Forstærkningsmænd. (Efterskrift til Politivennen)

§§ Kjøbenhavn den 16de Januar. Med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorvidt der vil blive indkaldt Flere af Forstærkningen, og om det i bekræftende Fald vil blive det vaabenøvede Mandskab eller de uvaabenøvede Frilodsmænd, det vil komme til at gaae ud over, hersker der selv paa høiere Steder stor Uklarhed. Det har ikke gjort noget godt Indtryk paa de nu indkaldte Forstærkningsmænd, at der ikke haves Munderingsstykker færdige til dem. At komme over og hjælpe deres Kammerater at forsvare Grændseskjellet, det finde de rimeligt og naturligt; men at gaae her og drive, det skjøtter ingen af dem om. Imidlertid maa man ikke være ubillig i sin Dom over Intendanturen; de Krav, der i den sidste Tid have været stillede til den, have været meget store, og jeg troer dog, at det maa siges, at den i det Hele taget har løst sin Opgave godt, og efter hvad jeg hører, skal der fra Mandag af hver Dag eqviperes 800 Mand, som derpaa strax skulle afgaae til Hæren. De Udskrevne fra Odense Amt og Kjøbenhavn skulle danne 14de Regiment (det, der for bestod af Lauenborgere og Holstenere, men hvoraf der efter Revolten i Plön nu kun er Officererne og Underofficererne tilbage). Hvad jeg imidlertid ikke kan forstaae, det er, at man under den nuværende Frost, da man med hver Dag kan vente Iistransport i Storebælt, samler hele det indkaldte vaabenøvede Forstærkningsmandskab her; Munderinger og Vaaben kan man i Nødsfald transportere pr. Iisbaad, men med 10-12,000 Mand gaaer det ikke, og det forekommer mig derfor, at det var meget ønskeligt, om Krigsministeriet strax standsede Indkaldelserne hertil og lod Mødestedet blive i Fredericia, Odense eller Nyborg. Det vilde dog være altfor galt, om hele det nu indkaldte Forstærkningsmandskab skulde gaae herovre og drive om til ingen Nytte, aldenstund at dets Nærværelse paa Dannevirke er høist nødvendig.

(Fyens Stiftstidende 18. januar 1864).

Hurra, bitte Jens. Tydsken skal have Prygl. H. P. Møllers Forlag, 1864. Set i bagspejlet skulle det dog komme til at gå noget anderledes. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Indkvarteringen i Kjøbenhavn. (Fyens Sttd.) Først de sidste Dage have samlet en større Deel Mandskab i Hovedstaden; thi skjøndt mange af de tidligere Indkaldte maatte møde der, var der dog aldrig en større Deel samlet paa eengang. Anderledes er det nu; alle de indkaldte Forstærkningsmænd skulle møde i Kjøbenhavn. og i store Mængder komme de daglig med Jernbanen dertil og blive indkvarterede hos Huuseierne, der just ikke ere synderlig glade ved den aldeles uvante Byrde, som herved paalægges dem. Og ganske vist stille Forholdene i Hovedstaden sig ogsaa noget anderledes end i Kjøbstæderne og paa Landet; thi der, hvor Ejendommene ere saa kostbare, er hvert lille Rum Ieiet ud, og den største Deel af Beboerne have ikke mindste Plads tilovers. Hertil kommer endnu Vanskeligheden ved at skaffe Sengeklæder tilveie, og de, som udleie saadanne, have benyttet Lejligheden til at skrue Betalingen derfor op til uhyre Priser, ligesom der ogsaa for et Kvarteer til en Indkaldt forlanges en Betaling af indtil 4 Mk. pr. Dag. Uagtet Indkvarteringen saaledes er en stor Byrde for Hueseierne i Kjøbenhavn, hvilke jo udelukkende have denne Byrde at bære, ler det vistnok antages, at der i det Hele taget vil blive givet Mandskabet gode Kvarterer i Erkjendelse af, at Kjøbenhavn jo kun i ringe Grad har følt Krigens umiddelbare Byrder og næppe lige saalidt under denne som under den forrige Krig vil komme til at føle dem. Ufatteligt er det forøvrigt. hvorfor denne store Mængde Mennesker ere kaldte sammen, førend der var Ekvipering tilstede, hvormed de kunde forsynes; thi som bekjendt er der slet intet Saadant tilstede, og det vil maasker endnu vare en Ugestid. inden det første Mandskab, fuldstændig udrustet, kan afgaae. Naar man taler med de Indkaldte, hører man forøvrigt kun Vidnesbyrd om den Freidighed, hvormed de ligesom de allerede i Slesvig kantonnerende Tropper gaar et Vinterfelttogs Besværligheder imøde. Det Eneste, som de ikke ere rigtig fortrolige med, er, at det ikke gaaer løs derovre, og at de skulle ligge og vente, indtil det behager Tydskerne at gjøre begyndelsen.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 18. januar 1864)

"Russel in der Löwenhaut, oder Lange machen gillt nicht." Løven er Russell i løvehud med Britania-bæltet. Han står ved siden af lille Danmark ("Hannemann"). På land ligger J. Bull's hjælpepakker, mens skibene "Zucker" og "Wolle" sejler rundt i baggrunden (formentlig en hentydning til det tyske mundheld "Viel Geschrei und wenig Wolle" - megen snak og ingen handling). Over for dem smiler Østrig og Preussen over Russells note, mens en slesvig-holstener laver næse. Underteksten lyder: "Russell. Ich steh' bei dir, Hannemann, wenn sie dir was thun wollen. Aber erst werd' ich sie recht anschreien; vielleicht thun sie dir dann nichts - was mir noch viel lieber wäre." Russel siger: Jeg står ved din side, Hannemann (Danmark), når de vil gøre dig noget. Men først vil jeg brøle af dem, så gør de dig måske ikke noget, hvad der for mig ville være at foretrække." Tegning fra Kladderadatsch 17. januar 1864.

Kjøbenhavn. - - Den Mængde indkaldte Forstærkningsmænd, som nu efterhaanden ere komne hertil Byen, ere, som bekjendt, blevne indqvarterede hos Huuseierne, og flere af disse have saaet et temmelig betydeligt Antal i Qvarteer, ja en enkelt stor Huuseier skal endog have saaet over 250. Skjønt der naturligviis er enkelte Huuseiere, som ikke give de hos dem indqvarterede mere, end de ligefrem ere forpligtede til, er det dog det Almindelige, at Værterne give dem Alt baade Spise og Drikke og det hos Nogle endog i en meget storartet Maalestok. I nogle Eiendomme have Leierne overtaget Bespiisningen af de hos Eieren indqvarterede Folk, paa andre Steder have flere Huuseiere flaaet sig sammen og leiet store Localer til Folkene, samt sørget for, at de faae Spise; atter Andre have kjøbt Billetter til Dampkjøkkerne, som de uddele ikke alene til deres egne Indqvarterede, men ogsaa til Andre. Det maa saaledes vistnok i det Hele taget siges, at Kjøbenhavnerne paa en særdeles smuk Maade opfylde deres Pligt i nærværende Tilfælde. Vanskeligt er det for dem, der ikke selv have Plads, at skaffe Logis for Folkene; thi deels er dette kostbart, deels ere de Localer, der tilbydes, ofte af en meget slet Beskaffenhed, ja et bekjendt Locale heri Byen. Theatret i Kannikestræde, som af Eierinden var blevet leiet ud til en Mængde af de Indkaldte, blev endogsaa befundet at være af saa slet Beskaffenhed. at det blev forbudt at benytte det til denne Bestemmelse. Men, som sagt, i det Hele taget troer jeg at de Indkaldte ere og kunne være meget tilfredse med den Modtagelse, de have fundet hos deres Værter her i Byen. 

(Fyens Stiftstidende 19. januar 1864).

Den 16. januar 1864 gav Østrig og Preussen Danmark et ultimatum om at ophæve novemberforfatningen inden 2 dage. Dette kunne rent praktisk ikke lade sig gøre og selv om danskerne erklærede at ville annullere den på forfatningsmaner, så blev det ikke accepteret. En østrigsk og en preussisk brigade blev udset til uden for eksekutionsstyrkens regi at gøre en indsats. På trods af forbundsforsamlingens protester rykkede disse nu frem til Ejderen. Trods den modstand mod indkvartering mm som de mødte.

Et antal annoncer i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 13 januar 1864 om hvor forstærkningsmændene skal henvende sig, samt tilbud om logi, udlejning af jernsenge, osv. 

Forstærkningen var fx tidligere værnepligtige der i sin tid var fundet anvendelig til tjeneste som soldat. Det var muligt at få nogen til at stille for sig, fx ældre våbenføre - mange dog i våben der ikke længere anvendtes i hæren. De ca. 10.000 indkaldte forstærkningsmænd havde svært ved at få mundering. Der måtte således improviseres 7.000 færøske trøjer. Typisk var de mellem 32 og 35 år gamle. En af forstærkningsmændene var Jens Nielsen Skallerup-Vennebjerg (f. 1837). Han var ikke velhavende nok til at købe sig til en stillingsmand. Han blev hjemsendt den 17. august 1864. I et af sine breve skriver han at da han bad en kone om noget at drikke, blev det afvist fordi de ikke havde været tapre nok. Forstærkningsmændene begyndte at blive hjemsendt fra 15. maj 1864.