Udtog af et Brev. Medens jeg ligesom Du, kjære Ven, føler mig i Sandhed ængstet og bekymret over den Eensidighed og Heftighed, hvormed den slesvigske Sprogsag behandles saavel af den danske som af den tydske Journalistik, saa tilstaaer jeg, at jeg blev paa en besynderlig Maade berørt af det Veeraab, der lød i Lorenzens Erklæring til de danske Medbrødre over Tabet af Nationalitet hos de arme Sønderjyder. I den slesvigske Stændersal hører man ved saa mange Leiligheder tale om det Platdanske, eller den platdanske Dialect, hos Nordslesvigerne. I Grunden have Vedkommende vel ikke saa ganske Uret naar de benævne den nordslesvigske Mundart saaledes. Jeg er ikke utilbøielig til at tror, at dersom Nordslesvigerne virkelig skulle kunne optræde i Forsamlingen og med Anstand og Vægt gjøre deres Anskuelser og Meninger gjældende, da maa det unegtelig skee i et dannet Sprog; før dette skeet frygter jeg for, at vore Ønsker for Danskhedens Beståen i Slesvig bliver et pium desiderium. Her kan nu vistnok aldrig være at tænke paa nogen propaganda imod det vældige Germania, neppe engang paa nogen Conservanda, som vor værdige Clausen taler for; thi det Bestående er et Idiom, som ikke vil kunne holde sig ved Siden af det uddannede tydske med dets Literatur og dets Trophæer; her bør man, det jeg troer, blot tænke paa en emendanda. Forend Nordslesvigeren tilegner sig det egentlige dansk Skriftsprog, som Gudskee Tak i Forhold tiI sin liden Udstrækning bevarer en hæderlig, en meget hæderlig Plads imellem Europas Sprog, før vil han heller ikke paa Dansk kunde skaffe sin Tale Indpas og vente at blive hørt, forstaaet og paagtet.
Jeg kender flere Slesvigere, som ved Skjebnens Lodkastning fik deres videnskabelige Opdragelse i Danmarks Hovedstad og som igjennem det danske Sprog erhvervede sig en høiere Dannelse og ved Hjelp af den en hædret og lykkelig Stilling i Samfundet. Disse Mænd elske og ære dette Sprog, ja de ere blevne Stridsmænd i Kampen for Sproget. Jeg tvivler ikke paa at der ogsaa findes Slesvigere, om jeg end ikke kjender dem personlig, som modtoge deres Dannelse ved tydske Universiteter og som med lige Varme elske det Sprog, der afgav Vehiklet for deres Uddannelse, - Betingelsen for deres nærværende Velvære. Derom drejer sig dog tilsidst vort Liv og vor Virksomhed, Maalet er Udvikling til det Bedre, til det Fuldkomnere og dette Maal kan kun opnaaes igjennem et uddannet og anerkiendt Sprog. Naar man læser disse smaalige Beregninger over det Antal af Medborgere, som tale det danske og de Medborgere som tale det tydske Sprog, begge Dele vistnok maadelig nok, og til samme Tid tænke os disse Talstørrelser bragte paa Vægtskaalen i den Eviges Haand, da maae vi vistnok smile over al den Uleilighed vi gjøre os. Dette ene ere vi derimod vistnok alle overbeviste om, at dersom vi oprigtigen ville det, da vil han føre os Fuldkommenheden imøde, naar vi i Sandhed lytte efter Viisdommen, hvad enten den forkyndes af den germaniske eller den danske Tunge. Og vi toge visselig i den Grad feil, om vi troede alle Tydskere, Slesvigere og Holstenere saa haarde og ubillige, at de ville miskjende denne ærlige Attraa hos os efter at opnaae det sande Gode ad den velbekjendte Vei igjennem et Sprog, som lød for os ved vor første Opvaagnen til det aandige Liv; de ligne ingenlunde Alle den skarpsindige Deputerede, som udfandt, at det hørte til Slesvigerens Menneskekjærlighed at fornegte sin Nabo og Broder. Nei, ligesaavist som vi med Rolighed, ja Tilfredshed ville see paa, at Sydslesvigerne bestræbe sig for at uddanne forbedre deres Plattydsk, antager jeg, ot ogsaa hine ville see til, at Nordslesvigerne forbedre deres Platdansk. Tale vi end ikke eet Sprog, er der dog unægtelig et høiere Formaal, som forener os, et Formaal, som finder sit Udtryk i ethvert dannet Tungemaal.
Jeg tvivler ingenlunde om, at mange brave Nordslesvigere ere gjennemtrængte af denne samme Overbeviisning, som her anført min Pen, og det er rimeligt, at der vil udgaae Anstrengelser og Bestræbelser fra deres Midte efter at opnaae Institutioner til dette Formaal, Dannelsen af Sproget og Aandens Udvikling giennem dette, og sandelig, dersom deres Kræfter skulle været for svage til at naae dette Maal, haaber jeg, at de ikke forgjeves have paafaldt deres danske Landsmands Bistand. Dette er efter min Formening den eneste rigtige Maade, hvorpaa vi kunne og skulle række de danske Slesvigere den hjelpende Haand. Den gavnlige Virkning kan ikke ventes i Dag eller i Morgen; som enhver naturlig Overgang maa den forventes af Tiden; men som enhver naturlig Overgang vil den indtræde uden voldsomme Optrin, uden Brud paa Borgerens ydre Fred og Menneskets indre Fred.
- T .... -
NB. Dette Inserat var skrevet inden Professor Sibbern "Dikaiosyne" var udkommet. Indsenderen seer vel, at adskilligt overeensstemmede i Tendentsen og Tankegangen findes i denne; men da der ogsaa findes, om ikke noget Divergerende, saa dog noget Andet og for hiin Fremmed i disse Strøbemærkninger, har man ikke villet undlade at lade dem komme for Lyset, ogsaa fordi et saadant Inserat i en offentlig Tidende sandsynligviis kommer for flere og andre Øine, end de, til hvilke hiin Bog finde Adgang.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. marts 1843)
Svar paa Udtoget af et Brev. i den Berlingske Tidende Nr. 84.
Naar Hensigten af dette Brev er at minde om Nødvendigheden for den dansktalende Slesviger af at uddanne sin Tale saaledes, at den kan høres med Behag i Stændersalen, da kan der, skjøndt selv den største Uddannelse deraf neppe vil forsone de ivrige Schlesvigholsteinere med det Sprog, de nu engang af politiske Grunde ønske at udrydde, Intet være imod dette Raad at indvende; og dette er det uden Tvivl ogsaa, hvad det Slesvigske Selskab forlængst søger at befordre ved Udbredelsen af den danske Literatur i Hertugdommets nordlige Deel. Men vil Brevskriveren dermed retfærdiggjøre den Animositet, der af det tydske Parti i Stænderforsamlingen vises imod det danske Sprog og den aabenbare Bestræbelse for at udelukke samme derfra og derved end mere virke til at løsrive Slesvig fra Danmark, da er denne hans tilsyneladende Upartiskhed snarere at dadle end at rose. I det han føler sig "I Sandhed ængstet og bekymret over den Eensidighed og Heftighed, hvormed den slesvigske Sprogsag" skal være "behandlet saavel af den danske som af den tydske Journalistik", hvilket kun røber ligesaa løseligt Bekjendtskab med som skjæv Dom om Sagen, føler han sig især "paa en besynderlig Maade berørt af det Veeraab, der lød i Lorentzens Erklæring over Tabet hos de arme Sønderjyder", hvilket Tab den ængstede og bekymrede Brevskriver efter disse Ord ikke synes at føle nogen Sympathie for, saa at man kan fristes til at spørge, hvad han da er saa ængstet og bekymret over i den danske Journalistik. Thi mener han, at L. og de danske Skribenter ikke angribe Sagen paa den rette Maade, saa er det jo ingen Ulykke, saafremt Tabet af Sprog og Nationalitet (og Paatrængen af et fremmed Sprog) ikke er noget Veeraab værd. Vi blive altsaa begjærlige efter at vide, hvad Brevskriveren egentlig vil, og hvilket bedre Raad, han kan give, end Fasthed imod et anmassende Parti.
"I Grunden" siger han "have Vedkommende (d. e dette Parti) ikke saa ganske Uret, naar de benævne den slesvigske Mundart den platdanske DiaIekt", en Yttring, som allerede viser, hvor vrangt Forfatteren bedømmer det sønderjydske Dansk, og hvor lidet tydeligt Begreb han har om hvad en Dialekt er. Almuens Sprog og Tale er allevegne noget forskjellig fra den Dannedes i samme Land, hvad der en naturlig Følge af den ringere Dannelse, den har nydt, og af dens Omgang fra Barnsbeen med sine Jevnlige, hos hvilke den ikke hører andet Sprog. Denne Forskjellighed ligger fornemmelig kun i Tone, Skiødesløshed i Udtalen og brugen af enkelte i den Egn gangbare Benævnelser af visse, meest materielle Gienstande, hvorom kun bliver Tale i det daglige Huusliv. Saaledes taler den sjællandske, fyenske, lollandske og jydske Almue saare forskjelligt, og det ikke i mindre Grad end den sønderjydske, men dog forstaaes de baade af hinanden, og af den Dannede i det Hele meget godt, og høres selv i vore danske Stænderforsamlinger uden mindste Uvillie af de Dannede. Ligeledes naar den simpleste Nordslesviger kommer her til, forstaae vi ham lige saa godt, som vi forstaae Een af samme Klasse i vort Nabolag, og omvendt forstaaes ogsaa vi ligesaa godt af ham. Thi alle disse Forskjelligheder ere blot locale Modificationer af eet og samme Sprog, Skriftsproget, og dette er fælleds for dem alle. Det sønderjydske Dansk er saaledes ikke nogen Dialect af Sproget i den Forstand, som f. Ex. Svensk, som har sit forskjellige Skriftsprog, thi Sønderjyden læser enhver dansk Bog lige saa godt som Sjællænderen eller Nørrejyden; for ikke at tale om den store Lighed, der hersker mellem den Sønder- og Nørrejydske Udtale. Langt forskjelligere er derimod det Plattydske fra det Høitydske. Hiint er en virkelig Dialect af dette, ikke blot en forskjellig Udtale af samme, og har, hvad der er en væsenlig Omstændighed, sit eget Skriftsprog. Plattydskeren vilde ikke mere end Hollænderen kunne læse en høitydsk Bog, naar han ikke havde lært det i Skolen, eller hvis de Lærebeger, man der bruger, ikke vare høitydske; ligesom omvendt Høitydskeren ikke vilde forstaae Plattydskeren, hvis han ikke i det daglige Liv vant til at høre Almuens Tale. Saaledes er det Plattydske langt mere og væsentligere forskjelligt fra det dannede Høitydske, end det Sønderjydske fra det Danske, og dog tvivler jeg heiligen paa, at man i den holsteenske Stænderforsamling vilde formene den plattydske Bonde at bruge sit naturlige Mæle, saaledes som man i den Slesvigske vil udelukke den Dansktalende; hvis Sprog i den næstsidste Forsamling den Deputerede Pastor Lorentzen erklærede at han ikke havde forstaaet et Ord af, endskjøndt dog hans egen Menighed i Almindelighed ikke taler noget andet. Skulde et dannet Sprog og Mæle være udelukkende Betingelse for at maatte tale i en Stænderforsamling, da maatte i Reglen hele Bondestanden være udelukt derfra, da et fuldkommen dannet, eller Kjøbstædssprog, vel der er en sjelden Undtagelse og maaskee altid vil blive det. Men denne Indvending hører til Schleswig-Holsteinernes sædvanlige af Luften grebne Modgrunde; og det saa meget mere, som den fremføres af dem, der deels erklære, at de ikke forstaae Dansk, altsaa jo ikke kunne dømme om, hvad der i Sproget er reent eller ikke; deels, naar de forstaae det, netop ere meest vante til den Udtale, de foragte, og selv, naar de ere fødte i de Egne, have et kjendeligt Anstrøg deraf. Desuden er det jo ikke lettelig den raa, ganske udannede Almuesmand, der vælges til Deputeret, men Mænd, der, om end med nogen sønderjydsk Accent, dog kunne tale ret godt og forstaaeligt Dansk. P. H. Lorentzen f. Ex. - Skulde hans Sprog være en udannet Almuedialect? Viser ikke hvad han skriver, at han har "tilegnet sig det danske Skriftsprog" saa godt som Nogen? hvilket Samme jeg har bemærket i mange Hadersleveres mundtlige Tale. Og ham er det dog netop, som man har villet forbyde at tale Dansk, Beviis nok paa, at det ikke er hans Modstandere om at giøre, at høre et dannet Sprog, men at det er alt Dansk, de hade og forfølge; og at følgelig vor Brevskrivers Raad er aldeles unyttigt. Og skulde fremdeles Nic. Lorentzen, Posselt o. sv. skiøndt maaskee mindre dannede, ikke kunne tale bedre Dansk end Tydsk, eller gjøre hiint med mere Lethed og Held? hvilket jo dog er Hovedsagen, der ei burde tillades dem som en Naade, men kunne kræves som en Ret, dersom det ellers er en Stænderforsamlings Pligt, at ethvert Raad, den giver, drøftes af enhver Talende paa den bedste Maade, det er ham muligt. (Sluttes)
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. april 1843).
Hvad angår sprog eksistserede der kirkesprog, skriftsprog, skolesprog, forvaltningssprog og talesprog, og indbyggerne kunne uden store problemer kommunikere sammen på flere forskellige sprog som sønderjysk, frisisk og plattysk, tysk og dansk i forskellige sammenhænge. I ældre tider var talesproget formentlig sønderjyske dialekter, dog var der i den sydvestlige del af Slesvig nordfrisiske dialekter. I 1300-tallet blev forvaltningssproget plattysk, som i 1600-tallet afløst af højtysk. I hele Slesvig var forvaltningssproget tysk indtil 1840.
Sprogkampen begyndte i 1800-tallet, og udmøntede sig i et sprogreskript i 1840 hvor dansk blev administrationssprog ved de lavere instanser hvor der var dansk kirkesprog. I Danmark (nord for Kongeåen) udbredte et københavnskbasereret skriftsprog sig efter Skoleloven af 1814. Mange steder bekæmpede lærerne elevernes brug af lokale dialekter, fordi de havde lært på seminarierne, at det var til børnenes bedste. I de nordslesvigske skoler foregik al undervisning på nær fire ugentlige timers kristendomundervisning på tysk fra 1889, og eleverne blev derfor kun påvirket af dansk skrift- og talesprog i begrænset omfang.
På artiklens tidspunkt (1843) var den brede befolkning i det sydlige Slesvig tosprogede. Den var gået fra sønderjysk og plattysk til plattysk og højtysk. I Angel var der sket et hurtigt sprogskifte til højtysk. Sønderjysk var kun modersmål få steder, mens plattysk stadig var udbredt på landet. I det frisiske område blev tosprogetheden med frisisk bevaret op gennem 1800-tallet.
I Nordslesvig blev kirkens og skolens sprog dansk ved Reformationen og tysk spillede her en mindre rolle inden for landbrug og handel end sydpå og kunne ikke medføre et sprogskifte. De sønderjyske dialekter blev bevaret ved siden af rigsdansk.
Efter Treårskrigen 1848-1850 blev lokale præster, jurister, læger og administratorer erstattet af kongeloyale folk fra Danmark i en stor del af Slesvig-Holsten og dansk blev indført i et område i Sydslesvig hvor befolkningen ellers mest orienterede sig mod tysk.
I 1920 blev der sat endelig punktum for flersprogetheden, så man officielt taler dansk nord for og tysk syd for grænsen.
Svar paa Udtoget af et Brev. i den Berlingske Tidende Nr. 84.(Sluttet.)
At "det, for at Nordslesvigerne skulle kunne optræde i Forsamlingen og med Anstand og Vægt gjøre deres Meninger gjældende, maa skee i et dannet Sprog", er vel sandt nok; men at dette ikke forslaaer, see vi af Exemplet med P. H. Lorentzen, hos hvem det dannede Sprog jo ikke manglede. Og at "før dette skeer, vore Ønsker for Danskhedens Bestaaen i Slesvig bliver et pium desiderim," er heller just ikke at befrygte, naar ikke en Erobringskrig fra Syden skulde udrydde hele Nordslesvigs Folk indtil Barnet i Vuggen. Thi naar 500 Aars fortsatte Bestræbelser og de ugunstigste Omstændigheder ikke have kunnet udrette Mere end at bringe Germaniseringen af Folket nogle faa Mile frem over Eideren; naar Folkesproget selv der, hvor man baade i Kirke og Skole bearbeider Folket paa Tydsk, endnu stedse vedbliver at være dansk; naaer i alle de øvrige nordlige Sogne Kirke- og Skolesproget er det samme som Folkets; naar hele Haderslevhuus- og det Meste af Aabenraa- og Tønder-Amt, hele Ærø, Als med liden Undtagelse, og Sundevitt ere aldeles danske; naar selv i Retten og Administrationen nu ved Sprogrescriptet, er sikkret Modersmaalet den Plads og Rettighed, som Kongen nok vil vide at hævde det; naar endelig Interessen for sin Nationalitets Vedligeholdelse aldrig er vaagnet stærkere hos Folket, Kampen for samme aldrig har været mere levende, og Understøttelsen større, end nu, da den saa aabenbar angribes: da er det ei i Aarhundreder Noget at frygte for Sprogets Bestaaen, men vel for den indvortes Fred og Ro, hvorpaa Hertugdømmets Vel beroer, og som farligen trues, naar Folkets helligste Ret, dets Nationalitet, trædes under Fødder. Men denne Fare staaer det lykkeligviis i Regjeringens Magt at afvende. Vil Hs. Majestæt ikkun vedblive med Kraft at overholde sine vise Foranstaltninger, og dertil føie danske Dannelsesanstalter for dem, som skulle være Embedsmænd og Ledere for det dansktalende Folk i Nordslesvig; da vil alle det antidanske Parties Kunster og Voldsomheder være forgjæves, og deres Bestræbelser for at tilintetgjøre dansk Sprog og ad den Vei at løsrive Hertugdømmet fra Kongeriget stedse forblive et lmpium desiderium. Skal derimod ventes til Almuen lære at tale som en Bog, da vil Koen dog medens Græsset groer, og Brevskriverens pium desiderium blive uopfyldt til Verdens Ende.
"Beregningerne over det Antal Medborgere, der taler hvert af Sprogene", skulle efter vor Brevskriver være "saa smaalige, at vi, især naar vi tænke os disse Talstørrelser lagte paa Vægtskaalen i den Eviges Haand, maae smile over al den Uleilighed, vi gjorde os." Dette er vanskelig at fatte, da man dog skulle troe, det var nødvendigt at vide, hvor betydelig den Folkemasse er, som har dansk Modersmaal, inden man kan dømme om, hvorvidt denne deres Interesse bør paaagtes eller tilsidesættes, og at det ikke var nogen ligegyldig Sag, om det halve Hertugdømme forholdtes dets naturlige Ret. Men dette Argument vilde være Vand paa de Tydsksindedes Mølle, da det især er disse Talstørrelser, som generer dem, og som de derfor enten forbigaae med Taushed elle søge at gjøre saa smaa som muligt. Hvor behageligt vilde det være dem, at erfare, at Vorherre selv har veiet disse Talstørrelser og fundet dem for lette. Efter mit Begreb kunne vi vist nok være overbeviste om, at Gud styrer Alt, endog vore Daarligheder, til det Bedste; men fuld Beroligelse kan denne Resignation dog neppe give os, uden naar vi i de ling, hvori han har villet at vi skulle dømme og handle efter egen Forstand og Indsigt, ogsaa have gjort dette efter bedste Evne. Til at smile over vore Bestræbelser i den Henseende veed jeg altsaa ikke at tænke mig nogen Grund. Men naar forfatteren nu fortsætter sin religiøse Betragtning med disse Ord: "at dersom vi ville det, da vil han (den Evige) føre os Fuldkommenheden imøde, naar vi i Sandhed lytte efter Viisdommen, hvad enten den forkyndes af den germaniske eller den danske Tunge": da er det et Spørgsmaal, om denne Deel af Moralen vil behage de Tydsksindede ligesaa godt som hiin første muligen vil, da det alene er dem, den kan passe sig paa. De Dansktalende vides nemlig ingensinde at have nægtet at ville i Stændersalen høre den germaniske Tunge, og hvad Viisdom deri maatte fremsættes; hvorimod det kun er den Germanisksindede, der ville berøve den danske Tunge sit Mæle, i hvilket Attentat de, som helst bruge dette Nordslesvigernes Modersmaal, naturligviis ikke kunne erkjende nogen Viisdom eller god Hensigt.
Om Brevskriveren nu vil kalde det der Anførte Eensidighed og Heftighed, maa jeg overlade ham selv. Men saa meget vil jeg alene bemærke, at i en Sag, som denne, hvor Spørgsmaalet alene er om to hinanden direct modsatte Gjenstande, om nemlig det danske Sprog maa eller ikke maa bruges i Stændersalen, der kan kan det ene Parti have Ret, og Eensidighed er uundgaaelig. Fleersidighed fører til intet Resultat eller, som hos vor Forfatter, til - ingen Ting. Og hvad Heftigheden angaaer, som han tillægger den danske Journalistik i samme Grad, som den tydske, da er denne Beskyldning vel bleven Modetone blandt dem hos os, som ville være moderate, enten fordi de ingen Interesse føle for Sagen, eller fordi de ere vildledte af Schlesvigholstenernes Fremstillinger deraf, eller utidigen ængstlige, eller ikke tilstrækkelig kiende Sproget og Forholdene i Nordslesvig. Men i det de saaledes indbilde sig at være moderate og upartiske, blive de det Modsatte, begunstige det schlesvigholsteinsche Parti, som endnu har Magten, og forurette det danske og de danske Skribenter ved at henkaste Beskyldninger, som de ikke bevise med et eneste Exempel, sætte den Journalistik, som forsvarer de Dansktalendes Ret -- og endda taug længe inden den indlod sig derpaa, - i lige Klasse med den tydske som f. Ex. i Itzehoer Wochenblatt, Altonaer Merkur, Hamburger Neue Zeit. o. fl. gjøre de de meest uretfærdige og fornærmelige Angreb derpaa, og da endelig, naar de danske Blade møde saadanne Angreb med kraftige Argumenter, kalde det Heftighed, som de ikke kunne gjendrive, som om ædel Harme i Sandhedens Forsvar fortjente dette Navn, eller Indolents, hvor deres og vore nordslesvigske Brødres Rationalitet og Interesse saa haardt og ubilligt angribes, var at prise. Og hvilke Stykker i den danske Journalistik er det da, der sigtes til? Ingen har vel skrevet kraftfuldere i den Sag, end Clausen og Schouw, men hvo vilde vel med nogen Grund kunne tillægge dem hvad man sædvanlig eller med Føie kalder Heftighed? B.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. april 1843).
(Gensvar til Hr. B.
Indsenderen haaber at Hr. B., som vistnok er en besindig Mand, ved nøiere at eftersee Inseratet i "Berlingske Tidende" Nr. 84 og nøiere sammenholde det med disse Linier, med mere Klarhed vil opfatte sammes Tendents, der sklkert ikke er saa fremmed for hans egen Anskuelse, som man kunde fristes til at troe ved Gjennemlæsningen af Svaret i Nr. 89 og 90.
At Lorenzens Veeraab over Tabet af Sønderjydernes Nationalitet i høi Grad opvakte Indsenderens Interesse for samme, saavelsom det hjertelige Ønske at see dem denne gjengivet, er en fuldstændig Sandhed og ingenlunde Affektation; men ligesaa vist at dette Ønske var parret med et andet, og det, at den ulyksalige Animositet imellem de tydsktalende og dansktalende Undersaatter af den danske Throne ikke ved Bestræbelserne for Nationalitetens Gjenerholdelse maatte erholde ny Næring. Naar Indsenderen derfor anfører Raisonnements, hvis logiske Rigtighed Hr. B. ikke benegter, men som forekomme ham deels at være Vand paa Slesvigholstenernes Mølle og deels ikke, saa maa Inds. bemærke, at han visselig ikke har fulgt Indbydelsen til at skrive i denne Sag, for at omvende eller bekæmpe de rasende Partigængere mod alt Dansk; thi det vilde vistnok være at bære Vand i Danaidernes Sold; men for at bringe de Retsindige og Besindige blandt Slesvigholstenerne (og i sandhed, det er hans Overbeviisning, saadanne gives der ogsaa) til at opfatte Sprogsagen fra en billig Side, dømme om den og om muligt handle i Harmoni med den danske Conservanda eller Emendanda. Ved en saadan Anledning forekommer det ham nemlig, at Betragtninger, hentede fra en høiere Region, fra Interesser som ville være alle hellige og som ikke bevæge sig inden for Grændserne af mere smaalige Hensyn, maae være skikkede til at amalgamere stridende Partier, naar der blot findes Elementer imellem dem, som kunne amalgameres, og det er det Inds. ikke anseer for aldeles usandsynligt eller umuligt.
Hr. B. har, som det synes, med megen Sagkundskab godtgjort, at der ingenlunde finder den Forskjel Sted imellem Dansk og Sønderjydsk (hvad Slesvigholstenerne kalde Platdansk) som imellem Høitydsk og Plattydsk og at det er urigtigt at kalde Sønderjydens Sprog en Dialect, o. s. v. Denne sidste Bemærknings Rigtighed er Inds. villig til at tilstaae, for saa vidt som denne Benævnelse blot bør tillægges et Sprog, der har været brugt som Skriftsprog; - men, at det danske der tales i Nordslesvig med Undtagelse af de nærmeste Sogne ved Kongeaaen, naturligviis med Undtagelse af Ærø som er fuldkommen dansk og tildeels af Als, - er et yderst fordærvet og vanziret Idiom, det tilstaae uforbeholdent Sønderjyderne selv. Det er desværre almindelig anerkjendt, at Enhver som gjør Fordring paa Dannelse, taler tydsk, og altid taler det der, hvor han troer at maatte vise sig som en dannet Mand. - Om Lorenzen da ikke skulde kunne ansees for en dannet Mand? Hvo kan tvivle herpaa som saae og hørte ham her i Kjøbenhavn; kun vil man bemærke, at hans Dansk mere lød som et tillært end som et medfødt Sprog. Men lader os ikke glemme at Lorentzen var den Eneste som i Slesvigs Stændersal talte Dansk! At dette Exempel staaer saa ene, om end derfor saa meget mere paafaldende, begrunder vi dog unegtelig derpaa, at det har manglet paa Individer med en omfattende dansk Dannelse, som kunde følge samme: Aarsagen hertil kjende vi, det vil være overflødigt atter at gjentage den. - Det er dog indlysende, at først naar flere Deputerede, idetmindste 10 kunne staae frem som Lorenzen gjorde det, og i et dannet Sprog med Fynd og Tydelighed tale i den Sag som behandles, for kunne vi ikke vente, at det danske Sprog og med den Nationaliteten vil kunne hævde sin Plads i Stændersalen. Tiden da dette kan skee, behøver iøvrigt maaskee ikke at være saa langt borte, naar Sønderjyden alvorlig vil, og alt nu bestræber sig for, at udfinde de rette Mænd til Deputerede; men ved et Rescript fremtvinges ikke denne Tingenes Tilstand. At Forretningernes Gang i Stændersalen efter Regjeringens Foranstaltninger, paa den hensigtsmæssigste Maade vil blive ordnet, at de Dansktalendes Rettigheder ved disse ville blive, saa meget muligt, paaseete, tvivler Indsenderen ingenlunde paa; men "quid possunt leges sine moribus vanæ" *). Vi have desværre alt for friste Exempler paa det Utilstrækkelige i Reskripter, naar ikke en bestemt Attraa hos Folket understøtter den kongelige Villie. - Kort sagt, Illusioner nytte ikke. Uheldige Combinationer have svækket Rationaliteten i Slesvig og fordærvet Sproget. Det kan med Guds Hjelp ændres; men især ved Sønderjydens egen kraftige Villie, vistnok ikke ved blotte Festmaaltider, tappre Toaster, høitravende Taler, Udfald mod alt hvad der er Tydsk; men ved en fast og stadig Anstrængelse efter at erhverve den sande Dannelse og Kundskab og ved en besindig Anvendelse af disse!!
Danskheden vise sig i en oprigtig Kiærlighed til det Danske, ikke blot i blindt Had til det Tydske!! Derved vil man vistnok kun gjøre Fædrelandet en daarlig Tjeneste.
Inds. er imidlertid villig til, at tilstaae Hr. B. at den tydske Journalistik unegtelig langt overgaaer den danske i Eensidighed og Heftighed, men vil ikke tilbageholde det Ønske, at Sprogsagen stedse maatte finde saa besindige Talsmænd som Schouw og Clausen, blandt hvilke den sidste f. Ex. ved sin Distinktion af en Conservanda øiensynlig nok lagde sin Tendents for Dagen at tilintetgjøre det Irriterende, som for Tydskerne laa i Forestillingerne om en dansk Propaganda. Disse 2 Hædersmænd har Inds. derfor visselig ikke sigtet til. Heller ikke Hr. B. selv vil han beskylde for Heftighed, men hellere tilstaae at Feilen vel maa ligge i en ufuldstændig eller uklar Fremstilling af hans Hensigter og Hensigter, naar han var saa uheldig at blive misforstaaet af ham.
T.....
*) At dette Proverbium ikke maa tages ligeefter Ordene med Hensyn til de brave Sønderjyders Sædelighed eller Vandel, indsees lettelig.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. april 1843).
Endnu et Par Ord til Hr. T i Anledning af Gjensvaret til mig i denne Tidendes Nr. 98.
Deres Svar har været mig kjærkomment, ikke saa meget for den rolige Tones Skyld, der hersker i samme, som især for Sagens Skyld, hvorom De derved har givet mig Anledning til nogle Bemærkninger, som maaskee ei turde være ganske overflødige, saavelsom og fordi det nu er klart, at De ei er enig med Modstanderne af de Dansktalendes Interesse i Nordslesvig, hvad man ellers strax kunde fristes til at troe efter Deres noget tvetydige og ironisk klingende Yttring, at De "fandt Dem forunderlig berørt ved Lorentzens Veeraab over Tabet af Sønderjydernes Nationalitet", hvoraf jeg og Flere med mig sluttede, at De misbilligede dette Veeraab, og altsaa, da De forresten ikke erklærer Dem imod det danske Sprogs Brug, henhørte til dem, der ved en ilde anbragt Moderation ikke alene intet gavne, men endog skade de dansktalende Slesvigeres retfærdige Sag, da de Tydsksindede vilde finde et kjærkomment Medhold i den Mands Ord, der paastaaer, at Sønder-Jyderne talede et udannet Sprog, som maatte støde deres Øren; hvilket vel altid vil blive Tilfældet, saalænge Nogen af den simplere Klasse skal tilstedes Adgang til Forsamlingen, idetmindste ikke i flere Generationer vil lade sig hæve, og desuden kun er et Paastand, som de ivrige Tydsksindede gribe til, for at besmykke deres Had imod alt hvad der er dansk. Men hvad nu Hovedsagen angaaer, og det Middel, De foreslaaer, som det eneste, der kan hjelpe, da kan man vistnok være enig med Dem i, at Enhver, som attraaer at blive Deputeret i en Forsamling, hvor saa Meget beroer paa det mundtlige Foredrag, uddanner sine Kundskaber og Talegaver, hvortil altsaa og Sprogets Politur henhører, saa meget det er ham muligt: men hvad Opfordring skulde han vel have dertil, hvad det danske Sprog angaaer, saa længe dette ikke maa høres i Forsamlingen, saalænge dennes Dristighed gaaer saa vidt, at den endog directe negter at opfylde, hvad Kongen selv erklærer for Folkets naturlige Ret, og, naar Hs. Maj. spørger om, hvorledes denne kan bringes i Anvendelse ligefrem svarer, at det hverken kan eller bør skee! Maa da ikke al Sønderjydens Bestræbelse for Taleevnens Uddannelse gaae ud paa at lære dygtig Tydsk og lade det foragtede Modersmaal fare? Og dernæst hvorledes skulde vel baade Almuesmanden og den Fornemmere faae denne Uddannelse af deres Modersmaal, som fornemmelig naaes ved at høre det godt tale, saa længe alle offentlige Foranstaltninger virke derimod, Underviisningen gives paa Tydsk, og baade Embedsmændene og Almueskolelærerne i Hertugdømmet ikkun kunne faae tydsk Dannelse, og det danske Sprog i Læreanstalterne kun er tillagt nogle faa Timer om Ugen, ligesom et andet fremmed Sprog, ofte af Lærere, som selv maadelig nok tale det og kun besørge Underviisningen deri som et Pligtarbeide, hvorfor de ingen Interesse føle? Nei! skal min Hr. Forfatters Ønske opnaaes, da maa der i den Henseende nødvendig gjøres noget Gjennemgribende fra Regjeringens Side, og dette kunde skee paa allerletteste Maade af Verden ved blot at befale, at al Underviisningen i Haderslevs, tildeels vel og Flensborgs, lærde Skole, samt paa det Tønderske Skolelærerseminarium skulde gives paa Dansk, og dertil kun at ansætte Lærere, hvis Modersmaal var dansk. Det Sidste lader sig nu uden al Betænkelighed gjøre, da der nu existerer et Seminarium i Segeberg, hvor de tydsktalende Skolelærere i Sydslesvig kunde faae deres Dannelse. Tillige vilde det og være vigtigt, at Betingelserne for Slesvigerne til at studere ved Kjøbenhavns Universitet ikke gjordes strengere, end de ere det i Kiel, navnlig især, at den fordærvelige examen artium, hvad ogsaa her er et almindeligt og vel grundet Ønske, maatte afskaffes. Eller skulde der endelig behøves det Slags Betryggelse for, at de, der vilde søge academiske Beneficier, ei skulde være uværdige dertil, da kunde man jo for disse, ligesom i Kiel, anordne en Convict-Examen, for Juristerne ansætte en Professor i Slesvig-Holsteensk Ret, og overhovedet sørge for, at baade Universiteterne og de lærde Skoler i Kongeriget og Hertugdømmet bleve saa lige med hinanden, som efter Omstændighederne var muligt. Een Form maa jo være den rigtigste, og efter den burde jo Underviisningen i dem alle indrettes.
Og nu blot et Par Ord om nogle enkelte Ytringer i Deres ærede Gjensvar. Til en "Emendanda" af det danske Sprog i Hertugdømmet har det nordslesvigske Selskab jo gjort Alt, hvad Private kunne gjøre, ved at sørge for Udbredelsen af dansk Literatur i denne dansktalende Egn. - At der "blandt Slesvigholstenerne findes retsindige og besindige Folk" tvivler jeg ikke om, men Beviser herpaa, eller at de ere fordomsfrie nok findes der ikke i Resultaterne af den sidste slesvigske Stænderforsamlings Deliberationer. At Benævnelsen "Dialekt" blot bør tillægges et Sprog, der har været Skriftsprog", er ikke min Mening, men at det, som skal kaldes saaledes, maa være en mærkelig Afvigelse i Skriftsproget selv, saaledes som Svensk og fordum de græske Dialekter. - At "det Danske, der tales i Nordslesvig, med Undtagelse af de nærmeste Sogne ved Kongeaaen, hele Ærøe og tildeels Als" skulde være "et yderst fordærvet og vansiret Idiom", er aldeles urigtigt, da det Dansk, der tales i Haderslev-, Aabenraa- og Tønder-Amter (ligesom i det dertil stødende Løe-Herred), ja selv i Egnen af Flensborg, ikke er synderlig forskjellig fra det, der hersker i de nordligere Egne, paa Als og Ærøe, som De jo selv kalder "fuldkommen Dansk", ja endog kun lidet afvigende fra det nørrejydske Idiom (hvori der og gives flere Nuanceringer). At det "tilstaaes af Sønderjyderne selv", bliver intet Beviis, fordi man saa længe har sagt dem det, at de ikke tør paastaae det Modsatte imod de Høilærde. Et Exempel blandt flere har jeg selv havt med en Opvartningspige i en Kro dybt nede i Angelen, som talede Plattydsk, og da jeg spurgde hende, hvorfor hun ikke talede Dansk, som hun dog sagde var hendes Modersmaal, svarede ganske undseelig, at hun talede det saa slet, men da jeg opmuntrede hende dertil, aldeles ikke talede det anderledes, end jeg bestandig har hørt paa Als og Norden for Haderslev. - At Lorentzens Dansk, da han sidst var i Kjøbenhavn, "lød mere som et tillært end som et medfødt Sprog", kan gjerne være, da han jo har faaet sin hele Dannelse paa Tydsk, men han kan jo ikke have i Stænderforsamlingen talt anderledes, altsaa ei i det "yderst fordærvede og vansirede Idiom", og har følgelig opfyldt Deres Fordring om at uddanne sit Sprog. Men hvad hjalp det ham? Og at han "stod saa ene", de viser ikke at det "har manglet paa Individer med en omfattende dansk Dannelse, som kunde følge" hans Foredrag, men vel paa Individer, som vilde følge det. Undertegnede kunde nævne mange Saadanne, navnlig Præsidenten selv. Disses Uvillie dertil fremlyser allerede deraf, at de end ikke vilde tillade, at hans Foredrag maatte tilføres Protocollen i tydsk Oversættelse. Jeg tilføier med Dem: "Aarsagen dertil kjende vi, det vil altsaa være overflødigt at gjentage den." - At "Forretningernes Gang" i Stændersalen vil blive paa den hensigtsmæssige Maade ordnet, de Dansktalendes Rettigheder ved disse ville blive saa meget som muligt paaseete", og alle "for Nationaliteten uheldige Combinationer med Guds Hjælp ændres", er et Haab, som jeg af Hjertet ønsker at kunne dele med Dem. Men skal Stænderforsamlingen først atter høres, og reflecteres der paa de Hindringer, denne, efter al Sandsynlighed, atter vil lægge i Vejen, da kan det dermed idetmindste have lange Udsigter, og ligesom ved det af dem foreslagne Middel, Koen døe medens Græsset groer. Og skal endelig Hindringerne kunne hæves og Danskheden bringes til at nyde sin Ret, "ved en bestemt Attraae hos Folket og især ved Sønderjydens egen kraftige Villie", da gad jeg vidst, hvorledes de i den Henseende fortrykte Stakler under nuværende Omstændigheder, da deres Røst ikke engang maa høres gjennem deres dygtigste Talsmand, skulde kunne tilkendegives, uden ved Festmaaltider for denne, og hvad min Herre kalder "tappre Toaster, høitravende Taler og Udfald mod alt hvad der er Tydsk - (Nei! vil De blive Sandheden tro, maa De kun sige: "mod alle det tydsksindede Parti, Bestræbelser for at undertrykke og tilintetgjort dansk Nationalitet og Sprog) - samt endelig ved det herlige Blad "Dannevirke", som tilvisse er skrevet i saa dannet et Sprog, som man kan ønske, og for hvilket den almindelige Deeltagelsc tydelig nok røber sig ved dets store Abonnentantal blandt det nordslesvigske Folk, men som, ligesom v. Wimpsens ypperlige Værk, med alle dets vægtige Grunde, enten ignoreres eller nedværdiges af de ivrige Germanomaner.
Den 13de April 1843 B
(Red. bemærker, at Discussionen imellem Hr. B. og Hr. T. ved den ovenstaaende Artikel maa ansees sluttet her i Bladet.)
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. april 1843).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar