Dronninglund-Mordsagen: Domme, 1842. (Efterskrift til Politivennen)

I begyndelsen af 1842 faldt nogle af dommene, se fx den over Simon Andreas Christensen, også kaldet Simon Bolle, i Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende, 12. februar 1842:

Domme, afsagte i den Kongl. Landsoverret i Viborg. - Den 24de Januar 1842:

Nr. 242. - Ldsoverkt Nyboe som Actor contra Ldsoverkt Lykke som Defensor for Simon Andreas Christensen, tiltalt for Tyverie og ved Lindenborgs Birks Extraret dømt til at hensættes til Forbedringshuusarbeide i Viborg Tugt- og Forbedringshuus i 2 Aar. Dom: "Birketingsdommen bør, for saavidt paaanket er, ve Magt at stande, dog saaledes at Straffetiden nedsættes til 1 Aar." - (Ved Underretten var tillige en af de i Skjæve Sogn myrdede, Lars Pedersen Barkholdt, tiltalt som Medskyldig i Tyveriet, men ved samme Rets Dom frikjendt, dog kun for Actors videre Tiltale.)

Kommisionen begyndte nu sit arbejde, og den 28. februar 1842 kunne Fædrelandet citere Aalborg Avis for følgende (uddrag):

Efter hvad der erfares, har nu den kongelige Commission paa Boergaard actioneret over 60 Forbrydere i Dronninglund Herred, der alle have tilstaaet at have begaaet større eller mindre Forbrydelser, saasom: Mord, Vold, Voldtægt, Pæderasti, Barnefødsel i Dølgssmaal, Forsterets Fordrivelse, qvalificerede og simple Tyverier, samt Hæleri m. Fl. Det synes saaledes, at Herredet vistnok med god Grund i sin Tid besværede sig over et retløs og usikker Tilstand, ligesom man nu med Ængstelighed og Frygt imødeseer Tiden, da Commissionen forlader Herredet, naar ikke - som man dog med Vished haaber - vor allernaadigste konge til den Tid træffer saadanne Foranstaltninger, at den personlige og Eiendomssikkerheden hersteds kan vorde betrygget i Fremtiden.

Den 9. juni 1842 citeredes igen Aalborg Avis i Fædrelandet. Den antyder at tyverierne slet ikke var ophørt:

Aalborg, d. 4. Juni. Fra en agtet Eiendomsbesidder i Dronninglund Herred er os tilstillet Følgende, der vist er berettiget til at henlede Opmærksomheden paa sig: "Neppe har den kongel. Commission forladt vor Nærhed, før vi atter paany omgives af Tyve, og er saaledes i den Deel af Dronninglund By, som kaldes Bolle-Fjerding, i Løbet af nogle Dage foretaget et Indbrud hos en Gaardmand og bortstjaalet en Tønde Byg, ligesom man om Natten har høstet og bortført den grønne Rug paa Dronninggaards Mark. Ikke uden den største Ængstelse imødeseer man her de mørke og lange Efteraarsnætter, da Tyverierr og Voldsgerninger, ligesom i de senere Aar, paany ville høre til Dagens Orden, og neppe tør vi tænke os den Tid, naar de utallige, nu af den kongl. Commission opdagede og tiltalte Forbrydere igjen vende tilbage til os efter udstaaet Straf; thi disse, da som Forbrydere stemplede, Mennesker, der ved deres Hjemkomst intet ærligt Erhverv have, ville og maae jo næsten nødes til - naar Frygten ikke afholder dem - paany at gribe til den vante Haandtering, og hvilken er og vil da navnligen Dronninglunds Sogns Skjæbne blive, i hvilket der alene af ommeldte Commission skal være tiltalt circa 100 Individer, hvoraf over den halve Deel i Tiden igjen er løsladt og gaaer - som det hedder - indtil den endelig Dom under Polititets Opsigt iblandt os; sandelig kun den, der ikke har Liv og Eiendele af Værdi at tabe, kan uden den største Frygt tænke paa en saadan Tilstand. Indsenderen af disse Linier og med ham vistnok enhver tænkende Beboer af Dronninglund Sogn formener: at naar Sognet ikke snarig faaer en egen og dertil begavet Justitsembedsmand, der idetmindste i nogle Aar ganske kan consternere Forbryderne, da vil den Tid ikke være langt borte, at de Retfærdige i Sognet maae vige Pladsen for de Uretfærdige, og til liden Nytte vil da vor gode Konges Omsorg for os - idet han forordnede hin saa duelige Commission - blive, naar den almindelige Sikkerhed for Person og Eiendom ikke bliver garanteret ved yderligere Foranstaltninger. (Aalb. A.).

Kjøbenhavnsposten kunne den 15. juni 1842 berolige med at sagerne blev opklaret hurtigt og ikke var noget særligt, men konstaterede at frygten og beboernes bekymring ikke var faldet ganske til ro. 

I Stokhusets slaveprotokol 1844-57 findes 19 af 72 vendelboere, der ved kommissionsdommen i 1843 blev idømt lange fængselsstraffe. Fem sad på livstid, en fik 16 år, to fik 12 år, tre fik 10 år, og de resterende fik mellem 6 og 8 år. 9 af de 19 blev med det samme sendt til Rendsburg 1 til Kronborg som fæstningsslaver. Efter en tid i Rendsburg, vendte de tilbage til Stokhuset i årene 1848-51. 

Af de særligt hårdt straffe i den omfattende retssag kan bl.a. nævnes Erik Svamp, livstidsstraf. Undveg fra Rendsburg 1848, men pågrebet og sendt til Stokhuset. Døde under koleraepidemien 1853. Christian Kæret, livstidsstraf. Stokhuset. Var sammen med Simon Bolle. Christian Milholtsled, livstid. Stokhuset. Niels Peter Gravensten. Bl.a. dømt for at have brudt ind i Voer kirke og stjålet 2 Rd. fra fattigblokken. Christen Knar og Rasmus Knar. Udver Svamp døde 2 andre Stokhusfanger under deres fængselsophold, og da det blev nedlagt i 1860, var der endnu 4 af de 19 tilbage, den ældste 71 år gammel.

Nogle af de arresterede stak under retssagen af, ifølge Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende, 3. august 1842:

For Paagribelsen af 3 fra Arresterne i Slotsgaarden i Aalborg undvegne Forbrydere: Erik Svamp, Simon Bolle og Jens Harboøre, er udsat en belønning af 10 () pr. st.

Og året efter stak Simon Bolle igen af, se Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende, 21. november 1843:

Hjørring, d. 7de Novbr. I Natten til afvigte Tirsdag fandt de af de Dronninglundske Tyverier noksom bekjendte Forbrydere, Rasmus Knar og Simon Bolle Leilighed til at undvige fra Arresten, hvor de havde arbeidet sig ud igiennem Vinduesstængerne. Rasmus Knars Broder Peter var under sin Bestræbelse for at søge det Frie ikke saa heldig, da Jernstængerne ikke vilde slippe ham indtil Fangevogteren befriede ham fra det Slags Fangenskab. Ved Herredsfogdens, Justitsraad Koefoeds Foranstaltning blev imidlertid hurtigt sat efter de Undvegne, der formodedes at have taget Coursen til gamle Bekjendte i Venneberg, hos hvilke de ogsaa vare ifærd med at gjøre deres Bekjendtskab paa en vel indtrængende Maade gieldende da de attraperedes og førtes tilbage til Arresten her i Byen. (Ah. Av.)

Selv efter at Simon Bolle var sendt til Rendsborg stak han af, se Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende, 1. august 1845:

Stikbrev. 

Da Fæstningsslaverne Johannes Pedersen og Simon Andreas Christensen eller Simon Bolle igaar Aftes ere undvegne fra Fæstningsarbeidet, saa anmodes samtlige Øvrigheder om at ville vigilere paa disse forbrydere og paagribe dem hvor de maatte antræffes.

Førstnævnte er født i Matterup Mølle i Skanderborg Amt, er 41 Aar gammel, 64½ Tommer høi, har lyst Haar og Skjæg, og blaae Øine, han taler Tydsk og Dansk.

Sidstnævnte er fra Landsbyen Bolle i Dronninglund Herred, er 25 Aar gammel, har mørkladent Haar, rødligt Skjæg, blaae Øine og et Ar paa det høire Laar og den ene Skulder.

Deres skjorter ere mærkede R. S., men iøvrigt vides ikke i hvilke Klædningsstykker de ere undvegne. 

Commandantskabet for Fæstningen Rendsborg, den 29de Juli 1845.

Kommandantskabet kunne den 18. september 1845 meddele at Simon Bolle var pågrebet, men ikke Johannes Petersen. Herefter var der nogenlunde stille om sagen indtil kommissionsdommen i 1843 (se indledningsvis).