampe, den i flere af Europas stater herskende gæring, der fængslede hans opmærksomhed. Han så deri frugterne af den vilkårligheds- og undertrykkelses-ånd, hvormed de mægtigere til alle tider have søgt at kue de svagere, de regerende ofte folkeslagene; han fæstede blikket på sine nærmere omgivelser og troede at finde umiskendelige spor af denne ånd rundt omkring sig, og han blev indigneret derover. Sin af en så ædel grund udsprungne harme gav han luft i den prædiken om frihedens overensstemmelse med kristendommens ånd, som han holdt den 12. septbr. 1819 og hvis ordrette Indhold jeg har meddelt i et foregående nummer af dette blad. Det er en selvfølge, at den i det bevægede øjeblik, hvori han holdt den (netop i de dage da excesserne foregik) måtte vække dobbelt sensation. Enhver, der har læst denne prædiken, vil indrømme, at den ikke indeholder andet end almenerkendte sandheder, holdt i en sådan almindelighed, at der ikke synes at kunne blive tanke, endsige tale om, at de kunne medføre noget lovstridigt. Imidlertid er det naturligt, at indholdet, så længe det kun var kendt fra det mundtlige foredrag, kunde blive urigtigt fremstillet, og det skete også, at rygtet i de mest eventyrlige og fejlagtige referater gav den udseendet af en oprørstale, eller, som atter andre ville mene, en stridsprædiken imod jøderne. Dette bevægede forfatteren til, ordret, som han havde holdt den, at udgive den i trykken. Var den udkommet, ville enhver straks have set, at den intet statsfarligt eller lovstridigt indeholdt og det inciterende Indtryk, man frygtede, den havde gjort, ville være faldet bort af sig selv. Men vedkommende autoriteter besluttede det anderledes. "Censor" lagde oplaget under beslag og det kgl. danske kancelli gjorde dengang som man i vor tid også stundom har set det gøre. Det stadfæstede beslaglæggelsen uden at dekretere aktion. Vi vil i det følgende få at se, at det længere tid efter (i juli 1820) dog kom til sagsanlæggelse og hvad udfaldet heraf blev, og jeg vil da, ved hjælp af de oplysninger, jeg senere har fået, se mig i stand til at berigtige den fejl i mit første referat, at denne sag skulde være bortfaldet, som en følge af den Dampe 4 måneder efter overgåede aktion og dom for majestætsforbrydelse.
Kancelliet havde imidlertid ikke indskrænket sig til at supprimere prædikenen. Det var gået et betydeligt skridt videre; det havde forbudt dr. Dampe at prædike. Man kan let tænke sig, hvilken virkning såvel dette forbud som prædikenens supprimering måtte have på et så irritabelt gemyt som Dampes og i den stemning, hvori han befandt sig. Han protesterede med stor heftighed både skriftligt og mundtligt imod forbuddet, han hjemsøgte kancelliherrerne i kollegiet og i deres bopæle - man fortalte således, at han, ægget af den uimodtagelighed imod hans argumentation, som blev vist ham ved en af disse (der havde det gejstlige departement), idet han gik, endnu råbte opad trappen til den høje herre, at "Sandheden stod over alle kancellier og kancellideputerede og til sidst ville sejre" - men alt forgæves. Det blev ved kollegiets resolution.
Dampe havde således ved en administrativ forholdsregel, hvis retfærdighed sikkert intet skulle have bragt ham til at indrømme, tabt sin ret til at bestige prædikestolen. Katederet blev ham endnu tilbage, og han tøvede ikke længe med at bebude en række af offentlige foredrag, der skulle have til genstand at underkaste den augsborgske konfession en kritisk undersøgelse. I det første af disse foredrag søgte han som indledning at føre bevis for tilladeligheden af sit forehavende. Han holdt det d. 10. april 1820 og der havde indfundet
sig et talrigt auditorium, blandt hvilket det bemærkedes som noget dengang ganske ualmindeligt, at der "også sås en del fruentimmer". Disse vare dog måske snarere blevet lokkede derhen af talerens popularitet som prædikant og senere fata, end af nogen dybere Interesse for det vigtige religionstema, han agtede at drøfte.
Det varede ikke længe efter at Dampe havde holdt denne indledningstale, før der indlød en ny kancelliresolution, der forbød ham at holde offentlige taler om den augsborgske trosbekendelse. Dampe demonstrerede og protesterede atter, men ikke med bedre held. Han bebudede nu at ville holde offentlige taler over andre materier, af blot filosofisk tendens. Da kom atter en kancelliskrivelse, som også forbød ham at holde disse taler.
Der syntes nu ikke at være andet tilbage for Dampe end at forelægge publikum disse sine vedvarende konflikter med autoriteterne, og navnlig med justitskollegiet, og han publicerede også sin brevveksling derom, tilligemed den ovenfor nævnte indledningstale, i en brochure, betitlet: "Underretning til Publikum, indeholdende facta, som have fundet sted i anledning af mit Forehavende med den augsborgske Troesbekjendelse." Også den anden tale, han havde intenderet at holde om den augsborgske konfession, lykkedes det ham at få udgivet i trykken.
*) Dampe tog den teologiske embedseksamen med bedste karakter den 26. april 1809, altså i en alder af 19 år.
**) Denne ytrede sig hos hende aldrig på nogen udvortes voldsom måde, men mest ved en påfaldende partiel fraværelse af hukommelsesevnen. Det var hende således ofte aldeles umuligt at erindre sig navne, ikke alene på personer, men også på ting, selv de, der nærmest omgav hende. Hun maatte således betjene sig af lange omskrivninger eller omsvøb i talen for at gøre sig forståelig når hun vilde betegne en person eller genstand for sønnen.
Kjøbenhavnsposten, Dampe III, 21. august 1841.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar