Uddrag af Borgerrepræsentationens møde, 8. marts 1869:
Selskabet "de danske Vaabenbrødre" har bedt om tilladelse til på St. Annæ Plads (mellem Amaliegade og Bredgade) at rejse et mindesmærke for de i de slesvigske krige faldne krigere. Mindesmærket, som er udført af billedhugger Rosenfalk efter tegning af stadsbygmester Nebelong i samråd med professor Høy. Den består af en obelisk 10 alen 7 tommer høj og er af rød norsk granit. Magistraten har næret tvivl om mindesmærket vil komme til at tage sig godt ud eller rettere stort nok ud, men vil ikke fraråde at give tilladelsen, hvis selskabet ikke vil foretrække at rejse det et andet sted, særlig Garnisonskirkegården. - Formanden har næret den samme tvivl og har derfor rådført sig med forsamlingens to arkitekter, Herholdt og Meldahl, og disse fraråder at give tilladelsen. - Henrichsen vil af hensyn til at man ikke bør svække lysten til at rejse et sådant mindesmærke, tilråde at føje ønsket, fordi det jo ikke vil kunne skæmme pladsen, om denne end måske er for stor til at give det rette syn på mindesmærket. Kommunalbestyrelsen får jo intet ansvar, da den ikke har rejst mindesmærket. - Thomsen vil bestemt fraråde opstillingen på St. Annæ Plads, fordi mindesmærket er alt for lille både i højde og i tværmål. Han vil i hvert fald have knyttet det vilkår til tilladelsen, at mindesmærket skal flyttes, om der bliver bedre brug for pladsen. - Borgmester Ehlers forklarer Magistratens stilling ved henvisning til det tilsvarende mindesmærke på Søkirkegården for krigerne 1801. - Bing fraråder Thomsens forbehold som yderst krænkende for dem, der søger om tilladelse til at rejse mindesmærket. - Hellmann finder ikke, at der bør tales om skønhedshensyn her i forsamlingen, så længe man tåler, at vejerboden bliver stående på byens skønneste plads, og at man rejser det store røde tårn ved Knippelsbro. Der er ikke så stor iver for at rejse mindesmærker her i byen, at man skal svække den. - Med 12 st. mod 10 (Abrahamson, Fenger, Gamel, Glahn, Henrichsen, Herholdt, Søndergaard, Thomsen, Thymann og Wolfhagen) forkastedes Thomsens forbehold og med 14 st. mod 9 tillodes opstillingen. De 9 var: Abrahamson, Bing, Bonnesen, Fenger, Gamél, Glahn, Herforth, Herholdt og Thomsen. - Fraværende var 10: Brix, Caroc, Clausen, Collstrop, Hertz, Holmberg, Meldahl, Mollerup, Olsen og Ussing, og 3 stemte ikke: Eskildsen, Howitz og Ulrik.
(Fædrelandet 9. marts 1869)
Det var nok ikke noget tilfælde at det var billedhuggeren Carl Julius Rosenfalk (1815-1878). Han havde sammen med Carl Brosbøl bygget et hus på Frederiksberg Alle. Rosenfalk havde arbejdet i Bissens atelier. Grosserer Lund havde imidlertid overtalt dem til at sælge huset igen og i 1848 bygge et andet på Frederiksberg Alle 39. Her boede såvel Rosenfalk som Carit Etlars familier. På husets facade findes endnu to originale figurer af Rosenfalk, en fiskende dreng og Psyche der spejler sig i vandet. Rosenfalk opførte en statue af Frederik VII som står i Bysøstræde i Holbæk, mindesmærke for Frederik Treschow (1786-1869) på Assistens Kirkegård. I sidste halvdel af 1850erne flyttede han til Bredgade 58 på hjørnet af Bredgade og Fredericiagade.
Et mindesmærke i København over de i de slesvigske krige faldne er af "De danske Våbenbrødre" bestilt hos billedhugger Rosenfalk, efter tegning af professor Nebelong, der har udført det efter samråd med professor Høyen. Mindestøtten som man mener at kunne opstille i forsommeren, består af en obelisk af 10 alen 7 tommers højde, hugger af rødblåt norsk marmor og prydet med en krans og et kort indskrift. Magistraten har givet samtykke til at mindesmærket opstilles på St. Annæ Plads.
(Svendborg Amtstidende, 10, marts 1869).
København, den 11. marts. København er som bekendt just ikke rigt på mindesmærker og endnu mindre på smukke mindesmærker. Frederik V.s rytterstatue på Amalienborg tilligemed Christian IV.s mere beskedne billedstatue ved Rosenborg Slot og Frihedsstøtten på Vesterbro er omtrent de eneste, der kunne henregnes til den sidstnævnte kategori, hvortil forhåbentlig inden lang tid endnu vil komme Frederik VII.s kolossale rytterstatue. Derimod er Christian V s rytterstatue på Kongens Nytorv (i daglig tale kaldet "Hesten") af en sådan beskaffenhed, at det oftere har været påtænkt at tage den bort fra den smukke plads, ligesom Ohlenschlægers siddende statue på St. Annæ Plads og de to ved Universitetet opstillede buster af Weyse og Schouw "Skovshoved", som den sidste er døbt af folkevittigheden, just heller ikke er til synderlig prydelse for de pågældende pladser. Dette savn af passende monumentale prydelser vil det selvfølgelig være længe inden der nogenlunde kan rådes bod på, men det bliver almindelig følt, og efter at national- og frihedsånden er blevet så levende vakt i folket, tør det vel ventes, at der, når fædrelandets hele stilling er blevet noget klarere og bestemtere, efterhånden vil rejse sig flere monumenter der både er nationen, hovedstaden og de udmærkede mænd hvis minde de skulle hædre, værdige. Derimod synes den nuværende tid i det hele ikke at være ret gunstig for tilvejebringelsen af sådanne monumenter, og den smukke fra de herværende Vaabenbrødre udgåede tanke at rejse et mindesmærke for de i de slesvigske krige faldne, har derfor ikke kunnet lade sig realisere efter en så stor målestok, som det var ønskeligt, idet tilskudene er indflydte så sparsomt, at man må lade sig nøje med en obelisk af norsk granit, der tilligemed soklen kun får en højde af 10 alen 7 tommer og i øvrigt bliver af meget spinkle dimensioner. Et sådant monument er naturligvis kun lidet skikket til prydelse for en af de større hovedstadspladser, og det må derfor meget beklages, at selskabets bestyrelse endog påtænker at oprejse det på den mest fremtrædende del af St. Annæ Plads, næst Kongens Nytorv den smukkeste og største i byen, i stedet for at vise en smule mere beskedenhed og fx vælge Garnisonskirkegården, ligesom man i sin tid valgte Holmens Kirkegård for Monumentet over de i 1801 faldne søkrigere. Desværre har kommunalbestyrelsen nu givet tilladelse hertil og der er således al mulig udsigt til at mindesmærket vil blive opstillet på en plads, som man ellers med tiden kunne vente smykket med et passende monument; for vist nok var det for en del kun modstæbende, at den ansøgte tilladelse blev givet, og Magistraten gav endog ansøgerne fortrinsvis anvisning på Garnisonskirkegården, men af bestyrelsen for de københavnske våbenbrødre tør man vist nok ikke vente så megen beskedenhed, at den skulle tage nogen notits af det givne vink.
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 13. marts 1869)
Afsløring af en mindestøtte
Mandag eftermiddag kl. 2 fandt den højtidelige afsløring sted af den mindestøtte, som Vaabenbrødrene i København og forskellige andre har rejst på Garnisonskirkegård til minde om de i de slesvigske krige 1848, 49, 50 og 64 faldne. Blandt den talrige mængde der havde indfundet sig for at overvære afsløringen, sås foruden de københavnske våbenbrødre der med deres faner stod opstillede i en rundkreds om støtten, endvidere Hs. Maj Kongens repræsentant, oberst Dahl, hs. excell. indenrigsministeren, kommandøren for første generalkommandodistrikt, general Scharffenberg, Københavns overpræsident og politidirektør, formanden for borgerrepræsentanterne, repræsentanter for Magistraten, forskellige præster, land- og søofficerer o. fl. Efter at et musikkorps havde spillet salmen "Af Højheden oprunden er", betrådte formanden for den københavnske afdeling af Våbenbrødrene, redaktør Hartvigsen, en med blomsterguirlander smykket talerstol og meddelte i korte træk støttens historie. Efter at der allerede for længere tid siden var rejst mindesmærker i forskellige provinsbyer for de faldne danske krigere somigere, kom tanken om også at rejse et sådant i København frem i 1865. Man ville først have rejst et nationalmonument, men da sagen ikke havde den ønskelige fremgang hos publikum, indskrænkede man sig til at rejse det nærværende monument, som man oprindelig havde tænkt på at opstille på en plads i byen; da øvrigheden imidlertid rejste indvendinger herimod, navnlig fordi støtten var for lille hertil, besluttede man at rejse den overfor de militære grave på Københavns Garnisonskirkegård; Taleren sluttede med en varm tak til de forskellige der har ydet bidrag, og nævnte særlig Københavns sangforeninger, der har skænket overskuddet fra sangfesten ifjor, for hvilket man har kunnet sætte et stort gitter omkring støtten. - Nu afsløredes mindestøtten, hvorefter medlemmer af Københavns sangforeninger under ledelse af kapelmusikus Lansky afsang en af kandidat P. Hansen forfattet sang. Præsten ved Kommunehospitalet, pastor Bülow, der er en søn af sejrherren ved Fredericia, besteg derpå talerstolen og holdt en hjertelig indvielsestale. Han udtalte, at støtten stod her som et minde for eftertiden om de tunge år der var overgået Danmark, og store folkeslag undertrykkede det lille danske folk, da dybbølskanserne gik i grus, og Slesvig reves bort fra Danmarks rige, men den mindede også om at Danmark i vor tid havde haft uforsagte sønner, der satte livet til for fædrelandets ret og ære. Han indviede støtten med det håb, at enhver dansk ungersvend i de kommende dage, hvis den tid atter skule komme, da kongen kaldte til kamp, vil drages til minde, at han frejdig bør møde til det blodige stævne, og med den bøn at Slesvig, det land hvor danske hjerter slår, atter må vindes tilbage for gamle Danmark. Taleren sluttede med en bøn for kongen, fædrelandet og alle dem der har Danmark kær. Efter afsyngelsen af en sang af prof. H. P. Holst sluttedes højtideligheden kl. 14 et af redaktør Hartvigsen udbragt, med levende hurraråb besvaret leve for hs. maj. kongen.
Mindestøtten er oprejst i nærheden af indgangen til kirkegården og omgives ved foden af et smukt blomsterpark, omkring hvilket det omtalte gitter, der er udført af jernstøber Andersen på Svanholm, er anbragt. Selve støtten, der er udført efter tegning af justitsråd Nebelong og etatsråd Høyen og under ledelse af billedhugger Rosenfalk, er 10 alen og 7 tommer høj; den er forfærdiget i Norge af norsk granit; søjlen, der er 9 alen høj, er af et stykke poleret granit, fodstykket er slebet og finthugget; på støtten læses følgende indskrift i forgyldte bogstaver: Minde over de Faldne 1848, 1849, 1850, 1864. Rejst af de danske Vaabenbrødre i Kjøbenhavn og andre Medborgere.
Mellem de faldnes grave vajede dannebrog fra en flagstang, der af billedhugger Møen var smukt prydet med blomsterguirlander. Billedhugger Møen har tidligere gjort sig bemærket ved at sætte navnetavlen om de faldnes grave der ikke havde slægtninge eller venner, som kunde gøre dette.
(Dtl.)
(Ribe Stifts-Tidende, 6. oktober 1869).
I mandags kl. 2 blev det af Våbenbrødrene på Garnisonskirkegården rejste mindesmærke over faldne krigere fra sidste og næstsidste krig indviet. De forenede sangforeninger afsang to i dagens anledning af H. P. Holst og P. Hansen skrevne sange, de københavnske våbenbrødres formand, løjtnant Hartvigsen, afdækkede støtten, og pastor Bülow, en søn af sejrherren fra Fredericia, holdt indvielsestalen, i hvis slutning han udtalte det hån og det ønske at enhver ung mand som i fremtiden kastede sit blik på støtten, måtte derved blive mindret om den forpligtelsen der påhviler ham til at forsvare sit fædreland, og til ikke at hvile før det dyrebare Slesvig er genforeniget med moderlandet. Højtideligheden sluttede med et hurra besvaret leve for kongen, der var repræsenteret af sin adjudant, oberst Dahl. Desuden var indenrigsministeren, den kommandderende general, overpræsidenten, politidirektøren samt en stor kreds civile og militære til stede. Festen var ikke begunstiget af det bedste vejr da det regnede næsten hele tiden. Granitstøtten der er 10 alen 7 tommer høj, bærer følgende indskrift: "Minde over de faldne 1848, 1849, 1850-1865. Rejst af de danske Vaabenbrødre i Kjøbenhavn og andre medborgere". (Hf. Av.).
(Viborg Stiftstidende og Adresseavis, 6. oktober 1869).
- Afsløringen af Vaabenbrødrenes mindesten over faldne krigere fandt sted i mantags Kl. 2 på Garnisonskirkegården. Festpladsen var skriver "B. T." omgivet af en flagdekoration, og en stor forsamling havde indfundet sig blandt hvilken bemærkedes oberst Dahl der repræsenterede kongen, indenrigsminister Haffner, general Scharffenberg, overpræsidenten, politidirektøren m. fl. Efter at et musikkorps havde spillet en salmemelodi, besteg formanden for den københavnske afdeling af Vaabenbrodrene, redaktør Hartvigsen talerstolen og gav en oversigt over støttens historie, hvorpå han lod dækket falde, og det smukke granitmonument der er 10 alen 7 tom. højt, viste sig for forsamlingen. Derpå blev nedenstående sang af P. Hansen (til Musik af Lindblads stridsbøn) udført af de forenede københavnske sangforeninger under kapelmusikus Lanzky's anførsel. Efter sangen besteg pastor Bülow, en søn af sejrherren ved Fredericia. Talerstolen og holdt indvielsestalen. Han dvælede dels ved minderne fra krigen 1848 - 50 og dels ved vor sidste krigs sørgelige minder og indviede sluttelig støtten med det håb og den bøn at enhver ung mand, der i fremtiden kastede sit blik på den, måtte ihukomme den forpligtelse, der påhvilede ham, til at forsvare fædrelandet og ikke at finde ro før Slesvigs dyrebare land var vundet tilbage. Derefter blev den anden af de nedenstående sange (til musiken "Slumrer sødt i Slesvigs jord") afsungen af sangforeningerne. Sluttelig udbragte redaktør Hartvigsen et med levende hurraråb besvaret leve for hs. maj. kongen. Støtten der består af granit og som foroven er kronet af et gennemskåret oktoeder, bærer følgende indskrift: "Minde over de Faldne 1848, 1849, 1850- 64. Reist af de danske Vaabenbrødre i Kjøbenhavn og andre Medborgere."
I, hvis blege læber kunne
Læskes end af sejrens drik.
I, der end til dødens bunde
nederlagets kvaler fik -
Lige del i Danmarks hjerte
Har I alle, en og hver,
Og sin krans med modersmerte
Hun til Eders grave bær.
Hvordan kampens lodder falde,
Ligger ej i hendes hånd;
Men til hendes bryst I alle
Knyttet blev med samme bånd.
Lad da mindestenen sige
Hver, som tabets smerte led:
Alle disse havde lige
Del i Danmarks kærlighed.
I de dødes stille have
Tier livets larm og lyst,
Men imellem tause grave
Mindet taler til vort bryst.
Hvad det hvisker, ej vi glemme
Må for livets høje råb,
Thi det tolker med sin stemme
Danmarks tab og Danmarks håb.
P. Hansen.
I, som stred tor Danmarks ret,
I, som faldt for Danmarks ære,
I, hvis tab vi har begrædt,
Eders navn velsignet være!
Huskes skal I, hver og een! -
I de sommeraftner lange
Mindets fugl fra denne sten
Tit vil synge sine sange.
Flokker jer om stenens fod,
Danske drenge, danske piger!
Sejler med på sangens flod,
Medens tåren frem sig sniger!
Tænker da på dem, der stred,
Og på deres dødsstunds kvide?
Tænker på hvad Danmark led
Og hvad endnu det må lide!
Eders kind da blusse vil
Danske piger, danske drenge!
Dobbelt da med ungdomsild
Vil I elske Danmarks vænge!
I vil føle ved hvert fjed,
På hver plet i Danmarks have,
At der ej for jer er fred,
Førend ledet er i lave!
H. P. Holst.
(Dannevirke, 6. oktober 1869).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar