Dr. J. J. Dampe IV. (Efterskrift til Politivennen)

 Del IV omhandler nogle brevvekslinger mellem Dampe og myndighederne i 1820 om hvad han må og hvad han ikke må. Samt om hans tanker desangående.

Dr. Dampe.

IV.

Allerede i det forrige afsnit var det min agt noget mere detaljeret at gå ind på den række af forfølgelser, Dampe fra autoriteternes side underkastedes og hvad han foretog sig derimod; men da den eneste udførlige kilde til oplysning derom, hans: "Underretning til Publikum" etc., der i sin tid blev udsolgt, hverken længere er i boghandelen, eller findes på bibliotekerne og overhovedet er vanskelig at overkomme, måtte jeg indskrænke mig til et mere overfladisk referat. Senere er jeg imidlertid, ved en vens velvilje, kommet i besiddelse af skriftet og skal derefter kort afhandle det passerede i kronologisk følge.

Da Dampe havde besluttet at foretage en offentlig drøftelse af den augsburgske trosbekendelse, tilstillede han, for, så vidt muligt, at vide denne sin handlings legalitet betrygget, den da som censor fungerende politiretsassessor Danchel sin indledningstale tilligemed et brev, hvori han, belært af den mod hans prædiken brugte fremgangsmåde, om at "intet af ham forudtaget hensyn til sandhed og trykkelov kunne betrygge ham for sine skrifters konfiskering, forholdelse af sin ejendom og pengetab", hvilket var sket "uden Lov og Dom og uden angiven Grund"  *), bad assessoren at censurere talen som et til trykken bestemt manuskript. Danchel svarede, at han ikke skønnede dettes indhold at være
stridende enten imod lovgivningens ord eller dens præsumtive grund og hensigt, hvortil han dog bemærkede, at titlen af skriftet, der erklærede det for et angreb på den herskende trosbekendelse, muligvis kunne bevirke at højere autoriteter ville finde publikationen
utilladelig, og henstillede derfor, om Dampe ville modificere den derhen, at samme kun antydede en "Undersøgelse angående" konfessionen; i modsat fald måtte han anse det for sin pligt, forinden videre, at indhente kancelliets resolution. De påankede ord i titlen forandrede Dampe, og holdt nu talen (den 10. april 1820) ordret efter manuskriptet. I denne handling erklærer han udtrykkeligt, straks fra begyndelsen af at ville have sig betragtet som den, der handlede som borger og ikke som docent.  "Jeg mente", siger han, "og lovkyndige, som jeg adspurgte, mente med mig, at hvad der måtte trykkes eller skrives offentlig, også måtte tales offentlig, ja man mente, at lige så lidt som det var forbudt borgere at skrive og lade bøger trykke om hvilke som helst genstande, lige så lidt var der dem forbudt at tale offentlig om hvilke som helst genstande (hvilket er en langt mindre grad af offentlighed), kun at talen da måtte være underkastet samme trykkelov som skriftet, og måske i alt fald hvad slags censur man behagede; og mente man at hvad ikke ved nogen lov eller forordning  var borgere forbudt, det måtte gælde for en i almindelighed tilladt handling; nu var talen offentlig om de genstande, jeg havde valgt mig, ikke ved noget lovsted forbudt borgere i almindelighed, altså heller ikke mig, qva menneske og borger, i særdeleshed; for dette vidste jeg vel, at jeg, når jeg betragtedes som akademisk docent, ikke havde lov til ved Universitetet at lære udenfor filosofien". Noget efter denne tales afholdelse blev det af kancelliet, efter foregående brevveksling med universitets-direktionen, dr. Dampe forbudt at holde eller anmelde offentlige taler om den augsburgske trosbekendelse, "på grund af, at han, i egenskab af doktor i filosofien, ikke havde hjemmel til at holde sådant offentligt foredrag, som det ovenmeldte), samt på grund af lovgivningen og in specie frdn. 13. jan. 1741 om gudelige forsamlinger". Da han derefter ville holde en tale "mod den mening, at folket skal betragtes som utænkende", blev anmeldelsen af denne tale ham forbudt ved kancelliresolution af 15. april, uden anførelse af nogen grund; og da han endelig ville gøre en anmeldelse blot med de ord, at han ville "holde et Foredrag", blev også sådan anmeldelse ham forbudt.

Den 17. april tilsendte han kancelliet følgende skrivelse:

"Underdanigst Promemoria.

Da jeg ikke vil aflade, som Videnskabsmand og skribent, at forkynde og udbrede, hvad der synes mig at være sandhed, på alle mulige veje og måder; og da jeg på den anden side, som borger, vil gøre disse veje og måder konforme med lovens og øvrighedens vilje; da der nu alligevel oftere har fundet kollision sted mellem øvrighedens vilje og de af mig
valgte måder; da de denne øvrighed, nemlig kancelliet, subordinerede autoriteter, hæderlige mænd og lovkyndige, som man måtte antage for mere indviede i den styrende øvrigheds viljes principper, uden kundskab om hvilke intet kollisionstilfælde kan forebygges, have, efter
oftere af mig at være adspurgt, erklæret mig, aldeles ingen besked at kunne give mig herom, eller om, hvad der er mig tilladt, og jeg altså endnu mindre kan herom have nogen indsigt eller skønsomhed; da jeg må antage, at kancelliet ønsker at befordre den kundskab
hos alle borgere, der er fornoden til deres handlingers legalitet, men i særdeleshed gerne vil vejlede en borger, der drives af så gode motiver, som den, jeg i begyndelsen af nærværende skrivelse har anført, hvilke i det mindste ingen, uden hjertekenderen, kan benægte; der har gjort sig al umage for at få en norm og regel for sin fremgangsmåde, uden af de subordinerede autoriteter at kunne få den ; der begærer blot at vide, hvad der er ham tilladt, - en måske ikke urimelig begæring - i en sag, hvori de, af hvem man ellers mest kunne vente svar, ikke vide at give det: så nærer jeg det håb al jeg af det kgl. danske kancelli måtte værdiges svar på følgende forespørgsler:
1) Har jeg fortabt min ret, qva Doctor Philosophiae og Artium Magister, til at Iære offentlig i filosofien, og annoncere sådant? er denne ret mig af kancelliet berøvet?
2) Hvis jeg endnu har denne ret, hvad hører da til filosofien? Grænsen navnlig mellem filosofi og teologi trænger sikkert til en nøjere bestemmelse, om den kan gøres, for selve dogmatikken består blot af filologi, historie og filosofi.
3) Har jeg ret til al lade trykke skrifter, der indeholder bedømmelser af dogmer i den herskende religion, eller er denne ret mig ved trykkeloven betaget, uagtet etatsråd Ørsted i sin fortolkning af denne lov straks i begyndelsen pag. 1-2 siger det modsatte?
4) Har jeg ret til at lade trykke skrifter, der indeholde bedømmelse af dogmer i den augsburgske trosbekendelse og de øvrige symboler? Uagtet dette spørgsmål indbefattes under det foregående, har jeg dog anledning til at gøre det for sig selv.
5) Har jeg ret til at forelæse eller foredrage at foredrage et trykt, altså ved censuren approberet, skrift, og offentlig indbyde til at overvære sådan handling?
6) Har jeg ret til at forelæse eller foredrage et trykt skrift privat for venner af mig og sandheden?
7) Har jeg ret til at tale om den augsburgske trosbekendelse og de øvrige symboler, med og til venner af mig og sandheden, hos mig selv og hos andre? har jeg ret til at tale på denne anførte måde om dogmer i religionen i almindelighed? om filosofemer, efter at det er bestemt, hvad der er filosofemer?
Da jeg i min virksomhed for det, jeg holder for sandhed, ikke længere, end højst nødvendigt , bør standses, så turde jeg måske nære det håb, at kancelIlet snart vilde værdige mig besvarelsen af spørgsmålene.
København. den l7. april 1820.
Underdanigst
Dampe.
Til det højkongelige danske kancelli".

Kancelliet svarede herpå, at Dampe, for så vidt han måtte være i tvivl om grænserne for sine rettigheder som akademisk docent, måtte derom henvende sig til universitets-direktionen og at kancelliet heller ikke kunne indlade sig på at besvare de af ham iøvrigt fremsatte spørgsmål, men han måtte af lovene selv kunne skønne, hvad der var ret eller uret.

Allerede tidligere havde Dampe gentagne gange henvendt sig til politidirektøren med forespørgsler om, hvad der måtte være ham tilladt, men ikke fået noget som helst svar herpå, hvorimod Hr. Kjerulff, efter hvad Dampe beretter, "som det lød amice", indlod sig meget og vidtløftig med ham om hans hensigter. "Men", bemærker D., "såsom mine hensigter egentlig ikke henhører under kancelliet, men under Gud, der upåtvivlelig vil ramme med sin straffende retfærdighed såvel mig som kancelliet og politidirektøren, dersom nogen af os fortjener det, så have disse allotria ikke ledt til noget". D. tilmeldte nu politidirektøren, at han af kancellicis svar så sig foranlediget til oftere at ville handle efter egen skønsomhed; han underrettede politidirektøren derom, for at det ikke skulle have skin som om han lagde mindste dølgsmål på noget af hvad han gjorde; og i særdeleshed meldte han, at han til en bestemt tid vilde holde en privat tale om den augsburgske trosbekendelse og de øvrige symbolske bøger. Herpå fik han et brev fra politidirektøren, hvori denne skrev, at han fandt sig beføjet til at forbyde den af ham anmeldte private tale, uden videre tilføjet grund.

Dampe reflekterer i det nævnte skrift over dette sidste forbud på følgende måde:

"Loven siger: det er uforment, at den ene kan besøge den anden, privat opbygges af hverandre osv., se forordn, af 13. januar 1741 § 16. Et er at gøre bestemmelser angående privat tale, og et andet at forbyde at tale privat. Efter loven kan enhver altså endog privat holde prædiken, eftersom en prædiken ikke er andet end et foredrag, indrettet til opbyggelse. Men af mig er ingensinde ved denne lejlighed anmeldt noget foredrag til opbyggelse, hvilket ord har sin særegne teologisk betydning, men foredrag til videnskabelig belæring og undersøgelse i teologiske materier, hvilket er noget derfra aldeles forskelligt. Da jeg aldrig er på nogen måde anset for noget ved tale eller skrift begået delictum, men har åbenbar og ufordulgt udøvet idel af mig og alle adspurgte lovkyndige for lovlige ansete handlinger, til sandhedens bedste fremme, hvorfor jeg af øvrigheden bør med tak anses, om jeg taler sandt, især da jeg ingen løn får for sådant, men må ernære mig usikkert som jeg kan, derimod bør undskyldes, for min hensigts skyld, om jeg fejler i at se sandheden; og iøvrigt for det meste endnu ikke har gjort andet, end at forespørge mig, hvilket må være enhver tilladt; så har jeg i alle dele lige ret og tilladelse med mine medborgere, og de dele følgelig hvert forbud med mig. Ifølge det sidste forbud af politidirektøren er da privat tale om teologiske materier i almindelighed eller og om de nævnte i særdeleshed forbudt enhver. At skelne mellem at tale og holde tale vil vel være umuligt, da man kan holde tale ex tempore, og jeg kender mennesker, som i det daglige liv jævnligt taler eller holdt tale ex tempore om alskens ting med overmåde megen gestikulation; herved er altså alle mulige skelnemærker mellem at holde tale og at tale hævede, såsom de, om hvem ingen siger andet, end at de tale, behandler materier på samme måde, som de, om hvem man ellers ville hellere sige, at de holde tale; indholdets orden øvrige værd kan ikke komme i betragtning, da man kan holde en meget uordenlig og konfus tale; af denne grund vil man heller ikke kunne retligt skelne mellem at tale og at snakke, såsom der kan være talere, der ikke gør andet, end snakke; at tale privat kan være blandt andet ved besøg, hvilket i den anførte forordning sættes ved siden deraf, idet der siges: den ene kan besøge den anden, privat opbygges af hverandre osv. Det er mig ikke muligt, indtil jeg bliver bedre overbevist, af disse bemærkninger at uddrage anden slutning, end den, at, når privat tale om de nævnte materier er forbudt enhver, så er det forbudt os alle at snakke til hverandre om disse Ting".

*) Dette havde universitetsdirektionen erklæret til kancelliet.

**) Dampe bemærker i dette brev udtrykkelig , at han "meget vel ved, at assessor D. ingen del har i denne fremgangsmåde, der da må have haft sit udspring fra selve kancelliet; hvorimod forbuddet mod at prædike, efter hvad han længere hen i skriftet oplyser, "ikke var bygget på nogen grund, hentet fra indholdet af den prædiken, men derpå, at han, på biskoppens fordring af hans koncept, gav et svar, grundet på den formening, at biskoppen ikke kunde have almindelig ret til at fordre ting, hvis eksistens var uvis og ikke lovbefalet", hvilket svar han for en sikkerheds skyld havde ladet sig diktere af en udmærket lovkyndig
(efter at sandsynlighed Gudenrath). 

Kjøbenhavnsposten, 23. august 1841.