Mens aviserne berettede særdeles indgående og detaljeret om de svenske og norske studenter møde med danske studenter i København 1845, så var artiklerne om kongefamiliens besøg i København året efter særdeles sparsomme. Selv den officielle "Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende" holdt sig til knappe omtaler hvad de havde lavet.
- Kongen og Dronningen af Sverig og Norge med to af deres Sønner ankom hertil imiddags Kl. 12 ½ paa et svensk Dampskib fra Malmø. Den danske Kongefamilie modtog dem ved Toldboden, idet Kongen med Prindserne i en Chalup afhentede dem fra Dampskibet. En meget stor Menneskemasse opfyldte Langelinie, Toldboden og de tilstødende Gader til Amalienborg og endeel Velkomstraab hørtes paa alle disse forskjellige Steder efter Landingen. Den svensk-norske Kongefamilie boer paa Amalienborg, og vil iaften med den danske Kongefamilie bivaane en Forestilling paa Theatret, hvortil er valgt endeel Dandse og "Kong Renes Datter". Imorgen Formiddag besees Kjøbenhavns Konstmærkværdigheder, og om Eftermiddagen er Taffel i Christiansborg Slots Riddersal. Efter en Udflugt i Omegnen indtages Thee paa Bernstorff, og der er det da, hvor nogle Sangforeninger, og hvem der ellers vil deeltage, ifølge en paa forskjellige Steder her i Staden fremlagt Indbydelse, ville bringe de skandinaviske Majestæter deres Hyldest ved et Fakkeltog, Sang og Taler. Paa Onsdag begive Majestæterne sig til Sorgenfri og Frederiksborg, og paa Torsdag derfra til Fredensborg og Kronborg, hvorfra den svenske Kongefamilie begiver sig til Helsingborg. I forrige Uge var den svenske Dronning med Prindserne paa Rygen, for at aflægge er lignende Besøg hos den preussiske Kongefamilie, der har saameget mere Betydning, som Kong Oscars ældste Søn, Prinds Carl, ifølge preussiske Tidender, skal formæles med en preussisk Prindsesse.
- Dampskibet Hekla, som var gaaet over til Malmø med Kronprindsen og Prinds Ferdinand, for at komplimentere den svenske Kongefamilie, havde det Uheld al komme til at sidde paa Grund udenfor Malmø, men har dog, efterår Prinds Ferdinand først var vendt tilbage med Dampskibet "Malmø" og Kronprindsen ligeledes iaftes med Dampskibet "Løven", igjen været saa lykkeligt at komme her tilbage imorges uden dertil at behøve anden Hjelp. Det havde ved Malmo svensk Lods ombord.
(Kjøbenhavnsposten 13. juli 1846).
Fædrelandets omtale af ankomsten af den svenske konge var endnu mere kortfattet - den 14. juli 1846 var en halv snes linjer om besøget i det Kongelige Teater. Kjøbenhavnspostens omtale af besøget var herefter noget sparsomt: En kort notits 15. juli 1846 om besøget på Bernstorff Slot dagen i forvejen. 6 linjer den 17. juli 1846 om besøget i Helsingør dagen før. Færdrelandet for den 17. juli 1846 omtalte Fædrelandet ganske kort besøget dagen før hos paraderne på Nørre Fælled. Begge aviser var i stedet optaget af stænderforsamlingsmødet i Roskilde.
Berlingske bragte dog mere referater af talerne, fra Bernstorffs have og i Helsingør:
Conferentsraad Ørsted holdt derpaa efterstaaende Tale:
"Deres Majestæter. Høie Konger.
Den Festlighed, som nu hersker i de Kongelige Haller, udbreder sig ogsaa til Folket. Det hilser med Glæde Nærværelsen af den ædle Nabokonge, og er opfyldt af de venligste Følelser for de Folkefærd, som fik ham til Overhoved. Med Gru see vi nu hos os tilbage paa den lange Række af Aarhundreder, da mørke Tiders Taager skjulte de Frændskabsbaand, hvormed fælles Afstamning og fælleS Sprogstat sammenknyttede Nordens Folkefærd, og vi har Vidnesbyrd nok om, at disse Følelser broderligt deles af Frænderne hiinsides Sundet. Alle Nordboer vilde være utrøstelige over denne lange Miskjendelse af saa dyrebare Forhold , dersom de ikke deri havde deelt Menneskeslægtens almindelige Lod, ifølge hvilken Nationerne skulle kæmpende udvikle deres Kræfter, indtil de have hævet sig til en Dannelse og indvortes Kraftudvikling, hvor hine vilde Kampe blive overflødige, og Samfundets Udvikling ikke mere behøver de voldsomme Rystelser, hvis vækkende og omdannende Virkninger til en Tid kunde give Erstatning for Krigens Rædsler. Den fjendtlige Kamp afløses nu ved en fredelig Væddestrid, om hvo der kan afvinde Naturen det største Udbytte, eller forædle Livet ved de skjønneste Værker af Digter- og Kunstnerid , eller fremdrage de herligste Tanker af Aandens Dyb, til at lyse for hele Menneskeslægten. Vi tænke med Glæde og Stolthed paa, at disse Følelser for Frændskabet mellem de nordiske Folkefærd nu ikke længere ere nye hos os, men gjennem mere end et halvt Aarhundrede have været tolkede og udbredte af Nordens bedste Mænd, og endelig have vundet en saa almindelig Tilstemning, at det vilde blive betragtet som et Tegn paa Raahed, om Nogen endnu kunde bevare Spor af det gamle fjendtlige Sindelag.
Vi prise os lykkelige ved disse Frændefølelser og see ved dem en ny Aandernes Dag oprinde over Norden. Vi Nordboer tør vel sige, at vi ikke have viist os dorske i at virke for Videnskaber og Kunster; men vi have dog virket under en stadelig Adskillelse; der har været en Muur af gamle Tiders Fordomme imellem os. Vi have nu begyndt baade at virke og at nyde i Forening. I hvert af de nordiske Lande skulle Videnskabsmænd og Digtere oplues ved den Bevidsthed, at de virke for en langt mere udbredt Kreds, skulle styrkes ved Bifaldet fra det store nordiske Folkesamfund, og opfordres kraftigen til at undgaae og udslette Pletter i deres Værker ved den mere fleersidige og vægtfulde Dom som fældes af et saa ærefrygtbydende Samfund. Men Nordens Folkefærd selv skulde ved den høiere Kraft, som udvikles blandt dem, ved det høiere Trin hvorpaa de hæve sig, ved den Ægtbarhed, en mægtig Eenhed giver, føle sig større, stoltere, lykkeligere; og hvo kan vel tvivle om, at dette aandelige Opsving vil bære de herligste Frugter for Rigernes Velstand og borgerlige Udvikling.
Norden seer i sine to Herskere Mænd , som ikke blot ere ophøiede ved deres Kongeværdighed , men ogsaa ved en fjelden Kundskabsfylde og Dannelse. Man føler sig overbeviist om at de gjennemskue Betydningen af de herlige unge Kræfter, der røre sig i Norden, at de ville betragte disses videre Udvikling som en Forhøielse baade af deres Magt og af deres Rigers Glands, og at deres høie Indsigt vil benytte denne Aand til at fremme deres Rigers indre Velvære og ydre Sikkerhed. Vi see i den høie Sammenkomst, som nu feires, et nyt Pant paa de Følelser, der gjennemtrænge Norden, og vi ere os bevidste, at vi handle i alle oplyfte Medborgeres Navn, ved i denne Anledning at bringe Deres Majestæter Ærefrygtens Hylding og Bevidnelse af hjertelig Deeltagelse.
Gid Deres Majestæter, hver i sin Regjering, maa krones med al den Lykke, som kan tilfredsstille Deres Hjerter, og i Fremtidens Historie efterlade Dem et herligt og høitelstet Navn, en Udødelighed, der til bydes Kongerne som et jordisk Tillæg til den himmelske og evige.
Leve Deres Majestæter, Nordens to ædle Konger og deres ophøiede kongelige Huse."
Man istemmede derpaa for hver af Monarcherne et tre Gange gjentaget tordnende Hurraraab.
Hs. Maj. Kongen traadte derpaa frem og holdt følgende Tale:
"Nabofolkenes gode Forstaaelse og Fred grundfæster Folkenes Lykke, Kongernes Venskab sikkrer den.
Derfor juble alle retsindede Danske ved det kjære Besøg, som vi idag festligholde. De Følelser, som Deres hædrede Ordfører og den skjønne Sang have tolket, binde skjønne Blomster i den Krands af Kjærminder, som Folkets Kjærlighed oftere har rakt mig.
Idag række vi den med nabovenligt Sindelag til den ophøiede Konge og Ven, vi med Glæde see iblandt os.
I eget og i min høie Gjæsts Navn takker jeg Dem alle for Deres yttrede Følelser og for den skjønne Sang."
Den forsamlede Mængde besvarede denne kongelige Tale med gjentagne Hurraraab.
Herpaa talte Hs. Maj Kongen af Sverrig og Norge:
"Jag tackar Eder för den velvilliga tänkesätt, som här för mig och min Famili blifvit yttrade.
"Jag känder mig lycklig alt gästa i detta sköna, detta härrliga Land, och jag glädjer mig, att under dessa fär mitt hjerta så oforgätliga dagar hafva ytterligare befästat den uppriktiga och innerliga vänskap, som förenar mig med Danmarks ädle Konung."
Paa denne Tale fulgte ligeledes gjentagne Hurraraab.
Ørsted udbragte derpaa et Leve for Nordens tvende Dronninger, som paa samme Maade besvaredes med enthusiastiske Hurraraab. Man afsang nu et Vers af "Der er et Land, dets Sted er høit mod Norden," den svenske Nationalsang "Herlika Land" og den norske Flagsang "Mens Nordhavet bruser", raabte derpaa tre Gange Hurra og gik bort. Majestæterne lod sig Comiteen forestille og underholdt sig med den. Det hele Tog havde et grandieust Præg og var et imponerente Skue; over 4000 Personer deeltoge deri; men den Menneskemasse, som denne Fest havde forsamlet paa Bernstorff, var langt større. - Under hele Festen herskede den største Orden og en almindelig glad Stemning. Det gjorde især et stærkt Indtryk paa de Tilstedeværende, da vor allernaadigste Konge, ved det Sted i sin Tale, hvor han nævnte "den ophøiede Konge og Ven", rakte Hs. Maj. Kongen af Sverrig og Norge Haanden.
Idag have begge Dronninger paany taget Udstillingen paa Charlottenborg i Øiesyn, og begave sig derfra atter til Rosenborg. Henimod Middag forlode begge Kongepar Hovedstaden, for at begive sig til Sorgenfri og derfra til Frederiksborg og videre.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. juli 1846, 2. udgave. Uddrag).
De danske og svenske Kongefamiliers Ophold i Helsingør. (See Gaars-Nr.) Hr. EtatSraad Stenfeldts Tale til kongen lyder ifølge "Helsing. Avis" saaledes:
"Det er i Navnet af Indvaanerne i denne Grændsestad, at Byens Magistrat og Borgerrepræsentanter have den Ære allerunderdanigst at fremtræde for Deres Majestæter.
Det er blevet mit hæderlige Hverv som Ordfører at tolke de glade Følelser, der besjæle dem, ja jeg tør frit sige det hele danske Folk, ved at see Nordens tvende Konger og Deres Kongelige Familier samlede i en venlig Kreds paa Sjællands Ø. Den uhyggelige, ukjærlige Stemning, der i fordums Dage fjernede de tvende saa nærbeslægtede Nabonationer fra hinanden, er, Gud være lovet, nu kun i en dunkel Erindring. Naturens, Historiens, Tidens Krav ere opfyldte. Begge Nationer have lært at agte hinanden, de ere komne til Erkjendelse af, at kun ved gjensidig Velvillie og forenede aandelige Kræfter, sand Oplysning i Norden kan fremmes. Folket i de 3de nordiske Niger have lagt Grunden til et Tempel for christen Kjærlighed, Oplysning, Videnskab og Kunst, med den Enthusiasme, som den vaagnende Nationalfølelse har fremkaldt, have de fremmet Arbeidet, og begge deres høitstaaende Konger have nu sat Krandsen paa Bygningen, - en Krands, flettet af Evighedsblomster og Kjærminder. Denne Bygning er ei opføort af Steen og kalk. Nei, Aanden og Nationalfølelsen have givet Materialer, Aanden og Nationalfølelsen have givet Kræfter. Den vil, som grundlagt ved de 3de Nationers og deres Kongers gjensidige Sympathier, staae som et helligt Tempel i Norden, urokkeligt og uforgjængeligt, til evig Hæder og Lytte for Folkene og deres Konger.
Gud velsigne Deres Majestæter! Gid Nordens tvende Konger maae see kronede med Held hver i sit Rige Deres landsfaderlige Bestræbelser, at ledende Bevægelser, Tiden har fremkaldt, til Folkets Deres Vel og Lykke.
For de huldrige Nordens tvende Dronninger, der saa skjønt fra Deres ophøiede Standpunct have opfattet Qvindens ædle Bestemmelse, nedbede vi Himlens Velsignelse til Deres ædle Bestræbelse at lindre den Trængendes Nød, at vise moderlig Omhu for de arme Smaae, der staae forladte paa denne Jord, og i al den skjønne Virksomhed, hvor Mandens kraftfuldt Indgriben maa vige for Qvindens ømme, kjærlige Deeltagelse.
Det danske Folk byder nu vort elskede Kongehuses høie og kjære Gjæster et trofast, hjerteligt Farvel. Dets bedste Ønsker følge Dem over Øresundet, hvor Gjenklangen af begge Nationers Jubeltoner vil Mødes."
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. juli 1846, 2. udgave).
Den 20. juli var den danske kongefamilie på genbesøg hos den svenske i Helsingborg. Efter en kort omtale af hvad dette indbefattede, sluttede så al videre omtale af besøget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar