Kjøbenhavn, den 6te Februar 1853.
Det er en meget alvorlig og sørgelig Begivenhed, som igaar var Dagens Nyhed. Det slesvigske Ministerium har udstedt et Forbud mod al holde Bladene "Fædrelandet" og "Dagbladet" i Hertugdømmet Slesvig. Det er et velfortjent Slag, men dets Følger kunne blive meget beklagelige for den danske Trykkefrihed i det Hele, naar det skal tjene til at udjevne, og ikke forøge Forskjellen i Tilstandene her og i de andre Statsdele - Vi antage, at del sikkert ikke er saameget hines Blades fortsatte hadefulde Angreb paa Regeringens enkelte Foranstaltninger og Personligheder, der har foranlediget den kongelige Regering i Slesvig til dette Skrivt, som derimod bemeldte Blades principmæssige Bestriden og Benegten af det danske Monarchies statsretlig bestaaende Forhold og Integritee. Naar man har glædet sig ved og fundet det i sin Orden, at det i Slesvig er blevet forbudt at holde Blade som Hamb. Nachrichten, Kölner- og Weser-Zeitung, saa har man ingen Grund til al forundres over, at det ogsaa forbydes der at holde "Fædrel." og "Dagbl.", da disse Blades Tendents ikke er mindre fjendtlig mod den af Regeringen tilsigtede Statsordning end hines, og det derhos er indlysende, at den fjendtlige, statsopløsende Levre maa antages snarere at finde Indgang hos Befolkningen i danske Statsdele, naar den fremsattes i danske, fra Rigets Hovedstad udgaaende Blade, end naar den kommer udenfra i fremmede organer. For den Minister, til hvem Slesvigs beroligende Organisation, i Overeensstemmelse med Kundgjørelsen af 28de Jan. f. A., er anbetroet, har der altsaa længe været fuldgyldig Anledning ril al forhindre Udbredelsen i Slesvig af de danske Blade, der have stillet sig til Opgave at modvirke hiin Kundgjørelse ved daglig at skildre dens Gjennemførelse som et Ondt, en Umulighed, en Nedværdigelse og en Opgivelse af det danske Folks Ret og Selvstændighed. Man har ikke selv villet værne om Trykkefriheden ved en moderat og forstandig Brug af Pressen; man har kun villet benytte den til at vanskeliggjøre Regeringen dens Opgave og gjøre dens Hensigter og Formaal mistænkelige. Istedetfor at man ved sin egen Brug af Friheden burde have bidraget til at vise Regeringen, at der ikke var nogen Fare ved ogsaa endelig at indføre samme Frihed i de pacificerede Statsdele, der endnu ikke konstitutionelt ere i Besiddelse deraf, har man brugt Friheden som om man havde isinde at overbevise Regeringen om det Modsatte. - Men naar dette Forbud saaledes viser sig at være en slesvigsk "Nødvendighed", en Conseqents af den Stilling, Slesvig endnu indtager i den vedtagne Heelstatsordning, saa bliver Spørgsmaalet, hvorledes de tilsvarende Skridt ville blive fra ren konstitutionelle Statsdeels Side. Ville de føre til større Tilnærmelse eller til større Adskillelse mellem Slesvig og Kongeriget? Vedbliver den herværende Presse paa samme Maade som hidtil at opponere og protestere mod Statens Consolidation, finde denne Bestræbelse atter Gjenkiang i Rigsforsamlingen, saa kan Adskillelsen kun blive større; og denne Adskillelse og Forskjel i Tilstanden paa denne og hiin Side Kongeaaen maatte enten befæste sig, eller føre til en Katastrophe, hvis Udfald vel ikke lader sig beregne, men som dog, under de nuværende almindelige Tilstande, neppe kan antages at ville blive til Fordeel for dem, der anvende Friheden til at forhindre Statsheelhedens Gjennemførelse. Udfaldet turde altsaa snarere blive en dansk "Nødvendighed" overensstemmende med den slesvigske. - Den nuværende Trykkefrihedslov er ligesom Grundloven for Kongeriget kun givet for denne Statsdeel, og der er i samme ikke taget foreskyggende Hensyn til Forholdet til de andre Statsdele eller Monarchiet i dets Heelhed; derfor har man, ligesom paa den danske Rigsdag, uden Sky gjennem Pressen ikke blot kunnet bekæmpe Monarchiets Integritet og Ordning, men ogsaa kunnet benegte og bestride den danske Konges Souverainitet i de to tydske Hertugdømmer og derved ligefrem virke til en Indskrænkning af Kronens territoriale Høihedsret - noget som er exempelløst i andre Stater og en Uting i og for sig. Her er det kun en Følge af, at Trykkeloven saavelsom Grundloven ere givne paa en Tid, da der endnu ikke var Udsigt til, og det heller ikke attraaedes af alle dem, der stode ved Roret, at gjenindføre den danske Konges souveraine Myndighed i disse Lande. Nu er det skeet, og den kgl. Kundgjørelse af 28de Jan. 1852 har forkyndt det og foretegnet den deraf følgende Statsordning. Vil man fremdeles, istedetfor at medvirke og lette Regeringen Udførelsen heraf, benytte de under Rigets factiske Opløsningstilstand givne Frihedslove til at bekæmpe den og underkjende Regeringens Ret til al holde Riget samlet, saa gjør man selv Indskrænkningen af disse Frihedslove til en Nødvendighed, fordi Anerkjendelsen af Staten, dens Udstrækning og Høihedsret nødvendigviis staaer over alle indre, partielle Love. - Ophører man derimod med denne Art af Opposition og endnu kan det vøre tidsnok - saa vil Friheden ikke blot kunne bevares for del grundlovbesiddende Danmark, men ogsaa kunne blive overført paa de andre Statsdele. Derfor bør hiin Deel af Pressen, som Forbud er har truffet, tage sig det vel til Minde, og fremfor Alt gaae i Rette med sig selv; thi paa dem selv, der misbruge Friheden, vil Skylden falde, naar Misbruget nodvendiggjør dens Indskrænkning. - Men iøvrigt glemme man i sin Bedømmelse ikke, at den slesvigske Minister ikke er nogen constitutionel ansvarlig Minister, men styrer den ham betroede Statsdeel under umiddelbart Ansvar til den souveraine Konge.
(Kjøbenhavnsposten 6. februar 1853).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar