28 november 2021

Kiel. København. November. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Kiel berettes i Hb. N., at Overretten i Glückstadt eenstemmigt har nægtet at aflægge Hyldingseden, altsaa afsat sig selv, og ligesaa alle 24 Advocater i Altona, paa 3 nær, der saaledes ville erholde ottedobbelt Praxis. Universitetet i Kiel tæller ialt ca. 90, som faae Kost og Løn af Staten, og en Corresp. fra Kiel i H. N. antager det for altfor lavt anslaaet, at der, som tidligere berettet, kun skulde være 18, som høimodigt renoncere paa denne Næring. Man hører "endog kun faa navne", som ville kjendes ved deres Stats-Huusbond og tilsværge ham Troskab, hvilket ogsaa i forekommende Utroskabstilfælde ved et eller andet Oprør generer Samvittighederne meget. Adskillige Præster, der ere udgaaede fra samme lærde Højskole, have ovenikjøbet, som igaar alt betegnet, faaet den dobbelte Samvittigheds-Gene, at skulle bede til Vorherre for den Konge, som de ikke ville anerkjende, istedetfor ved almindelige Formularier at kunne underforstaae Herren til Dobzig, naar man blot vil lade dem om det og lade dem afgjøre den Ting med deres aparte Samvittighed. Universitetet tæller ialt, de to fra Kongeriget, Molbech og Panum fraregnede, 29 ægte Professorer, beretter Correspondenten. (Vi vide ikke, om Professoren i "Løgn", som Hs. Excellence Fanden i sin Tid hørte Forelæsninger hos i Kiel, heri er medindbefattet). Nogle af Professorerne eller de andre Embedsmand - man nævner som saadanne 2 af Magistraten i Altona, medens de andre reentud nægtede - skulle have "indskrænket" sig til at forlange Betænkningstid eller Løbedage paa de 3 Dages Sigt; disse Herrer, som egentlig ere de mindst indskrænkede og have deres bag Øret, burde maaskee først afskediges, saafremt man ikke forelægger dem Valget med omgaaende Post. Af de kirkelige Embedsmand har man, flere Præster undtagne, ikke hørt noget til Degnene og Klokkerne; maaske avancere de nu til Præst.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 26. november 1863).

Christian Knud Frederik Molbech (1821-1888) var professor ved Kiel Universitet 1853-1864. Peter Ludvig Panum (1820-1885) var professor i fysiologi i Kiel 1853-1864. Herefter Københavns Universitet. Panum Instituttet er opkaldt efter ham.

Oversættelse af tysk artikel, se original under oversættelsen:

Danmark bruger åben vold. Holsteins parlamentsmedlemmer er blevet forhindret i at diskutere, hvad de skal gøre i Kiel eller andre steder. Militæret er allerede taget i ed. Efter et øjebliks tøven gav Kong Christian den Niende efter for de københavnske trusler om revolution og underskrev den nye fælles forfatning for Danmark og Slesvig. - Denne forfatning er et nyt kup; for den indlemmer ulovligt Slesvig i Danmark. - Heldigvis er Østrig og Preussen fuldstændig fritaget for de forpligtelser, som de har accepteret i London-protokollen.

Dänemark lässt offene Gewalt einsetzen. Die Abgeordneten Holsteins sind gehindert worden, in Kiel oder sonstwo zu berathen, was zu thun ist. Das Militär ist bereits vereidigt worden. König Christian der Neunte hat den Drohungen der Kopenhagener mit Revolution sich nach kurzem Sträuben gefügt und die neue gemeinsame Verfassung für Dänemark und Schleswig unterzeichnet. - Diese Verfassung ist ein neuer Gewaltstreich; denn sie verleibt Schleswig Dänemark widerretchtlig ein. - Oesterreich und Preussen werden durch ihn zum Glück der Verpflichtungen, die sie in dem Londoner Protokoll übernommen haben, vollständig enthoben.

(Sickinger Bote 26. november 1863)


Et eksempel på en røverhistorie, en af mange som sætter spørgsmålstegn ved aviskilder:

Overfald paa danske Soldater i Slesvig. Af et til Fredericia ankommet Brev, som velvillig er overladt Byens Av, til Afbenyttelse, uddrager Redakt. af samme Følgende: Nogle Konstabler, der ligge paa en stor Herregaard ved Mysunde, bleve i Løverdags overfaldne af Gaardens Folk med Herren og Forvalteren i Spidsen, En af de Overfaldne undkom og forlangte Hjælp og Beskyttelse hos en der paa Stedet stationeret Underofficeer (Korporal Bendixen, udkommanderet fra Artilleriet i Fredericia). Denne samlede sine Folk, 38 Menige, samt nogle Underbefalingsmænd, Alle Jyder eller Fyenboere, og ilede til Herregaarden, hvor Hjælpen netop ankom i belejlig Tid; thi de overfaldne Konstabler vare overmandede og i Livsfare Kommandoen foer som rasende over de Tydsksindede og slog dygtig løs. Underofficeren stødte sammen med Forvalteren, der truede med at skyde ham, hvis han ikke Vilde formaae sine Folk til Rolighed; men i samme Oieblik, som Forvalteren lagde an med sin ladte Bøsse, langede Underofficeren ham med sin skarpslebne Sabel et Hug, som gjorde den Forvovnes høire Arm en god Fod kortere; Bøssen faldt ud af Forvalterens Arm, der var hugget over lidt ovenfor Albuen, og Skuddet gik af og ramle en af Tjenestefolkene i det venstre Been, - Efterat hele Banden var overmandet og kneblet, førtes den tilvogns under tilstrækkelig Bevogtning til Arresten i Eckernførde, hvor man ankom om Aftenen Kl. 11. Den næste Dag har Underofficeren afgivet Melding om det Passerede,

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 27. november 1863).

Det var en Røverhistorie. "Fredericia Avis" forleden meddeelte om Overfaldet ved Midsunde. Nogle Artillerister havde drukket sig fulde - det var det Hele. - Det er beklageligt at en saadan Historie skal finde Vei til Pressen, naar der ikke er fuldstændig Sikkerhed for Sandheden. (Mdf. Av.)

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 5. december 1863).


I anledningen af udråbelsen af Christian IX den 16. november 1863 som konge var nedenstående artikel publicereret i adskillige tyske aviser, i forskellige variationer. Originalen står under oversættelsen: 

De tyske tropper, som var stationerede foran slottet, blev tilkastet med jord, kaldt oprørere og tyske tyve, og jeg afventede med hjertebanken det øjeblik, hvor de skamfuldt mishandlede og fornærmede soldater ville gøre brug af deres våben. De opførte sig dog eksemplarisk og så ned på den danske pøbel med foragt. Kongens fremtræden, hans forsikring om, at han var dansksindet og sørgede over den afdøde, havde samme virkning på danskerne som en dråbe på en varm sten. ”Hvad bryder vi os om hans meninger?” hørte man råbe. "Vi ved, hvad vi vil, og ve ham, hvis han kan lide at modsætte sig vores vilje! Kongen er der for at ophøje folkets vilje til lov, som han får sin løn for; der er nok mænd i landet, som ville gøre det for en tiendedel, og som ville have deres børn opdraget uden at bede folket om et bidrag. På denne og lignende måde steg temperamentet, indtil det rygtedes sig, at kongen havde bedt om betænkningstid, inden han underskrev indlemmelsen af ​​Slesvig. Som en storm gik ordet fra mund til mund: Vi er blevet forrådt; kongen er en forræder og en tysker. Til slottet! Vi vil vise ham, at det er farligt at modsætte sig et folks vilje! Ned med slesvig-holstenerne! Krig, krig til kniven med Tyskland! Som en rasende hob strømmede folket fra hån og fra alle gader til slottet og krævede med dyrebrøl, at Rigsdagsresolutionen skulle underskrives eller abdicere. Med et had, der fik mig til at gyse, blev tyskerne svoret død og ruin, og enhver, der havde vovet at sige et tysk ord, ville have været sikker på at dø. De ulykkelige mennesker fra Slesvig-Holsten, som var dømt til at holde vagt, blev mishandlet på den mest uhyrlige måde, og jeg så almindelige fiskerkoner, der samlede snavset op fra gaden og kastede det i deres ansigter. Jeg gyser, når jeg tænker tilbage på de seneste dages oplevelser, og jeg kan ikke sætte ord på de indtryk, jeg har fået. Jeg blev uimodståeligt drevet til at følge den rabiate pøbel, selvom jeg på ethvert tidspunkt frygtede, at de ville genkende mig som tysker og massakrere mig. Forestil dig halvtreds tusinde berusede galninge - mænd, kvinder og børn - paraderende gennem gaderne og skrige mord - og du ville få en vag idé om de processioner, vi var vidne til her. Hvis de udenlandske gesandter overfor disse excesser der er forårsaget af Slesvig inkorporation, endnu ikke har fattet den ånd som driver dette folk mod sin egen fordærvelse, så er der kun et tilbage - fortvivlelsens selvhjælp.

Die deutschen Truppen, die vor dem Schlosse aufgestellt waren, wurden mit Strassenkoth geworfen, Insurgenten und deutsche Diebe genannt, und mit Herzklopfen erwartete ich den Augenblick, wo die schändlich misshandelten und beschimpten Soldaten von ihren Waffen Gebrauch machen würden. Sie verhielten sich indessen musterhaft und sahen mit Verachtung auf den dänischen Pöbel herab. Das Erscheinen des Königs, seine Versicherung, sass er dänisch gesinnt sei und um den Verstorbenen trauere, wirkten auf die Dänen, wie ein Tropfen auf einen heizen Stein. "Was kümmern uns seine Gesinnungen" hörte man rufen. "Wir wissen, was wir wollen, und wehe ihm, wenn er es magt, sich unserem Willen zu widersetzen! Der König ist dazu da, um den Willen des Volkes zum Gesetz zu erheben, dafür bekommt er seine Besoldung; es sind genug Männer im Lande, die es für den zehnten Theil thun, und und die ihre KInder erziehen lassen würden, ohne das Volk im eine Beisteuer zu bitten. In dieser und ähnlicher Weise erhissten sich die Gemüther, bis sich die Kunde verbreitete, der König habe sich Bedenkzeit ausgebeten, ehe er die Incorporation Schleswigs unter zeichnete. Wie ein Sturmwind ging das Wort von Mund zu Munde: Wir sind verrathen; der König ist ein Verräther und Deutscher. Nach dem Schloss! Wir wollen ihm zeigen, dass es gefährlich ist, dem Willen eines Volkes sich zu widersetzen! Nieder mit den Schleswig-Holsteinern! Krieg, Krieg bis an's Messer mit Deutschland! Wie eine rasende Rotte strömte das Volk vom Hohn und aus allen Strassen nach dem Schlosse und verlangte mit thierischen Gebrülle die Unterzeichnung des Reichstags-Beschlusses oder - Abdankung. Mit einem Hasse, der mich schaudern machte, wurde den Deutschen Tod und Verderben geschworen, und wer es gewagt hätte, ein deutsches Wort fallen zu lasse, wäre des sichern Todes gewesen. Die unglücklichen Schleswig-Holsteiner, die auch desmal dazu verdammt waren, Wache zu halten, würden auf das Empörendste misshandelt, und ich sah gemeine Fischerweiber den Strassekoth aufheben, und ihnen in das Gesicht sleudern. Es schindelt mir, wenn ich an die Erlebnisse der letzten Tage zurückdenke, und ich kann die Eindrücke die ich empfangen, nicht in Worten wiedergeben. Unwiderstehlich trieb es mich vorwärts, dem rasenden Pöbel zu folgen, obgleich ich jeden Augenblick fürchten musste, von ihm als Deutscher erkannt under niedergemetzelt zu werden. Stellen Sie sich vor, dass fünfzig Tausend betrunkene Wahnsinninge - Männer, Weiber und Kinder - mordbrüllend durch die Strassen zögen - und Sie würden einen ungefähren Begriff von den Aufzügen bekommen, den wir hier erlebt haben. Wenn die fremden Gesandten angesichts dieser Excess, welche die Incorporation Schleswigs veranlasst haben, noch nicht von dem Geiste durchdrungen sind, der dieses Volk seinem Verderben entgegen treibt, dann bleibt Euch dadrüben nur Eins übrig: - die Selbsthilfe der Verzweiflung.

(Kurier für Niederbayern : Landshuter Tag- u. Anzeigeblatt ; unabhängige Tageszeitung für Heimat und Volk 29. november 1863. Uddrag).

Affæren omtaltes kun i få sætninger i enkelte danske aviser. Her berettes at der var opstillet soldater under kommando af en forhenværende insurgentofficer som lod soldaterne rykke frem med fældede bajonetter. Studenter skal have kastet galoscher i hovedet på officeren.

Vy over Altona, Gottorp og Rendsborg. Fra Le Monde Illustrë: Journal hebdomaire, 30. januar 1864.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar