Daarevæsenet. Paa en af Philiatrien den 19de Mai afholdte overordentlig Generalforsamling forelæste ifølge "Ugeskrift f. Læg." Prof. Fenger som Referent følgende Comiteebetænkning :
Ifjor Sommer besluttede Philiatrien, for at bidrage til at udbrede rigtige Anskuelser af Daarevæsenet i Almindelighed, og, af den Maade, hvorpaa det bør omfattes af Statsstyrelsen i Særdeleshed, at overdrage til praktiserende Læge H. Selmer Udarbeidelsen af et Skrift, hvis Hensigt skulde være, i et almeenfatteligt Sprog at skaffe de Sandheder Indgang i det store Publicums Bevidsthed, som Psychiatrien i sin senere Udvikling havde bragt til den Grad af Klarhed for Lægerne, at der kunde siges, om dem næsten ikke at tristere nogen Uenighed mere imellem disse. Selskabet beordrede, at Arbeidet skulde være færdigt til den 1ste Mai d. A., og lovede Forfatteren et Honorar af 200 Rbd., naar det kom til at svare til de opstillede Forbringer.
Paa den sidste Mødedag i April Maaned underrettedes Selskabet om, at Arbeidet var indsendt i rette Tid, og det overdroges da undertegnede Comitee, at prøve hvorvidt de øvrige Fordringer vare fyldestgjorte. Skriftet udgjør 118 Folio-Sider, og vil efter Forfatterens Overslag udgjøre omtrent 8 trykte Ark. Dets Titel er: "Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning; som fast Resultat af Videnskab og Erfaring fremstilt for det større Publicum af H. Selmer, pract. Læge."
Forfatteren giver først en Udsigt over de bestaaende Mangler ved Daarevæsenets Tilstand i Danmark, viser at Aarsagen hertil fornemmelig er at søge i den forældede og vrange Anskuelse, at man imod de Afsindige ikke har andre Forpligtelser end den at beskytte sig imod dem, og deducerer dernæst paa en klar og indtrængende Maade den Sætning, at de Afsindige ere Syge, som saadanne berettigede til den omhyggeligste Omsorg og til forstandige og humane Bestræbelser for at skaffe dem deres Sundhed igjen; Daarevæsenet er altsaa et Medicin Anliggende, og denne dets Charakteer stempler det tilstrækkeligt som et Anliggende, der gjør Krav paa en ganske anden Behandling end den, der hidtil er bleven det til Deel. Dernæst gaaer Forfatteren over til at afhandle de almindelige Betingelser for Daarebehandlingen, navnlig hvorfor de Afsindige hverken bør behandles i Hospitaler for andre Syge, eller i Detensions-Anstalter, eller i Hjemmet eller i private Anstalter; hvorfor det er vigtigt at Curen begyndes betimeligt, og hvorfor det er nødvendigt at de Afsindige anbringes i særegne Hospitaler. Grundtrækkene af disses Indretning er det Forfatterens næste Opgave at studere; han viser Vigtigheden af en landlig Beliggenhed, af en vis, dog ikke altfor stor Afstand fra en Kjøbstad, af Søens Nærhed; han udvikler Grundene til en stor Anstalts afgjorte Fortrin for smaa, og meddeler de vigtigste Grundsætninger for en god Helbredelses-Anstalts indre Indretning; særegen Omtale skjænker han Lægens Stilling, og udvikler grundigt Nødvendigheden af at lade ham dirigere Anstalten med tilstrækkelig Myndighed. Han viser dernæst, at de for Helbredelses-Anstalterne opstillede Grundsætninger i det Væsentlige ogsaa gjelde for Pleie-Anstalterne, og efterat have anstillet en Sammenligning imellem Systemerne for den relative Adskillelse og den relative Forbindelse mellem Helbredelige og Uhelbredelige, viser han, med stadigt Hensyn paa vore Forhold, at den relative Forbindelse er at foretrække. Endelig udvikler han Daarevæsenets Forhold til det Offentlige: at den Forpligtelse at sørge for de Afsindige nærmest paahviler Staten, at det er umuligt for Communerne at ordne dette Anliggende paa en hensigtsmæssig Maade, hvorledes Anstaltens Overbestyrelse her være, og hvorfor det er vigtigt, at der emanerer en Daare-Lov.
Selskabet vil af denne Udsigt over Skriftets Indhold see, at Forf. samvittighedsfuldt har holdt sig det Program efterretteligt , som er blevet opstillet for ham. Det er os en sand Glæde at kunne tilføie, at han ikke alene har udført sit Hverv med Troskab, men ogsaa med Indsigt og med Talent; han har opfattet Spørgsmaalene i deres Heelhed, han har gjort dem til Gienstand for en grundig Overveielse, og han har ved egen Skarpsindighed vidst at finde det rette Udgangspunkt for sin Argumentation; hans Deduction er klar og stringent, hans Slutninger naturlige og Præcise; i hele Fremstillingen er der et Liv, Stilen en Friskhed og i Sproget en Correcthed og ynde, som gjøre Skriftets Læsning Yderst tiltrækkende, og ville sikkre det en hæderlig Plads i den danske Literatur. Dertil kommer, at Forf. fuldkommen godt har forstaaet at træffe det populaire Sprog; ethvert dannet Menneske vil med Fornøielse kunne læse Skriftet, og med Lethed sætte sig ind i de Controverser, som det er Hensigten at fremstille og klare; Følgen heraf vil blive, at de Sandheder, som Lægerne i de senere Aar have gjort sig saa megen Umage for at udbrede, ved denne Bog ville saae et mægtigt Stød fremad i den almindelige Bevidsthed. Hvad man saa ofte har henholdt sig til, at det slet ikke var klart, hvorfor de mange kostbare Forandringer i Daarevæsenet, som Lægerne forlangte, ere nyttige og nødvendige, kan ikke mere siges: her er et grundigt, veltalende og forstandigt Indlæg i Sagen; her er et fra Videnskabens Dybde hentet og med Skribentens Kunst udstyret Forsvar for Lægernes Paastande; disse kan man ikke mere afvise, man maa enten imødegaae dem med Modgrunde, eller indrømme deres Rigtighed, og naar det Sidste, som vi tillidsfuldt forudsige, vil blive nødvendigt , da vil man ikke kunne undlade at tage dem til Følge, uden paa en saa iøinefaldende Maade at krænke alt Hensyn baade til Fornuft og til Humanitet, at vist ingen Ærekjær Mand mere vil vove at knytte sit Navn til en saadan Modstand.
Vi troe derfor at kunne lykønske Philiatrien til at have opnaaet et udmærket Resultat af denne Selskabets Bestræbelse for at fremme Daaresagen. Det bliver nu Selskabets Opgave at fuldende denne Bestræbelse ved at sørge for, at Bogen hurtigt bliver udgivet, og faaer en saa almindelig Udbredelse som muligt. Vel er det tænkeligt, at dette ikke vil kunne skee uden yderligere pecuniaire Opoffrelser fra Selskabets Side; men deels er det høist sandsynligt, at disse ville kunne formindskes om ikke aldeles undgaaes, deels antage vi, at Selskabet i saa vigtigt Anliggende som dette hellere bør anvende sin sidste Kraft paa Formaalets Opnaaelse, end lade et saa smukt begyndt Foretagende blive ufuldendt af Mangel paa Understøttelse. Vi foreslaae derfor Selskabet i Aften at fatte følgende Beslutninger:
1) at Selskabet erklærer sig for tilfredsstillet ved det af pract. Læge H. Selmer indsendte Skrift: "Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning", og at Kassereren bemyndiges til at udbetale Forfatteren det lovede Honorar af 200 Rbd., hvorom Forf. bliver at underrette i en Skrivelse fra Præses.
2) at det nævnte Skrift trykkes, og udbredes i et saa tilstrækkeligt Antal Exemplarer, at man kan antage, at dets Indhold kommer til Kundskab i en viid Kreds af det danske Publicum.
3) at Trykningen fremmes saa hurtigt, at Bogen i det Seneste kan være udgiven den 1ste Septbr. d. A.
4) at det overdrages Comiteen i denne Henseende at varetage det Fornødne, ligesom ogsaa at gjøre de Skridt, som den maatte ansee for passende for at lette Selskabet Udgivterne ved dette Foretagende.
5) at Selskabet, hvis alle saadanne Skridt skulde vare frugtesløse, ene vil bære Omkostningerne ved Bogens Udgivelse og Udbredning.
De af Comiteen gjorte Indstillinger bleve vedtagne af Generalforsamlingen, som imidlertid, støttet paa den af Comiteen faldede yderst fordeelagtige Dom, forhøiede det Forfatteren lovede Honorar til 300 Rbd.
Med Hensyn til Maaden, hvorpaa Bogen skulde udgives og fordeles, gav Comiteen Selskabet Udsigt til at dette kunde skee paa en for Selskabets Kasse og Hensigt lige fordeelagtig Maade, og forbeholdt sig at meddele Selskabet det nærmere desangaaende, saasnart de foreløbige Skridt vare gjorte, til hvilke der gaves Comiteens Medlemmer Fuldmagt.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. juli 1846, 2. udgave).
Læge Harald Selmer (1814-1879) var foregangsmand for psykiatrien i Danmark, og bogen er et hovedværk i dansk psykiatri, og fik afgørende betydning for etableringen af en statsfinansieret psykiatri i Danmark. Han gjorde sig bl. a. overvejelser omkring arkitektur og placeringen af den nye anstalt. Selmer argumenterede i bogen for oprettelse af selvstændige hospitaler for de sindssyge og gav retningslinjer for deres indretning.
Skriftet bragte Selmer i modsætning til læge J. R. Hübertz (1794-1855). Hübertz havde i 1843 udgivet "Daarevæsenets Indretning i Danmark" hvor han havde foreslået et egentligt dårevæsen og en sondring mellem sindssyge og åndssvage. Selmers skrift fik afgørende betydning for myndighedernes stilling til sagen, fx vedtagelsen af oprettelse af en statsanstalt i Risskov uden for Århus for sindssyge patienter 1847. Fra 1844 beskæftigede han sig mest med at skrive og studere åndssvage. Hübertz blev forstander 1855 på Gamle Bakkehus for "idiotiske, svagsindede og epileptiske børn".
Harald Selmer havde en baggrund i et studie i medicin og arbejde 1839-1841 på Skt. Hans hospital. Her udgav han et dengang kontroversielt skrift "Om Psychiatriens Tilstand i Danmark" som angreb Skt. Hans Hospitals leder A. Gøricke og til dels også på administrationen. Selmer blev i 1842 læge i Nørlund ved Hobro, men fortsatte de følgende år med at oversætte psykiatriske studier og fulgte stænderforsamlingernes forhandlinger om dårevæsenet. Fra 1846 var han redaktør på Bibliothek for Læger.
I 1852 blev Selmer overlæge på Jydske asyl, det første moderne indrettede sindssygehospital til 130 patienter, fra 1861 400 patienter. Hans styreform beskrives som enevældigt. Han medvirkede ved Skt. Hans hospitals omordning i 1860'erne. Sin stilling som overlæge fratrådte han 1879. Selmer mente at streng disciplin af patienterne ud fra det syn, at orden og regelmæssighed var til deres bedste, ligesom han af sine medarbejdere krævede den mest nøjeregnende pligtfølelse i lighed med, hvad han pålagde sig selv. I 1879 udgav han "Statistiske Meddelelser og Undersøgelser fra Sindssygeanstalten ved Aarhus i dens første 25 Aar (1852–77)".
Selmers indflydelse betød bl. a. at psykiatrien i Danmark tog udgangspunkt i naturvidenskab og medicinsk behandling. Hvilket gav mening med meget syge patienter, fx psykoser, men som i dag ikke anses for at være det bedste værktøj til behandling af fx mistrivsel, lettere stress, angst o.l.
Se eventuelt også om M. L. Mathanson i et indslag her på bloggen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar