"Fædrelandet" for i går fortæller den interessante nyhed, at i lørdags er fra Christianshavns vagt stjålet dens geværer!
Hvem skulle have troet at sådant kunne passere vores nuværende fortræffelige armeorganisation, ved hvilken den årslange garnisonstjeneste er lige så nødvendig som den skal være fortrinlig skikket til at holde krigeren til idel nyttig virksomhed og indprente ham alle de små og store militære færdigheder og egenskaber, der antages nødvendige til at kunne forsvare fædrelandet. - Det er vel en ganske ny art af militær situation? De hidtilværende reglementsbøger for soldaten i fredstjeneste, der med så megen omhu læres udenad, indeholder næppe nogen forskrift for det tilfælde, hvor en hel vagt bemærker at dens geværer er stjålet. Men når krigeren skal gøre tjeneste i fredstid blandt sine medborgere, bør han naturligvis være belavet på alt hvad der kan møde ham i krigstid midt iblandt fjenderne. Altså må en vagt i fredstjeneste herefter også være belavet på at dens geværer stjæles fra den, hvis den ikke selv passer på dem lige så godt som i krigstjeneste. Imidlertid vil dog måske enhver, der ikke har så martialske anskuelser, at han kan indse den absolute nødvendighed af garnisonstjenesten i fredstid, finde grund nok til at undskylde en således bestjålet vagt. Hvad har Mandskabet ved vore vagter at bestille? Hvormed skal det fordrive Tiden?
Når de soldater, der ikke står skildvagt, i den varme vagtstue har læst tilstrækkeligt over på deres lektie i reglementsbogen, eller endnu er i færd dermed, kan de næppe undgå af kedsommelighed at falde i søvn, indtil den udstillede kammerat ved synet af en stabsofficers eller anden formen uniform, vækker dem med skriget: Vagt i gevær! Og når de da, styrtende frem for at opfylde denne eneste tjeneste, der påligger dem, ser at selv dette er blevet dem umuligt fordi de udenfor vagthuset stående geværer er stjålet, hvem kan da forundre sig stort derover, med undtagelse måske af den ved vagten posterede skildvagt ? Men selv denne, der bestandig kun er beskæftiget med at holde udkig efter bemeldte uniformer og distinktioner, må også vel for en del undskyldes i et sådant tilfælde, i betragtning af den spændte opmærksomhed, der er pålagt ham ved hans beskæftigelse, og hvorved han skal opnå en så vigtig færdighed for den i fredstid fungerende fædrelandsforsvarer: at kunne presentere gevær i det rette moment og for de rette personer.
Vi finder derfor dobbelt forklarligt hvad "Fædrelandet" tilføjer til sin meddelelse, idet det siger at "Folk, der er bekendt med stedforholdene undrer sig mere over, at det er første gang dette er sket, end at det er sket"
(Kjøbenhavnsposten, 20. januar 1847)
Der er to vagtbygninger på Christianshavn. Den tættest på torvet er fra 1724 og blev brugt af portvagten og hans familie. Den stod i øvrigt længere fremme. Volden er afkortet på dette sted. Den anden var vagtmandskabets bygning fra 1728 og ligger på Ravelinen. Den blev også kaldt Bomhuset og er nu restaurant Ravelinen. Så vidt jeg kan bedømme må det være den afbildede.
Ravelinen i dag. Set nogenlunde fra samme vinkel som Eckersbergs tegning. Foto Erik Nicolaisen Høy. 2020.
Hvem skulle have troet at sådant kunne passere vores nuværende fortræffelige armeorganisation, ved hvilken den årslange garnisonstjeneste er lige så nødvendig som den skal være fortrinlig skikket til at holde krigeren til idel nyttig virksomhed og indprente ham alle de små og store militære færdigheder og egenskaber, der antages nødvendige til at kunne forsvare fædrelandet. - Det er vel en ganske ny art af militær situation? De hidtilværende reglementsbøger for soldaten i fredstjeneste, der med så megen omhu læres udenad, indeholder næppe nogen forskrift for det tilfælde, hvor en hel vagt bemærker at dens geværer er stjålet. Men når krigeren skal gøre tjeneste i fredstid blandt sine medborgere, bør han naturligvis være belavet på alt hvad der kan møde ham i krigstid midt iblandt fjenderne. Altså må en vagt i fredstjeneste herefter også være belavet på at dens geværer stjæles fra den, hvis den ikke selv passer på dem lige så godt som i krigstjeneste. Imidlertid vil dog måske enhver, der ikke har så martialske anskuelser, at han kan indse den absolute nødvendighed af garnisonstjenesten i fredstid, finde grund nok til at undskylde en således bestjålet vagt. Hvad har Mandskabet ved vore vagter at bestille? Hvormed skal det fordrive Tiden?
Når de soldater, der ikke står skildvagt, i den varme vagtstue har læst tilstrækkeligt over på deres lektie i reglementsbogen, eller endnu er i færd dermed, kan de næppe undgå af kedsommelighed at falde i søvn, indtil den udstillede kammerat ved synet af en stabsofficers eller anden formen uniform, vækker dem med skriget: Vagt i gevær! Og når de da, styrtende frem for at opfylde denne eneste tjeneste, der påligger dem, ser at selv dette er blevet dem umuligt fordi de udenfor vagthuset stående geværer er stjålet, hvem kan da forundre sig stort derover, med undtagelse måske af den ved vagten posterede skildvagt ? Men selv denne, der bestandig kun er beskæftiget med at holde udkig efter bemeldte uniformer og distinktioner, må også vel for en del undskyldes i et sådant tilfælde, i betragtning af den spændte opmærksomhed, der er pålagt ham ved hans beskæftigelse, og hvorved han skal opnå en så vigtig færdighed for den i fredstid fungerende fædrelandsforsvarer: at kunne presentere gevær i det rette moment og for de rette personer.
Vi finder derfor dobbelt forklarligt hvad "Fædrelandet" tilføjer til sin meddelelse, idet det siger at "Folk, der er bekendt med stedforholdene undrer sig mere over, at det er første gang dette er sket, end at det er sket"
(Kjøbenhavnsposten, 20. januar 1847)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar