Fra Haderslev meldes, at Latinskolen den 18de (Slagdagen ved Dybbøl) er bleven gjenaabnet med 6 ny udnævnte "tydske Professorer" og et over Forventing stort Discipel-Antal. "Professorerne" have alle den tydsksindede Befolknings Tillid og Bifald. (BT.) Ogsaa i Husum skulde, eft. Dbl., den nye Skole aabnes samme Dag.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 22. april 1864).
I en lang tysk artikel beskrives Jylland, og den slutter med nedenstående beskrivelse af befolkningen i Jylland. Oversættelsen først, dernæst originalen:
Nu står det tilbage for mig at sige et ord om den jyske mand som hidtil har været forkert fremstillet af ven og fjende. Jyden er meget forskellig fra ø-danskeren i enhver henseende. Han er større, stærkere og mere robust end denne, men stiv og langsom. Hans ansigt har mere germanske end danske træk, i hvert fald finder man sjældent i dem det forræderiske træk omkring mund og næse, samt det gennemtrængende blik som især kendetegner øboernes lavere klasser. En undtagelse fra reglen er østjyderne, især indbyggerne i havnebyerne der er stærkt blandet med ø-danskere. Jo længere mod vest og nordvest, jo renere er den jyske ejendommelighed, både ydre og indre. Før i tiden blev jyden af danskere og nordmænd bedømt som dum, forkert og doven, og i den forbindelse gjorde især den udødelige spøgefugl Johan Herman Wessel meget, han indledte mange af sine dejlige digte med ordene:
"Der var engang en jyde -
Kære læser, grin ikke med det samme
For Gud er vi alle jyder osv."
Men da Norge er gået helt tabt og Slesvig-Holsten halvt tabt, har danskerne modificeret deres bedømmelse og kender intet mere eksemplarisk - bortset fra sig selv, naturligvis - end jyderne. Men slesvigeren siger stadig i dag:
"Gud vil beskytte os,
at vi ikke bliver jyder"
Han hader og foragter sin nærmeste nabo næsten hårdere end sin sande fjende, ø-danskeren. Det er der to grunde til - jyden udfører tjenesteydelser i Slesvig og den slesvigske herre skal gøres til "sønderjyde" trods sin tyskhed.
Ser vi bort fra al politik, finder vi at jyden besidder en større portion sund fornuft end ø-danskeren, for han bliver i hvert fald ikke blind af rent nationalt had; han er også bondesnu, ærlig i hestehandel og snyder kun ikke-jyder i andre håndværk, men kun indtil han hører til sine bekendte eller han får øjnene op. For resten er han intellektuelt mere udviklet, end man kunne forvente efter hans frygtelige trældom og århundreders forsømmelse. Forstår man at tage ham eller vinde hans tillid, så er han en trofast, modig og loyal mand, som er godmodig i hjertet og meget langmodig; kun i vrede er ikke til at spøge med. Med hensyn til det jyske sprog er det et mærkeligt overgangsled fra teutonisk til skandinavisk. Leksikografisk hælder det mere til dansk end tysk, men grammatisk er det tysk, på trods af alle løgnene fra "danske propaganda for at bedrage udlandet", som "Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab" fortjener at blive kaldt. For to år siden udgav dette selskab pastor Varmings "Grammatik der Jütisches Volkssprache" på dansk og engelsk, som angiveligt ikke havde andet formål end at sætte et skriftligt monument over det gamle formsprog, som blev trængt mere og mere tilbage fra ø-dansk, men forsøgte faktisk kun at bevise, at slesvigerne ned til Ejderen var danskere som jyderne, der også var danske på trods af deres til dels ikke-skandinaviske sprog og ønskede at blive det for altid. De pågældende germanske dialekter blev kaldt "germanismer", "hvis indvandrings- eller oprindelsesperiode hverken kunne bestemmes historisk eller filologisk." Imidlertid er norske, tyske og svenske forskere (samt tidligere de danske!) af den opfattelse, at de påståede germanismer indvandrere omkring år 200 e.Kr. med teuto-jydernes forfædre, med de gamle Geatere eller Getere og efterkommere af denne gotiske stamme, som blev overvundet og bragt i livegenskab af danskerne siden begyndelsen af det 5. århundrede, men som til i dag har bevaret såvel angelsaksisk ånd som kerneord blandt normannisk fransk. At der findes en jysk lov af Valdemar II fra 1200-tallet og en Flensborg kommunelov på rent dansk, samt ægte skandinaviske runesten fra 600- til 900-tallet findes overalt på halvøen, beviser kun at konger og adel er dansk, men flertallet af folket jyder, og det på trods af de døde skrifttegn og undertrykkelsen, i det omfang de ikke antog ren tysk nationalitet gennem kontakt med Niedersachsen og frisere.
Franz Maurer: Jütland und die Jüten.
Nun bleibt mir noch übrig ein Wort über den jütländsichen Menschen zu sagen, der bisher von Freund und Feind faslch dargestellt ist. Der Jüte underscheidet sich in jeder Hinsicht sehr wesentlich vom Inseldänen. Er ist grösser, stärker und ausdauernder wie dieser, aber steif und langsam. Seine Gesichtsbildung har mehr germanische als dänische Züge, wenigstens trifft man bei ihnen selten jenen tückischen Zug um Mund und Nase, sowie den stechenden Blick, welcher besonders die niederen Stände der Inselsanen kennzeichnet. Eine Ausnahme von der Regel bilden die Ostjüten, namentlich die Bewohner der Seestädte, welche stark mit Inseldänen gemischt sind. Je weiter nach Westen und Nordwesten, um so reiner tritt die jütische Eigenheit äusserlich und innerlich hervor. Früher wurde der Jüte von Dänen und Norwegern als dumm, falsch und faul verschrieen, und hat hierin besonders der unsterbliche Witzbold Johan Herman Vessel viel geleistet, der manches seiner köstlichen Gedichte mit den Worten anfieng:
"Es war einmal ein Jüte -
Lieber Leser, lache nicht gleich,
Vor Gott sind wir alle Jüten etc."
Seitdem aber Norwegen ganz und Schleswig.Holstein halb verloren ist, haben die Dänen ihr Uhrtheil modificirt und kennen nichts musterhafteres - ausser sich selbst natürlich - denn die Jüten. Der Schleswiger sagt aber heute noch:
"Gott wolle uns behüten,
Dass wir nicht werden Jüten"
Er hasst und verachtet seinen nächsten Nachbar fast grimmiger wie seinen eigentlichen Feind, den Inseldänen. Diess hat zwei Ursachen - der Jüte leistet in Schleswig Knechtsdienste und der schleswiger Herr soll zum "Süd-Jüten" gemacht werden trots seiner Deutschheit.
Sehen wir von aller Politik ab, dann finden wir dass der Jüte eine grössere Portion gesunden Menschenverstandes besitzt wie der Inseldäne, denn er wird wenigstens nicht blind aus blossen Nationalhass; er ist auch bäurisch-schlau, im Pferdenhandel ehrlich und betrügt im anderen Handel nur den Nicht-Jüten, doch nur so lange bis dieser seinen Bekannten gehört oder ihm die Augen aufgehen. Im übrigen ist er in geistiger Beziehung mehr entwickelt als man nach der entsetzlichen Hörigkeit und der Jahrhunderte langen Vernachlässigung erwarten kann. Weiss man ihn zu nehmen oder sein vertrauen zu gewinnen, dann ist er ein biederer, braver und treuer Kerl, der von Herzen gutmütig und sehr langmüthig ist; nur im Zorn ist nicht mit ihm zu spassen. Was die jütische Sprache antrifft, so ist dieselbe ein wunderliches Uebergangsglied vom Teutonischen zum Skandinavischen. Lexikographisch neigt sie sich mehr dem dänischen zu wie dem Deutschen, grammatikalisch ist die hingegen deutsch, trotz alles Läugnens der "dänischen Propaganda zur Täuschung des Auslandes," wir die "königl. dänische Gesellschaft der Wissenschaften" genannt zu werden verdiente. Diese Corporation gab vor 2 Jahren in dänischer und englischer Sprache eine "Grammatik der jütischen Volksspracte" des Pastor Varming heraus, welche angeblich weiter keinen Zweck hatte als dem immer mehr vom Iseldänisch zurückgedrängten alten Idiom ein schrifliches Denkmal zu setzen, thatsächlich aber nur darauf hinauslief, zu beweisen dass die Schleswiger bis zur Eider Dänen seyen wie die Jüten, welche dieses ebenfalls trotz ihrer theilweise unsckandinavischen Sprache wären und ewig bleiben wollten. Die betreddenden germanischen Wortsügungen wurden "Germanismen" genannt, "deren Einwanderungs- oder Bildungszeit sich weder historisch noch philologisch feststellen liesse." Norwegische, deutsche und schwedische Forscher (sowie früher die dänischen!) sind jedoch der Ansicht dass de angeblichen Germanismen etwa um 200 n. Chr. mit den Vorfahren der tetzigen Jüten, mit dem alten Geaten oder Geten, eingewandert seyen, und sich im Munde der seit dem 5ten Jahrhundert von den Dänen überwaltigten und in Leibeigenschaft geschlagenen Nachkommen dieses gothischen Stammes bis auf den heutigen Tag erhalten haben, so gut wie angelsächsischer Geist und Kernworte unter dem normannischen Französisch. Dass man aus dem 13ten Jahrhundert ein jütisches Gesetz Waldemars II und ein Flensburger Stadtrecht in reinem Dänisch hat, sowie echt skandinavische Runensteine aus dem 6ten bis 10ten Jahrhundert auf der ganze Halbinsel findet, beweist eben nur dass Könige und Adel dänisch, die Masse des Volkes aber jütisch was, und trotz der todten Schriftzeichen und der Unterdrückung so geblieben ist, wofern sie nicht reindeutsche Nationalität bei der Berührung mit den Niedersachsen und Friesen angenommen hat.
(Das Ausland : Wochenschrift für Erd- und Völkerkunde 23. april 1864)
I samme blad (22. juli 1865, s.689-696) skrev Franz Maurer en artikel om oldtidssamlingen i København. Franz (Theodor) Maurer (1831-1872) var publicist og udgiver af den liberale avis "Vossische Zeitung" (dog ikke nævnt som en af de store udgivere) og udgav senere to bøger, om Nikobarerne (1867) og (mest kendt) Bosnien, Saveländer og Ungarn (1870) der er oversat bl. a. til engelsk. I årene 1867-1868 bidrag han til udforskningen af det bulgarske sprog og en oversigt over de vigtigste særpræg i lydssystem og det morfologisk-syntaktiske system ("Zur bulgarischen Sprache" 1868). Han blev senere sammen med sin ven Ernst Friedel (1837-19818) en af grundlæggerne i en tysk kolonialbevægelse som ville fremme anskaffelse af kolonier til Preussen med henblik på udvandring. Maurer tabte dog hurtigt interessen og helligede sig i stedet kommunalpolitik og forskning i Berlins historie.
Illustrierte Zeitung (1843-1944). Schleswig-Holsteinische Städtebilder: 7. Hadersleben. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar