Dronninglund-mordsagen: Drabene i Stagsted, 30. oktober 1841. (Efterskrift til Politivennen)

Politivennen berettede sjældent noget fra Nordjylland. Heller ikke om en særdeles omfattende volds- og mordsag i Skæve Sogn (Dronninglund Herred, Hjørring Amt). Sagen udsprang af en drabssag. Der blev nedsat en kommision som skulle kulegrave sagen (kommissoriet kan læses i Fædrelandet 16. november 1841). Og det endte med at 181 blev tiltalt. Udover de 7 som var med til drabene, blev kun 1 frifundet, 22 blev dømt til fæstningsarbejde (heraf 10 på livstid), 40 til forbedringshuset og resten til strenge fængselsstraffe. 2 slap med mulkt. 

Den oprindelige sag drejede sig om selvtægt, sagen er stadig kendt i Nordjylland, idet der er opsat en mindesten over de som slog beboerne ihjel. Kjøbenhavnsposten den 6, april 1843 fortalte om detaljerne (uddrag):

Ved en forsamling paa en Legestue i Langholt i Skjæve Sogn Løverdag den 30te Octover 1841 vare de to Brødre Chresten Pedersen og Lars Pedersen Barkholt samt Christian Nielsen, ogsaa kaldet Skov-Christian geraadede i Klammeri og Slagsmaal med en Deel andre der Tilstedeværende, hvorved betydelige Voldsomheder have fundet Sted og hvor benævnte 3 Personer, efterat have saaret nogle af deres Modstandere med Knive, igjen af disse ere tilføiede voldsomme Beskadigelser med Vognkjeppe og en med Jernlod forsynet Bismer, hvorhos de 2 af dem bleve udjagede i en i Nærheden værende Dam, saa at de ilde tilredte og kun med Vanskelighed naaede til deres Hjem, hvor Christian NIelsen, der opgav at have været besvimet af Slagene og i bevidstløs Tilstand, og som var tilføiet en Skramme i Panden, maatte begive sig til Sengs, hvilken han dog næste Dag kunde forlade, hvorimod Barkholterne, efter hvad om deres Tilstand er oplyst, havde erholdt voldsomme Slag og vare opsvulmede, saa at deres Klæder maatte afsprættes, ligesom de blødte stærkt af Saar i Hovederne, og begge vare blaae og blodige fra Halsen til det nederste af Skuldrene og over Armene, som de ikke kunde røre, hvorhos Chresten Pedersen Barkholt endog maatte blive liggende paa Veien i et Bøsseskuds Afstand fra sit Hjem, hvor han blev funden liggende paa Maven med Hænderne under Ansigtet, og hvorfra han saa godt som maatte slæbes hjem, da han ikke kunde støtte paa Benene. Efter Hjemkomsten vedbleve begge Brødrene Barkholt at være i den grad afkræftede, at de ikke blot maatte hjelpes tilsengs, men vare tildeels i de følgende Dage saa svage, at de ikke kunde taale at være oven Senge, og at Chresten Pedersen endog besvimede, naar han kom op for at faa Sengen redt. Den følgende Mandag den 1ste November om Aftenen Kl. 9-10, medens Barkholterne endnu befandtes sengeliggende og afkræftede af de dem Løverdagen forud tilføiede Læsioner og Skov-Christian ogsaa have forføiet sig tilsengs i deres fælles Bopæl i Stagsted Hedehuus, ogsaa Hospitalet kaldet, og hvor i det af Barkholterne beboede Værelse tillige opholdt sig disses Moder, Maren Olesdatter og Søster Ellen Pedersdatter, samt deres Brødre Lars Christian Pedersen, Akrestinus Pedersen og Jens Pedersen, af hvilke de 3 sidste ogsaa havde begivet sig tilsengs, og i det Værelse, hvor Skov-Christian havde Ophold, tillige paa den Tid vare tilstede dennes Moder Johanne Nielsdatter og Søster Ellen Marie Nielsdatter samt Almisselem Maren Nielsdatter, og medens der endnu brændte Lys i begge Værelser, hørtes flere Personer at nærme sig Hospitalet. Disse Personer vare Sognefoged Lars Jensen af Hellum, Møller Peder Hansen af Aunkjøt Mølle, Søren Jepsen af Krattet og Peder Jepsen af Aunkjøt samt Lars Jensen Kroge af Hellum, Jens Christian Pedersen og Anders Pedersen, begge af Østergaard i Stagsted. Af disse brøde de 4 førstnævnte ind i Huset og overfaldt de tilstedeværende Personer med Slag af Knipler, hvorved Christian Nielsen, Lars Pedersen Barkholt, Maren Olesdatter og Chresten Pedersen Barkholt omkom og 5 af de øvrige Tilstedeværende tilføiedes flere Slag. Ifølge den afholdte Obduktionsforretning over Ligene, maae de tilføiede Mishandlinger, der vare særdeles betydelige baade i Henseende til Mængden og Qualiteten, antages at have været af en Beskaffenhed, at de absolut have medført Døden. Med Hensyn til Hensigten med de 4 førstnævntes Ankomst til de Dræbtes Bolig, da angive de, at de vel ikke egentlig havde det Forsæt at slaae nogen af de Paagjeldende Ihjel, men derimod, da Barkholterne og Skov-Christian vare saa farlige for Andres baade Personer og Gods, at give dem saameget, at man kunde være sikker paa, at de i det mindste ikke for det Første skulde begynde igjen paa deres Udaads-Gjerninger, og da Maren Olesdatter ligeledes var vel bekjendt som en Skarns- og Tyve-Qvinde, var det bestemt, at hun ogsaa skulde have noget med, og de agtede derfor ikke videre paa, at de Mishandlede skrege og bade for dem, at man vilde spare deres Liv. De andre 3 i Følget have derimod paastaaet, at deres Hensigt kun var at følge med til en forehavende Ransagning paa Hospitalet, uden at de tænkte paa at deeltage i Voldsomheder. Hvad de specielle Omstændigheder angaae, da maae vi henvise til Dommens fuldstændige og detaillerede Referat og tilføie kun, at Slutningen af Domspræmisserne for disse 7 Tiltaltes Vedkommende lyder saaledes: "Arrestanterne have dernæst til deres Undskyldning bedet bemærket, at der under den almindeligt udbredte og høist forfærdende Usikkerhed for Personer og Gods, som i flere Aar havde existeret der paa Egnen, isærdeleshed næredes en høi Grad af Mistanke til og Frygt for de aflivede Barkholter og Skov-Christian, ifølge disses høist farlige Characteer og Personlighed, da disse Personer vare berygtede ikke blot forsaavidt de i en Række af Aar havde drevet deres Tyverier som Næringsvei, men tillige fordi de vare væbnede med Knive, som de ikke skyede ved givne Leiligheder at drage frem og true og overfalde med, og var der i Almindelighed paa Egnen en saadan Frygt for disse Personer, at Ingen turde gaa rolig tilsengs nogen Nat, og at de Omboende ei heller turde foranledige dem anholdte af Øvrigheden, for at de ikke siden skulde, hvad de ligefrem truede med, tage Hevn over dem, som havde anmeldt dem, og tilføie dem yderligere Skade paa Person og Gods; og bidroge Barkholternes yngre Sødskende, som gik omkring og betlede, ogsaa for en Deel til at udbrede denne Skræk, da de bade Folk om at tage sig ivare for deres ældre Brødre, at de ikke satte Ild paa Husene, hvorom de Yngre formodentlig vare instruerede af de Ældre, for saa meget desto bedre at gjøre deres paatrængende Betlerier gjeldende. Peder Hansen har endvidere bemærket, at han i den afvigte Høsttid var bleven forfulgt af Skov-Christian og Chresten Barkholt i Allerup Bakker, hvor de vilde have overfaldet ham og den Sidste endog stukket ham med en Kniv, idet han sagde, at nu skulde de tales ved om Støvlerne (hvorved han sigtede til, at Arrestanten engang havde anholdt ham i Sæby med et Par stjaalne Støvler), men Arrestanten, som til Lykke førte sin Hammer, gav Skov-Christian et Slag med samme, og var herpaa saa heldig at slippe fra dem og frelste Livet. Saa har Arrest. Peder Jepsen ogsaa opgivet engang at have været i et lignende Tilfælde, idet han blev overfaldet i Skoven af Barkholterne og Skov-Christian og kastet overende, men, da han lod, som hans Broder var i Nærheden og kaldte paa denne, slap han, uden at blive tilføiet videre Skade. Sluttelig have Arrestanterne enhver for sig erklæret, at de inderligen have angret den af dem begaaede Brøde og indstillet dem under Kongens Naade. Vel findes nu de af Arrestanterne afgivne Forklaringer saavel om de aflivede Personers tyvagtige og farlige Characteer, som om den i Egnen verserende Usikkerhed i det Hele for Person og Gods, samt om den deraf flydende Frygt, der overalt og i lang Tid havde hersket blandt Beboerne, navnlig for de aflivede Personer, tilstrækkelig bestyrkede ved de iøvrigt under Sagen herom tilveiebragte Oplysninger, hvoriblandt maae mærkes de fremlagte Domsacter, som udvise, at de aflivede Personer ideligen have været under Justitiens Forfølgning, og kun paa denne Maaade lader det sig forklare, hvorledes Arrestanterne, der ifølge de dem meddeelte Vidnesbyrd, ikke blot ingensinde have begaaet nogen Ulovligt, men meget mere stedse enhver i sin Stilling have været erkjendte som brave og almeenagtede Mænd og hvoraf de 4 ere bosatte og Familiefædre, have kunnet ansee dem opfordrede til at fremstaae som et Slags Repræsentanter for den fredelige Befolkning og i deres Almue-Enfoldighed betragte dem og deres Omgivende for ligesom at være stædte i en Nødværgestilstand imod det Udskud af Menneskehed, der i saa lang Tid havde udgjort Egnens Plage, og imod hvilket de ikke havde vidst andet Middel end selv at tage sig til Rette, og at fare frem paa den Maade, som skeet er. Men hvormeget de anførte Omstændigheder end i moralsk Henseende kunne tjene til at nedsætte deres Brøde, findes samme dog ligesaa lidet ifølge Lovgivningens Grundsætninger, som med Hensyn til den væsentlige Forstyrrelse, som herved er skeet i den almindelig og offentlige Retsorden, at kunne komme i Betragtning til Undskyldning, end sige til Retfærdiggjørelse for det af Arrestanterne udviste Forhold, og Arrestanterne Lars Jensen, 44 Aar gammel, Søren Jepsen, 32 Aar gl., Peder Jepsen, 24 aar gl. og Peder Hansen, 32 Aar gl., ville saaledes for den af dem udviste forbryderiske Virksomhed være at ansee efter Fdn. af 4de Octbr. 1833 § 10 cfr. Lovens 6-6-1 med at have deres Liv forbrudt, og Arrestanterne Lars Krog, 26 Aar gl., Anders Pedersen, 25 Aar gl. og Jens Christian Pedersen, 21 Aar gl., ifølge bemeldte Anordnings §§ 25 og 27 cfr §§ 2, 3, 5 og 13 med Straf af Forbedringshuusarbeide i Viborg Tugt- og Forbedringshuus, som bliver at bestemme for enhver af de 2 F'ørstnævnte i 2 Aar og for den Sidstnævnte i 1 Aar". - Under Sagen er opdaget et overordentligt Antal for Forbrydelser, idet de fleste Tiltalte have begaaet mange, 1 endogsaa 63, Forbrydelser.

Det tidligere Museet i Try (Vendsyssel): Bismeren som blev brugt til at gennembanke brødrene, og øksen som moderen brugte til at forsvare sin sønner. (Screenshot fra tv-udsendelse: Martin Schmidt-Nielsen).

Til denne fremstilling tilføjede "Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende", 9. april 1843 følgende kommentar:

Ligesom denne Undersøgelse har givet sørgelige Oplysninger om den Forvildelse, hvortil Mistillid til Retfærdighedens lovlige Organer, og Frygt for forstokkede Forbrydere kan henrive Mænd, som hidtil have ført en ustraffelig Vandel, saaledes ligger der i den langvarige Usikkerhedstilstand for Personer og Eiendomme, som ved Undersøgelserne er oplyst, en høist indtrængende Opfordring til den Reform, hvortil den hidtilværende Organisation af Landpolitiet saa stærkt trænger. Den Masse af uligeartede Forretninger, som paahviler de Embedsmænd der skulle vaage over Retssikkerheden paa Landet, i Forbindelse med mange Jurisdictioners betydelige Udstrækning, og den med lang Afstand fra Tingstederne forbundne Ulempe, som meget bidrager til den Udvillie, der spores ikke blot hos Almuen, men langt mere almindeligt, hvor det gjelder om betimelig og fuldstændig Anmeldelse af forøvede Uordener eller Forbrydelser - ere uden Tvivl de Hovedmangler, som en tilfredsstillende Reform vil have at hæve. Saalænge - paa den anden Side - Justitspleien i første Instants skal vedblive at være ulønnet Arbeide, eller, om man vil kun ufuldstændigt lønnes derved, at Arbeide af mindre vigtig, og, i alt Fald, langt mindre besværlig og ansvarsfuld Natur, lønnes uforholdsmæssigt høiere end det er værd, ville alle andre Reformer neppe vise sig tilstrækkelige. 

Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende, 13. april 1843 havde yderligere detaljer om mishandlingerne, bl.a. at Ellen Marie Nielsdatter var gravid, uden dog at kvæstelserne havde skadet hende eller barnet:

Man (kan) dog ikke uden Gru læse Beskrivelsen af de udøvede Mishandlinger og den Ubarmhjertighed der udvistes imod de ulykkelige mishandlede Offere, der forgjæves, under Løfte af at skulle tilstaae og fremtidig afholde sig fra alle Tyverier, endnu i Dødsstunden anraabte om Skaansel af deres jammerlige Liv. Paa Skov-Christian var saaledes den venstre Overarm knækket i smaa Stykker, Læggebenet i hele sin Længde knust, Skinnebenet ligesaa, flere Arterier og Seener overrevne og betydelige Saar i Hovedet tilføiede. Lars Peter Barkholt, der med et Reeb om Halsen var slæbt nøgen ud i Skoven, og Chr. Pet. Barkholt havde ligeledes modtaget voldsomme Contustoner og Læsioner, der ikke kunde Andet, end være absolut dødelige; men skrækkeligt synes dog Moderen, Maren Olesdatter, at have været mishandlet. Venstre Arm var brudt med udstikkende Beenender; midt paa venstre Been fandtes Brud i smaae Stykker, ligesaa paa nederste Deel af Laaret; Læggebenet brudt nedenfor Knæet; midt paa Benet og nedad begge Knokler aldeles knuste; Bruddene paa høire Laar, høire og venstre Been alle knuste og indvendig under Huden saa sønderslagne, at Muskler, Beensplinter og extravaseret Blod vare saaledes sammenblandede, at der ikke kunde kjendes Andet, end nogle enkelte Seener; venstre Skulderblad knuust i mange Stykker og 5 Ribben brækkede. 

Sagen blev husket i lang tid efter. Viborg Stifts-Tidende gengav sagen den 25.  26. og 27. februar 1880. Her er sympatien udelukkende på de dømtes side. I Slagelse-Posten, 10. januar 1894 og Randers Amtsavis 11. januar 1894 var man mere skeptisk, og påpeger at retssagen netop viste at mange andre end de dræbte havde været involveret, bl.a. at en af lederne var sognefoged Christen Nielsen. 

Desuden er der udgivet en del kilder, bl.a. Urban Hansen: "Tyvebanden paa jydske Aas. Historisk skildring fra aarene omkring 1840 i Vendsyssel" (1920) og "Vendelboerne der hjalp sig selv. Den dronninglundske commissions-dom. Afsagt i Sæby 13. marts 1843" (1919). 

Mindestenen ved Stagsted. Se tekst nedenunder. (Foto: Martin Schmidt-Nielsen).

At sagen stadig rumsterer i området, fremgår den mindesten som i 1976 blev rejst på stedet. Her er sympatien helt klart på de dømtes side: 

HER LÅ ASYLET, STAGSTED HEDEHUS. I. H. 1841 TOG 7 VENDELBOER LARS JENSEN HELLUM, LARS JENSEN KROG HELLIM, PEDER HANSEN AUNKJØT, SØREN JEPSEN KRATTET, PEDER JEPSEN AUNKJØT, JENS CHR. PEDERSEN STAGSTED, ANDERS PEDERSEN STAGSTED - KRÆNKEDE I DERES RETSFØLELSE - LOVEN I EGEN HÅND OG IHJELSLOG HUSETS LOVLØSE BEBOERE." 

Persongalleri

Gerningssted: "Hospitalet" (fattighuset) i Stagsted

Faderen Peder Christensen  var ikke til stede på gerningstidspunktet. Moderen,  Maren Olesdatter blev sammen med to af børnene, Christen Pedersen Klog (1815-1841) og Lars Christian Pedersen Klog (1824-1844) slået ihjel, mens de 5 andre søskende så til og overlevede mishandlingerne: Else Pedersdatter (1818-1847). Ole Pedersen Klog (1827-ca. 1850). Akrestinus Pedersen Klog (1829-1905) og Jens Pedersen Klog (1835-1897). Derudover blev Christian NIelsen Skov slået ihjel.

Peder Christensen Klog (Barkholt). o. 1781-18?, gift 15. marts 1817 i Skæve kirke med Maren Olesdatter (o. 1788-1841). Viborg forbedringshus i 1839, 8 måneder for hæleri (2. gang), sammen med Skov-Christian. Indsidder. 1824 husmand. Slutningen af 1830'erne flyttet med familien til i fattighuset på Stagsted hede. Han var ude da drabene skete i 1841. Blev september 1843  som ærlig slave dømt til fæstningsarbejde i Stokhuset i København, hvor han i hvert fald sad i 1845 og 1850, måske for blodskam mod sin datter, Else Pedersdatter, omkring den tid, hvor drabene fandt sted på Stagsted hede. Else angav stortyven Simon Andreas Christensen, kaldet Simon Bolle, som far.

De 4 dræbte:

Chresten Pedersen "Klog" "Barkholt". (1815-1841).

Lars Pedersen "Klog" (1822-1841). "Lars Pedersen Barkholt", Søn af indsidder, senere husmand Peder Christensen Klog og Maren Olesdatter. Dømte han d. 15. august 1839 til 8 måneders forbedringshusstraf i Viborg for 1. gangs tyveri. Landsoverretten stadfæstede dommen og afsonede 1839-1840. Dræbt på Stagsted hede i november 1841.

Christian Nielsen Skov. (1821-1841). "Skov-Christian". Søn af husmand Niels Nielsen Skov og Johanne Nielsdatter. Faderen var død som almisselem i 1826, hvorefter moderen flyttede senest 1840 ind i Stagsted hospital. 22. september 1838 idømt en tugthusstraf på livstid. Forinden skulle han kagstryges. Sagen blev appelleret til både Landsoverretten i Viborg og Højesteret, hvor dommen blev stadfæstet. Men ved kgl. resolution 13. juni 1839 blev straffen formildet til 2 års forbedringshus og den vanærende straf på kroppen bortfaldt. Dømt for indbrudstyverier, og andre ikke kendte forbrydelser. Løsladt d. 1. august 1841, og han dræbt tre måneder senere. 

Christians ældre bror Christen Nielsen Skov (1809-1832) døde i Viborg tugthus. Han blev 1827 fængslet tyveri. I 1828 idømt livsvarigt tugthusstraf for tyverier.

Christians ældre bror, Hans Nielsen Skov (1811-1892) var i 1834 arresteret for tyveri under værnepligten. Senere medlem af den berygtede Aalborg-bande. I 1841 idømt 6 års fæstningsstraf, som han afsonede i Stokhuset i København. Herefter lovlig. Forfalden til druk, og hængte sig selv i 1892.

Christians storesøster, Ane Margrethe Nielsdatter (1817-efter 1855) hælede broderen Christians tyvekoster. Idømt 2 års forbedringshus. Løsladt i sommeren 1846. Senere igen arresteret, men tilsyneladende derefter holdt sig på lovens vej. 

Maren Olesdatter (?-1841), arresteret for 2. gangs tyveri og idømt 2 års forbedringshus i august 1837. Løsladt 14 dage efter at hendes mand kom til Viborg. Da Peder blev løsladt i april 1840, sad hans kone atter arresteret i Sæby, i øvrigt sammen med deres ældste søn Klog-Christen.

Datteren Anine Cathrine Marie Simonsdatter boede endnu hos sin mor i Stagsted hospital i 1845, men herefter har det ikke været muligt at følge hendes skæbne. Hendes mor Else døde i 1847.

De overlevende børn:

Lars Christian og Ole blev konfirmerede hhv. 1839 og 1841. I februar 1840 boede de hos deres storesøster i Stagsted hospital, mens faderen sad fængslet i Viborg og moderen arresteret i Sæby. Lars Christian havde klumpfod og modtog fattighjælp fra sognet. Han døde kun 20 år gammel og dødsårsagen blev opgivet som ”brækning”. Ole kom ud at tjene på egnens hovedgårde (Hejselt og Knudseje). Under våbenhvilen 1848-49 blev han udskrevet som soldat ved 11. Infanteribataljon, men døde under den følgende vinters våbenhvile.

Christen Pedersen Klog (1815-1841). Søn af tjenestekarl, senere husmand Peder Christensen Klog og Maren Olesdatter. Februar 1840 i arrest i Sæby sammen med sin mor.

Jens Pedersen Klog. (1835-1897). Søn af husmand Peder Christensen Klog og Maren Olesdatter. I pleje hos en spindekone i Karmisholt i Skæve sogn, mens forældrene sad bag tremmer i Viborg og Sæby. Flakkede om med den berygtede kvinde Ane Johanne Christensdatter (1837-1900) fra Vrejlev sogn, også kaldet ”Store Hanne”, ”Sangerinden” og ”Støvleskaftet”. Jens Klog forsvandt ud på vejene igen, var en overgang hyrde på Ormholt gods, men endte i Stagsted hospital. Her brød han sig ikke om at være og flyttede i stedet ind hos ”Ulv-Stine” i Krathuset.

Akrestinus Pedersen Klog (1829-1905). Gift 11. april 1857 i Hørby med Cathrine Sørensdatter. Stinus holdt sig på den rigtige side af straffeloven. I 1853 aftjente han sin værnepligt ved 1. Jægerkorps, og da krigen brød ud i 1864 meldte han sig som stillingsmand og gjorde krigen med ved 14. Infanteriregiment. Da erindringsmedaljen for krigsdeltagelse i 1848-50 og 1864 blev indstiftet i 1876, søgte Stinus også og fik sin medalje. Før og efter krigen hutlede Stinus sig gennem tilværelsen som landarbejder, som hyrde og som skærveslager på landevejen mellem Sæby og Aalborg. Som gammel mand måtte han nødtvunget rykke ind i Volstrup fattighus i Krattrup. Her blev han interviewet af Urban Hansen som et af de sidste vidner til begivenhederne på Stagsted hede i 1841.

Else Pedersdatter. (1818-1847). Datter af indsidder, senere husmand Peder Christensen Klog og Maren Olesdatter. Boede alene med sine yngre brødre i Stagsted hospital i februar 1840. Faderen sad ved den tid i Viborg forbedringshus og moderen sad som arrestant i Sæby. I marts 1842 fik hun en ”uægte” datter, som den berygtede stortyv Simon Andreas Christensen, kaldet Simon Bolle, angiveligt var far til. Måske var faderen snarere Else egens far, Per Klog. Else havde en klumpfod. Hun døde af en halssygdom i maj 1847.

De 7 gerningsmænd

De 4 som brød ind i huset

Lars Jensen. (1798-1864). Søn af husmand Jens Andersen og Bodil Larsdatter. Gift 1. gang 20. december 1822 med Else Svendsdatter. Gift 2. gang 1. marts 1833 Ide Ane Jacobsdatter. Dødsdømt i 1843, nedsat til tugthusarbejde på livstid. Benådet i 1848. Udlært træskomager. Indsidder i svigerforældrenes gård, Vestergård, i Hvilshøj. Flyttet til sin gamle mor. Købte 1834 en gård i Stendal. Omkring 1840 blev Lars sognefoged for Hellum sogn. Mistede gården, da Lars blev dømt for mord. Da han vendte tilbage i 1848, flyttede han ind til kone og børn i fattighuset Hellum Hospital. Omkring 1855 lykkedes det dog familien at købe et nyt husmandssted, Dalhuset, i Hellum Bakker. Fik 8 børn før drabene, 2 efter frigivelsen. 

Søren Jeppesen (1810-1860). Søn af gårdfæster Jeppe Sørensen og Ane Elisabeth Jensdatter. Gift 17. december 1833 med Mette Marie Nielsdatter. Dødsdømt i 1843, men fik straffen nedsat til tugthusarbejde på livstid. Benådet i 1848. Boede med sin familie i faderens gård, forpagtede omkring 1840 gården Krattet i Hellum sogn. Efter løsladelsen flyttede familien ind i Kirkegårdshus i Hellum sogn, men flyttede i 1853 til Jerslev sogn og tre år senere til Lyngså i Albæk sogn, hvor de levede under fattige kår. Ingen af stederne fik de eget hus, men var altid ”indsiddere”, dvs. at de sad til leje hos andre. Fik 2 børn, alle før dommen.

Peder Jeppesen. (1818-1884). Søn af gårdfæster Jeppe Sørensen og Ane Elisabeth Jensdatter. Gift 1. gang 26. oktober 1849 Maren Larsdatter. Gift 2. gang 9. september 1870 med Inger Christensdatter. Dødsdømt i 1843, men fik straffen nedsat til tugthusarbejde på livstid. Benådet i 1848.

Peder Hansen. (1810-1862). Søn af jæger ved Jyske Jægerkorps Hans Mortensen og ugift Johanne Mortensdatter, Karmisholt. Gift 1. gang 28. december 1838 med Mathilde Jacobsdatter. Gift 2. gang 1. april 1859 i Skæve kirke med Jensine Severinsdatter. Dødsdømt i 1843, men fik straffen nedsat til tugthusarbejde på livstid. Han blev benådet i 1848. I begyndelsen af 1830’erne forpagtede Peder Hansen et sted på Katholm mark i Hellevad sogn, men kom så i 1838 i ægteskab med enken på Aunkødt mølle og overtog møllen og blev samtidig stedfar til to børn.

Deres 3 medimplicerede. 

Jens Christian Pedersen. (1822-1887). Søn af husfæster, senere gårdmand Peder Christensen og Ane Margrethe Christensdatter. Gift 23. april 1850 med Karen Marie Sørensen. Idømt 2 års forbedringshus i Viborg. Han ankede dommen til Højesteret, som dog stadfæstede den. Han blev løsladt i sommeren 1846. Overtog faderens gård i 1849. Købte omkring 1862 gården Tangen. Fik 12 børn i perioden 1851-1870.

Anders Pedersen. (1817-1893). Søn af husfæster, senere gårdmand Peder Christensen og Ane Margrethe Christensdatter. Gift 22. september 1854 i Torslev kirke med Mariane Pedersdatter. Dømt som delagtig i drabssagen til 1 års forbedringshus i Viborg, som han valgte ikke at anke. Han blev løsladt i sommeren 1845. Moderen Ane Margrethe tilstod at have lånt drabsmændene (der havde planlagt deres mission i Østergård) en lygte. Hun blev idømt 3 x 5 dage på vand og brød. Udvandrede med hele familien far, mor og fem børn i alderen 5-14 år til Nebraska i USA. 

Lars Jensen Kroge (1816- ). Søn af gårdfæster Jens Jensen og Kirsten Nielsdatter. Gift 1. gang 28. maj 1841 med Ingeborg Ovesdatter. Gift 2. gang 5. juli 1850 med Maren Larsdatter. Blev som delagtig i drabssagen idømt 2 års forbedringshus i Viborg, som han valgte ikke at anke. Han blev løsladt i sommeren 1846. 8 børn, alle født efter hans fængselsstraf.