Den 26. juli 1847 offentliggjorde Kjøbenhavnsposten en artikel som plæderede for at slesvigerne hverken ønske at være en del af Tyskland eller Danmark. Altså et "slesvig-holstensk" synspunkt. Siden kom krigen, og Kjøbenhavnsposten offentliggjorde ikke yderligere artikler med det synspunkt.
Lidt over et år efter, den 24. juli 1848, under våbenhvilen hvor Prøjserne havde bevæget sig langt op i Jylland, og dernæst trukket sig tilbage, var der en lignende artikel. Måske af samme forfatter, hvor dette synspunkt gentog sig. Et unikt indslag i en dansk presse som ellers i større eller mindre grad førte en hetz mod modparterne, slesvig-holstenerne og tyskerne.
Endvidere udkom der en interessant notits inde i bladet, hvor man erkender at den provisoriske regering i Rendsborg er langt mere demokratisk end den danske.
- ,,En Fredens Stemme fra Eideren" har nylig udtalt sig i Hamb. Corresp., med så megen fornuft og mådehold, at den uagtet det slesvigholstenske standpunkt, vel fortjener at gengives her.
Efter at have ytret sin mening om, at det åbne brev af den afdøde konge i 1846 har udsået den sæd, der nu er vokset blodig op, og et øjeblik truede med at blive til en almindelig europæisk krig, går forf. over til at skildre de sår, som kampen bibringer begge de krigførende parter. Hans forestilling om at Danmarks materielle hjælpemidler allerede er nærved at være udtømt, er nu vistnok fejlagtig, men da hertugdømmernes materielle ødelæggelse dog til sidst også rammer den danske stat i sin helhed, og Danmarks tab altså kun forøges ved enhver som helst fortsættelse af krigen indenfor dets grænser, så har han ikke alene fuldkommen ret i at det kun er "en Minoritet, der er interesseret i krigstilstanden", - dem der har knyttet deres indbildte ære eller eksistens til politiske opgaver, som de kun ved at løse ved krigen - , men at også "den langt større del af det danske folk ønsker freden":
"Lad os se hen til hertugdømmerne", siger forf. "Vi behøver næppe her at minde om den nordlige del af Slesvig, som den ene dag er okkuperet af tyske, den anden dag af danske tropper og som, foruden det byrdefulde i disse vekslende militære okkupationer, også må tåle de lidelser, der følger af partikampen mellem den tyske og den dog eksisterende danske del af befolkningen - men vi ser jo, at alle stæder i hertugdømmerne - måske ene med undtagelse af Rendsborg - lider svært under mangelen på arbejde og fortjeneste. Det blomstrende Kiel ser sin havn ligge tom, sit universitet blive lukket, det rige Altona har set sin handel blive lammet. Udeblivelsen af indbetalinger tilvejebringe en standsning i kapitalernes cirkulation, som har haft mange huses fald til følge, hvilket man af hjertet har måttet beklage, ikke blot formedelst chefernes agtværdige personlighed, men også fordi der som en følge af deres vidtforgrenede forretninger, på en sørgelig måde er grebet ind i mange kredse.
I alle øvrige byer ligger handelen, såvel en gros som en detail, aldeles stille, ligeledes alle håndværker, og følgen heraf er at der overalt er næringsløshed og nød. Landbeboeren i de egne, der ligger krigsskuepladsen fjernere, føler endnu ikke i så høj grad byrderne. Men vedbliver al handel og udførsel at være standset, så har han trods den rige høst, som markerne nu lover, ingen udsigt til at kunne sælge hvad han indhøster til en nogenledes forholdsmæssig pris. Og selv denne billighed af jordbundens produkter, som man under andre omstændigheder ville prise som gunstig for de næringsdrivende i byerne, kan ikke være en skadeserstatning for den næsten totale mangel på fortjeneste, under hvilken de sukker.
Også de største industrielle entrepriser her i landet lider under dette tryk. Lad os betragte den betydeligste af alle - jernbanen, og sammenligne indtægten på Kieler-Altona jernbanen i månederne maj 1847 og maj 1848, og man vil i sidste måned, uagtet den ganske ekstraordinære indtægt af troppetransporten, dog finde et enormt minus. Et blik på samtlige fabrikker i landet giver et lignende sørgeligt resultat. Dertil en finanstilstand, hvor man for at kunne skaffe de 6.750.000 Mk. til veje, som udfordres, må gribe til de overordenligste og mest rigorøse midler. Og under alt dette har krigen næppe varet 3 måneder. Hvilke udsigter fremstille sig her for betragteren når man tænker sig muligheden af at krigen kan forlænges til vinteren, ja måske endog ud over denne? Er det derfor til at undres over at ønsket om fred dagliget bliver lydeligere og almindeligere her i hertugdømmerne?
Det er ingenlunde hensigten med disse linjer at prædike fred til enhver pris. Nej, ærefuld må freden være, kun er spørgsmålet her om hvorledes man skal tolke det, navnlig under de her angivne forhold, meget relative begreb "ærefuld". En hårdnakket fordring, og påståelighed på enhver fordring, en nægten af at ville gå ind på nogensomhelst indrømmelse, gør en fred umulig. Man vil her indvende: på retmæssige fordringer må og bør man være påståelig. Men næsten altid er den, der fordrer noget, bona fide c: i dette specielle tilfælde: De danske tror at de opstille en lige så retmæssig fordring når de sige "Danmark til Eideren", som Slesvig-Holsten, når det regner Tyskland til Kongeåen. Selv Napoleon var ved sine fredsunderhandlinger ikke påståelig på alle sine - rigtignok uretfærdige, men i sandhed af den frygteligste magt understøttede fordringer, og historien kan vel næppe opvise en eneste fredsslutning, hvor man ikke har gjort hinanden gensidige koncessioner.
En anden ide hos vore ideologer og exaltados, som man ofte steder på, indeholdes i denne frase: Vi ville ikke have at diplomatien skal afgøre vor skæbne osv. Lad os dog ikke skuffe os selv! Napoleon alene formanede i en kort tid at foreskrive diplomatien love; ellers har til dato, det vil sige, så længe der har eksisteret stater, diplomatikken c: flere staters enstemmige beslutning, afgør den enkelte stats skæbne. Man siger rigtignok at februar og marts begivenhederne har gjort en ende på diplomatiens magt, men dette er en ren vildfarelse, en begrebsforvirring. Guizot, Metternich, Canitz og deres systemer, kort sagt: Diplomaterne kan man styrte, men aldrig diplomatiet. Det første skridt efter enhver politisk omvæltning, er at man igen knytter de diplomatiske forbindelser, og ligesom vi efter den 24. februar så at den nye republik straks udnævnte sine diplomatiske agenter, således beskæftiger også nu loven om den tyske centralmagt sig med måden, på hvilken de skal udnævnes.
Når vi altså hverken kan benægte eller paralysere diplomatiets indflydelse, når vi ikke har magten til at tvinge England og Rusland til ganske at afholde sig fra enhver indblanding i ordningen af vore egne forhold, så må vi heller ikke forlange, at man ganske skal lukke øret til for alle propositioner fra den kant, og kun handle på egen hånd og efter egen konveniens. Herimod vil man måske rykke i marken med den sædvanlige, ofte læste og udtalte sætning: "det enige, store Tyskland behøver ikke at lade sig foreskrive love af nogen!" Men desto værre må enhver som er begavet med et praktisk blik, komme til den overbevisning at takket være partiernes kunster, er Tyskland måske nu mindre end nogensinde før i stand til med magt at sætte sin vilje igennem, når denne står i strid med de øvrige stormagters.
En sådan ytring vil - det vil næppe fejle - fra en vis side nok blive udlagt som mangel på patriotisme osv. , og dog ligger der måske mere patriotisme, i det mindste praktisk patriotisme, til grund for den end for alle de højtklingende fraser og stikord, som nutiden anvender. Hvormeget det nordlige Tyskland, navnlig alle dets handels- og søstater, lider under krigen, er bekendy. Og mest de prøjsiske! Derfra kommer da atter den prøjsiske regerings tilbøjelighed til fred. Et sådant ønske er dens pigt lige overfor dens undersåtter. Rigtignok kan Prøjsen ikke efter eget godtbefindende slutte freden; en højere instans, rigsforstanderen og rigsministeriet ville nu afgøre dette spørgsmål. Men vil ikke også dette stræbe efter at gøre en ende på en tingenes tilstand, som skader det heles velfærd? Tyskland har alt for ofte været kamppladsen for verdenskrigene til at den nye centralmagt ikke skulle ville opbyde alt, for i det mindste at lukke en af portene igennem hvilken en almindelig krig påny kunne bane sig vej ind over Tysklands marker. Når det derfor stadfæster sig, som troværdige kilder fortæller at Englands fredsforslag går ud på: Opretholdelse af personalunionen, Slesvig og Holsten forenede, dog således, at Slesvig hverken optages i det tyske Forbund eller inkorporeres i Danmark. Tilståelse af de fordele, som den nyere tid har bragt hertugdømmerne, osv., så fristes man til at tro at når antagelsen af disse betingelser i København ikke umuliggøres af de fanatiske "Ejderdanske", de samme betingelser da også i Berlin og Frankfurt turde blive antaget som en ønskelig basis for de videre forhandlinger. For erobre vil Tyskland ikke, men i dette øjeblik at erklære Slesvig for en del af Tyskland, ville være en erobring.
Gid dette hertugdømme, frit for al fremmed indflydelse - når mandsstammen engang uddør, og når dette spørgsmål da definitivt skal afgøres - selv må komme til at erklære sig om det ved dets interesser og sympatier mere føler sig hendraget til Norden, eller mere imod Syd. Sker dette sidste, hvilket jo er til at vente, så er dette vistnok en ærefuldere tilslutning til Tyskland end nu, da den dog for en stor del af Slesvigs beboere vil være tvungen. Vi kæmper jo kampen for nationaliteten, lad os derfor også have agtelse for andres Nationalitet. Eller ville vi give de danske ret til at påstå, at de i henseende til nordslesvigerne handle imod os akkurat således som vi tyske handle mod polakkerne og tjekkerne, Slesvig selvstændighed må være os nok, hverken inkorporationen under Danmark eller Tyskland bør blive opstillet som en betingelse på hvilken fredsunderhandlingerne kan strande. Lige så lidt tør underhandlingerne strande i et andet punkt - opretholdelsen af personalunionen. Denne er jo den basis, hvorpå den provisoriske regering dannede sig på hvilken vore Bundsforvandte hjalp os. Og på denne basis overtog også stormagterne forhandlingerne -Man må ikke her komme og sige at hadet mellem de hidtil forbundne folkeslag er blevet undslukkelig ved den nuværende krig. Had og sympati er hos folkeslagene øjeblikkets frembringelser der hurtige kan veksle. Den hyppige totale omveksling, som er foregået i Tysklands stemning mod Frankrig, turde være det bedste bevis for denne påstand. Desuden ville jo også når personalunionen nu opretholdes, den i det mindste højst sandsynlige, uddøen af det nu regerende fyrstehuses mandsstamme først være det tidspunkt, da spørgsmålet om den definitive ordning af arvefølgen vil indtræde.
Men skal landets vel ikke undergraves, og det endog for flere menneskealdre, så er intet nødvendigere end at opnå en fred. Rigtig nok ingen fred på krænkende, men en fred på fornuftige betingelser. En sådan er imidlertid kun tænkelig, når man fra begge sider kommer hinanden imøde med indrømmelser. I bladartikler og i foreninger har man rigtignok hørt mange stemmer, som lydelig har ytret det modsatte. Enhver mening fortjener, når den er udtrykket af sand overbevisning, agtelse, selv om den femgår af en minoritet. Men at den mening. som vi har udtalt i disse linjer er majoritetens anskuelse, og det endog den langt overvældende majoritet her i landet, dette er vist. Men en ofte gjort erfaring stadfæster sig også her. Vi har her en rørig, for dens egen anskuelser begejstret og virksom minoritet; ved siden af denne har vi en majoritet af hvilken enhver rigtignok indenfor sine fire vægge siger sig selv at freden i højeste grad er ønskelig og ikke kan købes for dyrt ved gensidige koncessioner, men som også lader det blive derved, og ligeoverfor modpartens demonstrationer ikke foretager sig det allermindste. Man tæller blot dem, der har undertegnet petitionerne og medlemmerne af de forskellige foreninger der har udtalt sig imod enhver imødekommen og indrømmelse for at få fred, og man vil da vistnok forbavses lige så meget over deres forholdsmæssige ringe antal, som over at de - naturligvis som en følge af det anderledes tænkende partis uvirksomhed næsten allerede har bragt det så vidt, at deres mening går og gælder for hertugdømmernes 800.000 beboeres, og disse udgør dog "Folket".
(Kjøbenhavnsposten, 24. juli 1848).
Den provisoriske regering i Rendsborg har under den 24. ds. udgivet en ny "definitiv" presselov der ophæver alle tidligere indskrænkninger af trykkefriheden og love desangående, idet alle forbrydelse og forseelser der kunne begås ved pressen, skal afgøres ved de ordinære domstole efter de almindelige love. - Vor trykkefrihedslov fra 1799 tåler naturligvis ingen sammenligning hermed, og da nu også hertugdømmerne har fået en langt friere og mere demokratisk valglov end den nye danske, så viser det sig endnu stedse for indbyggerne i hertugdømmer at de kan opnå større frihed, fraskilte fra Danmark end i forening hermed.
(Kjøbenhavnsposten, 31. juli 1848).
Lidt over et år efter, den 24. juli 1848, under våbenhvilen hvor Prøjserne havde bevæget sig langt op i Jylland, og dernæst trukket sig tilbage, var der en lignende artikel. Måske af samme forfatter, hvor dette synspunkt gentog sig. Et unikt indslag i en dansk presse som ellers i større eller mindre grad førte en hetz mod modparterne, slesvig-holstenerne og tyskerne.
Endvidere udkom der en interessant notits inde i bladet, hvor man erkender at den provisoriske regering i Rendsborg er langt mere demokratisk end den danske.
- ,,En Fredens Stemme fra Eideren" har nylig udtalt sig i Hamb. Corresp., med så megen fornuft og mådehold, at den uagtet det slesvigholstenske standpunkt, vel fortjener at gengives her.
Efter at have ytret sin mening om, at det åbne brev af den afdøde konge i 1846 har udsået den sæd, der nu er vokset blodig op, og et øjeblik truede med at blive til en almindelig europæisk krig, går forf. over til at skildre de sår, som kampen bibringer begge de krigførende parter. Hans forestilling om at Danmarks materielle hjælpemidler allerede er nærved at være udtømt, er nu vistnok fejlagtig, men da hertugdømmernes materielle ødelæggelse dog til sidst også rammer den danske stat i sin helhed, og Danmarks tab altså kun forøges ved enhver som helst fortsættelse af krigen indenfor dets grænser, så har han ikke alene fuldkommen ret i at det kun er "en Minoritet, der er interesseret i krigstilstanden", - dem der har knyttet deres indbildte ære eller eksistens til politiske opgaver, som de kun ved at løse ved krigen - , men at også "den langt større del af det danske folk ønsker freden":
"Lad os se hen til hertugdømmerne", siger forf. "Vi behøver næppe her at minde om den nordlige del af Slesvig, som den ene dag er okkuperet af tyske, den anden dag af danske tropper og som, foruden det byrdefulde i disse vekslende militære okkupationer, også må tåle de lidelser, der følger af partikampen mellem den tyske og den dog eksisterende danske del af befolkningen - men vi ser jo, at alle stæder i hertugdømmerne - måske ene med undtagelse af Rendsborg - lider svært under mangelen på arbejde og fortjeneste. Det blomstrende Kiel ser sin havn ligge tom, sit universitet blive lukket, det rige Altona har set sin handel blive lammet. Udeblivelsen af indbetalinger tilvejebringe en standsning i kapitalernes cirkulation, som har haft mange huses fald til følge, hvilket man af hjertet har måttet beklage, ikke blot formedelst chefernes agtværdige personlighed, men også fordi der som en følge af deres vidtforgrenede forretninger, på en sørgelig måde er grebet ind i mange kredse.
I alle øvrige byer ligger handelen, såvel en gros som en detail, aldeles stille, ligeledes alle håndværker, og følgen heraf er at der overalt er næringsløshed og nød. Landbeboeren i de egne, der ligger krigsskuepladsen fjernere, føler endnu ikke i så høj grad byrderne. Men vedbliver al handel og udførsel at være standset, så har han trods den rige høst, som markerne nu lover, ingen udsigt til at kunne sælge hvad han indhøster til en nogenledes forholdsmæssig pris. Og selv denne billighed af jordbundens produkter, som man under andre omstændigheder ville prise som gunstig for de næringsdrivende i byerne, kan ikke være en skadeserstatning for den næsten totale mangel på fortjeneste, under hvilken de sukker.
Også de største industrielle entrepriser her i landet lider under dette tryk. Lad os betragte den betydeligste af alle - jernbanen, og sammenligne indtægten på Kieler-Altona jernbanen i månederne maj 1847 og maj 1848, og man vil i sidste måned, uagtet den ganske ekstraordinære indtægt af troppetransporten, dog finde et enormt minus. Et blik på samtlige fabrikker i landet giver et lignende sørgeligt resultat. Dertil en finanstilstand, hvor man for at kunne skaffe de 6.750.000 Mk. til veje, som udfordres, må gribe til de overordenligste og mest rigorøse midler. Og under alt dette har krigen næppe varet 3 måneder. Hvilke udsigter fremstille sig her for betragteren når man tænker sig muligheden af at krigen kan forlænges til vinteren, ja måske endog ud over denne? Er det derfor til at undres over at ønsket om fred dagliget bliver lydeligere og almindeligere her i hertugdømmerne?
Det er ingenlunde hensigten med disse linjer at prædike fred til enhver pris. Nej, ærefuld må freden være, kun er spørgsmålet her om hvorledes man skal tolke det, navnlig under de her angivne forhold, meget relative begreb "ærefuld". En hårdnakket fordring, og påståelighed på enhver fordring, en nægten af at ville gå ind på nogensomhelst indrømmelse, gør en fred umulig. Man vil her indvende: på retmæssige fordringer må og bør man være påståelig. Men næsten altid er den, der fordrer noget, bona fide c: i dette specielle tilfælde: De danske tror at de opstille en lige så retmæssig fordring når de sige "Danmark til Eideren", som Slesvig-Holsten, når det regner Tyskland til Kongeåen. Selv Napoleon var ved sine fredsunderhandlinger ikke påståelig på alle sine - rigtignok uretfærdige, men i sandhed af den frygteligste magt understøttede fordringer, og historien kan vel næppe opvise en eneste fredsslutning, hvor man ikke har gjort hinanden gensidige koncessioner.
En anden ide hos vore ideologer og exaltados, som man ofte steder på, indeholdes i denne frase: Vi ville ikke have at diplomatien skal afgøre vor skæbne osv. Lad os dog ikke skuffe os selv! Napoleon alene formanede i en kort tid at foreskrive diplomatien love; ellers har til dato, det vil sige, så længe der har eksisteret stater, diplomatikken c: flere staters enstemmige beslutning, afgør den enkelte stats skæbne. Man siger rigtignok at februar og marts begivenhederne har gjort en ende på diplomatiens magt, men dette er en ren vildfarelse, en begrebsforvirring. Guizot, Metternich, Canitz og deres systemer, kort sagt: Diplomaterne kan man styrte, men aldrig diplomatiet. Det første skridt efter enhver politisk omvæltning, er at man igen knytter de diplomatiske forbindelser, og ligesom vi efter den 24. februar så at den nye republik straks udnævnte sine diplomatiske agenter, således beskæftiger også nu loven om den tyske centralmagt sig med måden, på hvilken de skal udnævnes.
Når vi altså hverken kan benægte eller paralysere diplomatiets indflydelse, når vi ikke har magten til at tvinge England og Rusland til ganske at afholde sig fra enhver indblanding i ordningen af vore egne forhold, så må vi heller ikke forlange, at man ganske skal lukke øret til for alle propositioner fra den kant, og kun handle på egen hånd og efter egen konveniens. Herimod vil man måske rykke i marken med den sædvanlige, ofte læste og udtalte sætning: "det enige, store Tyskland behøver ikke at lade sig foreskrive love af nogen!" Men desto værre må enhver som er begavet med et praktisk blik, komme til den overbevisning at takket være partiernes kunster, er Tyskland måske nu mindre end nogensinde før i stand til med magt at sætte sin vilje igennem, når denne står i strid med de øvrige stormagters.
En sådan ytring vil - det vil næppe fejle - fra en vis side nok blive udlagt som mangel på patriotisme osv. , og dog ligger der måske mere patriotisme, i det mindste praktisk patriotisme, til grund for den end for alle de højtklingende fraser og stikord, som nutiden anvender. Hvormeget det nordlige Tyskland, navnlig alle dets handels- og søstater, lider under krigen, er bekendy. Og mest de prøjsiske! Derfra kommer da atter den prøjsiske regerings tilbøjelighed til fred. Et sådant ønske er dens pigt lige overfor dens undersåtter. Rigtignok kan Prøjsen ikke efter eget godtbefindende slutte freden; en højere instans, rigsforstanderen og rigsministeriet ville nu afgøre dette spørgsmål. Men vil ikke også dette stræbe efter at gøre en ende på en tingenes tilstand, som skader det heles velfærd? Tyskland har alt for ofte været kamppladsen for verdenskrigene til at den nye centralmagt ikke skulle ville opbyde alt, for i det mindste at lukke en af portene igennem hvilken en almindelig krig påny kunne bane sig vej ind over Tysklands marker. Når det derfor stadfæster sig, som troværdige kilder fortæller at Englands fredsforslag går ud på: Opretholdelse af personalunionen, Slesvig og Holsten forenede, dog således, at Slesvig hverken optages i det tyske Forbund eller inkorporeres i Danmark. Tilståelse af de fordele, som den nyere tid har bragt hertugdømmerne, osv., så fristes man til at tro at når antagelsen af disse betingelser i København ikke umuliggøres af de fanatiske "Ejderdanske", de samme betingelser da også i Berlin og Frankfurt turde blive antaget som en ønskelig basis for de videre forhandlinger. For erobre vil Tyskland ikke, men i dette øjeblik at erklære Slesvig for en del af Tyskland, ville være en erobring.
Gid dette hertugdømme, frit for al fremmed indflydelse - når mandsstammen engang uddør, og når dette spørgsmål da definitivt skal afgøres - selv må komme til at erklære sig om det ved dets interesser og sympatier mere føler sig hendraget til Norden, eller mere imod Syd. Sker dette sidste, hvilket jo er til at vente, så er dette vistnok en ærefuldere tilslutning til Tyskland end nu, da den dog for en stor del af Slesvigs beboere vil være tvungen. Vi kæmper jo kampen for nationaliteten, lad os derfor også have agtelse for andres Nationalitet. Eller ville vi give de danske ret til at påstå, at de i henseende til nordslesvigerne handle imod os akkurat således som vi tyske handle mod polakkerne og tjekkerne, Slesvig selvstændighed må være os nok, hverken inkorporationen under Danmark eller Tyskland bør blive opstillet som en betingelse på hvilken fredsunderhandlingerne kan strande. Lige så lidt tør underhandlingerne strande i et andet punkt - opretholdelsen af personalunionen. Denne er jo den basis, hvorpå den provisoriske regering dannede sig på hvilken vore Bundsforvandte hjalp os. Og på denne basis overtog også stormagterne forhandlingerne -Man må ikke her komme og sige at hadet mellem de hidtil forbundne folkeslag er blevet undslukkelig ved den nuværende krig. Had og sympati er hos folkeslagene øjeblikkets frembringelser der hurtige kan veksle. Den hyppige totale omveksling, som er foregået i Tysklands stemning mod Frankrig, turde være det bedste bevis for denne påstand. Desuden ville jo også når personalunionen nu opretholdes, den i det mindste højst sandsynlige, uddøen af det nu regerende fyrstehuses mandsstamme først være det tidspunkt, da spørgsmålet om den definitive ordning af arvefølgen vil indtræde.
Men skal landets vel ikke undergraves, og det endog for flere menneskealdre, så er intet nødvendigere end at opnå en fred. Rigtig nok ingen fred på krænkende, men en fred på fornuftige betingelser. En sådan er imidlertid kun tænkelig, når man fra begge sider kommer hinanden imøde med indrømmelser. I bladartikler og i foreninger har man rigtignok hørt mange stemmer, som lydelig har ytret det modsatte. Enhver mening fortjener, når den er udtrykket af sand overbevisning, agtelse, selv om den femgår af en minoritet. Men at den mening. som vi har udtalt i disse linjer er majoritetens anskuelse, og det endog den langt overvældende majoritet her i landet, dette er vist. Men en ofte gjort erfaring stadfæster sig også her. Vi har her en rørig, for dens egen anskuelser begejstret og virksom minoritet; ved siden af denne har vi en majoritet af hvilken enhver rigtignok indenfor sine fire vægge siger sig selv at freden i højeste grad er ønskelig og ikke kan købes for dyrt ved gensidige koncessioner, men som også lader det blive derved, og ligeoverfor modpartens demonstrationer ikke foretager sig det allermindste. Man tæller blot dem, der har undertegnet petitionerne og medlemmerne af de forskellige foreninger der har udtalt sig imod enhver imødekommen og indrømmelse for at få fred, og man vil da vistnok forbavses lige så meget over deres forholdsmæssige ringe antal, som over at de - naturligvis som en følge af det anderledes tænkende partis uvirksomhed næsten allerede har bragt det så vidt, at deres mening går og gælder for hertugdømmernes 800.000 beboeres, og disse udgør dog "Folket".
(Kjøbenhavnsposten, 24. juli 1848).
Den provisoriske regering i Rendsborg har under den 24. ds. udgivet en ny "definitiv" presselov der ophæver alle tidligere indskrænkninger af trykkefriheden og love desangående, idet alle forbrydelse og forseelser der kunne begås ved pressen, skal afgøres ved de ordinære domstole efter de almindelige love. - Vor trykkefrihedslov fra 1799 tåler naturligvis ingen sammenligning hermed, og da nu også hertugdømmerne har fået en langt friere og mere demokratisk valglov end den nye danske, så viser det sig endnu stedse for indbyggerne i hertugdømmer at de kan opnå større frihed, fraskilte fra Danmark end i forening hermed.
(Kjøbenhavnsposten, 31. juli 1848).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar