M. L. Nathanson: Politivennens sidste Redaktør. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående er 4. del af materiale om Politivennens sidste redaktør 1845-1846, "Gale"-Nathansen. Det øvrige materiale kan enten findes under tagget Nathanson (redaktør Politivennen), eller ved at kigge i indholdsfortegnelsen nederst på introduktionen. 

Altona 1842-1843

Med Københavns politimyndigheder på nakken, flyttede Nathansen 1842-1845 i Neuenbrock, Flotbeck og Hamborg Altona. Her levede han bl.a. af almisser fra hans jødiske trosfæller. Som han dog efter nogle måneders forløb lagde sig ud med. Der opstod en voldsom modstrid med den lokale jødiske menighed. 

I slutningen af januar 1843 meddelte han derfor offentligt i aviser at han ville lade sig døbe sammen med kone og to døtre i Hamborg. Jacoby-kirkens hovedpastor Schmaltz døbte ham herefter, og ved samme lejlighed skiftede han navn fra Isaac Nathansen til Michael Leonard Nathanson. Det er sikkert ikke en tilfældighed. Hans navn kan forveksles med redaktørens for Berlingske Tidende, som han også var raget uklar med. Herefter udgav han et par pjecer imod jøders ret til at være borgere mm.

Fremsagt ved Forsamlingen i Haderlev
den 3. Jan. 1842.
[Nathansen forklarede her om hesteavlen i Jylland]
(Dannevirke. nr. 54. 5. januar 1842 og Dannevirke. Nr. 55. 8. januar 1842) 

(Annonce for Nathansons heste og hvor de er stationeret i Jylland) 
(Dannevirke. 5. januar 1842) 

Private Avertissementer.
Da jeg har havt alt for meget at bestille med Kammerraader, og herefter vil faae endnu mere at bestille med dem, saa tillader min Tid ei at føre en Pennekrig med Kammerraad Dalgas, og derfor vil jeg eiheller værdige denne Kammerraad nogensomhelst Svar paa hans Inserat i Veile Avis nr. 154. Blot dette tillader jeg mig at sige det ærede Publikum, at min Virken for Landets Hesteavl er bekjendt fra Skagen til Elben og paa det Bedste anbefalet og understøttet af alle høivedkommende Autoriteter og enerkjendt for gavnlig af enhver fordomsfri Landmand, ligesom mit Værn er Landets Love.
Skulde Hr. Dr. Neergaard også ville gjøre sig latterlig her i Amtet, kan vel Ingen have noget derimod, og allermindst jeg, men om han vil blive saa godt modtaget her, som hos hans Ordfører, Kammerraad Dalgas, derom tvivler vist Enhver.
At Kammerraaden har gjort sig endnu latterligere end Doktoren, beviser "Kjøbenhavnsposten" Nr. 127 f. A., hvor hans Adfærd mod mig er omtalt, og derfor værdigede Kancelliet ham intet Svar paa hans skraalende Klage.
Til Dato ere mine Modstandere i Hingstsagen følgende: Dr. Neergaard, Kammerraad Dalgas og Krokonen i Bodum Kro, som ogaa vil misrekommendere mine Hingster.
Haderslev, d. 6. Jan. 1842.
I. Nathansen.
_________________

Da det Spørgsmaal allerede er gjort mig af Mange, hvad der foranledigede mig til at anklage Hospitalsforstander, Hr. Kammerraad Andersen i Randers, hvilket har været omtalt i alle offentlige Blade, saa vil jeg foreløbig henvise til Kjøbenhavnsposten Nr. 105, 260 for Aaret 1839; thi i Cancellliet afleverede jeg den Gang min i alle Henseender velbegrundede og med Vidners Underskrift forsynede Klage. Vel blev den Gang tvende Gange givet Ordre til at Sagen skulde strængt undersøges, men hvorledes den blev undersøgt, er jo almindelig bekjendt. Bliver Hospitalsforstander Andersens embedsførelse med den fornødne Strænghed behandlet, saaledes som det nu skeer i Vensyssel, hvor vigtige Ting skal opdages, da vil vist saa graverende ting komme for lyset, at de aldrig have kunnet harmonere med de pligter, der hvile paa en Hospitalsforstander; thi et Hospital skulde dog vel kun være et Tilflugtssted for Alderdommen og for den Ulykkelige, men ingenlunde afbenyttes til andre ting.
Skal Borgerettigheden ei oftere paa det grrusomste krænkes i Sanmark, saa haaber jeg, og vel enhver dansk undersaat med mig, at denne Sag grundigen bliiver undersøgt, og at det mørke Slør, som indhyller mine Anliggender, engang bliver lettet.
I. Nathansen.
___________________

Om kort tid vil en af mig forfattet Brochure, betitlet: "Recensenten og Dyrene, eller Dr. Neergaard og mine Hingster", som i disse Dage er under Pressen her i Byen, udkomme i Boghandelen, hvilket nærmere skal vorde bekjendtgjort.
Haderslev, d. 7. Jan. 1842
I. Nathansen.
(Dannevirke. 8. januar 1842) 

Fremsagt ved Forsamlingen i Haderslev den 3. Jan. 1842 af I. Nathansen.
(Slutning)
Væddeløbene, som næsten i hele Verden ere anpriste, som det eneste og sikkreste Middel, hvorved Hesteavlen befordres, bleve i Jylland behandlede med en Slags Ligegyldighed, ja endogsaa som Modesag, hvilket foraarsagede, at Hesteopdrættere tabte Lysten til at producere den ædle Hest, ja de have endog givet Anledning til allehaande pøbelagtige Exesser ved sidste Væddeløb ved Randers. Stutteribesigtigelserne, som vist enhver Sagkyndig maa anprise som en god Indretning, bliver ligeledes hos os behandlet meget lunkent, thi de Mænd, som egentlig ere bekjente med den jydske Hesteavl, fungere jo ei som Stutterikommissairer.
Men idet Sted bereises Landet af Mænd, som formeentligen maa have de fornødne Kundskaber dertil, men vi have dog læst i offentlige Blade, at deres Færd meget dadles, og det af en Mand, som en Doctor Neergaard, som idet mindste tilforn gjalt meget i Jylland.
Dog Neergaards Dom over Stutterikommissionens Handlinger i de senere Aar ville vi lade staae ved sit Værd, idet man ogsaa læste i hans udgivne Brochure, at han deri roste en Mand, som han forhen dadlede meget, følgelig er hans Dom derved beven meget vaklende. Men slige heterogene Gjenstande have betydeligt skadet Hesteavlen i Jylland.
[Over ½ spalte uddybes dette yderligere, og Nathansens fortjenester i forhold til oprettelse af hestemarkeder og hesteopdræt fremhæves]
(Dannevirke. 8. januar 1842)

- Den forløbne Hestecharlatan, Hr. I. Nathansen "aus Kopenhagen", synes nu at have forbundet den Skam, han i afvigte Sommer indhøstede, da han havde indbudt Publicum til paa Christiansborg Slots Ridebane at besee sine klodsede og tildels spatlamme Hingster og høre dem bedømme af den kyndige Hippolog, Generalkrigscommissair Neergaard, men, saasnart han saae Generalkrigscommissairen paa Pladsen, rede til at begynde Besigtigelsen, fandt for godt at unddrage sig samme ved en ilsom Flugt, og derpaa af Øvrigheden skal have faaet Tilhold at forlade Kjøbenhavn, for ikke tiere at give offentlig Scandale. Han er nemlig ankommen til Haderslev og vil nu lyksaliggøre dette Amts Beboere med sine Halvblodshingster, som hans utaknemmelige Fædreland, det egentlige Danmark, har sat saa liden Pris paa. Et Menneske, som Hr. Nathansen, var naturligvis temmelig uskadeligt, hvis han ikke grebes under Armen paa en noget mysterieux Maade enten af det offentlige eller af Personer, der staae i Forbindelse med dette, hvis han ikke gjennem Kanaler, der enten ikke kjendes eller ikke tær nævnes, fik offentlig Understøttelse. Men naar disse Omstændigheder tages med i Betragtning, saa burde saa meget mindre noget Blad, der vil gjelde for patriotisk og velanstændigt, aabne sine Spalter for hans fjantede Snak og skrydende Udfald imod Mænd, hvis Skotvinge han ikke er værdig at løse. Dette henstille vi til Overveielse af "Dannevirkes" Redaction. 
(Fædrelandet. 10. januar 1842) 

Paa Grund af Deres Annonce i Dannevirke Nr. 55 d. A., tager jeg mig herved den Frihed at meddele Dem, at jeg i Dag har sendt Herr Generalkrigscommissair Neergaard og min Fader, Kammerraad Dalgas, hver et Exemplar af dette Nr. - At sende et til Krokonen i Bodum overlader jeg til Dem; men da min Fader for øieblikket er syg, tillader jeg mig at anføre:
1) Eftersom de kjøbenhavnske Blade her kun læses af Faa, saa er det ubekjendt, at De er den, som i disse først har angrebet min Fader, og altsaa selv yppet Striden med ham.
2) Er De ikke, Hr. Nathansen, den, som har gjort sig latterlig, og det i høieste Grad? Viser ikke tydelig Deres Fremfær i Kjøbenhavn dette? Ligne Deres Optog der ikke et omreisende Beriderselskabs Indtog i en lille Stad? Og, saae De Dem ikke nødsaget til, i fuld Gallop at forlade Skuepladsen, forfulgt af flere hundrede Gadedrenge? Benægt dette, om De kan.
3) Beklager jeg Dem ret meget, at De var saa kortseende at opfordre Generalcommissair Neergaard, (hvem De selv ofte har kaldet Dannemarks første Veterinair) til Dommer over Deres Heste. Havde De valgt en ukyndig i dette Fag, som saa mange af Deres Attester maaske kan opvise Navnene paa, vilde vist Deres Hestesag have havt en heldigiere Fremgang, og
4) Ønsker jeg, at De og Deres Collegaer (Hestene) ikke skulde see Dem nødsagede til, saa hurtigen at forlade Slesvig, som Sjælland og Jylland.
Haderslev d. 12. Jan. 1842
J. A. Dalgas.
(Dannevirke. Nr. 56. 12. januar 1842.) 

(Referater fra Dannevirke, Lyna m.fl. dels om hestesagen, dels om Dalgas. Bladet bragte endvidere i den følgende tid løbende opdateringer fra andre blade.)
(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende. 14. januar 1842) 

Til Hr. J. A. Dalgas hersteds.
I Anledning af Deres inserat i Dannevirke nr. 56 maa jeg tilmelde Dem, at jeg igaar har sendt et Exemplar af hiint Nr., med samt Deres intetsigende Ytringer, til min Fader, som fortiden opholder sig i Hamborg; og da maaske de tydske Blade ei læses af Dem, saa tillader jeg mig at sige Dem i Henhold til
Nr. 1. At de vist kun meget lidet kjender til Striden mellem Kammerraad Dalgas og min Fader, og paa Grund heraf veed De eiheller, hvo der har begyndt Striden.
Hvad Nr. 2 angaaer, da veed jeg meget vel, at et Menneske af Deres Begreber forundrer sig, naar han seer en tildækket Hest; og hvad De med Deres flere hundrede Gadedrenge siger, kan jeg frit erklære: er Usandhed.
Nr. 3 og 4 vil jeg overlade til min Fader at besvare Dem, naar han kommer hertil. Iøvrigt kunde jeg give Dem et godt Raad, nemlig ikke at befatte Dem med Ting, som De ei forstaaer; thi et gammelt Ordsprog siger: "Skomager blev ved Din Læst!"
Haderslev. d. 14 januar 1841.
M. Nathansen.
(Dannevirke. 15. januar 1842) 

Med Hestemanden Nathansen er Hestestriden flyttet over til Slesvig, navnlig til Haderslev. Efterat "Dannevirke" først hade taget sig af Hr. Nathansen har han i "Lyna" ladet indrykke en særdeles skjøn Anbefaling, som han har faaet af en anden virksom Hesteelsker, den ogsaa fra vor Væddeløbsbane bekjendte Hr. Völckers til Lehmkuhlen ved Kiel. Desuden har Nathansen selv ladt et Stridsskrift mod Dr. Neergaard trykke under titel: "Recensenten og Dyret", men det har fristet den Skjæbne at blive lagt under Beslag c: konfiskeret, af Politimesteren i Haderslev, Etatsraad Schrader.
(Kiøbenhavnsposten. 15. januar 1842) 

"Dannev." mener, at "Forvisningen om, at Hr. Nathansen ikke alene har besluttet at nedsætte sig i Haderslev, men allerede nu har bragt Saadant i Udførelse, for i Amtet at virke til Hesteavlens Fremme, vil opvække Glæde hos alle Omegnenes Hesteopdrettere, og sikre Udsigten til Hesteavlens hurtige Opsving." (Prosit! siger O. L. Avis.) Af samme Blad erfarer man, at bemeldte Hr. Nathansen har d. 3. ds. i Haderlev, for en stor Forsamling af sagkyndige Landmænd, i Overværelse af regimentschefen og tvende af Østeramtets Herredsfogder, viist 5 af sine Halvblodsingste, der alle vandt udeelt ifald. Adonis blev forud underkastet et lovligt Syn af Hr. Agent Petersen og Hr. Dyrlæge Hansen. Efter Præsentationen bestemtes af Forsamlingen de Steder, hvor Hingstene foreløbig passeligst kunne udstationeres, næmlig i Haderslev og i Vonsild Kro. 
(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende. 17. januar 1842) 

Dannevirke. 29. Januar 1842. 

Dannevirke. 5. februar 1842.

(Hemp. A,) Efter forudgaaet Bekjendtgjørelse var Selskabet for Hesteavlens Fremme i Egnen af Colding den 24de Februar forsamlet i Colding By. Ifølge de ved den sidste Forsamling tagne Bestemmelser, vare adskillige Hopper tilstede for at præsenteres for Selskabet og for at concurrere til den frie Bedækning, som ved Hr. I. Nathansen var udlovet. Hr. Nathansen var imidlertid ikke mødt, og Selskabet kunde derfor ikke indlade sig paa at udlove nogen fri Bedækning. Da man derhos var kommen til den Overbeviisning, at Selskabet, i dets nuværende Form, ikke stiftede den Nytte, som ved dets Oprettelse var tilsigtet, besluttede man sig til at opløse det.

(Kjøbenhavnsposten, 7, marts 1842.) 

Private Avertissementer.
Herved tillader jeg mig at anmelde, at de Hesteopdrættere i Haderslev Amt, som tidligere have ladet deres Hopper bedække af Cheer, imedens den stod paa Petersholm, have indberettet til mig, at alle disse Hopper ere drægtige. Saagar en Bonde i Øddis har anmeldt for mig, at en ham tilhørende Hoppe er drægtig ved Cheer, uden at jeg finder anført i Bedækningslisten, at denne Mand har ladet Cheer afbenytte paa Petersholm. Jeg opfordrer derfor Hr. Lorensen paa Petersholm til offentlig at bekjendtgjøre, om Bonden i Øddis, Haderslev Amt, har faaet en Hoppe bedækket hos Cheeer, imedens den stod paa Petersholm, eller ikke, thi paa Bedækningslisten findes Bondens Navn ikke.
Haderslev den 15. marts 1842
I. Nathansen. 
(Dannevirke. 16. marts 1842)

Til mine agtede Medborgere.

Vel har det været min faste Beslutning herefter ei mere at forsvare mig med Pennen; thi jeg troer at jeg ved mine Handlinger har klaret for mig, men, da "Fædrelandet" Nr. 851 har optaget en Artikel indsendt fra Jylland (?) føler jeg mig forpligtet til for mit Vedkommende ikke at tie; thi mine agtede Medborgere, som ikke have læst "Danevirke" Nr. 80 og "Ove Thomsens Avis" Nr. 57, 58 og dens Følgeskab Nr. 59, kunde let fatte en ufordeelagtig Mening om mig.

Ei heller har det været min Agt i Blade offentlig at bekjendtgjøre de skriftlige Vidnesbyrd jeg har ihænde, men ei ere udæskede til Kamp, og en Mand af Ære maa forsvare sig saalænge han kan, tilmed naar hans Sag er retfærdig; hans Valgsprog maa være seire eller dø.

Om mine 7 Hingsters Fortrinlighed, som og om deres Afkom og om min Sags Gavnlighed og rastløse Virken for at fremme Hesteavlen i Landet, har jeg erhvervet mig skriftlige Documenter, efterat Hr. Generalkrigscommissair Dr. Neergaard, Landets ældste Veterinair, optraadte imod mig. Saasom fra en af Hans Kongelige Høihed Storhertugen af Oldenborgs Autoriteter paa Høisammes Gods Wibeck Reversdorff modtaget Anbefaling om Afkommets Elegance og Fortrinlighed af min 3/4-Blods Hingst Patriot of Bleythe.

Af Amtmændene, Herredsfogderne og andre høie Vedkommende Autoriteter fra Aalborg, Randers, Aarhuus, Skanderborg, Veile, Haderslev, Kiel, Bordesholm, Krohshagen, Preetzer Forening til Hesteavilens Fremme ved Hr. Greve v. Baudiein til Sophienhoff og Odense, saa og fra flere Tusinde Bønder i Jylland og Hertugdømmene Slesvig og Holsteen, samt af Foreningen til Hesteavlens Fremme i Veile ved Hr. Major Ingversen, Dalgas og Betzer.

Med alle disse skriftlige Anbefalinger, omtrent fra Skagen til Elben, vil jeg bevise og godtgjøre, at mine 7 Halvblodshingste især ere skikkede til at forbedre Landets Hesteavl.

Jeg vil og kan ydermere bevise, at deres Afkom er udmærket godt og vil i Tiden koste omtrent det Dobbelt, som Heste forhen i en Alder af 4 Aar solgtes til. Desuden kan jeg bevise at have kunnet sælge Hingsten Cheer til Hans Majestæt Kongen af Preussens Staldmester Hr. Major v. Schöning til en stor Priis, men jeg veed bedst hvad Cheer kan gavne Hesteavlen, og derfor har jeg fast besluttet, at den ikke skal ud af Landet. For yderligere at bevise denne Paastands Rigtighed offentliggjør jeg et Brev, hvilket Hr. Baron v. Juul-Brockdorff til Hindemadgaard i Fyen har tilsendt mig:

"Efter gjort Aftale med deres Velædelhed, tilmeldes Dem herved, at jeg i dette Foraar ønsker 6 Hopper bedækkede ved Cheer.

Manges Ønske vilde De vist forekomme, dersom De lod bemeldte Hingst til næste Foraar opstalde et Sted her i Fyen, f. Ex. i Odense, og jeg tror for min Part vil i saa Tilfælde, da jeg er saa vel tilfreds med det Føl, jeg i Aar har efter ham, strax tegnet mig for 10 Hopper til Bedækning og muligen flere. Enhver Fynboe, der er en Ven af forbedret Hesteavl, kan ikke undlade at ønske en saa fortrinlig Hingst som Cheer opstaldet her i Provindsen.

Hindemadgaard pr. Odense, den 10de April 1842.

F. Juul-Brockdorff.

Til Slutningen kan jeg ogsaa bevise med dHrr. Hans Nissen i Hamelev ved Haderslev, med Hr. Petersen i Dalby ved Colding og med mange Flere, som selv holde Hingste, at de lade deres Følhopper bedække ved mine Hingste og betale mig 4 Gange saa meget, som de selv tage for deres Hingste.

Jeg har den største Agtelse for Hr. Generalkrigscommissair Dr. Neergaards Kundskaber som Veterinair og veed tilfulde at paaskjønne dem, men jeg veed ogsaa tillige, at det er meget let at paapege Misgreb og Feil, som jo nu hører til Dagens Orden.

Hvad mit Vedkommende angaaer, da kan jeg forsvare mig for enhver fordomsfri, patriotisksindet Medborger.

Kjøbenhavn, d. 18de April 1842.

I. Nathansen,

Hestehandler fra Reunenbrock.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 20. april 1842.

Præmieuddeling af 500 Rigsbankdaler
for 62 Hopper
(Udfærdiget i Haderslev d. 25. marts 1842. 1 spalte.)
(Dannevirke. 26. marts 1842)

Der hviler et forunderligt mystisk Slør over det rette Sammenhæng med Kjøbmand eller Hestehandler I. Nathansen og hans Forhold til det Offentlige. Han og hans Sager ere som Skovbækken, hvis brusende og larmende Løb man kun paa enkelte Steder kan forfølge med Øiet, men hvis Udspring og øvrige Løb er skjult og ubekjendt.
Det Første, man hørte om ham, Begyndelsen til den Offentlighed, han senere har erholdt, var, at han var bleven indespærret som gal i Randers Daarekiste. Det var ingen brillant Begyndelse; men det var dog altid en Begyndelse. Det Næste var, at han havde giendrevet alle Beskyldninger for Galskab ved den saare fornuftige Handlemaade at løbe bort fra alle de Daarekister, hvori man atter og atter indespærrede ham.
Der hengik en Tid, og man hørte Intet til ham; men pludselig kommer en Brochure tilsyne, hvori han paastaaer, at hans Indespærrelse ere blevne foranledigede ved Cabale, ved skiendig Misbrug af Landets Love, ved 26 falske Vidner, ved en Embedsmands falske Forhørs-Optagelse o.s.v. Dette var en forunderlig Sag, men endnu mere forunderligere var det, at vedkommende Embedsmand, der nævntes ved Navn, og at flere af de "falske" Vidner, der ligeledes nævntes ved Navn, taug stille dertil. "Man ansaa Manden for gal", vil man sige. Nu vel; men saa kommer et endnu forunderligere Resultat ud; thi andre og stærkere Beviser tale for, at han ikke blev anseet for gal.
Nathensen havde ofte den Lykke at blive stedt til Audiens hos Hs. M. Kongen. Følgelig var han ikke gal.
Nathansen var, som "Fædrelandet" i sin Tid berettede, Entrepreneur for et stærkt Hurra for Hs. M. Kongen ude i Sorgenfri. Følgelig var han ikke gal.
Nathansen har af Statskassen erholdt flere tusinde Rigsbankdaler, hvorfor han har indkjøbt Heste. Disse Heste har han stationeret paa forskjelige Steder i Jylland og Hertugdømmerne, og et Par af dem nyde endog den Lykke at være tingede i Kost i Aalborg af selve Statssecretariatet for Naadessager. Den Naade, der vises Nathansen, er altsaa saa stor, at den endog udstrækker sig til hans Heste; men en Mand, der nyder saadan en Naade, er ikke gal.
"Hr. Nathansen er altsaa ikke gal?" - Ja, her komme vi igjen i Forlegenhed; thi der er igjen stærke Beviser for, at han jo er det. Herr Generalkrigscommissæir Neergaard, Landets første Veterinair og Hestekyndige, har nemlig paa det Bestemteste erklæret, at Nathansen ikke er rigtig klog. Han har desuden angrebet Nathansens Heste og givet dem de afskyeligste Tilnavne, saasom: uædle, elendige, gemene, bukbenede, spekkammede, platfodede, bare- og beenspattede Markdyr.
Hr. Nathansen kunde ikke lade dette sidde, hverken paa sig eller sine Heste, og imellem de to Mænd er derfor udbrudt og til Dato fortsat en Strid. De udgive vexelviis Bøger. Hvert med "Resultatet af sin Reise" De ligne Bierne, der ved deres Tilbagekomst til Kuben, samvittighedsfulde stryge det Voxstøv af dem de have samlet ved at krybe ned i Blomsterne.
Det sidste Ord har Hr. Nathansen foreløbig havt. I disse Dage er nemlig udkommet en ny Brochure fra ham, som forsikrer, at Hr. Nathansen har Ret og Dr. Neergaard Uret. Et retfærdigt og efter Grunde dømmende Publicum kan nu tage Parti. Vi tilføie kun, at Hr. Nathansen slutter sin lille Bog med den skjønne og sikkert mange Hjerter vindende Forsikkring, at han stedse vil have Tillid til Gud i Himlen, arbeide for Danmarks Hesteavl og elske sin Konge og sit Fædreland.
(Corsaren nr. 84, 29. april 1842, s 168)
(Artiklen er citeret i Dannevirke. 4. maj 1842) 

Altona, d. 8. Febr. Den bekjendte Hestehandler I. Nathansen er igaar i Hamborg tilligemed sin Kone og to Døttre traadt over til Kristendommen. De bleve døbte af Pastor Greineisen, efterat de havde aflagt deres Troesbekjendelse. Hr. Nathansen fik i Daaben det af ham selv valgte Navn Michael Leonhard. En anden af Hr. Nathansens Døttre er allerede for to Aar siden i Kjøbenhavn traadt over til Kristendommen.
(Dannevirke. 15. februar 1843) 

Den bekjendte Nathanson har atter beriget Litteraturen med en Brochure om, "hvorledes en Jøde-Emancipation lod sig bevirke i Hamborg og Altona, til Almindelig Tilfredshed." Curieus er, blandt saa meget Andet heri, det Svar, som Forfatteren giver paa dette, af ham selv stillede Spørgsmaal; det lyder saaledes: "Der gives kun eet Middel hertil: Israeliterne maa lade sig døbe." Man skulde næsten troe, at den nu christnede Hr. Nathanson selv kunde ønske, endnu at blive "emanciperet". Forslaget forekommer os omtrent som "Curering for Tandpine ved Halshugning." Snurrigt tager det sig ogsaa ud, midt i disse Troesanliggender at see Forfatterens Bog om Hesteavl indflikket. (Hus. Av.)
(Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhus Stifts-Tidende, 23. oktober 1843)

- Nogle Jøder lader sig døbe ifølge Overbeviisning. Andre af Lyst til verdslige Guder og Behgaeligheder, men Hestehandler Nathansen har ladet sig døde af - Chikane.

(Corsaren. Nr. 163, 27. oktober 1843)

- Redacteuren af den "Berlingske Tidende", Hr. Grosserer M. L. Nathanson, har fundet sig foranlediget til at bekjendtgøre, at de to Flyveskrifter: "Vorschläge zur Verbesserung des Pferdezucht", og "Wie ist eine Emancipation der Juden zur allseitigen Zufriedenheit in Hamburg und Altona zuvermitteln," af M. L. Nathanson, som i disse Dage anmeldes som udkomne, ikke ere af ham, men at Forfatteren er Hr. Nathanson fra Randers, der nu, ved sin Overgang til den christelige Religion, har forandret sit navn til "Michael Leonard Nathanson" 

(Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende. 31. oktober 1843) 

Hr. Cosar!
Da De er, hvad man kalder "et forslagent Hoved" vilde jeg gjerne bede Dem sige mig lidt Besked med Noget, som jeg paa ingen Maade kan hitte ud af. De veed nok, der er to Nathanser: den ene, det er ham den gale Nathansen, der altid har havt saa meget at gjøre med Heste, den anden skulde være ham, som giver Bladet ud. Saadan har jeg ogsaa altid troet; men nu forleden Dag seer jeg et Par Bøger i Avisen, som handler om Heste eller saadant noget lignende, og de skal for ganske vist være af den gale Nathansen, og dog staaer der: M. L. Nathansen, accorat som det kunde være Bladet selv. Nu spørger jeg Dem, hvem er den gale, og hvem er den kloge Nathansen? Jeg har rigtignok holdt Bladet nu paa tredie Aar, men jeg vil være bansat, om jeg kanblive klog derpaa. Det rijæleste var jo vel at spørge sig for hos Manden selv; men det synes jeg nu igjen er saa inderligt flaut, hvis det er, som jeg halvveis er bange for, og desforuden saa husker jeg nok fra, da jeg var Kvartermester paa Bidstrup: de Godtfolk, der havde Sviin på Skoven, vilde aldrig selv være ved det.
Ærbødigt
Hans Jensen Rølleskov,
Høker og Abbenent paa den
berlingske Tidende.

Hvis brevskriveren ved "et forslagent Hoved" forstaaer: En, der faaer paa Hovedet, kunne vi naturligviis Intet indvende mod en saadan Titel, siden Cancelliet har været saa god at abonnere paa vort Blad, ja sommetider paa hele Oplaget. Hvad selve den omspurgte Sag angaaer, da maae vi med Skam bekjende, at det har været os ligesaa umuligt, som den ærede Brevskriver, at komme paa det Rene dermed.
Red.
(Corsaren. Nr. 164, 3. november 1843)