Naar Undersøgelse angaaende en formentlig Forbrydelse indledes i Kjøbenhavn, da maa man ingenlunde troe, at dette skeer af en Assessor, eller endog af en Fuldmægtig eller Copist i Politiretten - men derimod af en Politibetjent ved den saakaldet Rapport. Det er en utrolig Rolle Politibethentenes Rapporter spille i den kjøbenhavnske Retspleie. Selv af temmelig volumineuse Udskrifter af Kjøbenhavns Politiretsprotocol bestaaer i Almindelighed over Halvdelen af Rapporter. En Politibetjent affatter sin Rapport ikke blot, naar han har afhentet en anholdt formentlig Forbryder, eller naar han efter Politidirecteurens Ordre har foretaget Forespørgsler eller endog Huusvisitation; men endog, naar den Anholdte arriverer paa Politikammeret eller "paa Politidirecteurens Bopæl" (i daglig Tale Politikjælderen i Gothersgaden), sætter Politibetjenten i sin Person er formelig Ret, constituerer sig som Forhørsdommer, og inqvirerer ikke blot over den paagjældende formentlig begaaede Lovovertrædelse, men endog over vedkommende persons Generalia. Dersom man troer, at denne Politibetjentenes inqvisitoriske Myndighed, der neppe har nogen Hjemmel i Lovgivningen, ja vel endog er ligefrem i Strid med Grundsætningerne i Instrux, er etableret og taales ene i den personlige Sikkerheds Interesse, da feiler man visselig. Som oftest er det nemlig et staaende Finale i Politibetjentenes Rapporter "at Anholdte efter Politidirecteurens Ordre nedsattes i Arresten Nr. N. N. ", om den Paagjældende endog har negtet at være deelagtig i nogensomhelst Ulovlighed, endskjønt man vel maatte troe, at den foreløbige Afhøring for en Politibethent især anstilles for ikke uden Føie at belægge Nogen med personlig Arrest. Vi give Enhver, der har Tanke om Betydningen af personlig Selvfølelse, at betænke alt det Nedtrykkende, der ligger i at blive stillet for en Politibetjent som Forhørsdommer. Det er bekjendt nok, at Politibetjentene ere slet lønnede, at de som Følge deraf ere tildeels udannede - skjøndt dog skrivekyndige - Personer, og at de ansættes, uden nogen Autorisation fra Statens Side, af Politidirecteuren. Man skulde troe, at heri ligger ligesaa mange vægtfulde Grunde mod at forlene en Politibetjent med anden iqvisitorisk Myndighed end den Øieblikkets paatrængende Omstændigheder i enkelte Tilfælde maatte føre med sig. Naar et af Statens Medlemmer stilles under Inqvisition, saa staaer han - hvad enten han er brødefri, eller grov Delinqvent - ligeoverfor Statsmyndigheden, men dog tillige under dens Beskyttelse. At han da gives i en aldeles underordnet Bestillingsmands Værge, er vist hverken det sømmeligste for Staten eller det mest beskjærmende for den personlige Sikkerhed....
Mange - især de, der have levet sig ind i den juridiske "Hölzernheit" - ville vistnok stræbe at holde Politirapportenes Anseelse opret mod alle Angreb ved den simple Bemærkning, at de ikke ubetinget gjælde mod Vedkommende, men først efterat de ere vedtagne eller, som det hedder i Justitssproget "ratihaberede" for Politiretsprotocollen. Denne Bemærkning forholder sig vistnok rigtig. Men de, der omgaaes med criminelle Retsacter, maae dog indrømme os, at Forhørsdommeren i Almindelighed tillægger de paagjældende Rapporter fuld Troværdighed, og, dersom Inqvisiter eller Vidner ikke lade deres Forklaringer til Protocollen stemme med dem til Rapporten, retter han fornemmelig sin Opmærksomhed paa at tilveiebringe den fornødne Samstemning mellem hine og disse, idet disse vel endog ligefrem præsumeres som de troværdigste, fordi de ere først afgivne. Altsaa bliver dog den rapporterende Politibetjent meget ofte den, der fra først af dirigerer Sagen, den, der lægger Sagens Grundvold, hvorpaa der bygges videre ved Forhørene i Politiretten og i Criminelkammerne. ...
... Naar en formeentlig Forbryder er belagt med personlig Arrest og "nedsat" i een af de uhyggelige Politiarrester, efterat han har aflagt Forklaring til Rapporten, hengaaer der oftere ikke blot een, men to, stundom tre eller maaskee undertiden endog flere Dage, inden han stilles frem i formelig lovskikket Forhør for en Assessor, som dirigerer en Politiretsprotocol. Hvilken Indflydelse en slig Hensidden i en Politiarrest, hvor der sjelden forefindes ufordærvet Selskab, kan udøve ikke blot paa den endnu kun mistænkte Arrestants Moralitet, men ogsaa paa den paagjeldende Sags Belysning, falder neppe vanskeligt at indsee. Endskjønt en saadan Udsættelse af Forhørets Paabegyndelse, der strider mod Lovgivningens Bud, i hvis Følge den Arresterede har Krav paa at stedes til Forhør inden 24 Timers Forløb efterat Arrestationen er gaaet for sig, vel for en Deel finder sin Retfærdiggjørelse i Forhørenes store Mængde og i Politiretsassessorernes ringe Antal, saa er det dog vistnok ikke antageligt, at Politibetjentenes Rapporter, ved hvis Optagelse et Slags - men ogsaa kun et Slags - Forhør har fundet Sted, og hvorved altså Lovgiverens Bud paa en Maade kan ansees efterkommet, ikke saa sjelden ere en medvirkende Aarsag til denne Udsættelse. At Rapporterne heller ikke fra dette Synspunkt virke, hverken i den personlige Sikkerheds Interesse eller i den lovgivende Aands Tjeneste, behøver neppe videre Udvikling.
Et andet Punkt i den kjøbenhavnske Retspleie, som fortjener al Opmærksomhed, er den særegenhed, at Forhørerne foretages uden Retsvidner. Udenfor Kjøbenhavn skal Forhørenes Troværdighed garanteres ved tvende Retsvidner. Og, endskjønt vel i Regelen de fungerende Retsvidner ere en protocolførende Contoirbetjent og en Politibetjent, følgelig Personer, der ligeoverfor Dommeren kun besidde liden Selvstændighed, saa vindes dog altid derved nogen Garanti. Det er ikke let at indsee, hvorfor der skal præsumeres større Upartiskhed hos en kjøbenhavnsk Forhørsdommer, end hos en ikke-kjøbenhavnsk...
... Politidirecteuren (er) endog autoriseret til at idømme Arrest indtil 8 Dage eller Fængsel paa Vand og Brød indtil 4 Dage for Politiforseelser, uden at hans Kjendelse kan underkastes nogen Appel. Unegtelig beviser en saadan hjemlet Myndighed hos enkelt Mand, der endog staaer tilbage, for Overpolitiretterne, hvor en Amtmand kan idømme 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød uden Appel, at vore Lovgivere have noteret den personlige Frihed til en saare lav Cours....
(Kjøbenhavnsposten den 2. marts 1843)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar