Krigsforberedelser. Oktober 1863. (Efterskrift til Politivennen)

Deutsche Kindergeschichte.

To små børn råbte på deres mor; "Ak, hjælp op, kære mor, vi omkommer ynkeligt"

Moderen, Fru Germania, var ikke lige der på stedet, og hørte ikke råbet.

Så kom den onde Frederik i et ondt øjeblik og stjal det ene barn.

Det høje forbundspoliti, stod da det skete, tæt ved. Men kunne ikke forhindre det.

Ovenstående tegning fra Kladderadatsch 19. april 1863 opridser via en børnehistorie egentlig meget godt en meget udbredt opfattelse i det Tyske Forbund: Børnene - Slesvig-Holstein, Frederik 7., Fru Germania der sover bag et træ, og en tyk tysk politibetjent der holder en seddel i hånden hvor der står: "Jeg protesterer".

Høitideligholdelsen af Halvhundredaarsdagen for Slaget ved Leipzig er bleven forbudt i Holsteen ved en Bekjendtgjørelse fra den holsteenske Regjering af følgende Indhold: "Det er kommet til Regjeringens Kundskab, at der paa flere Steder i Landet agtes afholdt en offentlig Højtidelighed den 18de Oktober som Mindedag for Slaget ved Leipzig, og skulde der i den Anledning erindres om Dagens Betydning i Kirker og Skoler, foretages offentlige Optog, holdes offentlige Taler og deslige. Da en saadan Høitidelighed let kan føre til utilstedelige politiske Demonstrationer, bliver den herved forbudt under passende Straf, og det indskjærpes Politiautoriteterne, at de strax skride ind imod Overtrædelser af dette Forbud og undertrykke dem med al Kraft."

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 16. oktober 1863).

Slaget ved Leipzig foregik 16.-19. oktober 1813, og var på daværende tidspunkt det største slag i verdenshistorien. Napoleon (hvis allierede var Frederik 6. der dog ikke deltog aktivt i slaget) led et afgørende nederlag mod hovedsagelig russere, preussere og østrigere. Det satte en endelig stopper for Napoleons ambitioner om at beherske Tyskland.

Oversættelse af tysk artikel, se original herunder:

Slesvig-Holsten vil også have sin mindefest for Leipzigdagene. I Rendsborg, danskernes naboby, som ofte er så hårdt presset, blev det enstemmigt besluttet at give pengebeløb til støtte for dem fra de skrækkelige dage. Lignende resolutioner blev også vedtaget i andre byer i Slesvig-Holsten, og repræsentanter blev også sendt til Leipzig. Lokalbefolkningen forsøger på denne måde at yde deres patriotiske bevidsthed retfærdighed, da man fra dansk side som bekendt har forbudt enhver offentlig fejring af 18. oktober. Dette forbud er en ny smagfuld foranstaltning mod Slesvig-Holsten, en ny fornærmelse for det tyske folk og en glimrende illustration af den sætning, som er blevet almindelig i den engelske presse, at Holsten er "det frieste land i Tyskland". Hvornår vil undertrykkerne på Øresund modtage den lektion, der er værdig til Leipzig-dagen?

Auch Schleswig-Holstein wird seine Erinneringsfeier an die Tage von Leipzig haben. In Rendsburg, der oft so hart bedrängten Nachbarstadt der Dänen, hat man den einmüthigen Beschluss auf jenen Schreckenstagen Geldsummen zur Unterstützung zu verabreichen. Auch in andern Städten Schleswig-Holsteins har man ähnliche Beschlüsse gefasst und ausserdem Repräsentanten nach Leipzig entsendet. Die dortige Bevölkerung sucht anerkennenswerth auf diese Weise ihrem patriotischen Bewusstsein gerecht zu werden, da bekanntlich dänischerseits das Verbot jeder öffentlichen Feier des 18. Oktober gegeben worden ist. Dieses Verbot ist eine neue schmackvolle Massregel gegen Schleswig-Holstein, ein neuer Schimpf für das deutsche Volk, und eine treffliche Illustration zu der wie bekannt in der englischen Presse geläufig gewordenen Phrase dass Holstein "das freieste Land in Deutschland" sei. Wann wird den Bedrängern am Sund jene Lektion zu Theil werden, wie sie des Täges von Leipzig würdig ist?

(Isar-Zeitung 18. oktober 1863).

I en Corresp. "fra Eideren" i Hemp. Av. hedder det: "Mange troe, at de Krigsforberedelser, som nu foretages fra dansk Side, mere skee for at bringe Forbundet til Besindelse og foranledige det til at betænke sig, førend det sætter Executionen i Værk. Thi naar der staae 12,000 Mand i Holsteen, kan man ikke foretage Executionen med det bestemte Antal Sachsere og Hannoveranere, men Preussen og Østerrig maae samtidigt rykke frem med Reserven, og dette turde navnlig Preussen for Øieblikket ikke have nogen stor Tilbøielighed til. Betegnende med Hensyn til Situationen er det i hvert Fald, at der, saavidt bekjendt, endnu ikke træffes nogensomhelst Foranstaltninger til at flytte alt det Materiel, der findes i Holsteen, og at bringe det store Antal af Hærens gifte Familier, som boe paa Eiderens Sydside, i Sikkerhed. Rigtignok har man i Altona foretaget Prøver med at indpakke Mandskab, Kanoner og Heste paa Jernbanevogne og see, baade hvor hurtigt det kan skee og hvor Meget der kan rummes. Der begynder med Hensyn til Familierne hist og her at yttre sig Frygt for, at man vilde lade Familierne blive tilbage i Holsteen selv for det Tilfælde, at Armeen trak sig tilbage til Dannevirkestillingen. Men vi forlade os paa, at de Paagjældende kunne være ganske rolige i denne Henseende. Vor Regjering vil aldrig udsætte vore Krigeres Familier for at blive i et af Fjenden occuperet Land, men udentvivl ville bringe dem i Sikkerhed. Det er baade Pligtens og Klogskabens Bud."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. oktober 1863).

1. oktober 1863 havde Bismarck udvirket at Forbundsdagen i Frankfurt vedtog en forbundseksekution i hertugdømmerne. På dansk opfattet som en besættelse. Østrig gik med da man ikke turde overlade det til Prøjsen alene. Beslutningen blev effektueret fra den 24. december 1863 hvor føderale tropper fra Saksen rykkede ind i Lauenborg og Holsten og rykkede helt op til Ejderen. De danske tropper trak sig tilbage uden kamp.

Illustration fra det humoristiske ugeblad Kladderadatsch 4. oktober 1863: "Vorschlag zu einer friedlichen Lösung der Holsteinischen Frage. K. v. D. Lieber Mann, ich besitze gar nichts; was Sie da sehen, gehört Alles meiner Frau, geb. Rasmussen." Bismarck til venstre med stemplet "DB" (Deutscher Bund) under armen, over for Frederik 7. Ved bordet står grevinde Danner og klamrer sig til Danmark hvorover dobbeltdukken Holstein og Schleswig hviler. Bladet bragte med jævne mellemrum tegninger om situationen.

Hvor upålidelige aviser var, fremgår af et påstået citat af Frederik 7. i Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 28. oktober, der igen citerer Randers Avis for at citere tyske aviser:

"Jeg stoler paa at vor retfærdige Sag vil seire. Jeg veed, at mine tro Slesvigere i Hjertet ere dansksindede. At dele Slesvig vilde være en Forbrydelse mod det slesvigske Folk, og Historien skal ikke sige at den sidste Oldenborger har splittet det gamle Danmark ad. Men skulde vi ligge under, skulde Frankrig og Sverrige vilde tillade, at det gamle Sønderjylland oplever Polens Skjæbne og erobres af Tydskland, saa stiger jeg ned fra min Throne og proklamerer Republiken. Jeg har tilbragt 3 Aar i Schweiz, har lært dette Lands Indretninger at kjende og er overbeviist om, at intet Folk i Europa bedre egner sig for en republikansk Forfatning end mit dyrebare danske Folk. Siig Eders Venner det!".

Om en tysk udlægning af forhistorien, se fx "Dänische Keckheit und deutsche Schwäche. Ein Mahnruf an das deutsche Volk zum 18. October 1863". F. Streits Verlagsbuchhandlung, 1863.

Grevinde Danner havde før optrådt i Kladderadatch som dukkesælgerske, her 5. april 1863:

På denne tegning optrådte hun som "Den gode tante": "Put%geschäft von R: Asmus in Coppenhagen. Navneforsvanskningen skulle antyde at hun var Danmarks egentlige regent R(ex), under navnet Asmus (Kong Asmus), Louise Rasmussen.