Afsnit IX beretter om dagene op til selve arrestationen af Dampe den 16. november 1820, samt selve arrestationen hvor han var blevet lokket af provokatøragenten Top til at leje et lokale i Badstuestræde.
Dr. Dampe
IX.
Blandt de artikler, Dampe skrev i sin "Iagttager", var også en over det spørgsmål, om det er latterligt og urigtigt, at borgere tænke og ræsonnere over statssager? Det var Holbergs latterliggøren af sådant ræsonnement i hans politiske kandestøber - en satire, der, som Dampe bemærker, og hvad også den nyeste tid har vist, ikke var de mægtige ubehagelig - der nærmest gav ham anledning til at behandle dette tema. Denne artikel turde måske nu med nytte kunne reproduceres. - I det sidste nr, der udkom af "Iagttageren" begyndte D. at behandle spørgsmålet om hvorvidt et folk har ret til at blande sig i et andets indre anliggender. Efter her først at have udviklet, at ingen nation har ret til at befejle en anden nation, eller ved statshandling blande sig i dens anliggender og gøre indgreb i dens frihed, alene fordi den anser dens indretninger, dens konstitution, regeringsform, for ikke at være de mest hensigtsmæssige, - vedbliver han: "Enhver nation må altså have ret til, når ingen anden nation fornærmes, at gøre de indretninger hos sig selv, som den vil. Og den kan ikke, uden at gøre sig selv til slave, tåle, at nogen anden heri vil blande sig eller gøre indskrænkning. Deraf følger dog ikke, at en nation slet ikke kan have anledning eller endog ret til at blande sig i den andens indvortes handlinger. Min nabos husindretning vedkommer ikke mig. Men hører jeg skrig af et svagt og uskyldigt tyende, som han blodtørstigt hudfletter, da kalder menneskeligheds stemme i mit inderste mig straks til hjælp, og det endog uden at vente på retsformers opfyldelse, hvorved hjælp måske kunne blive for sen. Synet af en indre uret må kunne bringe den ene nation til at blande sig i den andens sager. Ingen ret handling kan for den være bevæggrund. Heller ikke en, endog for fejlfuld, erkendt statsindretning. Men uret kan oprøre dens følelse for ret, kan opvække dens ædlere harme, dens retfærdige uvilje, dens drift til forsvar for den, som lider. Dersom den ser en anden nation nedtrådt under en Caligula, hvis lyst er hver dag at dræbe uskyldige mennesker, skulle jeg vel tro, at menneskefølelse må kalde den til handling. Også hvis den ser en nation bestandig synke dybere under en Claudius, der, i tåbelighed og svaghed, om ikke gør uret, så dog tillader, at den højeste uret sker". - Jeg har citeret dette sted fordi den maxime, der i begyndelsen af samme opstilles, også er gjort gældende som et incidentspunkt i den petition eller erklæring, der, som man af det følgende vil se, var hoveddokumentet, hvorfor Dampe fældedes som majestætsforbryder. Den her omhandlede artikel forblev iøvrigt uafsluttet, da Dampe, som tidligere bemærket, blev arresteret dagen efter at dette nummer var udkommet.
Dampes entusiasme for friere statsformer bragte ham, som almindelig bekendt, til at optræde med direkte bestræbelser for disses indførelse i fædrelandet. Men det er sikkert ikke almindeligt bekendt, at den form, hvorunder han først søgte at skaffe denne stræben indpas og understøttelse hos folket, var den samme, som nu er bekendt for at være aldeles lovlig, nemlig en petition til kongen. "Det kan dog umuligt andet end være tilladt at bede" - dermed mødte han de indvendinger, der fra mange sider gjordes ham om det formentlige lovstridige i denne handling. Han gik selv omkring med petitionen til flere, hvis politiske anskuelser han kendte eller formodede at være stemmende med hans, for at bevæge dem til at underskrive den. Men det lykkedes ham kun dårligt. Mens nogle blev grebet af en panisk skræk, gik andre vel ind på sagen; men ville under ingen omstændigheder være blandt de første, der underskrev. Dampe spurgte da smilende, hvor mange der først skulde underskrive petitionen, om ti, eller tolv, eller tyve? Man forlangte i almindelighed flere endnu. "Når jeg har titusinde underskrifter, må jeg så komme til Dem?" spurgte Dampe da i et mig bekendt tilfælde. "De må komme, når De har tusinde", var svaret. - Under disse omvandringer og samtaler, der ofte varede i flere timer, stod politiets udsendinge i almindelighed på et eller andet, mere eller mindre bekvemt sted udenfor, og optegnede troligt hvor Dampe havde været og med hvem han havde talt. - Resultatet blev, at om også Dampe selv, smeden Jørgensen - den eneste, der for alvor var gået ind på hans konstitutionsplan - og Dampes i det forrige omtalte hjertesfortrolige, der var i politiets sold, havde underskrevet, eller var villige til at underskrive petionen, og om også et par andre dubiøse karakterer, der under denne sag kom til at stå i et meget tvetydigt lys, tilsyneladende gik ind på tingen, så blev den derved dog ikke fremmet, og allermindst kunne der være tanke om, hvad Dampe måske i sit entusiastiske drømmeri havde tænkt sig, i kort tid at tilvejebringe underskrifter i tusindvis.
Det københavnske publikum var - det mente nu Dampe - ikke forberedt nok på sagen. Den måtte først yderligere diskuteres. Til en offentlig diskussion kunne han imidlertid ikke indbyde, og det forbød ikke alene genstanden, men det var jo ham desuden forment både at optræde som docent og i egenskab af statsborger at indbyde sine medborgere til at høre ham drøfte nogen som helst materie. Der var da ikke andet tilbage end, så vidt muligt, efter en større målestok at fortsætte de private diskussioner, D. allerede tidligere havde indledt med adskillige, han havde troet at kunne skænke sin tillid. Til den ende bad han disse at indbyde deres bekendte og overhovedet folk, hvis stilling eller synsmåder måtte gøre dem tilbøjelige til at gå ind på sagen, til private sammenkomster, hvilke ikke længere skulle holdes hos Dampe selv eller hos hans kvasifortrolige, der også tidligere venskabeligst havde åbnet sit domicil for møder og samtaler i den omhandlede anledning; men i et dertil lejet lokale. Dampe averterede offentlig, dog ikke under sit navn, om et sådant "til brug for et lidet selskab" (jfr. Adresseavisen af 11. nov. 1820); Billetter derom under udskrift "Håbet" modtoges på Adressekontoret; og han lejede et sådant lokale i Badstuestræde, omtrent ligeoverfor statsminister Stemanns nuværende bopæl. Det første møde skulle finde sted den 16. novbr. Naturligvis var politiet underrettet om alt. Det var ved hjælp af højre fortrolige i besiddelse af de nøjagtigste opgivender om hvad Dampe ved denne lejlighed ville bringe under diskussion, hvilke personer der var anmodet om at komme etc., og politibetjente blev for den berammede tid holdt skjult i huset, hvilke, i det øjeblik Dampe kom, ledsaget af sin ven, politiets trofaste håndlanger, arresterede dem begge. I den offentlige beretning hedder det, at Dampe "med flere" blev anholdt. Jeg har imidlertid ikke kunnet bringe i erfaring, at andre end de to ved den lejlighed blev arresteret. Smeden Jørgensen havde ikke indfundet sig, og arresteredes senere i sin bopæl. Jeg ved, at flere personer, der senere indfandt sig i det nævnte lokale for at deltage i mødet, da de fandt døren lukket, igen begav sig bort uden at træffe på politi. Dampe havde hos sig såvel den tidligere nævnte petition som en i en mere decideret og uforbeholden tone affattet erklæring, som det var hans agt at lade underkaste drøftelse og som gik ud på det forlangende, at folket uhindret skulle tilstedes at gøre brug af den det formentlig tilkommende ret til selv at bestemme landets regeringsform. Dette var hoveddokumentet, hvorfor Dampe siden blev dømt fra livet som majestætsforbryder. Der åbnedes nu straks en række af politiforhør, der, i politidirektør Kjerulffs overværelse, administreredes af daværende hof- og stadsretsassessor og fungerende kriminaldommer, nuværende kancellideputeret Bentzen, og til at aflægge vidnesbyrd, indstævntes alle de, om hvem man på nogen måde vidste, al de enten i den sidste tid eller tidligere havde kendt eller stået i forbindelse med Dampe. Da denne imidlertid straks vedstod sin håndskrift og hvad hans hensigt havde været, og Jørgensen ligeledes vedgik sin delagtighed, og der desforuden fandtes vidner nok af dem, der på skrømt var gået ind på Dampes planer, til at fælde dem begge, selv om ikke en sådan vedgåelse var sket, fandt man det overflødigt at edfæste de øvrige som vidner tilkaldte. Ingen andre end Dampe og Jørgensen fandtes ved politiets præliminære undersøgelse, eller under den påfølgende behandling af sagen ved en kommission, på en sådan måde graveret ved samme, at der kunde blive tale om nogen straf. Heller ikke har jeg hørt, at hele affæren bragte grundet mistanke over nogen tredie person; dog tror jeg ikke at burde lade uberørt, at det almindelige rygte dengang gik, at en også som vidne tilkaldt almenagtet ung mand foretrak at tage sig selv af dage for at aflægge et vidnesbyrd, han i ethvert tilfælde anså graverende for sig i sin stilling.
Kjøbenhavnsposten, 1. september 1841.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar