Orla Lehmann holdt den 31. januar 1841 en tale i Nykøbing i anledning af kammerråd Drewsens vælgermøde. Talen vakte ikke den store opsigt på Falster, men da Lolland-Falsters Tidende optog den og senere også Kjøbenhavnsposten, udstedte kancelliet den 18. februar 1841 en aktionsordre til generalfiskalen. Efter sagens anlæg blev Lehmann valgt til viceformand for Københavns borgerrepræsentation, men kancelliet dekreterede at han skulle suspenderes. Den 4. december 1841 blev han idømt en mulkt på 500 Rbd. Den 20. januar 1842 blev Lehmann idømt 3 måneders fængsel for talen.
En ting er hvad aviserne skrev, en anden hvad politiets spion rapporterede. Jeg har refereret disse sidstnævnte i kronologien.
- Den Bevægelse, hvori Hovedstaden har været i denne Uge og navnlig igaar efter Bekjendtgørelsen af Høiesteretsdommen over Orla Lehmann, har ikke havt sin Mage i meget lang Tid. Det er ikke til nogen enkelt Classe eller nogen enkelt Alder denne Bevægelse har indskrænket sig, hos alle Yngre som Ældre af enhver Stand, der paa nogen Maade kan henregnes til Folket, har Lehmanns Domfældelse fremkaldt eet og samme Indtryk. - Men vi maae desværre deklage, at denne Medfølelse ved at yttre sig igaar har foranlediget Optrin, der maae kaldes sørgelige. Allerede igaar Middags, da den samlede Menneskemasse begav sig fra Høiesteret til Lehmanns Bolig paa lille Købmagergade for der at udbringe et Leve, modsatte de tilstedeværende talrige Politibetjente sig den samlede Mængdes Hensigt, men veeg dog snart tilbage, saa at ingen videre Uorden forefaldt. Fra Købmagergade begav sig en stor Deel af den samlede Skare (vel omtrent en fem til sex Hundreder) tause og rolige gjennem Byens Gader til Amalienborg , hvor der atter gentagne Gange udbragtes forskjellige "Leve", uden at nogen Hindring fandt Sted, idet vel Livvagten traadte under Gevær, men forholdt sig passiv, da Mængden efter tilendebragte Acclamationer rolig forlod Pladsen. Magtanvendelse herimod har vel ogsaa med Rette været anseet for unødvendig , da man gjerne har kunnet antage det der for Lehmann udbragte "Leve" som en til Øieblikket ikke upassende loyal Anraabelse til Majestæten. - Forsaavidt foranlediges altsaa igaar Middags ingen videre Uordener. Men igaar Aftes blev desværre Københavns Gader Skueplads for meget beklagelsesværdige Scener. Henimod Kl. 8 begyndte en Mængde Mennesker, uden anden tilsyneladende Hensigt end ledede af Nysgjerrighed , at passere lille Købmagergade, hvor en Mængde Politibetjente med deres Stokke søgte at holde Gaden ryddelig og gjentagne Gange med Magt drev den adspredte Mængde bort. Disse velbekjendte Scener vedvarede med den Afvexling, at ogsaa Politiet oftere blev trængt tilbage af Mængden naar denne havde sluttet sig tættere sammen, og at da skingrende Udraab istemtes, - til langt ud paa Aftenen. - Men ikke alene dette enkelte Sted i Byen var Vidne til deslige Uordener, som inderligt maa beklages af enhver Ven af Orden og Frihed. Andre talrige Menneskemasser droge med høie eenstemmige Raad og Sang gjennem de Gader, der omgive Amalienborg, hvor Hs. Maj. til samme Tid bivaanede et Bal hos Landgreve Wilhelm , og hvortil Adgangen imidlertid var spærret af Husarer og af andel Militair. I de tilstødende Gader stræbte Politiet at tilbagedrive den uordenligt sammenstimlede Mængde, hvorved vistnok fornemmelig de, der blot af Nysgjerrighed havde indfundet sig, kom til at bøde. Flere blev her, ligesom paa Købmagergade, ikke ubetydeligt læderede, og efter Sigende ere ogsaa adskillige af Politiets Betjente blevne temmelig stærkt forslaaede. Flere Arrestationer have derhos fundet Sted. Idet vi ikke kunne andet end høilig beklage og advare mod alle saadanne forstyrrende Uordener troe vi heller ikke at burde undlade at yttre vor Formening om, at i det mindste de paa lille Købmagergade igaar Aftes stedfundne Optrin vel kunde have været undgaaede. Den Mængde Mennesker, som der indfandt sig. saavel de der kom enkelte som i sluttede Hobe, havde vistnok ikke anden Hensigt end i det Høieste at gjentage det "Leve", der var udraabt om Middagen, og efterat have tilfredsstillet dette ikke betimelige Ønske, vilde vel de Fleste uden videre have adspredt sig. Men Politiets Mellemkomst for at forhindre, hvad derved dog ikke forhindredes, blev Aarsag til at det gik anderledes. Idag har man paa Gadehjernerne opslaaet de sædvanligt advarende Politiplacater.
(Kjøbenhavnsposten 21. januar 1842).
Politispionen Svend Christian Møller var tilsyneladende i mængden der fulgte begivenhederne den 19. januar. Af hans rapport til politidirektør Bræstrup fremgår at turen fra Højesteret gik i ro og orden, indtil vognen med Lehmann i Magstræde blev angrebet af "simple folk" som forsøgte at spænde hestene fra vognen. Kusken satte derfor farten op, opad Rådhusstræde og Nørregade til Lehmanns hjem. Kl. 20 var der hurraråb på Lille Købmagergade og ved Regensen, senere stokkeprygl. Kl. 21:30 var der rygter i Kannikestræde om et stort optog, som Møller stødte på i Østergade. Det kom fra Kongens Nytorv. Det vendte om og endte i Nyboder. Herfra til Gothersgade ud for Bræstrups bolig, hvor politiet splittede mængden.
- Igaar har paa Byens Gadehjørner været opflaaet følgende Bekjendtgjørelse fra Politiet:
"De i de tvende sidste Dage forefaldne Gadeuordener, til hvis Standsning den offenlige Magts Anvendelse har varet nødvendig, da andre mildere Midler viste sig frugtesløse, foranledige Politiet til i Medfør af tidligere Anordninger og navnligen Politiplacaten af 21de Mai 1840 mod Opløb og private Meningsytringer paa offenlig Gade , herved alvorligen at advare Alle og Enhver mod at indfinde eller opholde sig, hvor Gadeopløb finder Sted, da Magt vil blive anvendt mod dem, der ikke strax paa Opfordring fjerne sig, og Enhver maa have sig selv de deraf flydende Følger at tilregne.
Kjøbenhavns Politikammer den 21de Jan. 1842.
Bræstrup.
Man vil deraf see, at denne Placat indeholder en Advarsel til Publikum om at fjerne sig, naar de paa lovlig Maade dertil blive opfordrede, og en Advarsel til Politiets egne Officianter om ikke at anvende Magt, forinden lovlig Opfordring er gaaet forud. Vi troe, at denne sidste Deel ikke er mindre nødvendig end den første, og vi ere derom endog saa overbeviste, at vi holde os forvissede om at de stedfundne Uordener iforgaars Aftes ikke vilde have fundet Sted, dersom ikke Politiet paa en Maade, der neppe fortjener at billiges, havde blandet sig i det "Leve", som om Formiddagen blev udbragt udenfor Hr. Lehmanns Bopæl, og dersom det ikke - vel at mærke - var blevet forhindret i at forhindre samme. At Stokkeprygl anvendte mod voxne Folk er det sikkreste Middel til at opvække en høi Grad af Forbitrettrelse er ligesaa naturligt, som at Politiet i enhver stor By har en Masse Arvefiender, for hvem det har noget meget Opmuntrende, at see Theorien om Politiets Uimodståelighed practisk gjendreven. Vor ovenfor yttrede Formening støtte vi i Særdeleshed derpaa, at uagtet der i Høiesterets Locale er sørget for Publicum paa en Maade, der aldeles svarer til den Stilling, Publicum i det Hele indtager hertillands, og uagtet som Følge deraf hver af de Tilstedeværende næppe havde mere end 1/3 af det Cubikrum til Disposition, som hans Legeme under sædvanlige Livsforhold indtager, iagttog Forsamlingen dog en høist prisværdig Ro og Orden, baade under Sagens Procedure og ved Dommens Forkyndelse. Og nu var det det selvsamme Publicum, som uden den allerringeste Uorden havde ventet paa Dommen fra den tidlige Morgenstund af, der fra Høiesterets-Palaiet begav sig til Hr. Lehmann for at bringe ham en opmuntrende Hyldest, og vi have saaledes vel Grund til at antage, at Alt vilde være gaaet af i største Sømmelighed og Orden, og at det kun var den ved Politiets Angreb fremkaldte Irritation, der baade bevægede nogle af Mængden til at ile ud til Amalienborg og der gjentage deres "Leve" og som nærmest bevirkede de om Aftenen stedfundne Gadeoptøier. Den "Berlingske Tidende" har aldeles forkert opfattet Betydningen af det om Middagen udbragte "Leve", naar den betragter det som en Protest imod Høiesteretsdommen; det var tvætimod en fuldkommen lovlig Tilkjendegivelse af, at man ansaac Hr. Lehmann for ligesaa brav og hæderlig en Mand som tidligere - en Uoverensstemmelse imellem den juridiske og moralske Dom, der Gud skee Lov hører til Sjældenhederne her i Danmark. Urigtigheden af den i "Københavnsposten" yttrede Mening, at man "gjerne har kunnet antage det paa Amalienborg for Hr. Lehmann udbragte "Leve"" som en til Øieblikket ikke upassende loyal Anraabelse til Majestæten" ansee vi det fra vort Standpunkt for unødvendigt at godtgjøre.
(Fædrelandet 22. januar 1842).
- Igaar forefaldt ingen videre Uroligheder her i Hovedstaden; om Aftenen bevægede sig selv en usædvanlig Mængde Mennesker paa Gaderne, men der samlede sig ingen større Masser og hørtes intet Raab; Tropperne forbleve konsignerede i Casernerne, medens talrige Patrouiller af Cavalleri og Politi endnu seent ud paa Natten droge gjennem Gaderne. - Er det ikke en Beretning som om den kom fra Paris og ikke fra Hovedstaden for det rolige, phlegmatiske Danmark? Og dog passer den ganske paa de sidste Dages Forhold. - Vi have allerede udtalt vor Beklagelse over de Optrin, der fandt Sted iforgaars Aftes og som have foranlediget hine Forholdsregler, der neppe ville komme til videre Anvendelse. De conservative Blade have ogsaa paa deres Viis omtalt Sagen. "Den Berlingske Tidende" vil ikke erkjende den offenlige Menings Betydning, men lægger dog i sin Beretning en ikke ubetydelig Frygt for Dagen, saa at den endog anraaber Oppositionspressen om Bistand mod deslige Uordener. Den tillægger derved Oppositionspressen en neppe velovervejet Betydning, der dog ikke skal foranledige os til al fremkomme med noget, der kunde mistydes fra nogen Side, saameget mindre som vi ingenlunde frygte noget af Folket. - "Dagen" der i stum Forlegenhed og maaskee med en Floskel om Reactionens uhyre Fremskridt paa Tungen, i Onsdags og Torsdags ganske ignorerede hvad der foregik, tager igaar Anledning af den udstedte Politiplacat til at fremkomme med en aldeles consus Beretning ledsaget af nogle foragtelige platte Bemærkninger, der insinuere at udlede hine Optrin som Følger af Lehmanns Fremgangsmaade paa Falster! Slige Jammerligheder ere intet Nyt i "Dagens" Spalter, og overraske os ligesaa lidt som dens Bestræbelse for at tilskrive Nysgjerrigheden den Sympathi, der har viist sig for Lehmann. Hvad der derimod forekommer os mærkeligt, er, at see "Dagen" berette det Factum, at der i Torsdags Middags paa Amalienborg er bleven udraabt: "Leve Constitutionen"
(Kjøbenhavnsposten 22. januar 1842).
Figaro var udgivet siden 1840 af tivolis grundlægger Georg Carstensen, og han fik lov til at forlænge nytårsfesten (Vauxhall) et par dage:
-Igaar bivaanedes Figaros Nytaarsfest i det kgl. Ridehuus af Kongen og den kgl. Familie. En Mængde civilklædte Politiofficianter, hvoriblandt ogsaa Hr. Leerbech, vare tilstede. - Hs. Maj. havde iforveien bivaanet Forestillingen paa det kgl. Theater; ved Ankomsten dertil som ogsaa ved Bortkjørelsen derfra saaed i ringe Afstand fra de kgl. Vogne vel cirka hundrede stokkebevæbnede Politibetjente.
- Naar "Fædrelandet" for igaar yttrer, at det fra sit "Standpunkt" anseer det for unødvedigt at godtgjøre Urigtigheden af den i "Kjøbenhavnsposten" yttrede Mening, at man gjerne har kunnet antage det paa Amalienborg for Hr. Lehmann udbragte "Leve" som en til Øieblikket ikke upassende loyal Anraabelse til Majestæten, saa fremsætter det derved en noget simpel, men dog meget rigtig Bemærkning, eftersom der i Kjøbenhavnsposten tydelig nok kun var Tale om en saadan Antagelse fra Livvagtens Standpunkt.
(Kjøbenhavnsposten 23. januar 1842).
- Ligesom de foregaaende Aftener patrouillerede endnu iaftes til langt ud paa Natten talrige Skarer af Politibetjente især i de gader, der ere nærmest ved Amalienborg. Militairafdelinger vare lligeledes endnu posterede paa forskjellige Steder i Byen.
- Adskillige Personer ere i Fredags blevne arresterede idet de vare antrufne i Begreb med at ned mod Uroligheder advarende Politiplacater.
(Kjøbenhavnsposten 24. januar 1842).
- Blandt de i Torsdags Aftes paa Gaderne Qvæstede blev paa Frederiks Hospital indbragt en ynkelig tilredt Person i aldeles bevidstløs Tilstand. Hans Hoved var af Stokkeslag ophovnet til i en frygtelig Grad, det ene Øie halvt udslaaet og Næsen næsten stækket, foruden andre Læsioner paa Kroppen. Det er en ligesaa i fredelig og loyalsindet som svagelig halvgammel uformuende Mand, der er geraadet i denne Forfatning idet at han, enten ledet af Nysgjerrighed eller i et lovligt Ærinde, passerede Frederiksgaden omtrent Kl. 10, hvor kan uforsætlig geraadede ind i en Sværm Mennesker, der dreves tilbage af de til Amalienborgs Afspærring opstillede Politibetjente. En Ubekjendt tilskreg ham her at fjerne sig og gav ham i samme Øieblik et Stokkeslag, hvorved han segnede til Jorden med det lldraab: "det var dog et bøddelagtigt Slag". Han med Stokken gjentog Slaget og da den Anden derpaa bad ham om at arrestere sig i Stedet for at slaae, greb hiin ham og tilkaldte sine Fæller, hvorpaa man stillede ham op imod Muren og bibragte ham saa mange Slag i Hovedet til han sank bevidstløs ned. Om Fredag Morgen indfandt sig paa Sygestuen hos den Qvæstede, der endnu ikke var kommen til klar Bevidsthed, en Ubekjendt, der uden at tilkjendegive sig udfrittede ham om det Forefaldne, indtil Sygekonen anmodede ham om ikke længer at plage den Syge, hvis Hoved var, raget og forbundet, besat med Igler. Manden, hvis egen troværdige Forklaring vi her i Korthed have gjengivet, er nu i Bedring.
(Kjøbenhavnsposten 25. januar 1842).
Den 26. januar 1842 meldte politispion Møller at alt var roligt - udover et "umådeligt vrøvl". Han bemærkede endelig at beslaglæggelser og tiltaler mod aviserne ikke huede de liberale, men at mængden billigede dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar