- Det nordiske Studentermøde. Endelig indeslutter Kjøbenhavns Volde den skandinaviske Ungdom. Alt Kl. meldtes der fra Nicolai Taarn, at vore Gjæster vare i Sigte, og Studenter og Publicum, især en stor Mængde Damer, ilede ud mod Toldboden, hvor den Generaltoldkammeret tilhørend, Nytoldbod, som tidligere fortalt, var indrømmet til Modtagelsen. Her opstillede Studenterne sig i en Halvkreds foran Toldboden; i Midten af samme stod de tre Flag, paa deres høire Fløi ved Bolværket en hvid Studenterfane med en svævende Minerva efter Thorvaldsens Basrelief og en gylden Ugle paa Stangen; paa deres venstre Fløi stod Studentersangforeningen under sin Fane, en Apollo ridende paa Svanen; Knappen paa Slangen bestod af en gylden Lyre. Anden Brigades Musikkorps havde, 40 Mand stærk, velvilligen tilbudt sin Tjeneste. Kl. 5 passerede Dampskibet "Malmø" Bommen, krængende under Mængden af sine Passagerer, omtrent to Hundrede Lundensere, og hilsedes af et trebobbelt Hurra; et Par Minutter sildigere viste "Gottland" sig, fyldt af Upsalensere, alle med hvide Huer; og endelig kom "Carl Johan" med Normændene; begge hilsedes paa samme Maade, efterat de fra den takfyldte Langelinie og Toldbod rullende Hurraer vare hendøde. Nu førtes Gjæsterne iland og hilsedes hvert Hold for sig paa samme Maade. Derpaa begav man sig ind paa Pladsens Midte, hvor et paa en Forhøining tygger Skur danner Halvdelen af en Ottekant; her havde Studentersangforeningen taget Plads, og udenom denne samlede« b, Fremmede i en Kreds, hvorpaa følgend, Sang af P. R. til en smuk ny Melodi af C. I. Hansen blev afsungen.
Velkommen ved Furen, som Gefion drog,
I Sønner af Fjeldets Marv!
Den Længsel, som drev Jer fra Celle og Bog,
Den Tanke, som styred Jert Vikingetog,
Er vor fælles mødrene Arv.
Det er Stammens Tunge og Blodets Røst,
Der hilse Jer, Brødre! paa Danmarks Kyst
Velkommen!
Og Vidnesbyrd bærer Jer fredsæle Hør,
At endt er Aarhundreders Kiv.
Culturen har smeltet det hærgende Sværd ;
I Aandens Bedrifter, i borgerlig Færd
Er der vakt et Høiere Liv.
Til sit Værk os kalder den nye Tid;
Vi hilse Jer, Brødre! til Snillets Strid
Velkommen!
Og Budskab I bringe, at ærerigt Nord
Gjenfødelsens Daggry skal see,
Da Kamper opstande i Kæmpernes Spor,
Da Fædre besegle, hvad Sønnerne svor,
Og der vorcer Een af de Tre.
Det er Fortids Spaadom og Fremtids Haab,
Vi hilse nu Brødre! med Jubelraad
Velkommen!
Derpaa hilste Magister M. Hammerich som Bestyrelsens Ordfører Gjæsterne velkommen med en kort Tale, som vi i morgen haabe at kunne meddele og som sluttedes med et nidobbelt Hurra. Endelig satte da det uendelige Tog sig i Bevægelse, først en Afdeling af Bestyrelsen, de tre Flag, Musiken, Sangforeningen med dens Fane, Studenterfanen, Ordførerne og derpaa den hele store 1300 Mand storke Flok, 6 i Geleddet , Gjæster og Danske med hinanden under Armen, midt i Toget fire smukke af Lundenserne medbragte Faner og en uhyre Masse af Tilskuere, foran, paa Siderne og bag efter, saa at Musiken ofte maatte ophøre af Mangel paa Plads, og det kun med Møie lykkedes det ufortrødne Politi at bane Vejen. Under vexlende Musik og Sang bevægede Toget sig langsomt gjennem Hovedgaderne til Universitetet; fra mange af de med Damer tæt besatte Vinduer regnede der Blomster og Egekrandse nedover Gjæsterne, og for at sige det med ret Ord , siden Thorvaldsens Hjemkomst og Begravelse har Kjøbenhavn intet lignende seet.
(Fædrelandet, 23. juni 1845).
- De norske og svenske Studenter holde idag deres glædelige og høitidelige Indtog i Kjøbenhavn, efterat være modtagne paa Toldboden af det Selskab af danske Studenter, der er sammentraadt for nærmest at øve Gjestevenskabets Pligter, hvori forresten mange af Stadens formuende Borgere deeltage paa forskjellige Maader, ligesom ogsaa Omegnens Bønder ville bidrage dertil, navnlig ved at møde med Befordring paa Onsdag, hvortil flere Deeltagere have meldt sig end der behøves. Den uformuende Deel af Befolkningen vil sikkert ikke staae tilbage i, saavidt muligt at vise, hver især af disse nordiske Gjæstevenner al den Forekommenhed og Velvillie, hvortil der ved mange mindre eller større uforudseelige Lejligheder kan findes Anledning. Thi Betydningen af dette Besøg, hvortil Kjøbenhavn endnu ikke har seet Mage , er gaaet op farvel for disse Classer som for de rige og studerende, i langt større Grad end Mange formode. At det er et folkeligt Besøg, et Tegn paa gjensidig Kjærlighed og Agtelse mellem Nordens tre Nationer, er blevet klart for Store og Smaa, Lærde og Lægmænd, og hvorledes end den politiske Betydning deraf udtydes, saa bliver den dog i ethvert Fald underordnet for denne folkelige Betydning, der netop staaer langt høiere derved, at den afgiver en Borgen for, at de tre nordiske Folk, enten adskilte eller forenede, ere hverandre med et saa levende og bevidst Venskab hengivne, at de herefter ikke ville lade sig bruge mod hverandre af Politiken, fra hvem denne Politik end udgaaer og til hvilket Formaal den end skulde lede. Det er et Fremskridt til den høiere sociale Udvikling, som af al Kraft bør fastholdes og fortsættes, og som er ulige langt mere værd end nogetsomhelst politisk Baand om Skandinavien, der, lig Middelalderens, kun var knyttet af Fyrster og Aristokrater. Og det er et Fremskridt, hvorved de tre nordiske Nationer engang gaae forud for de øvrige civiliserede Folkeslag; thi ingen af disse have endnu i saa stor Almindelighed og med en saa klar Bevidsthed foretaget lignende Skridt til at slutte en Folkealliance, som disse gjentagne Besøg afgive Bevis for. Det stiller os derfor i sin rette Opfatning et Trin høiere, end vi, ved i Almindelighed at hente Exemplet fra syden og Vesten, hidtil have indtaget. Og idet Rygtet om denne Folkealliance udbreder sig over Verden vil Efterfølgelsen sikkert ikke udeblive, saavidt som det er en uundgaaelig Betingelse for Menneskehedens Fremadskriden til en høiere, retfærdigere og ligeligere Orden, at Nationerne lære at agte og elske hverandre i den Grad, at de ikke længer af Despotismen under nogensomhelst Form lade sig bruge til at holde hverandre i Frygt og Undertrykkelse. Først naar Selvtillidens, Kjærlighedens og Agtelsens Baand have omslynget alle Folkene, naar de alle ansee hverandre som Brødre, vil hver især med kraftigere Haand kunne udføre sin egen Udvikling til samme Forholds Opnaaelse i dets indre Dele.
- Vi ville derfor ønske, som vi haabe, at De, der have paataget sig at lede de nordiske Gjæstevenners Modtagelse, ved enhver Lejlighed ville gjøre alt for at give Besøget en saa folkelig Charakteer som muligt.
(Kjøbenhavnsposten 23. juni 1845).
Kjøbenhavn den 24de Juni 1845. De norske og svenske Studenters forventede Ankomst havde siden Kl. 4 igaar Eftermiddags forsamlet en overordenlig talrig Menneskemængde paa Langelinie, Toldboden og Ny Toldbod. Omtrent Kl. 5 ankom de tre Dampskibe "Malmø", "Gothland" og "Carl Johan", det første med Studenter fra Lund, det andet med dem fra Upsala eg det tredie med de norske Studenter. Allerede ved Indledet til Havnen, hvor det kgl. Dampskib "Geiser" laae og førte de tre nordiske Rigers Flag paa Toppen af Masten, ligesom alle Skibene paa Rheden og i Havnen førte en Mængde forskjellige Flag, bleve de ankommende Gjæster modtagne med lydelige Hurraraab fra den paa Langelinie og Toldboden forsamlede Mængde, hvilke gjentoges med fordoblet Styrke, da de vare stilede igjennem Bommen og nærmede sig Landingsstedet paa Ny-Toldbod, hvor Studenterne med deres Damer og Lcrtcrne for de Fremmede vare forsamlede. Ved Indsejlingen blev der fra det først ankomne Dampskib afsungen en Sang, som imidlertid paa Grund af den med Landingen forbundne Uro og Larm ikke ret vel kunde høres. Da te fremmede Gjæster med deres Faner, som de udfoldede idet de kom nær ved Land, havde forladt Skibene, bleve de atter modtagne med lange vedholdende og gjentagne Hurraraab af de danske Studenter, der ligeledes havde to Faner, nemlig til Sangforeningen Apollo med Lyren og en Studenterfane med Minerva, hvorimod man savnede den tredie Fane. som "Berlingske" kalder en "skandinavisk", og hvorpaa der fandtes de tre nordiske Løver. Grunden til, at den ikke var tilstede, kan ikke være den, at den ikke er bleven færdig. da den allerede for flere Dage siden er bleven scethvorimod det snarere maa tilskrives, at den Forekommenhed, som "Berlingske" gjør sig saa megen Umage med at udbasune, ikke har strakt sig til Studenternes Faner, eller at man har anseet det i god Conseqvents med Ophævelsen af det "skandinaviske Samfund". ogsaa at forpurre Opplantningen af Faner, som "Berlingske havde angivet for skandinaviske. Hvorledes dette nu end forholder sig, saa forekommer det os dog besynderligt, at man, hvis den nævnte Fane virkelig er udebleven paa Grund af høiere Vedkommendes Indskriden, har troet at burde tage Anledning af en saa ubetydelig Omstændighed som en malet Fane, hvori man i alt Fald ikke behøver at lægge nogen politisk Betydning, til for Øieblikket at tilbagekalde i Erindringen alle de uhyggelige Omstændigheder, som ledsagede hiin bekjendte Ophævelse af "det skandinaviske Samfund", der foranledigede. at man Dagen efter stiftede "det skandinaviske Selskab".
- Efterat de nordiske Gjæster vare stegne i Land, blev af Sangforeningen afsungen nedenstaaende Sang af P. N . og dernæst holdt en Velkomsttale af Magister Hammerich, hvorefter et nidobbelt Velkomst-Hurra udbragtes. Toget satte sig derpaa i Bevægelse under afvexlende Spil og Sang ad Toldbodveien, Bredgaden, Kongens Nytorv. Holmens-Canal. Gammelstrand, Amagertorv og Nørregade til Studiigaarden, paa hvilken Vei hyppige Velkomsthilsener led og Blomster udkastedes fra Vinduerne. I Universitetsbygningens Solennitetssal bleve de ankomne Gjæster fordeelte til deres respective Verter, der hver førte sine med til sit Hjem for at de kunde udhvile sig efter Reisens Besværligheder til de Adspredelser, de næste Dage ville medføre. Det maa ansees som en særdeles heldig Omstændighed, at Vejret i saa høi Grad favoriserede Ankomsten og Ilandstigningen. Efterat nemlig en ikke betydelig Regn om Formiddagen havde opfrisket Alt efter den længe vedholdende Tørke, havde man her i Staden igaar en af de skjønneste Eftermiddage, Aarstiden endnu har medført. - Det fortjener endnu at fremhæves, at anden Brigades Musikkorps, ialt 40 Hoboister, efter eget Tilbud velvillig udførte Musiken. - Idag har man besøgt Frue Kirke, hvor Studenter-Sangforeningen har afsunget isange, Christiansborg Slot, Udstillingen paa Charlottenborg, Thorvaldsens Arbeider, Thorvaldsens Museum m. m., ligesom der efter Bestemmelsen iaften finder en Banket Sted i Ridehuset, som foruden af Studenterne overværes af de dertil indbudne Universitetslærere, Borgerrepræsentanterne Kunstnere, Skuespillere m. fl. Imorgen vil det skandinaviske Selskab foretage den bestemte Skovtour over Frederiksdal, Lyngby, Farum til Dyrehaven, hvor der vil blive spist til Middag efter Kl. 4 i et dertil under Bøgetræerne oprettet Telt ved Eremitagen.
[Herefter følger velkomst-sangen som også er referet ovenfor i Fædrelandet 23. juni 1845]
(Kjøbenhavnsposten 24. juni 1845).
- Det nordiske Studentermøde. II. Vi skylde vore Læsere den Tale, hvormed Mag. Hammerich igaar paa Nytoldbod hilsede vore Gjæster velkommen, den lyder saaledes: "Venner og Brødre fra det nordiske Tvillingrig! Universiteter! Da vi sidst samledes ved Vintertid, for at feire en nordisk Jul og efter gammel Skik tømte Mindets og Løftets Bæger, da sad Enhver i sit Hjem, da vare vi skilte ved Land og Hav, da mødtes kun vore Tanter og Følelser, som hverken Land eller Hav kan skille, og medens vi hver for sig hilsede hverandre, saa det sang for vore Øren, var det kun en fjern Gjenlyd deraf, som rullede hen over vore Brødres Hoveder. Men nu er det Sommer, som for to Aar siden, da Studenter fra Broderrigerne mødtes og sluttede Venskab ved Upsalas gamle Høistole, og Sommervejret har atter lokket dem ud paa Havet, for at oplog« deres Gjæsteveniw og dem, der ønske at blive det. See! vi ere mange, som staae her for at modtage Eder, og I ere komne i Skibe fulde; derfor kan vi ikke Alle som Een række Eder Haanden og trykke den. Men I have hørt vort Hurra og vor Velkomstsang, og i Brødres og Venners Navn, paa vort Modersmaal, som I forstaae uden Tolk, fordi det ogsaa er Eders Modersmaal, byder jeg Eder endnu en Gang: Velkommen paa dansk Grund. Og til denne Hilsen føier jeg et Ønske: at det Venskab, ikke af Mand imod Mand, men af Høiskole mod Høiskole og af Folk imod Folk, hvorpaa Eders talrige Besøg er et Vidnesbyrd iblandt mange Vidnesbyrd, at dette Venskab, der er saa nyt, at selv vi, som endnu ere unge, dog mindes den Tid, da Foragt og Mistænkelighed imod Broderfolkene blev os indprentet i vore Børnebøger, saa ofte man vilde vække vor Fædrelandskærlighed, at det maa styrkes og befæstes ved disse Dages Samliv i Alvor og Glæde, at det mere og mere maa forbinde os til eendragtig Samvirken i det Aandens Rige, som gjør Fordring paa vor Tjeneste, og at det maa gaae i Arv til de Slagter, der komme efter os. De, som dele denne Velkomsthilsen og dette Ønske, ville stadfæste den ved et nidobbelt Hurra for vore Gjæster fra Broderrigerne!"
(Fædrelandet 24. juni 1845. Efter dette afsnit følger en beskrivelse af mødet i Ridehuset, se del 2).
Kjøbenhavn d. 24de Juni.
Det nordiske Studentermøde. Vi have i Tillægget til Gaarsnummeret givet en Beretning om de fremmede Studenters Ankomst og fortsætte nu denne, forsaavidt deres Ophold her angaaer. Som bekjendt tilbragte de fremmede Gjæster Aftenen i Gaar hos deres Verter, og som Følge deraf havde Regentsalumnerne paa Regentsen foranstaltet en lille Fest (et Vauxhall) for de derværende Fremmede. Gaarden var smukt oplyst med couleurte Lamper, som vare anbragte i Træerne, og Festen overværedes af det theologiske Facultets Medlemmer, dHrr. Prof. Clausen og Scharling, samt Regensprovsten, Prof. Petersen, som vare indbudne af Alumnerne. Efter at en Velkomstskaal var udbragt for de Fremmede, hvilken begge Nationers Repræsentanter besvarede, udbragte Prof. Petersen paa en ligesaa smuk som hjertelig Maade en Skaal for Rigernes Konger, for Land og Folk og VidenskaberneS Blomstren. Prof. Clausen frembar derpaa med den ham egne Fynd og Kraft sine Ønsker for, at den Tid snart maatte komme, da Nordens Studenter ikke skulde være bundne til deres egne Universiteter, men da de som Tydsklands Studenter kunne vandre fra det ene Universitet til det andet; da Læreren fra Kathedret kunde tale til Studerende fra Nordens trende Riger, og man ved Besættelsen af Lærerposterne ikke spurgte om Vedkommende var født i Danmark, Norge eller Sverrig, men kun om han var Posten voxen. Taleren afbrødes oftere af de Tilstedeværendes Bifald, og denne ligesom de foregaaende Toaster besvaredes med et 9 Gange gjentaget Hurra. - I Morges besaae de Fremmede Fruekirke, hvor en talrig Menneskemasse havde indfundet sig. Sangforeningen udførte trende Sange, og Secretair Hartmann forskjellige Ting paa Orglet, deriblandt sin Sørgemarch ved Thorvaldsens Bisættelse.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. juni 1845, 2. udgave).
St. St. Blicher der på daværende tidspunkt var præst i Spentrup, var også kommet og havde medbragt taler og sange. Han blev imidlertid udelukket, et bestyrelsesmedlem (Poulsen) skal have nægtet ham adgang med bemærkningen "Han er luset ... han vil prostituere sig.", ifølge et brev fra Laurits Skau til Carl Ploug fra 23. juni 1845. Blicher var kendt for at drikke en del.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar