Kjøbenhavnsposten havde påstået at årsagen til myrderiet burde findes i den slaphed som stedet under- og overøvrighed vågede over den personlige fred. Og denne påstand mente bladet den 18. april 1843 at kunne finde bekræftet i kommissionsrapporten:
Der vil vel næppe nu gives Nogen, som vil driste sig til at paastaae, at en saadan Lovløshed, som den Commissionsdommen med de evidenteste Beviser skildrer os i Dronninglund Herred, kunde have existeret, dersom den offentlige Myndighed var bleven udøvet - vi sige ikke af en sikker, men endog blot - af en ikke skjælvende Haand. Og nu - kunne alle Følger af hiin Lovløshed allerede ansees for indtraadte derved, at nogle i deres øvrige Vandel ulastelige Mænd ere dømte fra Livet, fordi de, som det hedder i Rescriptet af 13de December 1841 til Commissionen, "af Misfornøielse over, at en Mængde begaaede MIsgjerninger ikke paa behørig Maade vare blevne forfulgte fra Øvrighedens Side", ansaa sig henviste til at sætte Næveretten i Anvendelse mod Egnens værste Ugjerningsmænd? eller derved, at Straffeanstalterne erholde en Tilvæxt til deres allerede for fuldtallige Befolkning i den øvrige Masse Forbrydere, som undgik de Myrdedes Skjæbne? eller derved, at saavel Herredsfogden i Dronninglund Herred, Cancelliraad Heiberg, som Amtmanden over Hjørring Amt, Kammerherre Graah, ere blevne forsatte til indbringende Embeder? Nei, visselig ikke. Hartkornsbrugerne i Hjørring Amt ville snart af Undersøgelsesomkostningerne erfare, hvorledes det betaler sig at blive betjent af Øvrighedspersoner, der trænge til Assistence af Commissioner. Navnlig vil Skjæve Commune faae Commisionsdommens Virkninger at føle, naar de blandt de TIltalte, hvis Eiendomme blive realiserede til Dækning af Undersøgelsesomkostningerne, falde tilbage paa dets Fattigvæsen. Og desuagtet vil den nærværende Generation neppe opleve en sikker og tryg Retstilstand. Thi, naar de Domfældte Tid efter anden vende tilbage fra Straffeanstalterne, hvorledes vil Retssikkerheden da vel blive? Rimeligviis saaledes, at ikke engang det dueligste Politi vil kunne opretholde den nogenlunde ukrænket.Den 13. juli 1843 orienterede Kjøbenhavnsposten om retssagen:
Ifølge private Efterretninger fra det nordlige Jylland er Indstævningen til Høiesteret i den store dronninglundske Sag i denne Tid bleven forkyndt de af de 180 Domfældte, hvis Skjæbne af en eller anden Grund ikke kan beroe ved Commissions Dom. Derimod mærkes der ikke noget Skridt fra Regeringen for at drage Kammerherre Graah og Cancelliraad Heiberg til Ansvar og Undgjældelse for den Maade, hvorpaa de have betjent Justitien i Dronninglund Herred, uagtet der vel ifølge den trykte Commissions-Dom kunde være Skjæl til at see disse Herrers Efterladenheds Synder noget nøiere belyste. - Det beklages som et stort Tab for Han-Herrederne, at disses Herredsfoged, Cancelliraad Quistgaard - en Mand der paa Grund af sin Dygtighed og Accuratesse hverken skyldte Kongen eller Amtmanden Noget, som man siger paa Jydsk - er bleven forflyttet til Kolding. Embeders pecuniaire Ubetydelighed lader befrygte, at der vanskelig vil findes en Eftermand, som nogenlunde kan opveie ham.Drabene fandt som sagt sted 30. oktober 1841. Og sagen blev i pressen omtalt som følger. En mere generel beskrivelse af lovløsheden stod i Kjøbenhavnsposten den 11. november 1841, som citerede Aalborg Avis.
Som Beviis paa hvor sørgeligt det i Jurisdictionen iøvrigt ser ud med Eiendoms- og Person-Sikkerheden meddeler "Aalb. Avis" en Skrivelse fra Hr.. Bøggild paa Toftegaard, hvori berettes, at der alene i en ringe Deel af Dronninglunds Sogn i en Tid af en Uge ere forøvede otte meer eller mindre betydelige Tyverier, hvorhos Forfatteren siger, "at for nærværende Tid anmeldes næsten intet saadant begaaet Tyveri eller Indbrud for vedkommende Politimester, da Beboerne ved saamange foregaaende havte Exempler ere komne til noget tilfredsstillende Resultat, hvorimod den Skadelidte, som paataler et saadant Tyveri, udsætter sig for - foruden Uleiglighed og Pengeudgifter ved Reisen til Thinget, der er langt fraliggende - at Tyven ved gjentaget Tyveri hævner sig paa ham, fordi han har været Anklager; thi Tyven der gribes i Gjerningen og føres til Retten i Sæby og der tilstaaer Delictum, gives som oftest strax sin Frihed - som man siger af Mangel paa Arrester - og har det saa ofte været Tilfældet, at Tyven er vendt tilbage til Hjemmet inden Anmelderren af Tyveriet". - "Efter hvad der her er berettet , tilføier Red. af "Aalb. Avis", "og hvad der senere har tildraget sig, vil det vistnok erkjendes at være paa den allerhøieste Tid, at der gribes overordentlige Forholdsregler til at betrygge Jurisdictionenss Sikkerhed, thi de Foranstaltninger, der af den iøvrigt i sin Embedsvirksomhed saa agtværdige Herredsfoged Heiberg i Sæby ere trufne, og det Politiopsyn, der fortiden øves, synes efter den almindelige Opinion at være saa lidet fyldestgjørende, at det til Beboernes Beroligelse vil være en Nødvendighed, at overordentlige Foranstaltninger træde i Kraft. For Tiden gjenlyder Herredet af Klager over Eiendoms- og Person-Usikkerheden, og det har desværre allerede altfor stærkt viist sig, hvor grundede disse Klagerr er. Flere af Beboerne have forsikkret os, at de, saaledes som Tingene for Tiden staae, maae føle sig tilfredse, naar de blot selv slippe for Tyveri og Voldsomheder, og maae være rolige Vidner til, hvorledes man hos Naboen nedbrækker Huse, bortstjæler det Ene efter det Andet og øver de mest oprørende Voldsomheder. Forhaabentlig vil Sagen i den Grad tildrage sig høiere Vedkommendes Opmærksomhed, at en Commission tør ventes nedsat til at undersøge de mange forgrenede Tyverier og dermed forbundne eller deraf udsprungne Voldsomheder i Dronninglund Herred: en Commission, som vist vilde blive modtagen med almindelig Tilfredshed, og som efter flere indsigtsfulde Mænds Yttringer hensigtsmæssigst kunne have sæde paa Dronninglund Hovedgaard i Herredets Midte".Fyens Stifts Kongelig ene priviligerede ... den 30. november 1841 gav nogle eksempler på hvilke type kriminalitet der var tale om (citeret fra Aalborg Avis):
Der er ... ikke faa Exempler paa, at hele Huse i 3 a 4 Nætter ere aldeles nedrevne og bortstjaalne. Ja Tyvenes Uforskammethed er endog gaaet saavidt,at de have stjaalet Huset over Liget af en død Fæster, saa at Konen maatte flygte over Liget derfra og overlade liget til de ubekjendte Gjæster. Et andet Tilfælde kan ogsaa anføres, hvor den halve Deel af et Huus blev bortranet medens den anden halve Deel beboedes af et gammelt Fattiglem. Avlsredskaber tør Man aldrig tænke paa att lade forblive paa Marken Natten over, da Man ikke alene ikke er sikker paa at have dem i Behold næsten Morgen, men Man kan endog være temmelig vis paa, at de enten ere aldeles forsvundne eller idetmindste plyndrede for Alt, hvad derfra kan løsnes af Jern, eller itusaarne og tildeels bortførte. Ja med faa Ord, der er intet, enten Levende eller Dødt, som er nogenledes let at bevare i Tyvenes Huler, som staae sikkert for Tyvehaand, uden i Huus og under Laas, og saa gjælder det endda om stærke Huse og stærke Laase.
Kjøbenhavnsposten den 30. september 1844 kunne berette fra kommissionsarbejdet med sagerne (her i uddrag:)
"Med Hensyn til det Overfald, der er udøvet imod Christian Nielsen eller Skov-Christian, Lars Pedersen Barkholdt, Christen Pedersen Barkholdt og Maren Olsdatter, da kunne samtlige Undertegnede bevidne, at bemeldte Personer fra deres tidligste Barndom af saavelsom flere Andre, der hørte til deres Complot eller Samfund, ernærede sig formeentlig ved Tyveri og Røveri, at Egnen i mange Aar blev idelig bestjaalen og plyndret af dem, at man ikke turde give sig i Kast med dem, da de altid bare Vaaben eller skarpslebne Knive hos sig, hvormed de truede Enhver, og at saaledes var Eiendom og Liv ikke længere vare sikkre, ja deres Frækhed gik endog saavidt, at de truede med at stikke vor Eiendomme i Brand. Da denne Complot ikke blev greben i Gjerningen, saalidet som de nogensinde vilde tilstaae deres Forbrydelser, og man ei heller kunde finde det Stjaalne og Røvede hos dem ved Randsagning, idet det antoges, at de deels havde Huler i Slagsted Skov, hvori de forvarede samme, deels Hælere muligen iblandt ansete Bønderfamilier, saa har der intet Middel været os givet til Erholdelse af den Sikkerhed paa Liv og Eiendom, som skal finde Sted i enhver velordnet Stat. En Selvfølge var det, at de Beboere, der boede nærmest denne Tyve- eller Røverbande, ogsaa vare mest foruroligede af dem, især eensomt liggende Steder. Saaledes blev intet Andet tilovers end ved given Leilighed at forfølge Banden enten paa fersk Fod eller paa en Tid, den mindst ventede det, for derved at faae tilveiebragt Beviser imod dem, hvilket i alt Fald maatte skee paa en Tid, da de ikke vare bevæbnede. At de Mænd, der nu sidde arresterede i Sæby for denne Bandes Overfald, nemlig Lars Jensen, Søren Jepsen, Peder Jepsen og Peder Hansen, ere bekjendte som retskafne og ordentlige Folk, kunne vi og bevidne".Herefter citerede Kjøbenhavnsposten om baggrunden for drabene:
Navnlig har Hans Christian Hansen udsagt, at der i de sex Aar, i hvilke han har været Sognefoged i Skjæve Sogn, idelig har været begaaet Tyverier, for hvilke Mistanke mest næredes imod Barkholterne og Skov-Christian, som paa Grund af deres slette Rygte som oftest vare tjenstledige, men at det, uagtet al udviist Flid fra Herredsfogdens Side, sjældent lykkedes at tilveiebringe Beviis imod dem, da de i Forhørene ikke vare at bringe til Tilstaaelse og ved Randsagninger ikke fandtes i Besiddelse af Koster. Desuden vare sidstnævnte Forretninger hos dem ikke uden Fare, i hvilken Henseende han navnlig bemærkede, at Skov-Christian engang ved en saadan Leilighed havde søgt ved trusler med en Øxat forhindre ham fra at randsage i Hospitalet. Uagtet det var ham bekjendt, at de vare bevæbnede med Knive, som de neppe heller vilde betænke sig paa at bruge, vidste Deponenten dog ikke, at de deraf havde gjort Brug under noget Tyveri. Under disse Omstændigheder fandt Deponenten det derfor antageligt, at der kunde have dannet sig den Formening, at der ikke var anden Udvei imod dem, end ved Leilighed at tage alvorlig fat paa dem og tvinge dem til Bekjendelse om deres Tyverier.Kjøbenhavnsposten citerer endvidere i artiklen om desperationen over at der ikke blev gjort noget:
... Da denne Complot ikke blev greben i Gjerningen, saalidet som de nogensinde vilde tilstaae deres Forbrydelser, og man ei heller kunde finde det Stjaalne og Røvede hos dem ved Randsagning, idet det antages, at de deels havde Huler i Stagsted Skov, hvori de forvarede samme, deels Hælere muligen iblandt anset Bønderfamilier, saa har der intet Middel været os givet til Erholdelse af den Sikkerhed paa Liv og Eiendom, som skal finde Sted i enhver velordnet Stat. En Selvfølge var det, at de Beboere, der boede nærmest denne Tyve- eller Røverbande, ogsaa vare mest foruroligede af dem, især eensomt liggende Steder. Saaledes blev intet Andet tilovers end ved given Leilighed at forfølge Banden enten paa fersk Fod eller paa en Tid, den mindst ventede det, for derved at faae tilveiebragt Beviser imod dem, hvilket i alt Fald maatte skee paa en Tid, da de ikke vare bevæbnede. At de Mænd, der nu sidde arresterede i Sæby for denne Bandes Overfald, nemlig Lars Jepsen, Søren Jepsen, Peder Jepsen og Peder Hansen, ere bekjendte som retskafne og ordentlige Folk, kunne vi og bevidne
Dette var også bekræftet af mange vidner. De dræbte personer var mistænkt for at stå bag de mange tyverier, uden dog at de var blevet grebet i dem eller havde tilstået noget. Kapellanen Schönau tilføjede
... at han ikke havde hørt, at der fra Øvrighedens Side var undladt at anstille fornøden Undersøgelse om anmeldte Tyverier.Og sognefoged Peder Christensen af Hellum sogn tilføjede at
...have hørt, at de ommeldte Personer, naar Nogen havde passet paa om Natten, havde gjort Mine til at angribe Vedkommende og derved nødt dem til at flygte, og det var efter hans Formening næsten umuligt at sikkre sig paa anden Maade end skeet er.Kapellan Schaumburg hos sognepræsten for Hellum og Ørum menigheder forklarede:
... stedse at have hørt Skov-Christian og Barkholterne mistænkte for de i Pastoratet, hyppigt i Helum, begaaede Tyverier, og at saadanne vanskeligen kunde forebygges, saalænge de boede i Sognet.LIgnende udtalelser citeres i artiklen fra proprietær Nielsen (Clausholm, Hellevad Sogn), løjtnant Bjerring (Gammelholm, Hørby Sogn), proprietær Glerup (Knudseje), proprietær Winkel (Dybvad, Skæve Sogn):
... Tyverier i de 4 Aar, i hvilken han dengang havde eiet sin Gaard , havde hørt til Dagens Orden, og denne Tilstand var saa meget mere Gjenstand for den almindelige Frygt, da vel ikke uden Grund den Mening havde udbredt sig, at hver den, der gjorde noget Skridt imod Tyvene enten ved Randsagning eller ved Anmeldelse eller paa anden Maade, var udsat for en saameget stærkere Forfølgning af disse, ikke blot med fornyede Tyverier, men ogsaa ved Trusler mod deres Person, Ildspaasættelser og deslige. Som Hovedmænd for de idelige, i Almindelighed om Natten og i Complot forøvede, Tyverier, have iblandt Andre de Aflivede stedse været nævnte, om hvem det var noksom bekjendt, at de førte spidse tveæggede Knive med sig paa deres natlige og, og det kunde derfor formeentlig ikke ansees blot at være de arresterede Drabsmænds, men saa at sige den hele omboende Befolknings Formening, at der ikke gaves noget Middel imod bemeldte nu Aflivedes overhaandtagende Forbrydelser og Uvæsen, idet nemlig de ad Rettens Vei gjorte Forsøg paa at skræmme dem, saalidet havde virket til dette Øjemeds Opnaaelse, at de Paagjeldende efter enhver Arrest eller Retsforfølgning endog syntes endnu frækkere og farligere.Desuden nævntes proprietær Bruun (Ormholt, Torslev Sogn) som...:
- ...har i nogen Tid havt den nu dræbte Lars Barkholt i sin Tjeneste, men i ingen Henseende været tilfreds med ham, og han har bekræftet Rygtet om de ommeldte Personers Tyvagtighed og farlige Charakteer, med Tilføiende, at han havde hørt Folk sige, at det ifølge Herredsfogdens eget Udsagn skulde være tilladeligt at tage sig selv til Rette og at gjennemprygle Tyvene, for dog derved at tilføie dem nogen Straf, da ingen saadan kunde ventes paalagt dem ved Dom, men Deponenten troede, at dette hidrørte fra en Misforstaaelfe. Under en Tyvesag, hvor intet fuldstændigt Beviis var at tilveiebringe, har han nemlig hørt Herredsfogden yttre, at naar en Tyv saa at sige blev greben i Gjerningen, nødsagede Tyven paa en Maade den Bestjaalne til enten selv at gjennemprygle ham eller at give ham et Skud i Benene, (!) Dette har vel Deponenten selv forstaaet saaledes, at man var beføiet til legemlig Vold imod en paa Ens Bopæl indtrængende Tyv , men alt paa Hjemveien hørte han yttringer af sine Folk, hvorefter disse havde opfattet Herredsfogdens Ord, som om han ligefrem havde berettiget dem til at øve Selvtægt. Deponenten fandt det derfor antageligt, at Deeltagerne i Overfaldet kunde have havt den Tanke, at der intet Ulovligt var i endog at gaae ind paa den Mistænktes Bopæl og der gjennemprygle ham.
Udfaldet af den hele Sag er nu da blevet, at en Deel Tyve og Medhjelpere have faaet deres fortjente Straf, at fire ellers upaaklagelige Mænd ere blevne benaadede med en Straf, der, hvis den ikke yderligere skal formildes, maa ansees for et større Onde end Livets Tab; at Undersøgelsen med videre har, efter Godseier Nyholms uimodsagte Opgivelse i den viborgske Stændersal, kostet Landet eller Hjørring Amt 20,000 Rbd.; og at de paagjeldende Embedsmænd, Heiberg og Graah, ere befordrede til mere indbringende Embeder. Al videre Commentar over den anførte Kjendsgjerninger vilde være overflødig. Vi faae at see, om de øverste Justitscollegier forstaae at drage sig de sørgelige og kostbare Erfaringer til Minde for den borgerlige Sikkerhed i Fremtiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar