Del VIII fortsætter del VIII: diskuterer hvordan ytringsforholdene for masserne er under enevældige styrer og parlamentariske styrer. Hvor utilfredshed ytrer sig og hvordan man kan/ikke kan måle den.
Dr. Dampe
VIII.
Endelig mente Bastholm. at den misfornøjelse, der finder sted i England, var et bevis for, hvor lidt de repræsentative forfatninger duer. "Det er", skrev Dampe, "en meget slet følgeslutning, hr. B. drager af den misfornøjelse. Sikkert rejser den sig ikke af utilfredshed med, at forfatningen er alt for fri, og længsel hos folket efter større tvang. Den kan tænkes at rejse sig (for vi tage her hvad der er tænkeligt, da det her er for langt at indlade sig på hvad det virkelige er) af utilfredshed over temporære onder, eller over misbrug, der atter enten blot finder sted under forfatningen, eller hvortil forfatningen endog måske leder. Det første rammer ingen forfatning, da det under enhver kan finde sted. Hvad misbrugene angår, der kunne finde sted under forfatningen, da tilkom det hr. B. at vise at så store misbrug. om ikke af samme art, mindre kunne finde sted under ufri forfatninger, end under friere. Her må han ikke komme frem med eksempler af historien om det forbigangne, eller af Verdens landes nuværende tilstand, og ville bevise, at folkene under de ufri forfatninger altid have været lykkelige og tilfredse, fordi de måske have tiet og ikke talt lydelig, således som nu folket i England, og atter af denne tavshed og den deraf ved hel mislig slutning formodede tilfredshed, ville bevise, at det lkke er muligt, at jo uhyre misbrug under ufri forfatninger have kunnet finde sted og kunne finde sted. Sådanne floskler om det tavse folks tilfredshed kunne finde sted i Geburtsdags-taler, hvilke, i vejret henviste, er tilintetgjort som i luften flagrende halmstrå for historiens og sandhedens fakkel. Alle støtter, transparenter, menneskemængder, der er kommanderede til at spænde sig selv, som heste, for fyrsternes vogne og opfylde luften med glædes-hurra over landets tilstand, hvilken disse jublende menneskemængder oftest enten slet ikke kender til, eller, berusede af vinen, har glemt, alle døgnbladskrivernes ækle gentagelser, deres ofte menneskeheden højst nedværdigende og en dyb foragt for menneskemængden vækkende talemåder og slaviske udtryk, alt dette er for den fornuftige et intet, alene fordi det beviser intet. Det beviser intet, hvor nationerne kunne tale, og det beviser endnu langt mindre, hvor nationerne er tavse. Hvor folkene aldeles intet kan fremføre, uden sådanne udtryk af tilfredshed, der egentlig hører til hofstilen, der gærer ofte utilfredsheden i det inderste med en des stærkere kraft. Munden kan bindes, men sjælene og tankerne kan ikke bindes. Der gælder det især for styrerne at vogte på sig selv, for der er styrerne i en langt større uvishedsstilling, end hvor folkene kan tale. Ikke, at man skulle antage nogen styrer der at være så tåbelig, at han ville lade sig dysse i selvtilfredshedens søvn ved den lovtale-stadses intet, for det ville være ligeså enfoldigt, som om jeg ville holde enhver, der sagde til mig: Deres tjener, for at være en person, der virkelig ville tjene mig. Men da styrerne i sådanne lande aldeles intet får at vide om folkets egentlige mening og stemning, så er de ligesom skribenter, der ingen kritik hører. De kan skrive godt, eller de kan skrive dårligt, men de står dog altid i fare for at henfalde i en vis ligegyldighedsslummer, og ofte kunne de holde for mesterstykker af dem selv, hvad der indeholder kun sladder. Hos sådanne nationer skal man altså aldeles ikke tænke på, hvad folket taler, men hvad folket ville tale, hvis det måtte tale. Ikke de tanker, som kommer frem, men den dybt sammenknugede, måske store masse af tanker, som ruger i hjerterne. Der må det ofte hedde som ved den stumme ulykkelige i tragedien: "Oh hvad ville han ikke sige, om han kunne tale!" Ja, hvilke ord ville udstrømme fra hans læber, hvilke jammerfulde, så længe i hjertet sammenpressede klager, hvilke udtryk af lange lidelser, hvilke så længe bårne bitterheder og smerter i det inderste, hvilke udbrud af den så længe tilbageholdte harme over dynger af uretfærdigheder, hvilke anklager mod underkuer- og hemmelige voldsmænd i staterne, hvilke opregnelser af de mægtiges hidtil med tavshed forbigåede forbrydelser, hvilke tungt rammende bebrejdelser af uskyldige svage, der have båret lænker, medens de formående lastefulde har strakt sig på det bløde purpurleje, ja! hvilke forbandelser, hvilke hidtil undertrykte fortvivlelsesudråb. hvilke fordringer af gengældelsen over de skyldige! Således ville stemmen ofte lyde i de ufri lande, om tungerne fik mæle. Det er derfor højst uret at drage et bevis for, hvad der tales i de friere lande, når man ikke ved, hvad der forties i de ufri, eller af den offentlige misfornøjelse over misbrug i disse at drage et bevis mod landets forfatning, når man ikke kan vide, hvor stærk den skjulte misfornøjelse er i disse. For at anstille sammenligning, måtte man kende begge dele lige godt; ellers ophører beviset. Dette, at misfornøjelsen ytrer sig over misbrug i de friere stater, er ikke noget punkt, der kan nedsætte deres forfatninger under de ufris, hvor folket kan være lykkeligt eller ikke lykkeligt, tilfreds eller utilfreds, efter omstændighederne, men hvor man ingen stemme hører". - For ikke at have noget at bestille med de nordamerikanske fristater, siger B., at man ikke kan sammenligne dem med de europæiske stater. Dampe kalder dette "den sædvanlige udflugt, som de bruger, hvem de nordamerikanske fristaters eksempel er i vejen". "Hvorfor ingen sammenligning? Måske luften i Nordamerika er bedre for en større frihed? Måske luften i Europa er i forvejen så opfyldt med de mange hofsnoges uddunstninger, at ingen større frihed kan trives. For af hofsnoge er der mængde nok i Europa, og der er ingen tvivl om, at sådanne giver alle Bastholms grunde magt, såsom logikken ikke er deres sag".
Skønt Dampe mente, at en overvejende lyst til repræsentativ forfatning havde været i det mindste vigtig medvirkende årsag til revolutionen i de sydlige lande, indrømmede han, at Bastholm gerne kunne have ret i, at statsfejl havde været nærmest anledning til dem. "Er det så", vedbliver han, "da følger umiddelbar deraf, al de lande må have revolutionen mest at frygte, hvor de groveste statsfejl finder sted. Hvor tingene bestyres viseligere, der kan styrerne være roligere. Men at frygt bor sammen med tyranner og med slette styrere, det er en så gammel sætning, ar den knap kan gentages. Den sig selv sin slethed bevidste styrer lurer og spionerer, når den vise og gode er rolig. Ved at kaste et vejende blik rundtom på de større og mindre magter, vil man også opdage, at disse ting allevegne findes parrede i ængstelige forholdsregler og uduelighed. I en tid, da frygt griber mange magter, en frygt, hvortil en af de største for kort siden i et manifest har erklæret virkelig ar være grund, da hedder det dobbelt: Held den gode og kloge styrer! Held den fyrste, der er beredt til, hvad øjeblik timen lyder, at nedlægge scepteret, kaste sig for verdenens herre, og sige: Her er det, rent som jeg stedse har båret det, rent som jeg modtog det, ikke besmittet ved ladhed, ved skødesløshed, ved yndlinger, ved friller, ved uretfærdighed, ved forkastelse af kloge råd og kloge rådgivere, ved egensindighed, ved mangel af agtelse for de evig hellige menneskerettigheder, ved mangel af agt for oplysningen. Her er det, ikke besmittet ved nogen af disse viljes fejl, for over forstandens var jeg ikke rådig. Blandt alle de egenskaber, hvorved jeg har attrået, at det skulle være smykket, er lysten til retfærdighed kronen. For jeg vidste, at et helt land trænger til retfærdigheden, og kun enkelte kan nyde godheden. Jeg vidste, at retfærdighed mod et helt land er godhed, og godheden mod enkelte er oftest uretfærdighed. Derfor har jeg derefter fornemmelig tragtet; jeg vidste, at mit liv havde sin dom, såvelsom hyrdens ved ledet, til hvem jeg kastede penningen, og at al knejsen og pragt er for denne doms alvor tilintetgjort. Derfor offrede jeg mangt et øjeblik til den tanke: er jeg min bestemmelse tro? Jeg troede ikke, at tanken om mig kunde trædes under fødder; for jeg vidste, at oven, der var jeg ikke herre. Jeg troede ikke, at jeg med en egensindig vilje kunne skræmme den tilbage, for jeg vidste, at ved ingen vilje lader den sig skræmme. Kort, jeg troede ikke, at blot fordi jeg ville, at alt skulle kaldes godt, derfor blev det godt; fordi jeg ville, at det ikke skulde hedde, at der fandtes vrimmel af fejl og uretfærdigheder, derfor ophørte fejlene og uretfærdighederne; fordi jeg ikke ville, at bygningen skulle kaldes rådden og forfalden, derfor blev den fast og nybygget. Jeg vidste, at min befalingsmagt ikke var til for at bortfjerne den åbenbare eller hemmelige anke over fejlene (mod den sidste var jeg desuden afmægtig), men for at bortfjerne fejlene. Jeg vidste, at den fornemste genstand for min befalingsmagt skulle være ophavsmændene til fejlene, de lade og dorske, de uretfærdige, undertrykkerne. Jeg vidste, at det, at se fejl, er godt, at tage fejl i at se dem, er tilgiveligt, men kun at begå dem, er det, som egentlig medfører skade. Jeg vidste at statsbestyrelsen er et sådant menneskeværk, som er mere underkastet utalligt fejlgreb, end styren af skibet blandt klipper, at dette ror fordrer vågen, at slummer derved er farlig, og at det derfor er bedre at takke den, som vil vække, end at slå ham. Efter dette mit begreb stræbte jeg at bære scepteret, her ligger det, ansvaret derfor kommer over mit hoved! Jeg vidste, da jeg tog det, at det gaves mig til ansvar. Jeg vidste, at jeg stod under nationerne, for de skulle dømme mig; at jeg stod under sandheden, for jeg kan aldrig rokke den men den kan rokke min ære, om den ikke er desfastere; al jeg stod under efterverdenen , som skal vandre på min grav. Min korte magt svandt bort; retfærdighed venter mig, så sandt jeg gav retfærdighed! - Ja, held den styrer, der således kan tale om sig selv! I det øjeblik, en sådan skildring lyder, vandrer folkenes dom rundt og vejer styrerne. Den mægtige, evig uundertrykkelige dom. Idet folkene sammenligne ethvert enkelt af sådanne træk med de enkelte fyrster, for at prøve, hvorvidt de på dem er anvendelige, da bliver det klart for deres blik, hvem der har anledning til at frygte, hvis sæde der står fast, hvem der ingen spejdere behøver, og hvem der har anledning til at tro, at han sidder usikkert og som på en skjult ild, hvilken han må befrygte, pludselig skal bryde frem og, ved tidens opbrusende vejr, hvirvle asken af hans sæde mod skyerne". - - -
Jeg har ment at burde anføre disse ytringer af dr. Dampe så udførligt, fordi de ganske afspejler hans politiske karakter og meninger, fordi de viser, hvilke de sandheder var, for hvilke han i de sidste dage af sin borgerlige tilværelse, på brinken af den afgrund, der skulle skjule ham i en mer end tyveårig kvalfuld tilintetgørelse, virkede og stred med sin tunges hele magt. At det var Dampe den dybeste alvor med denne sin kamp; men at hans heftige iver for hvad han efter sin fuldeste overbevisning anså for sandhed og ret, trodsende enhver fare, gjorde ham blind imod alle dem, der omgav ham, derom vidner, blandt meget andet, også et digt af ham, som findes i et af de første numre af det nævnte blad, en ode, betitlet: "Sandhedselskerens Bøn", hvori det, ligesom profetisk, hedder:
"Da jeg spæd end, skælvende, frygtsom trådte.
Fremført af en ledende hånd, til døren
Af det store videnskabs tempel, knælede.
Kyssede tærskelen.
Da jeg øjet hævede over templets
Indgang, så jeg sandhedens navn i ildskrift,
Og jeg hørte tusinde englestemmer,
Tonende vældigt:
Ingen denne hellige dør betroede,
Når der ikke brændende ild kan flamme
I hans bryst, for sandheden indtil døden
Bankende heftigt!
Alt hans liv til sandheden var viet!
Blindt, mod sandhed skuende, han sig styrte
Ned i afgrundsdybene, styrte blindt i
Åbnede ildsvælg
Kjøbenhavnsposten, 31. august 1841.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar