Dr. J. J. Dampe V. (Efterskrift til Politivennen)

 Del V beskæftiger sig med retssagen den 17. oktober 1820, hvor Hof- og stadsretten forbød Dampe at prædike og som privatdocent at holde offentlige foredrag om teologiske og filosofiske spørgsmål

Dr. Dampe.

V.

Dampe havde så ganske med liv og sjæl overgivet sig til sin stræben efter al gøre det kald gældende, han følte til offentlig virksomhed i hvad han anså for sandhedens tjeneste, at han endog i foråret 1820 aldeles opgav det eneste sikre middel, han endnu havde tilbage til nogenlunde at kunne brødføde sig og sin moder, idet han nemlig ophævede sit institut. Han ville leve af at skrive; men der udfordredes både en få ubøjelig standhaftighed som Dampes og så ringe fordringer som han gjorde til midlerne for livets fysiske opretholdelse, for at gennemføre dette forsæt under de vilkår, som her var givet og de stadige forfølgelser, han var udsat for. Man forsøge engang at sætte sig ind i denne mands stilling. Med et hjerte, af naturen åbent for alle ædle og gode følelser, bedraget, skuffet, given til pris for den rædsomste, den marterfuldeste huslige skæbne, som vel kan ramme noget menneske. Med en rigdom af kundskaber i en kraftigt fremstræbende ånd og en glødende entusiasme for sandhed og frihed, hæmmet, standset, holdt tilbage med en tvang, hvortil han ikke i loven så nogen hjemmel , ved hvert offentligt skridt, han ville foretage sig. Selv savnet af det allernødvendigste måtte han i denne tid ikke sjældent lide - han var ofte glad, når han blot kunne tilvejebringe det lidet, som hans arme moders ophold krævede - på sig selv tænkte han ikke. Hvem ville her undres over, at han, drevet til det yderste, til sidst kunne bringes til en total forglemmelse af al forsigtighed i sin handlemåde og ethvert hensyn til sin egen borgerlige sikkerhed? Og selv om en dæmon havde forledt ham til fortvivlede beslutninger - hvad jeg holder mig inderlig overbevist om ikke er sandt - hvem ville da kaste den første sten? eller endog fordømme ham til det svælg af elendighed , hvori han - i over tyve af sine bedste manddomsår - har måttet vansmægte?

Dog. jeg vil ikke videre fortsatte disse refleksioner, hvortil fristelsen var alt for stærk til, at jeg ganske kunne overvinde den, men vende tilbage til min beretning. 

Efter i et halvt år, som han udtrykker sig, forgæves at have længtes efter, at aktion måtte blive anlagt mod ham for den beslaglagte prædiken, og lovligheden af dennes indhold derved blive gjort til genstand for drøftelse, indgik han med et i heftige udtryk affattet andragende til kancelliet om at dette måtte ske, idet han gjorde påstand derpå som en ham efter trykkeforordningen tilkommende ret, man ikke vilkårligt kunne betage ham. Såvel dette andragende som hvad videre der var foregået i anledning af prædikenens beslaglæggelse og sine refleksioner derover agtede han at udgive i trykken i et skrift, betitlet: "Videre foregåede Facta, Yttringens Frihed vedkommende". Men denne brochure blev lagt under beslag og ifølge kgl. resolution af 12. juli 1820 blev der nu anlagt aktion imod ham, dels for den af ham den 12. septbr. 1819 holdne og siden i trykken udgivne prædiken, dels for det sidstnævnte skrift. I kancelliets aktionsordre blev det derhos Hof- og Stadsretten tilkendegivet, "at det, ved undersøgelsen af tiltaltes forhold med hensyn til prædikenen, i særdeleshed måtte sættes under kvæstion: om ikke tiltalte, hvis han end kunne fritages for den onde hensigt, at have villet opflamme den tøjlesløsheds ånd , som i de nærmest foregående dage havde ytret sig på en måde, der havde fremkaldt de alvorligste foranstaltninger, dog ikke i alt fald ved det Indhold, som han, uden al anledning af dagens tekst, havde givet bemeldte prædiken, og den hele måde. hvorpå han havde behandlet sit tema, hvorved formentlig et skadeligt indtryk let kunne have været gjort, måtte antages at have vist en så fuldkommen mangel af overlæg og eftertanke, at det ikke burde betroos ham, enten at prædike, eller at udøve det jus docendi, han som doctor philosophiae havde erhvervet". Man ser af denne ordre, at det hovedsageligt har været det af Dampes klager, spørgsmål og forestillinger uophørligt bestormede justitskollegium magtpåliggende ved en retsdom at få stadfæstelse på de repressive administrative forholdsregler, det allerede havde troet at burde sætte i anvendelse imod ham.

Prokurator Haagen, blev udnævnt til aktor imod Dampe. Sagen verserede for retten i en tid af omtrent 3 måneder, og der faldt dom i samme den 17. oktober 1820. Denne dom er i flere henseender meget mærkelig.

Retten fandt ikke, at tiltalte kunde antages, ved den nævnte prædiken at have haft til hensigt at opmuntre til deltagelse i de uroligheder, som dengang allerede havde taget deres Begyndelse ; "for", hedder det i præmisserne , "vel går prædikenen helt igennem ud på at opflamme til at modsætte sig dem, der er i besiddelse af magten, når disse formentlig misbruge den; men da han på flere steder i prædikenen har tilføjet disse sine opmuntringer den indskrænkning: "Loven ukrænket", og han, ved en foregående bemærkning om, at den frihed, hvortil han opmuntrer, aldrig kommer på tanker om at gå imod Loven, idet den ved, at uden lov er ikke stat, og uden stat ville alt det gode, som staten skænker, være tilintetgjort, har vist, at han med ordet: "Loven" mener den borgerlige lovgivning, hvis overholdelse han i hele denne passus indprenter sine tilhørere, så skønnes det ikke, at han, uagtet den ubestemthed, som ellers flere steder findes i hans foredrag, kan, når henses til sammenhængen i hele prædikenen, antages at have villet opmuntre til nogen egenrådig og mod den borgerlige orden stridende fremfærd, men at hans mening må antages kun at have været at opflamme til, uden at det sker på en mod loven stridende måde, at modsætte sig den mægtige, der misbruger sin magt".

Uagtet denne formelige frikendelse for al strafskyld i henseende til prædikenens ord og tendens, troede retten dog at burde gå ind på den anden og væsentligere del af kancelliets aktionsordre.

Det hedder nemlig videre: "Fra den 2. i kancelliets skrivelse berørte synspunkt betragtet kan tiltalte derimod ikke anses angerløs. Vel har han, for så vidt det er lagt ham til last, at han ingen anledning af dagens tekst (Pauli brev til Galaterne, kap. 5 fra 19. til 24. vers) har haft til at behandle det emne, hvorom han har prædiket, bemærket, at han, ved at gennemlæse det hele ovenmeldte kapitel. fandt i det 1. og 13. vers stof for den prædiken, han har holdt; men foruden al han altså dog, ved at gå udenfor den egentlig foreskrevne tekst, selv har valgt sit emne, og ikke ved den anordnede tekst var bunden dertil, måtte det i ethvert tilfælde påligge ham, når han, som offentlig taler, og i et tidspunkt hvor gemytterne hos en del af tilhørerne kunde antages at være forud stemte for uroligheder (se bekendtgørelserne af 5., 6., 7. og 8. september s. å.) behandlede dette emne, da således at indrette sit foredrag, at ingen mistydning deraf kunne finde sted. Dette kan han imidlertid ikke siges at have iagttaget, da hans foredrag de fleste steder snarere, fx ved udtrykkene "væbner sig mod den undertrykkende magt", "rive den mishandlende mægtige på nogen måde det sværd, han misbruger, af hånden", synes at tyde på anvendelsen af udvortes midler, for at drive det igennem, de pågældende forestiller sig gavnligt, så at det kun er ved en oversigt af prædikenen i det hele, at det bliver antageligt, at taleren ikke har haft hensyn dertil, hvilken oversigt ikke ved det mundtlige foredrag for en blandet forsamling kan forudsættes hos de fleste af tilhørerne; hvorimod den øjeblikkelige ytring af dem gribes, og der så meget snarere, når de måtte kunne tro, hos taleren at kunne finde medhold i de urolige planer, de måtte bære hos dem selv; og henkastelsen af den ovenanførte, i og for sig ubestemte, ytring: "Loven ukrænket" kunne ikke være tilstrækkelig til at virke imod det indtryk, talens øvrige Indhold måtte antages at gøre. - "Det findes derfor, at tiltalte ved den ommeldte prædiken, som mundtligt foredrag betragter, og holdt i en tidspunkt som den ovenanførte, har påvist  at han ikke besidder den skønsomhed i at vælge og det overlæg i at behandle sit emne, som er forneden hos den offentlige taler, når han ikke ved sit foredrag skal fremkalde skadelige følger; og den over ham nedlagte påstand: at han må kendes uberettiget til enten at prædike, eller udøve det ham som doctor philosophiae tilkommende jus docendi, vil derfor være at tage til "Følge siden sagens natur tilsiger, at en offentlig lærerplads i staten kun kan betros den, om hvem det kan antages, at han ikke ved sit foredrag modvirker statens øjemed"

Angående det 2. i aktionsordren nævnte skrift: "Videre foregåede Facta, Yttringens Frihed vedkommende", fandt retten, at tiltalte måtte gives medhold i, at samme ikke kunne betragtes som et i trykken udgivet skrift, siden der, efter en under sagen fremlagt attest fra bogtrykkeren, kun af dette skrift var trykket det ene korrektureksemplar, som af tiltalte var tilstillet censor, hvilket eksemplar tiltalte kun havde tilstillet denne, for af ham at meddeles mulige rettelser i skriftet, før han lod det trykke; og at skriftet var sat  var kun en følge af at censor, der før havde efter anmodning af tiltalte gennemset hans manuskripter, før de blev tilstillede bogtrykkeren, nu ikke længer ville gennemlæse, hvad han havde udarbejdet, i manuskript. Men selvom tiltalte således ikke med hensyn til dette skrift skønnedes at kunne blive at behandle efter bestemmelserne i frdn. af 27. septbr. 1799, så fandt retten dog, at han derfor ligefuldt burde stå til ansvar for skriftets indhold, hvilken forpligtelse måtte påligge ham, om det blot var et manuskript, han havde givet bogtrykkeren og censor i hånden; "og da han nu i berørte skrift havde betjent sig af en utilbørlig skrivemåde imod de offentlige autoriteter, med hensyn til det på hans prædiken lagte beslag, især fordi tiltalen imod ham ikke straks blev beordret, så fandt retten, at han derfor burde idømmes en mulkt af 49 Rbd. sølv, ligesom han derhos vilde blive at tilpligte at udrede aktionens omkostninger.

Endelig havde aktor, prokurator Haagen, under sagen nedlagt påstand om mortifikation med hensyn til hvad tiltalte havde ytret om ham. Denne påstand fandt retten at måtte tages til følge.

Domskonklusionen blev da som følger:

"Tiltalte doctor juris Jacob Jacobsen Dampe bør være uberettiget til at prædike, og at udøve det ham som doctor philosophiae tilkommende jus docendi ; hvorhos han for hans utilbørlige skrivemåde i det under sagen påankede skrift: "Videre Facta, Ytringens Frihed vedkommende" kaldet, bør bøde til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse 40 Rbd. Sølv. Så bør han og udrede alle af denne Action lovlig flydende omkostninger. De af tiltalte imod actor i hans under sagen fremlagte indlæg brugte udladelser mortificeres. Det idømte udredes inden 15 Dage efter denne doms lovlige forkyndelse under adfærd efter loven"

Kjøbenhavnsposten, 24. august 1841.